OPRÅB. Intellektuelle, kunstnere, politikere og økonomer forlanger en coronafond.
I de forgangne dage er tusinder døde af coronavirus i Italien og Spanien alene, 1.000 på 24 timer i Italien, 800 i Spanien. Disse rapporter kommer ikke fra en anden planet eller fra et fjernt kontinent. De når os fra vores nabolande, som vi er forbundet med. Vi, forfatterne, hører til dem, som elsker middelhavskulturen. Men man behøver ikke at elske for at blive skræmt af den enorme ødelæggelse, som coronavirussen allerede har forårsaget i disse lande.
Pandemien har produceret imponerende eksempler på nabostøtte og solidaritet over alt i Europa. Tusinder af unge melder sig frivilligt til at pleje de ældre, der bor alene; delstaten Sachsen byder alvorligt syge patienter fra Italien velkommen, Saarland tilbyder hjælp til ubehandlede franske patienter, andre delstater og den føderale regering er også involveret. Et nyt klima kan mærkes: Det er ligefrem populært at udvise hjælpsomhed, empati og håb. Men når det kommer til de afgørende spørgsmål, forbliver de nordlige stater tilbageholdne over for deres brødre og søstre fra syd: De nægter strengt at acceptere en fond, garanteret af alle EU’s medlemslande, der vil gøre det muligt at fordele krisens enorme økonomiske byrder på flere skuldre. En sådan fond vil forhindre en chokbølge, som i princippet rammer alle medlemslande, fra at overvælde de lande, som allerede inden krisen måtte kæmpe med en stor offentlig gæld.
Europa-Kommissionen bør derfor oprette en coronafond, der er i stand til at låne på de internationale kapitalmarkeder så længe som muligt. Midlerne skal strømme fra denne fond som overførsler til medlemslandene. Denne konstruktion skal forhindre de enkelte medlemslandes gæld i at stige. Fonden vil modtage midler til rentebetalingerne fra EU-budgettet.
Den fond, som vi foreslår, bør ikke forveksles med modellen for eurobonds, der blev lagt frem som løsning på eurokrisen i 2010–2012. Formålet med eurobonds var at skabe et solidarisk ansvar for en væsentlig del af den nationale gæld, der var opstået under krisen. De nye coronabonds skal sørge for, at den aktuelle og kommende gæld skal bæres i fællesskab. Dette drejer sig om en midlertidig foranstaltning, som vil gøre det muligt for Italien og andre lande, der trues på deres eksistens, at overleve krisen og sikre efterspørgslen politisk og økonomisk. At undlade at gøre noget her, svarer til ikke at ville hjælpe.
For os er det kun vanskeligt at forstå, hvorfor den tyske kansler og vicekansleren har så store forbehold over for at tage dette skridt, som er nødvendige, hvis den europæiske solidaritet og stabilitet skal sikres. Denne solidaritet handler også om en fælles bevidsthed om krisen. Nu gælder det om at finde veje, med hvilke vi kan vi kan vise, at vi hører sammen; at vi er bundet af den samme »trylleformular«, som det hedder i vores hymne. Hvad skal EU være godt for, hvis det ikke netop i denne coronatid viser, at europæerne står sammen og kæmper for en fælles fremtid? Det er ikke kun et krav om solidaritet, men også om egeninteresse. I denne krise er vi europæere alle i samme båd. Hvis nord ikke hjælper syd, mister det ikke kun sig selv, men også Europa.
Peter Bofinger, Dany Cohn-Bendit, Joschka Fischer, Rainer Forst,
Marcel Fratzscher, Ulrike Guérot, Jürgen Habermas, Axel Honneth, Eva Menasse, Julian Nida-Rümelin, Volker Schlöndorff, Peter Schneider, Simon Strauss, Margarethe von Trotta
Oversat fra tysk af Christian Johannes Idskov
Bragt første gang i Le Monde og Die Zeit 02.04.20