KOMMENTAR. Er det muligt at udpege de 10 mest indflydelsesrige filosoffer i verden? Franske Le Nouveau Magazine Littéraire forsøger – og fejler spektakulært.
Jürgen Habermas, Bruno Latour, Judith Butler, Charles Taylor og Slavoj Žižek. De er der alle sammen, de store, betydningsfulde og verdenskendte filosoffer. For det er virkelig ikke for sjov, når franskmænd laver lister. Det er et arbejde, som kræver systematik, disciplin og præcision. I hvert fald hvis man spørger dem selv.
I januarnummeret af Le Nouveau Magazine Littéraire har de litterære bladfolk forsøgt at gøre noget nær det umulige: at kåre de mest indflydelsesrige filosoffer i verden. Hvordan? Ved at benytte en slags måleenheder. De 10 navne, som er kommet med på listen, er hovedsageligt fundet ved hjælp af bibliometriske tal og statistikker. Det vil sige: Hvor ofte filosoffernes navne forekommer i citater og noter til de artikler, der er offentliggjort i de mest berømte internationale tidsskrifter inden for filosofi og andre humanistiske fag. Derudover har redaktionen skelet til de største filosofipriser: Balzan, Berggruen, Holberg og Kyoto. Til sidst har magasinet sammenlignet kandidaterne på listen med størrelsen på deres omtale i nogle af verdens vigtigste filosofileksika: Encyclopédie Universalis og Internet Encyclopedia of Philosophy.
Denne filosofiske stjerneparade kunne sikkert være kommet i stand på en mere simpel måde. Le Nouveau Magazine Littéraire lavede sidste år en opgørelse over verdens 35 største tænkere – dækkende alt fra antropologer til aktivister – som har påvirket verden med deres refleksioner og kritiske interventioner. Dengang var det helt og aldeles op til franskmændenes eget redaktionelle hold, hvem som skulle med på listen. I år har de forsøgt at undgå personlige præferencer og politiske opfattelser. Kort sagt: ideologi. Alligevel er den ikke forsvundet helt ud af billedet.
Før magasinets redaktion overhovedet nåede at grave i tal og statistikker, meldte sig nemlig en række svære definitionsspørgsmål, fortæller skribenten Patrice Ballon i den hovedartikel, der ledsager bladets stjerneportrætter. Hvad er egentlig en filosof? Og hvad med verden? Ser den ikke forskellig ud, alt efter om man befinder sig i Nairobi, Beijing eller New York? Man kunne tilføje: Er de førende internationale tidsskrifter og encyklopædier inden for filosofi og de humanistiske studier ikke netop funderet i globaliseret vestlig tænkning? Så hvad med andre verdensdeles filosofiske traditioner? Har de overhovedet en chance her?
Ingen Noam Chomsky
Patrice Ballon og resten af Le Nouveau Magazine Littéraire-holdet virker til at være klar over det minefelt, som de er vadet ind i – og alligevel går de frem med stor selvsikkerhed. Popfilosoffer som israelske Yuval Noah Harari, der står bag bestselleren Homo Deus (2017), er ikke med her, fordi han ikke formår »at komme med noget nyt«. Sociologer, antropologer og andre fagtænkere har franskmændene også valgt at se bort fra, hvilket betyder, at den amerikanske lingvist Noam Chomsky kan ærgre sig over ikke at være med på listen. Ifølge Ballon har Chomsky ikke noget egentligt filosofisk forfatterskab bag sig, og det er på trods af at han, som Ballon skriver, i de senere årtier er en af de tænkere, som har påvirket den offentlige debat mest.
Dette sidste valg vil sikkert falde nogle af bladets trofaste venstreorienterede læsere for brystet. How dare you?!, kunne de nok finde på at sige. Eller på fransk: Comment osez-vous?! Men Ballons forklaring giver mening: Lingvisten Ferdinand de Saussure var med til at lægge grunden for en ny filosofisk retning med sin strukturalisme, men han kunne aldrig kalde sig filosof. Det samme må siges om Chomsky.
Le Nouveau Magazine Littéraire-folkene er dog klar til at krybe til korset. Ikke på grund af udeladelsen af et af venstrefløjens store ikoner, men fordi de godt ved, at deres metode ikke holder stik. Deres målinger rækker stort set kun til at indeksere Vestens tænkning.
Oven på en eftersigende lang proces har redaktionen derfor været nødt til at indlemme indiske Gayatri Chakravorty Spivak og ghanesisk-britiske Kwame Anthony Appiah på listen – simpelthen for at få mere geografisk spredning, end de bibliometriske tal har kunnet givet dem. Ifølge Ballon havde redaktionen også andre filosoffer af afrikansk oprindelse på paletten: senegalesiske Souleyman Bachir Diagne, camerounske Achille Mbembe og ghanesiske Kwasi Wiredu. Men de valgte altså Anthony Appiah, som især er berømt i de angelsaksiske lande for sine refleksioner om identitet. Til gengæld har Ballon og Le Nouveau Magazine Littéraire underligt nok valgt at forbigå kineserne, fordi deres tænkning »for os vesterlændinge forbliver en slags terra incognita«.
Her kan man kan roligt tale om at stille sig uden for tidens presserende dilemmaer. Ikke mindst må betegnelsen terra incognita siges at være temmelig problematisk. Den blev før i tiden brugt om steder, som ikke var betrådt af civilisation. Det burde franskmændene selvfølgelig vide.
Outsiderne
Hvem var så lige ved at komme med på hitlisten? Blandt udfordrerne nævner magasinet italienske Giorgio Agamben, tyske Peter Sloterdijk, amerikanske Fredric Jameson, franske Jean-Luc Nancy, amerikanske Saul Kripke, serbisk-amerikanske Thomas Nagel og tyske Axel Honneth. Også amerikansk-israelske Avital Ronell, franske Jacques Rancière og indiske Dipesh Chakrabarty er nogle af de filosoffer, som næsten havde held med at få plads i Le Nouveau Magazine Littéraires pantheon.
Når man lader øjnene glide ned over listen af bejlere, er der ikke mange overraskelser, formentlig kun at Agamben er blevet holdt ude af den filosofiske kongerække. Hvad det skyldes, kan man bare gisne om: Tog det for lang tid for hans forfatterskab at slå i gennem i de engelsksproglige lande? Det er en sandsynlig forklaring. Meget af den intellektuelle og filosofiske magt ligger i dag på den anden side af Atlanten, så man næsten kan sige, at amerikanerne har udbredt deres herredømme til den europæiske universitetsverden. Det gælder ikke mindst inden for den filosofiske tænkning. I København læser de studerende fortrinsvist analytisk og ikke kontinental filosofi. Og i dag er det sjovt nok i USA, aldrig i Frankrig, at man underviser i French theory. Som en anden interessant artikel i Le Nouveau Magazine Littéraire fortæller, ved man knap nok i Frankrig, hvad dette begreb dækker over. Andre steder i verden ved man, at det henviser til et korpus af postmoderne filosofiske, litterære og sociale teorier, hvor dekonstruktionen spiller en central rolle: Jean Baudrillard, Gilles Deleuze, Jacques Derrida, Michel Foucault, Félix Guattari, Julia Kristeva og Jean-François Lyotard. Man kunne nævne mange flere.
Hvor er Aleksandr Dugin?
Det mest besynderlige ved Le Nouveau Magazines Littéraires listebegejstring er, at den russiske Heidegger-inspirerede tænker Aleksandr Dugin slet ikke nævnes, når nu magasinet – endda på forsiden – hævder at orientere sig mod tænkere, som påvirker verden »på godt og på ondt«.
Som en radikal, opflammende filosof i den franske agiterende tradition har Dugin ellers haft held med at præge Putins Kreml-kreds med sine nyfascistiske idéer. I Vestens akademiske tidsskrifter citeres han selvfølgelig sjældent. Men det understreger blot problemerne ved Le Nouveau Magazine Littéraires metode. Her styrkes Vestens fornuftsverden i sin egen liberale tro. Russere, kinesere og andre fremmede tænkere forbigås med letsindighed. Det kan også kaldes ideologisk blindhed.
