Frankrigs nye ånd

BLOG. Emmanuel Macron bebuder en kulturel omvæltning, som vil knuse landets gamle charme, mener filosoffen Régis Debray.

Franskmændene har altid haft sans for forførelse og intriger. Tænk bare på Pierre Choderlos de Laclos’ brevroman Farlige forbindelser fra 1782, hvor de to libertinere Grev de Valmont og Markise de Merteuil er hinandens fortrolige i førstnævntes jagt på en from og purung dame.

Bogen udspiller sig i de højere kredse, en halv snes år før den franske revolution, og gav et indblik i landets dekadente aristokrati. Men romanens fortællinger har formentlig aldrig rigtigt forarget nogen. Franskmændene, høje som lave, har til alle tider været frimodigt optagede af dyrkelsen af lyssky aktiviteter. For som man siger i Paris: Møder man en forretningsmand, som viser sig at være særligt omhyggelig med sit arbejde, kan man være sikker på, at han forbryder sig mod moralen derhjemme.

I den franske katolske kultur har der bestandigt været en stor kontrast mellem ude- og hjemmeliv. Måske er det derfor, at man så ofte ved aftentid ser gardinerne trukket for i de franske lejligheder. Men grænsen mellem offentligt og privat er nu muligvis ved at blive brudt ned. I essayet Le nouveau pouvoir (Den nye magt, Editions du Cerf, 2017), som udkom den 1. september, påstår venstrefløjsfilosoffen Régis Debray (f. 1940), at franskmændene er i færd med at blive neoprotestantiske i tråd med de tyske naboer og os nordboere – og det helt uden nogen teologisk kamp i klassisk forstand.

Ifølge bogen gennemgår Frankrig i øjeblikket en veritabel ideologisk omvæltning. Landets katolske ånd og livsstil er ved at blive knust under den liberale præsident Emmanuel Macron. I parlamentet er de gamle senatorer blevet udskiftet med unge iværksættere, og gennemsigtighed er på ingen tid blevet den nye kardinaldyd, ikke bare i det politiske system, men i hele det franske samfund.

»Der var en tid«, skriver Debray, »hvor man blev irriteret over at blive stemplet som transparent og ubetydelig, og værre endnu, over at blive kaldt uskyldig«. Ifølge Debray, som altid har interesseret sig for det religiøst ubevidste i samfundet, er kapitalismens etik ved at sætte sig igennem i alle dele af den moderne franske tilværelse. Det nye ideal er det »opfindsomme, transparente, klare og gode« individ, der altid skal være parat til at indgå i kommercielle og kontraktlige forhold.

Det er naturligvis den protestantiske etik i den tyske sociolog Max Webers forståelse, som Debray henter sine idéer fra og ønsker at advare mod. Den særlige energi, som man finder i den puritanske arbejdsmoral, forener sig med den ånd, der besjæler den renlivede kapitalist, og det er denne alliance, man nu mere end tidligere ser udbrede sig i Frankrig, hævder Debray. Det får ham til at afsige denne opsigtsvækkende dom: Landet er ved at forlade sin romerske arv. I tre tusinde år har det sublime ellers gnubbet skuldre med det infame i den franske kultur. Men denne tid er fordi. Åndens hovedstad er ikke længere Firenze. Nu hedder den Stockholm, som skal ses som selve dydens højborg.

Debray hævder, at der er ved at ske en udskiftning af den romerske virtù med den angelsaksiske virtue (dyd). Begrebet virtù stammer især fra Machiavelli, den florentinske embedsmand og filosof, som brugte udtrykket til at betegne befolkningens og dens leders kampånd. For Machiavelli indbefattede dette en lang række træk, der var nødvendige for opretholdelsen af staten og »opnåelsen af store ting«. Hvor virtue er lig med det moralsk gode, rummer virtù elementer af stolthed, styrke, mod og hensynsløshed – og befinder sig altså langt fra den dyd, man ser i protestantiske lande.

Ifølge Debray er det i disse samfund, at gennemsigtigheden har de bedste vilkår; det er her, man finder de mest lydige borgere. Dyden, siger han, kultiverer alt fra glashuse til bordeller. Tænk bare på facaderne i Red Light District i Amsterdam, skriver han, og minder i næste ombæring om noget Eric Schmidt, bestyrelsesformanden i Google-koncernen, engang skal have sagt: »En god protestant har ikke noget at skjule. Kun folk, som har noget at bebrejde sig selv, bekymrer sig om deres personlige data.«

Det er på mange måder en morsom, storslået, men også ganske overdreven tese, som Debray præsenterer os for i sin nye bog. For som filosoffen Olivier Abel sagde i et interview med journalisten Nicolas Truong i avisen Le Monde, er det næsten en kliché, når Debray ser protestantismen som en global ideologi kendetegnet ved en rendyrket kold, rationalistisk og individualistisk moralisme.

Alligevel deler han Debrays analyse af, at der er sket en sammensmeltning af den europæiske og amerikanske puritanisme, og at denne er i færd med at sætte sig igennem globalt set. Det var også konklusionen i Debrays forrige bog Civilisation (2017): En dag er vi alle amerikanere.

Siden Emmanuel Macron overtog magten i maj, har der stort set ikke været nogen intellektuel opbakning til ham. Filosoffen Marcel Gauchet udtrykte debattens reaktioner præcist, da han ifølge Le Nouvel Observateur kaldte Macron den »første rigtigt liberale« præsident i det »instinktivt anti-liberale« Frankrig. Og modstanden mod ham er ikke til at komme udenom.

Venstrefløjsfilosoffen Alain Badiou, der ikke har stemt siden 1968, har til magasinet Les Inrocks sagt, at »enhver indikation på en ægte og vedvarende modstand mod Macron vil være velkommen«. Den allestedsværende forfatter og filosof Michel Onfray ser den nye præsident som »kapitalens oppustelige dukke«, mens den tidligere maoist, men nu højreorienterede tænker Alain Finkielkraut – med et ironisk stik – kalder Macron et udtryk for »saglig progressivitet«. Ifølge Finkielkraut kan det konservative franske bourgeoisi endelig gå på ferie, da det fremover slipper for at være samfundsdebattens evige prygelknabe. Fra nu af vil Macron og hans entreprenante følgeskab blive set som landets dominerende klasse.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.