Kvinnehistorisk natt fandt første gang sted i Bergen i 2005 og spredte sig siden til flere norske byer. Ideen med aktionen er at præge byrummet med hjemmelavede plakater af heltinder for at bøde på den skæve fordeling af gadenavn og monumenter. I Bergens gader hædrer 92% af statuer og gader kendte mænd. Man møder gerne op ved den blå sten 8. maj med sine plakater og går i en gruppe rundt i byen, men det er også muligt at sætte plakater op alene i ly af natten.
Igennem årene har der været en del plakater af Bergens forfatterstolthed Torborg Nedreaas (1906–1987). Riktig nok kan man fra Møhlenpris svinge under Puddefjordsbroen og fortsætte ned ad Torborg Nedreaas’ gate på vejen til Nøstet, men denne gade har i mange år været den eneste hæder, man har vist Nedreaas i det offentlige rum.
Tingene er langsomt ved at ændre sig, ikke mindst takket være Torborg Nedreaas-selskapet, som blandt andet har fået sat en plakette op i Konsul Børsgate, hvor forfatteren levede store dele af sin barndom.
Indgående om begær
Mere hæder til stærke kvinder er på vej i Bergens stræder og smug. I 2021 blev homoaktivist Kim Frieles (1935–2021) bænk indviet på Vågsallmenningen, noget så sjældent som en behagelig træbænk for de, som ikke vil fryse underlivet af sig på Torgallmenningens iskolde stenbænke. Efter Friele står Nedreaas for tur – et monument er bestemt opført i Nygårdsparken.
Både Friele og Nedreaas tog deres begær ud i det offentlige rum i en tid, hvor dette var præget af sociale sanktioner og underlagt heteronormative regelsæt. Få kan som Nedreaas skrive så indgående om, hvordan begær vækkes:
Så lo han litt, og han var slik en mann som får en til å kjenne sin egen hud varm og hvit og at en har lov til å være den en er. […] Og når han våget å se, så huden min og øynene og leppene fortror seg til ham og åpner seg mot ham.
I novellen »Stikk imot østavinden« fra debutbogen Bak skapet står øksen (1945) følger vi en kvinde, som i et voldslabilt miljø på en natcafé vover at føle tiltrækning til en fremmed mand. Nedreaas holder fast i denne kerne, dette øjeblik, i et rum, hvor kvindeligt begær ellers møder modstand og fordømmelse. Er hun som den »malte tispe« og »spanjerinnen, dum som en lampeskjerm«? Nattens kvinder kan kun opfattes som prostituerede, men Nedreaas ser noget personligt frigørende i at gå ud. Hun viser en kvinde, som trodser »dette merkverdige bluferdighetskravet som er så norsk, så norsk«.
Denne måned er der udkommet en ny samling af de bedste Nedreaas-noveller fra efterkrigsårene 1945 til 1965. Krigen er tilstede overalt, og den vises som en levet realitet mellem mennesker, hvor man ofte må erkende, at de tyske soldater er almindelige mennesker under pres. De drikker sig fulde, savner kærester og koner og søger sociale fællesskaber omkring et spil skak. Soldaterne i udkantsområder, som i Nedreaas’ altid fabelagtigt sanseligt beskrevne Dagfinnsvik på Stord, en ø syd for Bergen, hvor hun boede under krigen, er menneskekroppe fanget i en situation, som de færreste selv har ønsket.
Titelnovellen »Jeg skal ha revansje« (1945) stikker sig ud som et mesterværk, hvad gælder komposition. Her bliver det tågeindhyldede Dagfinnsvik mytologiseret som et åsted mellem drøm og virkelighed. I Dagfinnsvik venter man på båden til Bergen og fastlandet, men det kunne lige så godt være færgemanden Charon, som er på vej for at føre os til dødsriget.
Dagfinnsvik lå igjen alene og svevde i et hvitt kosmos hvor stemmene var uten kropper, hvor livet vegeterte som bakterier på bunnen av en hvit og dampende sump. Ute på fjorden ulte båtene som i dødsangst. Tåkeluren blandet sitt monotone og triste signal med angstropene fra det hjemløse orkesteret der ute i fjordens våte ingenting. Den hvite fuktigheten la seg for brystet som tungt støv, som et gravens kvelertak.
Nedreaas eroticerer ofte arbejdsmænds grove hænder. Den skomager, som sidder og arbejder, mens han holder hus for alle søvnløse individer med skakspil og brændevin, spiller mod den tyske soldat Rupert. Det siger sig selv, at der er en kraftig spænding og undertekst i en gruppe nordmænd, som iagttager skomageren spille mod Rupert, en repræsentant for besættelsesmagten, og der foregår samtidig ting i kulisserne med skomagerens letlevende kone.
Arbejderklassens desperate drukkenskab og prostitution sender tankerne til Tom Kristensens og Charles Baudelaires beskrivelser af nihilistisk beruselse.
Forskellige konfliktlinjer er tegnet op. Fortælleren fascinerer mig mest. Vi har få oplysninger om hende, men hun virker som en yngere, observant drengepige. Hun er dybt involveret i det pågående skakspil, føler både afsky og tiltrækning til skomagerens kone, hun er velorienteret om, hvordan det går ved fronten og løber jævnligt ud på kajen og ser efter færgen. Der er en bevægelighed og sanselighed i en nærmest kønsneutral fortællerposition, som intet afslører om sig selv, men som suger alt til sig. Nedreaas skifter virtuost mellem de forskellige lag i fortællingen.
Sympati for arbejderklassen
Nedreaas er tydeligt inspireret af arbejderklassesympaticerende forfattere som Tove Ditlevsen og Martin Andersen Nexø, som hun begge har oversat. Ikke sjældent havner vi i skumringen mellem drøm og virkelighed, og arbejderklassens desperate drukkenskab og prostitution sender tankerne til Tom Kristensens og Charles Baudelaires beskrivelser af nihilistisk beruselse. De to noveller med titlen »Kvinnlinger« (1945) er beskrivelser af unge piger, som forsøger at more sig i en verden præget af krig. »Kvinnlinger 1« kunne man beskrive som Molly Bloom som tyskertøs.
En lapp. Herregud, slikt barnetøv. «Vet du at Wenche i åttende går med tyskerne! Er du med på at vi lager en sang om henne? Hilsen din H. L.» Isch, Wenche. Kunne en vente annet. Moren gikk jo med dem. Hun skulle være ristet over en sakte ild. Men neste år vil hun sette håret opp, i knute. Aldri i verden om hun klipper det. Alle ser på de blanke, brune flettene hennes. […] Det går som skremmende støt av blodvarme gjennom den tynne, den uferdige kroppen hennes. Fienden.
Nedreaas forstår at snige sig ind i mennesker og lade dem afsløre sig selv gennem tankestrømme. Hun har ingen problemer med at snige sig ind i fordomsfulde og voldelige individers tankeverden. Hun afslører det hadske bliks mekanismer indefra. Novellen »Mannen« (1945) er en rystende beskrivelse af et fattigt liv i en forfalden lejlighed, hvor vinduerne er dækket af mørkelægningsgardiner, hvor tyskerne marcherer udenfor, og hvor en arbejdsmand drager omsorg for to forsømte småbørn, mens moren er ude på sjov.
Da kommer hun. Snubler i trappa, ler og banner. Hun står mot døra og duver etter balanse. Overfor henne står Mannen, står han og vokser. En tung skygge, et berg. Grå i håret, grå i ansiktet. Men øynene er hvite av hat. Hun er barhodet. Det lyse håret er i uorden. Hun sprer en svevende lukt av brennevin og av kjønn. Hun presser seg inn mot veggen, bøyer seg til siden og prøver å verge seg: langsomt har han løftet armen. En hes lyd unnslipper ham, en kvalt knurring.
Nordmænd og tyskere dehumaniserer hinanden, kvinderne udsættes for dobbeltmoral og bliver banket og udnyttet både af deres mænd og af repræsentanter for værnemagten. Småbørnene forsømmes og gives bort til børnehjem eller efterlades i forbipasserendes varetægt. Der er knald på, for at sige det sådan.
Littérature engagée
Efterordsskribent er Morgenbladets bogansvarlige Bernhard Ellefsen. Han betegner Nedreaas’ univers som fjernt med en tilføjelse om, at det som synes fjernt i dag kan være ubehagelig nært i morgen. For mig virker disse noveller mere nærværende end meget af den blege litteratur, som udgives idag.
Man aner, at Nedreaas fik kritik for at være for eksplicit politisk engageret. Kunsten skal ikke være en illustration af en politisk teori, har man uden tvivl fortalt hende. Denne holdning får hun fremvist på en humoristisk måde, hvor hendes kritikere bliver ofre for et fiffigt nidportræt.
I »Den lille novellen om et par sko« (1953) mødes en ung, usikker forfatter med en ældre dannet mand, som har læst hendes tekster. Han er endeløst nedladende i sine forsøg på at understrege, at kunsten skal være skøn og unyttig. Han griber endda hendes hænder og kalder dem »nyttehender« – det er ustyrligt vittigt, og teksten arter sig som et varmt forsvar for littérature engagée. 8. marts er en god dato at læse et par noveller af Torborg Nedreaas på, uanset hvilket år som skulle stå i kalenderen.
