Fra Vagant 1/2022 – i salg fra 14.04.22
Mathilde Ravn Melvang, du og de andre redaktører på Standart var i december ude med en crowdfunding-kampagne, fordi tidsskriftet var truet af nedlukning. Hvad var årsagen til det?
– Standart havde et lille underskud, der år for år fik lov til at blive større. Vi har i de seneste år mistet mange abonnenter på folke- og gymnasiebibliotekerne. Derfor foretog vi i 2021 en omlægning, der blandt andet indebar, at vi skiftede til en ny layouter, som ville finde et nyt format til magasinet og dermed nedbringe trykkeomkostningerne. Alle vores skribenter og redaktører arbejder frivilligt, så tryk er en af de få udgifter, vi kan spare på.
Anmeldelsen har alle dage været Standarts hovedgenre. Er der stadig lige så meget brug for den, som da tidsskriftet blev grundlagt i 1987?
– Jeg kan kun sige, at litteraturkritikken er en virkelig værdifuld gave, som er ved at glide ud af den offentlige samtale. Der er ingen tvivl om, at vores tid har brug for mere kritik og kritisk tænkning. Kritikken lærer os at navigere i modsatrettede idéer og perspektiver, som sagtens kan sameksistere og give hinanden værdi. Den form for nuancer forsvinder mere og mere i det nuværende mediebillede. Enten polemiserer man, eller også ensretter man og glatter ud. Tag bare den udpræget kritiske anmeldelse, som ellers må siges at være noget af kultursidernes mest populære stof. De svinder i antal i bog- og kulturtillæggene til fordel for kortere anbefalingsformater og nyhedsstof. Mange tvivler på kritikkens værdi, og det svækker vores kultur.
Hvor ser du det henne?
– Forfattere som Kaspar Colling Nielsen og Jacob Skyggebjerg har for nylig – med forskellige udgangspunkter – sat spørgsmålstegn ved, om der er brug for litteraturkritik, og hvor rimelig litteraturkritikkens magt egentlig er. Spørgsmålet er helt legitimt at diskutere, men jeg ser også denne diskussion som udtryk for, at der lige nu er et stort økonomisk pres ikke bare på forfatterne, men på hele det litterære system. Folk hele vejen rundt føler sig udsatte.
– Jeg sidder også i redaktionen på det litterære nyhedsbrev hvermandag.dk, og jeg kan se, at dem, som gerne vil have, at Standart og hvermandag.dk overlever, kommer fra det samme lille litterære kredsløb. Det er rørende, at folk vil støtte hinanden, især fordi vi taler om små organisationer uden mange penge. Men det er også tankevækkende, at dette lille kredsløb ser ud til at fodre sig selv. Man hjælper hele tiden hinanden, så alle kan holde sig oven vande, men jeg tror, det forhindrer os i at kigge udad og have overskud til at afprøve nye formater og kanaler. Jeg synes, vi bør overveje, om et sådant kredsløb egentlig fungerer optimalt.
Hvad ser du for dig, når du siger, at litteraturmiljøet gerne må kigge mere udad?
– Et par af mine bekendte er i øjeblikket involveret i offentligt støttede projekter, der tager kritikken og anmelderiet med ud til gymnasier og folkeskoler, og det virker i mine øjne som den helt rigtige vej at gå. Man bringer kritikken tættere på den næste generation af læsere. Da jeg selv som barn begyndte at læse mine forældres avis, læste jeg udelukkende anmeldelserne. De var sjove, skarpe, korte og kunne udpege ujævnheder eller genialiteter med virtuos præcision. Interessant nok kan jeg stadig huske bestemte anmeldelser, men ikke hvilke værker, de behandlede. Kritikken lærte mig, at sproget kan være et stærkt værktøj – også når det er ambivalent og undersøgende.
Tidsskrifterne har været formative for mange unge forfattere og skribenter, som på skift af generationer har kunnet komme til og udfordre herskende litteraturopfattelser. Hvad ville det betyde for skriftkulturen i Danmark, hvis flere tidsskrifter forsvandt?
– Det er også noget, jeg tænker meget over. I dagens litterære offentlighed findes der mange, som gennem tiden enten har skrevet eller været redaktører for Standart. Det er en af grundene til, at vi nu forsøger at skrabe penge sammen til et digitalt arkiv, der vil gøre det muligt at danne sig et overblik over Standarts bidrag til 35 års litteraturhistorie.
– Jeg mener helt grundlæggende, at Standart og andre tidsskrifter er vigtige for, at unge uafhængige skribenter kan øve sig og få kvalificeret sparring. Det ville være et stort tab, hvis et sådant grundlag forsvinder. Vi har hele tiden brug for at kultivere den kritiske bevidsthed. Vi kan ikke bare tage den for givet. Hvis Standart og andre publikationer forsvinder, vil vi formentlig få mere forfladigelse, som vi ser nogle steder i journalistikken. Når for eksempel de store medier beskæftiger sig med litteratur, er de ofte bare optagede af personligheder frem for den kritik, som er med til at flytte vores samfund og kultur fremad.
Hvad kan man lære af kritikken?
– At det er sundt at aktivere både sine indre modhager, sin nysgerrighed og sin undren, at give udtryk for sin holdning og at kvalificere den og udfordre den. Den form for aktivering er især vigtig, når stort set alle vores medier – private og offentlige – kæmper for at have os siddende behageligt foran skærmene så længe som muligt. Det er en skam, at der er så lang vej mellem den klassiske kulturkritik og vores centrale medier. Den bro bygges alt for sjældent.
Er Danmarks Radio et af de medier, du mener fralægger sig sit ansvar?
– Ja, DR forudsætter tilsyneladende altid, at litteraturen er kedelig, og derfor skal den helst pakkes ind i true crime-historier, standupkomik eller et stort mysterium. Det gør journalistikken dummere, end den behøver at være.
I mange andre lande har det gavnet tidsskrifterne at blive digitaliseret. Publikationer, som tidligere blot blev trykt i et mindre oplag, når i dag ud til tusinder af nye læsere via sociale medier. Har du en forklaring på, hvorfor vi ikke har set den udvikling herhjemme?
– Først og fremmest er det helt vildt, at der overhovedet findes tidsskrifter i Danmark, når man tænker på, at den samlede tidsskriftsstøtte ligger på 1.7 millioner kroner, og at Standart og Atlas for eksempel kun modtager mellem 30-40.000 kroner om året. Det kræver, at alle tidsskrifter drives med en høj grad af frivillighed.
– Jeg tror egentlig, at alle planerne ligger og venter hos de forskellige tidsskrifter: De vil gerne professionalisere, udvide, digitalisere og sætte større skibe i søen. Atlas har haft pæn succes med en sådan offensiv holdning, og deres gennemslag peger på, at vi også godt kan i Danmark. Tænk bare på den popularitet, som lange velproducerede podcasts nyder for tiden. Det viser meget klart, at der er en fremtid for tidsskrifternes lange artikler – også i det digitale.
