Foran Serviceloven

Fine Gråbøl
Foto: Daniel Hjort

ANMELDELSE. Fine Gråbøls debutroman føjer sig ind i rækken af nye udgivelser, der undersøger det psykiatriske system fra brugerens perspektiv. 

Psykiatrien danner ramme for en stor del af ny dansk litteratur. Sidste år udkom Jakob Jakobsens Ophør oprør – Dagbog fra en indlæggelse (Antipyrine, 2020; anmeldt af Susanne Christensen i Vagant 4/2020), hvor forfatteren beskriver sine depressive følelser og tanker om psykiatri inde fra sin hospitalscelle. Omtrent samtidig udgav Sidsel Ana Welden og Anna Rieder tre pjecer på Forlaget Amulet, hvor de fra patientens ståsted henvender sig til læger og behandlere i psykiatrien. Kort tid efter udkom Rieders lysende debutdigtsamling Hindebæger (Arena, 2020), hvor læseren møder et jegs ømme, vidtforgrenede sanseindtryk fra en psykiatrisk afdeling, og i april udkom Welden med sin romandebut, I det hvileløse (Harpyrie, 2021), hvor jeg-fortælleren beretter om et liv som patient og pårørende i det psykiatriske system. 

Fine Gråbøl
Ungenheden
Gads Forlag, 2021

Den foreløbige kulmination på denne bølge er en tredje debut, Fine Gråbøls roman Ungeenheden (rettere sagt: forfatterens debut som solist. Gråbøl er en del af skriftkollektivet BMS, som har udgivet digtsamlingen Knoglemarv lavendel (Arena, 2018)). Ungeenheden er navnet på en gruppe unge mennesker, som bor på femte sal på et nedlagt plejehjem, der er lavet om til et bosted for psykisk udsatte personer. Læseren får at vide, at beboerne har fået tildelt ophold ifølge §107 i Serviceloven, der giver midlertidigt botilbud til unge med nedsat funktionsevne. Under dem, fra første til fjerde sal, findes de permanente boliger til mennesker, der hører under §108. Ud over bostedets beboere er der desuden et presset personale, inddelt i dag- og nathold. Romanen fortælles af en navnløs jeg-fortæller, der beskriver bostedets porøse fællesskaber og beretter om sine oplevelser med psykiatrien, fra indlæggelser efter selvmordsforsøg til den pædagogiske forberedelse på et liv ude i »virkeligheden«.

Vidnesbyrdet som salgsvare eller solidarisk handling

Fine Gråbøl lægger i et interview med Femina d. 16. april ikke skjul på overensstemmelserne mellem fortællerens oplevelser i Ungeenheden og hendes egne erfaringer med psykiatrien og psykisk sygdom. Romanen skriver sig dermed ind i en pågående diskussion om selvbiografiske værker, startet af Susanne Christensen i Klassekampen 24. februar og samlet op på dansk af Mikkel Krause Frantzen i Politiken 24. april. De to kritikere mener, at der findes en korrelation mellem det autentiske vidnesbyrd og salgbarhed, at autofiktion, med Frantzens ord, kan betragtes som en internalisering af markedet i litterær form. Frantzen problematiserer genren ved at inddrage den engelske kulturkritiker Mark Fisher og begrebet »magisk voluntarisme« (som Fisher har fra den radikale psykoterapeut David Smail), der dækker over den idelogiske fantasi, at mennesker kan løse alle deres problemer gennem frie handlinger og valg. 

Fisher skriver andetsteds, i essayet »Anti-Therapy«, som kan læses i k-punk ­– The Collected and Unpublished Writings of Mark Fisher (2004-2016) (Repeater Books, 2018), at der er forskel på, hvordan man taler om sine følelser. Problemet er, mener han, når den personlige lidelse bliver udlagt som et terapeutisk heltenarrativ. Fortællingen om det psykisk sårbare menneskes heroiske kamp med/mod sig er en af grundpillerne i et neoliberalt verdensbillede, hvor lidelse er privatiseret, og offentlige institutioner er forhindringer, der står i vejen for individets selvudfoldelse via kampen. Derfor bør forfattere i stedet skrive om følelser og psykisk lidelse på en måde, der fremmer bevidstheden om de usynlige strukturer, som afpolitiserer lidelsen. Det er nemlig igennem afpolitiseringen, at den psykisk syge person bliver stigmatiseret, og ansvaret for sygdommen bliver lagt over på individets skuldre.

Ungeenheden køber ikke ind på den magiske voluntarisme. Det samme kan siges om Jakobsen, Rieder og Weldens bøger. Som tendens betragtet er det den mest opsigtsvækkende fællesnævner ved disse meget forskellige værker. Det kan godt være, de er forankret i selvbiografi, men erfaringerne bruges ikke til at polstre jeg-følelser; tværtimod flyder jegets grænser ud og blander sig med psykofarmaka, psykiatri, planteliv og fællesskaber. Lidelsen angår ikke kun den enkelte, den angår hele samfundet.

Paragrafsprog og poetisk prosa

Ungeenheden er inddelt i tre dele, der er sat sammen af små situationer og tableauer. Fortællingen udspiller sig i løbet af en bemærkelsesværdig varm sommer. Læseren følger den daglige gang på bostedet, hvor de unge lærer at leve fra bunden, med alt hvad det indebærer af madlavning, rengøring, søvn og evnen til ikke at dø for egen hånd. Nogle steder optræder der flashbacks til fortællerens hospitalsindlæggelser som følge af selvskade og selvmordsforsøg, og somme tider svæver hun op i en mere olympisk højde, hvorfra hun kan gøre sig overordnede tanker om psykiatrien og socialreformer. Der sniger sig desuden sætninger og afsnit ind i bogen, der lader til at være gengivelser af bureaukratiske tekster.

Formmæssigt er det mest overbevisende ved romanen, hvordan Gråbøl formår at lade paragrafsproget glide umærkeligt over i en nøgternt registrerende og til tider poetisk prosa; hvordan systemets kolde tone blander sig med nervernes overophedning og tankens flugt. Bogen har desuden en mørkeblå humor, der, sammen med dens situationsbaserede opbygning og Gråbøls blik for mellemmenneskelige interaktioner, får den til at minde en smule om Stine Pilgaards Lejlighedssange, flyttet fra boligforening til bosted. Som dette tekstbid:

For mange lyder spørgsmålet: Hvorfor lede efter noget bedre end her? Og hvorfor endda prøve at forestille sig en boligsituation alene, måske med støttemuligheder en til to gange om ugen, og et krav om ansvar for egen stabilitet og behandling? Det er praktisk talt umuligt at forestille sig sådan et liv. Vi bliver fortalt dette: Der kommer en dag, og vi kan øve os sammen i fællesskab i at koge en suppe. Vi bliver fortalt: Vi koger en suppe, vi gør det sammen, vi hjælpes ad. Vi bliver fortalt: Øv dig i at rose dig selv, støtte dig selv og elske dig selv, i dag skrællede du gulerødder, vær stolt. Efter syv år koger vi linsesuppe som vi spiser sammen som afgrænsede, selvstændige individer. Hvad bliver det næste.

Indadvendt eller udadvendt behandling

Alle enheder er på kanten af opløsning i bogen, ungeenheden især. Sygemeldinger og forflytninger kan vælte læsset på femte sal, både fordi beboerne knytter sig til bestemte plejere, og fordi personalet er underbemandet. Beboernes humør er utilregneligt, og alle fællesmøder i bogen beskrives som angstfulde begivenheder, hvor katastrofen venter lige om hjørnet. En beboer begår kriminalitet ude i »virkeligheden« og kommer i forvaring, mens småkriminelle handlinger, der finder sted inden for bostedets rammer, bliver dysset ned, netop for at undgå behandlingsdomme. Der bliver konstant lappet huller, på kroppene, i reglerne og vagtplanerne, og beboere og personale gør alt, hvad de kan for at holde sammen på fællesskabet. 

En af de mere markante former for opløsning i bogen er erindringens, som følge af elektrochokbehandlinger. Gråbøl beskriver fint paradokset i, at man ofrer selvfortællingens enhed for at give individet en mulighed for at genindtræde i samfundets rækker; med andre ord betragtes opløsningen af selvet som et nødvendigt onde for, at den enkelte kan være en del af helheden. Fortælleren modtog som 18-årig omkring 20 ECT-behandlinger og beskriver effekten på hukommelsen, hvordan hele det foregående år forsvinder i tågerne, og de gamle journaler bliver til skønlitteratur: »jeg genkender dette menneske, men det er ikke mig.« Fortællerens refleksioner leder frem til grundlæggende spørgsmål om den måde, psykisk sygdom behandles på: »Grundpræmissen i psykiatrien er en indadvendt behandlingsform. Kunne vi i stedet forestille os en udadvendt behandling hvor omgivelserne rustede sig til et bredere og mere omfattende følelsesspektrum? Jeg ved det ikke.«

Ungeenheden er fyldt med gode anslag og refleksioner som ovenstående. Alligevel er der umiskendeligt tale om en debut – forstået på den måde at det under læsningen føles, som om forfatteren prøver sig frem, som om de enkelte scener ikke altid gør hinanden bedre, bare flagrer enkeltvis, nogle lyser stærkt, andre knapt så meget. Som debut betragtet er Ungeenheden dog mere løfterig end gennemsnittet, en solidarisk bog der formår at puste liv i lovtekster og vende lidelse på vrangen, så enhver kan se, at psykisk sygdom er et kollektivt anliggende.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.