Det store ja, det store nej Festspillene i Bergen 2025

Are we gonna let the elevator bring us down?
Oh no, let’s go crazy

Prince

At indgyde håb

I mere end 70 år har Festspillene i Bergen præsenteret det bedste indenfor lokal og international klassisk musik og scenekunst. Festspil­direktør Lars Petter Hagen tiltrådte i 2022. Festivalen året efter åbnede med det regnvåde catwalkshow på Festplassen midt i byen, »What Is the City but the People?«, hvor udvalgte bergensere fik sit gyldne øjeblik i spotlyset. I en overdækket pavillon sad direktøren sammen med Festspillenes beskytter H.M. Kong Harald V og Dronning Sonja med benene dækket af tykke tæpper.

Dengang blandede en Greenpeace-aktivist sig i hændelserne på catwalken. Hun satte sig roligt ned og holdt sit skilt op i den øsende regn. Intet tydede på, at hun ville flytte sig, og der opstod tumult, da høflige vagter forsøgte at få hende af scenen. I 2025 varslede aktivist­gruppen Folk mot Fossilmakta fredelige protester mod Festspillene, der har olie­selskabet Equinor som en af sine hoved­sponsorer. Der blev blandt andet vist et skilt med opfordring til at bryde med Equinor på en af den sydafrikanske artist in residence William Kentridges fremføringer af The Great Yes, The Great No. Fra publikums synsvinkel kunne deres indgreb nemt opfattes som en integreret del af den mangfoldige, effektfulde forestilling.

Vi kan ikke styre kunsthallen, vi kan måske ikke engang styre vores egne liv.

Hjernen søger naturligt efter mønstre og korrespondancer, men de tematiske sammenfald i to af teater­forestillingerne plus Tori Wrånes’ show på Bergen Kunsthall var påfaldende. Jeg skimtede et håbefuldt budskab om at fest, ekstase og begær altid vil overleve kriser. Tiden kan næppe blive mørkere med tanke på klimakrisen og tragedierne i Gaza og Ukraine i kombination med elendige politiske ledere verden over. Så hvordan indgyder man håb, uden at det bliver ren eskapisme?

Genopvækning af radikal intelligentsia

Den sydafrikanske super­stjerne William Kentridge havde i sin forestilling nogle forslag til, hvordan vi kan mobilisere ved at genopdage idéer fra mellem­krigs­tidens avantgarde­bevægelser. Kentridge kommer fra en kendt familie af sagfører som støttede Nelson Mandela og antiapartheid­bevægelsen, og hans værker er blevet vist i nogle af verdens ypperste samtidskunst­paladser. Det var selvfølgelig bare et spørgsmål om tid, før han kom til Bergen.

I hans stykke møder vi repræsentanter for den radikale intelligentsia, som flygtede af de samme bådruter, som tidligere fragtede slaver og kolonialvarer. Det, som beskrives, er den store hjerne­flugt fra nazisterne og et brændende Europa over Atlanter­havet til Amerika. Kentridge samarbejder med komponister om at skabe en slags overvældende musik­teater, og wow-øjeblikkene udeblev ikke i Grieghallen.

I The Great Yes, The Great No er hele scenerummet lavet om til et skib, som i 1941 sejlede fra Marseilles i Frankrig til den caribiske ø Martinique. Kentridge formår at være både kunstnerisk innovativ og pædagogisk historie­fremstillende. Der snakkes og synges på engelsk, fransk og afrikanske sprog. Et kvindekor og en gruppe musikere følger os hele vejen igennem forestillingen. Det gør også vores guide spillet af Hamilton Dhlamini, en af Sydafrikas mest kendte skuespillere. På scenen ser vi et sydafrikansk allstars team bestående af nogle af de mest prominente sangere, dansere og skuespillere, som landet kan byde på.

Bagtæppet fyldes af flere lag visuelle effekter. Her blandes collage, animation og skyggespil til et rigt og mangfoldigt udtryk. På skibet foregår en slags surrealistisk cabaret, hvor det anti­kolonialistiske forfatterpar Suzanne og Aimé Césaire, filosof og marxist Frantz Fanon og den officielle leder af surrealist­bevægelsen, Andre Breton, træder frem og fremfører egne tekster. Det hele er en revolutions­nostalgisk mobilisering, et forsøg på reaktivering af fortidens radikale idémateriale.

Hvordan indgyde håb uden at det bliver ren eskapisme?

Flere historiske personlig­heder kommer ind med papskilt­agtige portrætter foran kroppene. En egen mystisk gruppe har hoveder som espresso­kander. Jeg får fortalt, at disse espresso­kande­hoveder er et kendt Kentridge-greb, som findes flere steder i hans kunst. I deres sort-hvide dragter ligner de for mig tjenere. De spilles tilsyneladende ofte af hvide skuespillere, som kravler langt op på stiger højt over de andre aktører. Symbolikken lader sig ikke entydigt afkode. Under alle omstændigheder kan der næppe komme strålende, revolutionære idéer fra et espresso­kande­hoved. 

Referencerne til de historiske avantgarde­bevægelser er mange. En unavngiven aktør kommer ind og spræller rundt iført en afrikansk maske og med et maleri i favnen. Det kunne være Max Ernst, som i lighed med Breton fetisherede såkaldt primitiv afrikansk kunst.

Suzanne Césaire sidder i sin oplyste kahyt og drømmer. Hun taler passioneret om oprør. På et tidspunkt ser vi en animation, hvor hun smyger sig hen over et dækket bord, på lignende vis som den surrealistiske filmskaber Maya Deren gør i sin film At Land (1944). Mange af danserne er iført kubistiske papdragter, som vækker mindelser om Hugo Ball på Cabaret Voltaire.

En optimistisk erklæring står til slut tilbage på lærredet: »The world is out of kilter, we will reset it.« Det er værd at håbe på, at fortidens strålende tanker og idéer kan reaktiveres og stadig magter at spille en væsentlig rolle i vores fucked-up 2025-verden.

Nordisk kollektivstykke

Teaterstykket Asylet ved verdens ende af Kollektiv Norden dufter som friske varer direkte fra Fisketorget. Produktionen står Cornerstone for i samarbejde med Den Nationale Scene og Festspillene. Igennem en femårig proces har en gruppe forfattere skrevet en grundtekst sammen, for så at få den realiseret på scenen af instruktøren Annika Silkeberg og skuespillerne.

Cornerstone er i samarbejde med dramatikeren Tale Næss initiativ­tagere. I en scene­samtale med teaterchef Idun Vik får vi at vide, at Næss har sammensat gruppen ud fra sin lange erfaring med kollektivt tekst­arbejde. De øvrige involverede er poeterne Fatemeh Ekhtesari (Norge/Iran), Timimie Gassko Märak (Norge/Sápmi), Henning H. Bergsvåg (Norge/Bergen) og den danske forfatter Jonas Eika.

Sceneeffekterne er mange, og de stammer ikke fra regibemærkninger. Lyset kommer fra to store, flytbare hylder med hvide neonrør, som også kan bruges som skillevægge. På bagvæggen spilles en animation med krybende insekter. Frit i rummet hænger mikrofoner ned fra loftet. De kan tales igennem og slås til så publikum får chok. Hvide lagner og hvide dragter giver et institutionelt indtryk. Når kaos eskalerer, smides der med talkum og … ja, fladbrød, uden at jeg helt forstår hvorfor. Hygiejnisk foodfight?

Stykket er skrevet som et korværk og kræver meget musikalitet af skuespillerne. De taler ikke sjældent i munden på hinanden, og bruger kræfter på at finde en fælles rytme. Som på Kentridges skib befinder vi os i en midlertidig tilstand, denne gang på en slags institution, et limbo på vej til noget andet. Jojo (spillet af danske Malik Grosos) er den af de indlagte, som får mest taletid, også i Asylets gruppe­terapeutiske sessioner. Hans historie er som taget ud af en nyheds­artikel. Han beretter om et forsøg på offentlig protest imod et under­trykkende regime. Protesten blev slået ned af politiet. Under flugten kom han væk fra sin bror, som han nu er helt besat af. På Asylet belæres han imidlertid om, at han aldrig har haft en bror.

Jojo og Liw (spillet af svensk-iranske Bahareh Razekh) er i konstant konfrontation fra hver side af scene­rummet. Jeg forstår næsten intet af Liws historie, andet end at hun er blevet skudt. Hun styres af stor frustration. Er det Jojo, som ikke giver hende plads til at tale?

En ny patient indlægges, Christina (spillet af norske Stine Robin Eskildsen). Hun er mager og svagelig, ligger ofte sovende eller besvimet i en stor bunke krøllede lagner midt på scenen. Jojo og Liw befinder sig ude i periferien, hvor de stryger lagner med damp­strygejern. Christina synes at eksistere i en anden virkelighed end dem. Jojo er fascineret af hende. Der går rygter om, at hun styrtede ned fra et tag, men i stedet for at ramme jorden begyndte hun at flyve. Christina er en Simone Weil-agtig helgen­figur, som kunne have vandret ud af Jonas Eikas sidste roman Åben himmel (Basilisk, 2024).

De to plejere har flere grænse­overskridende personlighedtræk. Af og til forvandler den ene sig til en sleazy undergangs­profet ved navn Tiresias (spillet af norske Bjørn Willberg). Den anden plejer, Nina (spillet af norske Nosizwe Baqwa), indleder et passioneret forhold til Christina. Konklusionen er som i Kentridges stykke: Let’s go crazy! Vi må besvare kriserne med vanvid og begær! Christina vågner endelig op fra sin døs, og en vild technofest udfolder sig.

Det er en almindelig forhåbning i moderne scenekunst, at publikum skal være medskabende og selv associere en meningsfuld sammenhæng frem. Ubestemte faktorer kan gøre, at dette ikke går så godt. I Asylet ved verdens ende benyttes der måske for mange kraftfulde sceniske effekter? Eller efterlader forfatter­kollektivets demokratiske arbejdsform et tomrum, der hvor værkets centrale spørgsmål skulle have trådt tydligere frem? Noget gør, at stykket i sin nuværende form virker uforløst. 

Et pirrende sted

Man tager ikke munden for fuld, hvis man påstår, at performance­kunstneren Tori Wrånes (f. 1978) er en lovende kunstner på den internationale kunstscene. Sidste år havde hun folkelig succes med danse­forestillingen Retro Katt, et samarbejde med Carte Blanche, Festspillene og BIT Teatergarasjen. Det virker oplagt, at Bergen Kunsthall skulle huse hendes vilde, mærkelige univers, netop nu hvor næste stop er Venedig­biennalen i 2026, hvor hun skal repræsentere Norge.

Det maritime tema fra Kentridges forestilling går igen i hendes udstilling Moon Bag. Her er en lattermild og børnevenlig stemning, men man slipper ikke for indslag af det underlige på grænsen til skræmmende. Det er et ganske pirrende sted at være.

Wrånes-universet kan ved første blik virke løsrevet fra almindelig logik. Hun formår ofte at holde afstand til klichéer og undslippe alt for tydelige vink, således at selv det skarpeste kunst­publikum ikke kan afkode alt umiddelbart. Gulv og vægge er pakket ind i marmorerede hotellounge­tæpper, som gør rummet varmt som i en livmor. Gulvet og den nederste del af væggene er mørkeblå­farvet, noget som indgyder en oceanagtig følelse. En slags cementstøbte skumsprøjt – eller er det sæd? – stikker ud af væggene, pyntede med blåmuslinger.

Indgangsrummets vægge gennembores af to gigantiske træårer. Ingen af os kan nå disse årer. Vi kan ikke styre kunsthallen, vi kan måske ikke engang styre vores egne liv. Vi er for små – så små som mus, som er et andet af udstillingens store temaer.

Det er som en revolutionsnostalgisk mobilisering, et forsøg på reaktivering af fortidens radikale idémateriale.

Måske vi er magtesløse, men de små musevæsner fremstår alligevel med en slags subversiv tricksterkraft. Den håbefulde tankegang er inkorporeret på en næsten Wes Anderson-agtig måde. Den amerikanske filmskaber Anderson elsker som bekendt mekaniske ting og havde frydet sig over den skinne, som løber langs Bergen Kunsthalls vægge. Her suser et musevæsen rundt på et løbehjul, mens den udstøder frydefulde hyl (Optimist, 2025). 

Mindelser om en anden amerikansk filmskaber – David Lynch – melder sig, når man opdager et lille musehul i væggen. Der er en alternativ verden inde bagved, og du må ned på gulvet og eksponere dig selv, når du med strittende rumpe forsøger at se ind på den vilde musefest, som foregår. I Lynchs film er der ofte parallelle universer inde i en radiator (Eraserhead, 1977), eller man forsvinder ind i et tv-serie om nogle stivnede kaninvæsner (Inland Empire, 2006). 

Wrånes vækker begæret efter at forvilde sig i skoven såvel som begæret efter at forstå. Imidlertid kan det være en lidt flad følelse, når man på et tidspunkt oplever, at man har løst gåden. Det kan virke som om Moon Bag knytter an til en forenklet queer­teoretisk tankegang, hvor dikotomier kan overskrides, og tricksterne snyder magten og samler sig og fester på hemmelige steder.

Flere bronzefigurer slapper af i de loungeagtige rum. Handler det om weird sex (igen)? Mothers and child I + II er placeret så langt fra hinanden som muligt, men er klart relaterede. Det ene sted sker der en slags alternativ befrugtning og undfangelse, hvor to figurer kryber rundt vis-a-vis hinanden, mens et mærkeligt kys udfolder sig. Den ene figur er gennem­boret af et slags fløjte­instrument, som udstøder et hovedløst, firbenet væsen i sparkedragt.

Søsterskulpturen i den anden ende af kunsthallen svæver under loftet. Her kobles kroppe sammen på overraskende måder, og fugle flyver ud af hovedet på den øverste figur. Disse to værker er måske udstillingens mest spændende, mens de også er overraskende traditionelle kunstobjekter, som søger om optagelse i en samling et sted. Tiden vil vise, om Wrånes en dag kan pumpe sig op til Kentridge-niveau.

Festspillene forsøger i sin 2025-udgave at indgive håb, og det fungerer ganske godt – så længe sommeren er lige rundt om hjørnet.