ESSAY. Der kværner næsten altid en Netflix-stump i hovedet. Er det overhovedet muligt at hengive sig til et langsommere, dybere koncentrationsniveau?
Det er din egen skyld, det er dig, der er noget galt med. Du hænger fast i den gamle verden. Du nægter at forlade Gutenberggalaxen selvom sidste udkald om evakuering til et nyt digitalt paradigme har lydt. Det er blevet umuligt at udpege det, vi tidligere kaldte strukturelle årsager til problemerne. Reaktionen er ofte: Er du helt konspi i hovedet, du? Du har bare dig selv at takke. Kom ikke og tal om ting, som har ændret sig grundlæggende og som dine venner også rapporterer om, for eksempel de sociale forandringer under coronanedlukningerne.
Ja, jeg holder fast i Gutenberggalaxens idealer, men hvad jeg bruger min tid på dagligt, fortæller en anden historie. Hjernen er blevet til en gummibold. Tankerne flimrer rundt på overfladen og finder ingen ro. Jeg kommer næsten aldrig ned i et langsommere, dybere koncentrationsniveau. Der er ikke længere adgang til de tidløse skove, som for eksempel litteraturen kunne vise vejen til. Hjernen kan nu ikke koble sig til noget længere end 30 sekunder, men jeg husker smertefuldt klart hvordan det var at være opslugt af noget i timevis. Nå, det er vel bare mig det handler om? Det er kun min hjerne, som er blevet til et råddent æble?
Det er klart, at onlinelivet de sidste 30 år har opdraget hjernen på ny, og for en freelance kulturarbejder har screentime været totalt grænseløs, frakoblet alle almindelige rytmer, det er meningen vi skal organisere livet efter som fyraften, weekend, ferie. Så den forelskelse, som udfoldede sig i de tidløse underskove, har gjort en til kulturarbejder, og kulturarbejderlivets grænseløse onlineeksistens har langsomt gjort det umuligt at fordybe sig i noget som helst. Ironic, don’t you think? Jeg gestikulerer altså mod noget som sandsynligvis er gået mere eller mindre tabt i mig nu: Minderne har jeg da lov at have, lyder en sentimental dansk visesang.
Kulturarbejderlivets grænseløse onlineeksistens har langsomt gjort det umuligt at fordybe sig i noget som helst
Selv blev jeg så udslidt af samtidslitteratur efter 15 år som anmelder, at afsmagen endnu ikke har fortaget sig. Det er ikke problematisk så længe hjernen gnistrer i mødet med andre genrer og kunstudtryk. Så begæret har bare forflyttet sig? HBO-serien er den nye roman, lød det. Det ved jeg ikke noget om, jeg har aldrig haft HBO-abonnement, men jeg deler et Netflix-abonnement med familiemedlemmer, noget som desværre blev stærkt misbrugt under lockdown. Jeg trænede min hjerne til dette misbrug i de ensomme lockdowntimer. Det har altid virket attraktivt på mig at tage udgangspunkt i film og serier på linje med litteratur, når en thinkpiece skulle skrives, men der er tydeligvis opstået en ubalance nu. Der kværner næsten altid en eller anden Netflix-stump i mit hoved. Popkultur er et godt udgangspunkt for kulturkritisk refleksion, men det er ikke sundt med en ensidig diæt. Jeg har tydeligvis pådraget mig en mild hjerneskade.
Sorry, kids
Os kulturentusiaster har en guldskat i os. Vi gik all in med alle kulturudtryk fra den tidligste ungdom; arkiverne gnistrer, lever og ånder og associationer er som en meteorregn. Når som helst kan epokegørende kunstoplevelser fra 1980’erne, 1990’erne og 00’erne reaktiveres, og her står disse triste millennials med deres blanke ark. Sorry, kids. Vi har lært fra den første tur i pladebutikken, at hvis man skal finde fremtiden, må rejsen gå gennem fortiden. Det er de smarte arkæologer, som opfinder nye toner. Engang i midten af 80’erne blev Jim Kerr fra Simple Minds interviewet i radioen, han talte om James Brown, og jeg tænkte: Who the f*** is that? Vi fulgte alle tips, og jeg var afsted til pladebutikken og mumlede »James Brown« til ekspedienten. En anden aften var vi i filmklubben i en gammel industribygning i et københavnsk forstadskvarter: Hvem er Talking Heads? Stop making sense? Ok, to billetter til os. Har du nogensinde danset under et filmklubarrangement? Vi var lettede, da en hippiefyr foran os pludselig rejste sig og begyndte at danse. Det var mildt sagt en passende reaktion.
Jeg klarer ikke længere musik med pumpende rytme og vrængende vokaler
Men jeg klarer ikke længere musik med pumpende rytme og vrængende vokaler. I år er der kommet nye plader med Dry Cleaning, Wet Leg og Porridge Radio, men jeg krymper mig i irritation. Specielt Dry Cleanings ironiske cutup-tekster, som den engelske musikkritiker Simon Reynolds finder helt fortryllende: Nej tak. Ambient kan jeg derimod klare. Disse lyde fremkalder billeder og giver mig plads, jeg takler ikke det mas længere. You can get no satisfaction? Jeg er totalt ligeglad. 2022-plader på min liste omfatter Biosphere, Burial, Pantha Du Prince, walisiske Gwenno, Anja Laurdal og … Andreas Wollenweider, den schweiziske newageharpist. Jeg har aldrig ejet Behind the Gardens fra 1981, men må have haft et mixtape. Nogen spillede den på en biltur for nyligt, og jeg fik et voldsomt flashback. Jeg har uden tvivl foragtet Wollenweider og kaldt ham kitsch dengang, men newageharpe er faktisk, hvad min hjerne foretrækker akkurat nu.
På Bergen Internasjonale Filmfestival (BIFF) er jeg ikke venligt indstillet overfor fiktionsfilmene. Dette harmonerer udmærket med min Netflix-smag: Intet slår dokumentarfilmen og med dette mener jeg ikke true crime. Til BIFF-personalet sagde vi entusiastisk: »Vi skal se alle film på klimaprogrammet!« To af disse film handlede om Brasilien og Amazonas, og i skrivende stund er mine feeds fulde af lykkeskrig over, at venstrekandidaten Lula da Silva har vundet over den siddende, højrenationalistiske præsident Jair Bolsonaro. Under Bolsonaros ledelse er afskovningen steget med op mod 75 procent ifølge Regnskogfondet. I filmen The Territory (2022) instrueret af Alex Pritz, som velfortjent modtog flere priser under BIFF, ser medlemmer af Uru-eu-wau-wau-stammen, som blot består af omkring 200 individer, på et mobilklip hvor Bolsonaro i en ophidset tale erklærer krig mod deres territorium, som ligger helt omringet af nybyggere, der bliver ved med at trænge sig på og afbrænde skov. Gennem filmen opbygges der intens spænding mellem urfolk og nybyggere, det kan næsten kun gå galt.
Langsommere puls
En film med en meget langsommere puls er Uýra: The Rising Forest (2022) instrueret af Juliana Curi, som fortæller historien om den ikke-binære økolog og kunstner Emerson og hens performative alter ego Uýra. Emerson, som selv har urfolkbaggrund, rejser rundt og laver makeup-, maske- og performanceworkshops for LGBT-individer og unge, som lever langs Amazonas-floden. Vi ser glimt fra flere shamanistiske happenings, hvor hen er pyntet med spektakulær makeup og udklædning og inkarnerer et guddommeligt væsen fra skoven i lige så skrappe farver som fugle og insekter i samme område.
Tættere på vores hjemlige verden er universet i Girl Gang (2022) instrueret af Susanne Regina Meures om influenceren Leonie. I filmen er berlinske Leonie bare 14 år, men allerede topinfluencer med millioner af skrigende piger i samme aldersgruppe, som fanbase på sociale medier. Leonie lever tæt med sine forældre, som har opgivet egne jobs for at støtte datterens karriere. Alt i deres liv bliver filmet og lavet om til stories. Det nærmer sig et skizofrent sammenbrud, når datter og far råber rasende til hinanden i midterrabatten på Frankfurter Allee, mens de er ved at filme endnu et afsnit i Leonies altid glade og lykkelige liv. Vi ser dem konstant koble ind og ud af deres sociale medier-personligheder, mens de bliver mere og mere ulykkelige.
Langt fra Berlin bor Leonies topfan Melanie, en ensom pige i en splittet familie. Melanie er en person man bliver urolig for. Da hun ved en fejl bliver lukket ude af sin Instagram-profil er sammenbruddet så alvorligt at selvmordet kunne være lige rundt om hjørnet. Begge piger er totalt ulykkelige og ude af stand til at nå hinanden. Mod slutningen falder en bemærkning fra Leonies far i et bekendende toneleje som om han slås af klarsyn i en sen nattetime: »Jeg voksede op i Østtyskland, alt vi ønskede os var frihed, alt vi ønskede os var at shoppe på KaDeWe. Alt jeg ønsker mig nu er, at min datter aldrig skal mangle penge.« Ve denne menneskehed.
