Postindustriel Fra mystificerende til mobiliserende litteratur

Vi lever i dag i en post­industriel verden, men fabrikkens helvede er ikke forsvundet – det har blot antaget en ny form gennem robot­logikken i Amazons lagerhaller. Leslie Kaplan blev i 1943 født ind i en polsk-jødisk familie i New York, og flyttede til Paris med perfekt timing; den unge Kaplan involverede sig i studenter­oprøret i 1968. Hun underviste fabriks­arbejdere og arbejdede selv i fabrikker som del af et maoistisk selvproletariserings­projekt.

I 1982 udkom langdigtet L’Excès – l’usine baseret på de heftige arbejdserfaringer. Publikationen blev modtaget med interesse fra Marguerite Duras, som interviewede Kaplan om digtet (findes online som efterord til en tysk oversættelse). Fabrikken minder om en anstalt, siger Duras, og samtalen bevæger sig videre til at handle om den systematiske udslettelse, som Kaplans familie blev udsat for i Polen under Anden Verdenskrig.

Bogen er også blevet legendarisk i Norden. Kaplan kunne første gang læses på norsk i Rune Christiansens gendigtning i Vagants temanummer om fransk samtidspoesi (2/1996). To år senere udkom Overskuddet – fabrikken i Hanne Ørstaviks sprogdragt som første bog i Oktober forlags gendigtnings­serie. I 2017 kom Anne Oterholms gendigtning af Himlenes bok (Oktober) (Le Livre des ciels, 1983), og i 2023 fulgte Forbryteren (H//O//F) (Le Criminel, 1985). Dermed findes Kaplans tre første 68-bearbejdende bøger på norsk.

Fri af den stivnede politiske diskurs og retorik virkede det endelig muligt at formidle erfaringer fra det umenneskelige ikke-liv på fabrikkerne. I teksten går sprogets poetiske underlig­gørelse og det til tider eksplicitte politiske raseri i produktiv forbindelse med hinanden.

I august vender Leslie Kaplan endnu en gang tilbage til Møllebyen Litteraturfestival. Denne gang – til forskel fra 2023 – kommer hun med en bog, hvor afstanden i tid mellem oprindelig publicering og udgivelse af gendigtningen er næsten nul. I den humoristiske mikroroman Søndagsmorderen (L’Assassin du dimanche, 2024) har hun rystet 1968 ud af håret, selvom det stadig handler om mulighederne for kollektiv, politisk mobilisering. Det er vigtigt at bemærke, at der er hele 40 års mellemrum mellem den oprindelige udgivelse af de to senest oversatte bøger.

Mysteriet

Der er et mysterium i Forbryteren, et spørgsmål i stil med: »Hvem er morderen?« En gruppe mennesker lever på en slags institution ved navn Slottet. De kunne næsten være husbesættere efter en revolution og lever et eksperimentelt, antiautoritært liv. Kriminelle og andre mennesker, som lider psykisk, vandrer frit og fredeligt rundt uden restriktioner. De får serveret måltider og lytter til udendørs koncerter.

Vi oplever det hele fra Jennys angstprægede perspektiv; hun møder en veninde eller kæresten Louise, og de driver rundt på Slottet (de kan også vandre frit til en nærliggende landsby) og møder flere af beboerne, blandt andet fadermorderen Christian Abrame, som ikke virker særlig morderisk anlagt. De møder også Camille:

Louise og Jenny går med feiekost og brett. De rengjør litt, det grøvste, og snakker med menneskene der. I det første rommet innerst i korridoren, ei diger jente. Hun ligger rolig på innsiden av den store kroppen sin. Hun heter Camille. Hun er ikke stum, nei, men ordene er for små. Glasset i brillene hennes er sotet, ømfintlige øyne. De hovner opp. Moren kommer ofte på besøk, og de spaserer side om side i parken. Camille likner veldig på henne. Hun elsker ekskrementene sine, også konsistensen. Hun lar alt komme, denne Camille.

Man bliver ikke klog på teksten med det samme. Den er så kort, at man vil læse den igen, så snart man er nået til sidste side. Hvad gik man glip af? Hvad er dette for et mærkeligt samfund? Der sker til sidst noget, som gør, at Jenny forlader Slottet, men hvad, forbliver uklart. Det kantede sprog vækker en slags fortryllet tilstand i læseren.

Menneskekollektiver

Kaplan har udgivet omkring 25 bøger på fransk. Flere har det forenende træk, at de er portrætter af kollektiver af mennesker. Hvis der forekommer et »jeg«, bevæger det sig rundt og videre­formidler mikro­portrætter af et fællesskab. I Søndagsmorderen, som udspiller sig i dagens Paris, handler det om en gruppe kvinder, som mødes som del af Kollektivet – en mobilisering mod en seriemorder eller politisk terrorist, som slår en kvinde ihjel hver søndag.

Hvis der forekommer et »jeg«, driver det rundt og vidreformidler mikroportrætter af et fællesskab.

På trods af det dystre tema er teksten humørfyldt og vittig, meget nærværende og ganske letbenet i sin stil. Den vil ikke »misforstås« som poesi. Den koncenterer sig først og fremmest om de forskellig­artede personlig­heder fra alle samfundslag, som udgør Kollektivet, og om den kreativitet og esprit, som de udfolder for at fange morderen. Her mødes Eva (som elsker Franz Kafka) med den vrede fabriks­arbejder Aurélie og den ældre Jacqueline, om hvem det lyder: »Hun skrøt, Jeg har ranet Bretagne, og til tross for alderen og en lett haltende gange, trodde man henne, hun var litt skremmende. Hun likte å le, for­telle historier hvor hun satte seg selv i scene, og kalte seg Ma Dalton.«

Kollektivets efterforsknings­metoder styres af en impressionistisk, pseudo-clairvoyant logik. De bedriver nabolags­overvågning, og ofte »føler« nogen i gruppen, at de møder morderen:

Dagen før hadde [Aurélie] gjort innkjøp på et søndagsåpent supermarked like i nærheten av Place de la République, og i kassen hadde det sittet en ung kvinne som åpen­ bart var ny. Aurélie, som ikke hadde dårlig tid, sto i køen og smilte til kassadamen. Litt på siden sto en ung fyr, pen mann, som så ut til å vente, og brått sa Aurélie til seg selv at det var ham, morderen. Hvorfor? Han så slem ut, og virket som han over­våket kassadamen.

Man får indtryk af, at de virkelig vil fange morderen, men samtidig er de lige så interesserede i at være sammen og dyrke deres nye fællesskab. De er overbeviste om, at morderen er fransk, uden at argumenterne for dette står helt klart. Morderen er én, som vil ramme – og måske forandre – det franske samfund med sine drab på politisk engagerede kvinder. Ubarberede mænd med fedorahat og mænd, som viser sig at være fra Sicilien, vækker mistanke. Det er, som om gruppens billede af en typisk morder stammer fra dårlige Hollywood-film.

Søndagsmorderen vækker ikke samme type undring som Forbryteren, men spørgsmålet om, hvorvidt et kollektiv kan inddæmme og/eller bekæmpe vold, er det samme. Selvom kollektivets metoder fremstår en smule suspekte og tilfældige, kan teksten i kraft af sin energiske tone virke mobiliserende.