Historiefortælling from below Festspillene i Bergen 2026

Da jeg blev kendt med Bergen omkring årtusind­skiftet, var kulturlivet baseret på udstrakt samarbejde. Tiåret før virkede som en frugtbar tid hvor byen var mere forfalden end nu, og hvor alt slags liv fik lov at vokse. Der foregår i disse år en slags omplantning, og man kan bekymre sig om hvorvidt de fugtige fermenterings­tendenser mennesker imellem stadig skal give næring til en egenartet bergensånd. Er der plads til en grov surdej eller bare til søde solskins­boller lavet af profesionelle? Byens kulturhuse bliver mere fancy, færre arrangementer lægger op til aktiv deltagelse, og betalings­bomme popper op overalt.

Midt under Festspillene, Bergens højkulturelle festival som har fundet sted siden 1953, uddeler byens universitet Holberg-prisen på 6 millioner norske kroner til en fremragende forsker. I år går prisen til historie­professor Lyndal Roper (f. 1956) fra universitetet i Oxford. Roper har forsket i Martin Luther og de europæiske hekse­processer under reformationen, en brydningstid præget af religiøs strid, sociale omvæltninger og fremvæksten af det moderne Europa. I universitetets presse­materiale opsummerer Roper fint ambitionen i sit eget arbejde:

Gennem hele min karriere har jeg forsøgt at bedrive historie nedenfra. Det vil sige, at jeg ønskede en historieskrivning, der inddrog almindelige menneskers stemmer – mennesker af alle slags, farver og klasser, og ikke mindst kvinder. Jeg ønskede nye historiske fortællinger, som ikke handlede om store mænd og store begivenheder.

Tradition og fornyelse

Ropers ord er nyttige at have i baghovedet når man fortsætter ind ad dørene på Festspillenes mange arrangementer. Her ser man netop historie­fortællingen indtage en prominent plads. Den traditions­rige musik- og teaterfestival kan næppe åbne på en flottere måde end med Mari Boine i Håkons­hallen. Boine (f. 1956) er the grand old lady of sami joik, men ikke bare det. Boine begyndte at udgive musik under 80’ernes world music-boom. Her strømmede traditionelle udtryk ind i hoved­kulturen og blev til dels »rockificeret« – og også andre genrer, som jazz, tog elementer af folkemusik til sig. Boine holder idag til i en varm, jazzet lyd.

Boine står for det meste stille i en skinnende rød kjole og slår af og til besværgende på en runebomme, dekoreret med et solsymbol. Hun præsenterer kort hvad sangene handler om, for eksempel en sang hun kalder sin egen udgave af Otis Reddings soul­klassiker »(Sittin’ on) The Dock of the Bay«. Den handler om at sidde som barn ved Tanaelva og tage svømmeture til den anden side uden at ane at man svømmer til Finland. Alt i barnets bevidsthed er Sápmi; det lever endnu i en fantasiverden uden landegrænser. Boine rammer en tone mellem det hverdagslige og det sakralt seremonielle som klæder den middel­alderlige Håkons­hallen godt. Den slags bygninger findes ikke i Sápmi, siger Boine småironisk. Derimod findes joiker som er langt ældre end Håkonshallen.

Nogle dage senere træder irsk-engelske Shovel Dance Collective på scenen i Østres mere anonyme lokale. Der melder sig fluks en bunke kulturelle klichéer i mit hoved da jeg ser harper, fløjter og endnu en type håndtromme, en bodhrán. Skal vi høre »The Wild Rover« om lidt? Den ganske store gruppe af musikere lurer os næsten til at tro det. De lægger ud med en del fortællende sange med episk mange vers som synges med stor kraft (»belting«). Gruppen som består af individer med tværkulturelle og tværseksuelle identiteter, spiller imidlertid langt fra trad. I hvert fald kollapser den traditionelle musik ikke sjældent ind i psykedeliske avantgarde-spasmer. Bandet kunne have brugt en større scene og mindst to timer til. Det stramme festivalformat bliver her en begrænsning.

Fragmenterede kolonifortællinger

Klar til at åbne ørerne for flere historie­fortællinger? Den Oslo-baserede kunstner Anawana Haloba (f. 1978) fra Zambia er årets festspilkunstner med udstillingen From This Darkness I Shall Grow i Bergen Kunsthall. Man kender måske udtrykket »the white cube« som lægger op til, at galleri­rummet skal være et neutralt sted. Denne forestilling er nu blevet til et genfærd som kunstnere konstant forsøger at mane bort på forskellige kreative måder.

Aldrig har vel Bergen Kunsthall været så mørk. Haloba holder tonerne i jordfarver og har også gjort noget ved de rette linjer. I den største hal går vi lige ind i en slags åbne arme; et ovalt murværk som fungerer som lydforstærker. En hviskende lydkilde som er placeret centralt i muren, et slags mystisk, hornet dyr af træ, udsender stemmer. Jeg hører brudstykker af historier om sukkerplantager. Ved tidligere lejligheder har kunstneren arbejdet med salt. Det skal handle om koloniale relationer, om et Afrika som længe blev betragtet som Europas spisekammer hvor det vestlige menneske frit kunne skaffe sig ressourcer til et mageligt liv.

Et hornet væsen hænger dramatisk oplyst; et objekt midt mellem dyr og instrument. Der er fire kilder med lyd gennem salene. Jeg synes godt om at det ikke bliver for statisk, at det drejer sig om brudstykker og fragmenter. Man mixer sine egne historier sammen mens man går mellem objekterne. Hvis lydkilder taler i munden på hinanden, kan man spørge sig hvorfor.

Lige i åbningen ind til en lille gartneriafdeling viser et stort videolærred en gruppe mennesker som danser på nogle tørre skorper af jord. Det er måske sådan vi ser Afrika i vores hoveder; stakkels og knustør. Altid tørstig og krævende. Sang fra et børnekor fra Gaza drukner imidlertid billederne. Lyden af børnekoret kommer fra gartneriet og giver et håbefuldt indtryk; her vokser planter som er hjulpet frem af bergensborgere i deres egne haver. Et optimistisk scenario som byen kan tænke lidt over i urolige tider.

De eksistentielle sjælerum

Jeg må indrømme at jeg aldrig har været stor fan af David Bowie. Det går heller ikke så godt med The Smiths og The Cure. Dette bare for at sige at der er masser af kanoniseret kunst, vi ikke alle er enige om. Ærlig talt kæmper jeg med at forstå Arne Lygres (f. 1968) stykker, en dramatiker som ofte omtales som den største norske siden Jon Fosse. What, siger du. Dette handler jo om det almen­menneskelige. Her kan vi da alle sidde og føle noget i salen? Ikke jeg, sagde den lille hund. I 2024 forsøgte jeg med I vårt sted, og nu ruller Vær mig fremmed ind i Det Vestnorske Teaterets lokaler, en samproduktion mellem Rogaland Teater, Den Nationale Scene (hjemløs på grund af renovation) og Festspillene i Bergen.

Grebene er genkendelige: Tilfældige møder, eksistentielle samtaler og et megetsigende skift i lyd og lys så snart de involverede begynder at spille roller i hinandens liv. I Vær mig fremmed mødes fire mennesker i ly for regnen under et modernistisk betonmonument et sted på Vestlandet. Monumentet udgør hele scenografien som dermed virker ret brutal. Den triste tøffelhelt (spillet af Glenn Andre Kaada) har mistet kontakten med sin voksne søn. Han futter snart bort fra sine nye bekendskaber, tre kvinder i forskellige aldre, uden at lade sig forandre. Man kan se på kvinderne som tre farveprikker: Grøn spillet af Reidun Melvær (ung, men sorgfuld), blå spillet af Nina Ellen Ødegård (håbefuld, midaldrende) og rød spillet af Marianne Nielsen (resigneret, bitter heks). Det kunne fint være de tre kvinder fra Edvard Munchs maleri Livets dans (1899–1900) med lidt forskellig farvekode.

Jeg oplever ikke et sådant støvsuget, eksistentielt sjælerum som særlig appellerende. Det løser vitterligt en del problemer ved samtiden, ikke mindst får vi fred for krig, økonomi og teknologi. Teateret bliver en kirke for den eksistentielle tanke, hvor det kun drejer sig om død, kærlighed og ensomhed. Gemmer der sig en religiøs længsel i denne type minimalisme? Men ensomhed er ikke en løsrevet tilstand; i dag er den blandt andet forstærket af såkaldt kommunikationsteknologi.

Flamencopunk i Grieghallen

Den fransk-marokkanske forfatter og dramatiker Mohamed El Khatib (f. 1980) har længe arbejdet med tematikker omkring sit eget ophav. Han bidrog med to stykker på Festspillene i 2025 og er tilbage med en forestilling skabt sammen med den spanske flamenco­stjerne Israel Galván. Jeg dukker op uden særlige forventninger og bliver positivt overrasket af dette charmerende stykke dokumentarteater. El Khatib har interviewet sin egen og Galváns far som vi bliver præsenteret for gennem korte filmklip. Det er let at genkende en gammeldags fadertype som opererer som familie­overhoveder ved hjælp af knusende tavshed og brutal afstraffelse. Det kunne let blive uudholdeligt, men stykket bevarer sin lethed ved hjælp af ironi og humor. Galváns far holder sig ikke tilbage: Han er selv flamenco­danser og er tro mod traditionerne. Alt er galt med sønnen, hans rebelske dansestil og specielt det at to mænd danser tæt. Der er noget feminint over dette som faren er stærkt afvisende overfor.

Filmklip veksler med vilde dansesekvenser hvor Galván iført en arabisk djellaba tramper gulvet i stykker. Faren interviewes blandt andet om hvorfor han ikke har vundet nogen priser for sin dans. Han forklarer undskyldende at i hans tid fandtes der ingen priser, det er en ny opfindelse. Som svar kører sønnen et tøjstativ ind på scenen med alle de priser han har vundet over hele Spanien. Han tager dem alle på og danser vildt rundt med dem som om de var en klirrende kobjælde. Jeg anede ikke at flamenco kunne være så punk. Måske er det netop i den respektløse omskrivning at nye hybrider kan opstå. Gennem bastardisering lever traditionerne videre i stadig nye former.