Et solidarisk latterbrøl

Det er ikke provokationskunsten, men samtaleevnen, der er FRIT FLETs force. 

Tidligere publisert i Vagant 3/2014.

Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup
FRIT FLET
Gyldendal, 2014

»Pas godt på dig selv« er de sidste ord i den på én gang meget private og meget offentlige e-mail, som Sophie Calle modtog fra sin daværende kæreste i 2004. Afslutningshilsenen blev afsæt for hendes bogprojekt Prenez soin de vous (Actes Sud, 2007), der består af 107 udlægninger af ekskærestens besked set med blandt andre en kriminolog, en danser og en lingvists faglige blik. Den private e-mail, og dermed Calles privatliv, blev med udgivelsen gjort til et mangfoldigt fortolkningslandskab.

Kan man tage vare på sig selv ved at indgå i et fællesskab? Kan fællesskabet gøre erfaringer som sorg og fortvivlelse over at blive forladt lettere at bære? Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrups fællesbog FRIT FLET søger et kollektivt Jeg og et skabende Vi. De udgør en fælles krop af punkttegningen A, B og C – forfatterpseudonymer, der dog ikke er mere anonymiserende, end at man ret hurtigt fornemmer en Brooklynbaseret Aidt, en galgenhumoristisk Knutzon og en hekset Moestrup bag hvert af de tre bogstaver. Gennem værket blotter de sig i bramfrie mail-udvekslinger, mindre flatterende fotografier og selvudleverende logbøger. Som når C spørger de andre, om de har deltaget i nogle spændende skuespil, og A svarer: »Har været med i Tag det som en mand, frue. Har også været med i triste b-pornofilm på usle locations med meget meget dårlig lyssætning«. Modsat Calles projekt, hvor kunstneren orkestrerer det virtuelle fællesskab, er den fysiske gruppe i FRIT FLET ikke blot målet, men også udgangspunktet. De er ikke bare vidner til hinandens tilværelse, men aktive deltagere i de andres liv og skrift. Der skrives ikke i dialog med et Vi, men fra et Vi. De hæfter for hinanden.

På forsiden af FRIT FLET troner titlens store metallic-blå versaler over genrebetegnelsen fællesbogen, der understreges af det forskelligfarvede, sammenflettede hår i baggrunden. Ligesom Prenez soin de vous er FRIT FLET en iøjnefaldende og tonstung monsterbog, der kalder på opmærksomhed med sine 655 sider og appellerer til lystdrevet bladrelæsning. Her er der, ligesom i damebladene, lidt for en hver smag. De tre forfattere har siden vinteren 09/10 arbejdet med bogen sideløbende med deres andre skriveprojekter. Bidragene stikker i alle mulige retninger, og fordi de ikke er skrevet med fokus på et samlende hele, får tilblivelsesprocessen karakter af en form for kompostering. Alt hvad de tre kvinder giver fra sig indgår i nye forbindelser, giver næring til et samlet kunstnerisk og litterært rodnet, der sætter ulige horisonter og erfaringer i berøring med hinanden.

Gennem fælles logbogsoptegnelser rapporterer en tredjepersonsfortæller om de smøger, der ryges, den vin, der drikkes og de sygdomme, der pådrages under arbejdet med bogen. De mange hverdagsbeskrivelser virker umiddelbart uvedkommende – hvorfor er det vigtigt for os at læse om tre privilegerede kunstneres dagligdag? Ved videre læsning viser de sig dog at fungere uovertruffet som den blomsterpind, resten af værkets fragmentariske indhold kan slynge sig op ad. Det er FRIT FLETs styrke, at forfatterkollegaer, køns- og migrationseksperter, mødre, fædre, sønner, døtre, samtidskunstnere og feministiske forbilleder kan tale sammen, forbi hinanden og gennem de tre forfatteres samtaler. A, B og C går i dialog med feministiske ikoner som Sarah Ahmed, Hannah Arendt, Karen Blixen, Marguerite Duras, Forugh Farrokhzad, Sappho og Valerie Solanas, der løbende diskuteres på stranden i Skagen, i en gårdhave i Brooklyn og med tømmermænd efter Louisiana Literatures fest på Sauntehus Slotshotel i Hornbæk.

Modsat den mandlige hotelgæst på Klitgården i Skagen, der i B’s udlægning som »ene hane i kurven« inseminerer de kvindelige gæster med sin »lydsæd« af stille jazz, er FRIT FLET bestemt ikke nogen listepik. A, B og C-trioen fremstår snarere som et ublu og larmende punkband. Gruppens fælles stemme er i affekt, den tillader sig at levere sine budskaber impulsivt og skabagtigt, til tider skraldgrinende, andre gange vredt. »FUCK DEN GAMLE VERDEN« som en i gruppen skriver under billedet af en ung og blonderet Line Knutzon.

»[M]an skal spise ananas og drikke espresso til morgenmad, man skal selvfølgelig også drikke en masse vand, og til frokost må man ikke, B gentager ›ikke‹, spise brød.« FRIT FLET er umiddelbart ikke svært fordøjelig. Ingredienserne er komiske husmoderråd, glittede damebladssider, indblik i private dagbøger og fotoalbums, en parodierende lyserød »power-brevkasse«, sladder fra »det litterære miljø«, komiske festsange og lavkomiske manualer til pengelege. Men genkendelige mainstreamformater som spørgeskemaer og lister fungerer som en trojansk hest for mere komplekse emner som ensomhed, misogyni, alderdom og »hygge-racisme« – her stilner latteren af for en stund. Logbøgernes fritslupne snak forstummer og viger pladsen for indslag som »Bitter liste«, »Spørgeskema om den ældre kvinde«, »Kvindelig« (ukommenteret opremsning af drabsmetoderne ved 152 svenske kvindemord begået mellem 2000 og 2009) og »Spørgeskema om den hvide antiracist«. Da dette anmelder-vi skulle svare ja, nej eller ved ikke på spørgsmålet om, hvorvidt »Den hvide antiracist ser bort fra sin hvidhed«, måtte vi først blive enige om, hvad ordene antiracist og hvidhed betyder.

Ved at placere et fænomen som racisme i et konfrontativt spørgeskemaformat, tvinges læseren til at reflektere over sine egne blindheder og ikke mindst, hvordan kunst og litteratur meningsfuldt kan adressere magtstrukturer og undertrykkelsesmekanismer, der ikke er særlig synlige for dem, der ikke oplever dem dagligt. Vi måtte investere os selv i bogen, gå i dialog med den og med hinanden: Det kræver noget at være med i et fællesskab. Vores samtaler under læsningen lå ikke langt fra gruppens overvejelser omkring feminismebegrebet – en diskussion, der heldigvis ikke kun afgrænser sig til C’s komiske analogi mellem feminisme og »pindsvinisme«, men for eksempel opsøger kønsforsker Nina Lykke til en noget mindre let(benet) betragtning over, hvorvidt man overhovedet kan tale om kvindeundertrykkelse i samtidens Skandinavien. Vi hører også om eksslaven Sojourner Truths berømte tale fra den feministiske forsamling i Ohio i 1851, hvor tanken om at sydstaternes antislavebevægelser burde alliere sig med nordstaternes kvindebevægelser fremføres, og om den socialistiske feminismes historiske udvikling, eksemplificeret ved den russiske socialist og feminist Alexandra Kollontajs værker. Lykkes fokus på klassespørgsmål og sammenhængen mellem antiracisme og feminisme i postkolonial kønsforskning blandet med den historiske ballast er afgørende modvægtselementer til det noget homogene skrivekollektivs dagligdagsbeskrivelser.

FRIT FLET af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup
FRIT FLET (Gyldendal, 2014) af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup.

FRIT FLET fungerer, fordi de mere eller mindre harmløse damebladsparodier og humoristiske samtaler bliver gødet muld til fagfolkets teoretiske frø af hvidhedsstudier, postkolonialisme og queerteori, de historiske tilbageblik og indslag som den tamilske poet Kutti Revathis essay og digte om kastesystemer og bryster.

FRIT FLETs kredsen om penge, køn, alder og vold lader heldigvis ikke bare begreberne hænge og svæve i luften. Håndsrækningen mod forfattere og kunstnere med andre nationaliteter og erfaringer end de tre kvinder, giver værkets refleksionsrum tyngde og frihedsbegrebet substans. Nogle svar er meget kontante, som Tomas Espedals kommentar til, hvad køn betyder for hans skrift: »Jeg kunne godt tænke mig en revolver«. Andre filosoferer over sammenhængen mellem skriftpraksisser og usynlige privilegier, som den svenske poet Johannes Anyurus svar på spørgsmålet om, hvad hud betyder for hans skrift:

Visse personer skriver bøger, som om de ikke har nogen hud, som om de var en eller anden slags væsen, der var dækket af negle og horn, måske. Det er, fordi deres huds farve er normen i det samfund, de lever i – de er helt enkelt aldrig blevet nødt til at reflektere over, at de har en hud som alle andre, hud, som kan skæres op med en kniv eller sprække, hvis de får et spark i ansigtet – visse mennesker behøver formentlig i det hele taget ikke tænke over særlig meget andet end abstrakte størrelser som Kunsten og Kærligheden og så videre, hvilket sætter en øvre grænse for, hvor interessant de formår at skrive.

FRIT FLET-kvinderne udvælger hvem og hvad der får en stemme i fællesbogen – de udvælger hvem der optages i fællesskabet. Men de bruger samtidig deres privilegerede status til også nogle gange at tie, stille sig bagerst i køen og lade andre komme til. I vished om egne blindheder og erfaringsmæssige begrænsninger lader de i dele af bogen dem – de ikke-hvide, ikke-vestlige, ikke-forfatter-kunstner-kvinder i 40’erne – tale.

At bearbejde erfaringer i det fælles er ikke noget radikalt nyt i litteraturen. I Kærlighed til fædrelandet var drivkraften (Lindhardt og Ringhof, 2001) rapporterer Jeppe Brixvold, Lars Frost, Pablo Llambías og Lars Skinnebach i hver deres essay fra en fælles rejse til den hede, som figurerer i Steen Steensen Blichers forfatterskab. Ligesom det også er tilfældet i Calles Prenez soin de vous, skabes værkets spænding af forskellige tilgange til og udlægninger af det samme materiale, her det jyske landskab. I FRIT FLET er skrivekollektivet nærmere et seksøjet monster, der kan kigge i mange retninger på én gang. Som en Medusa stirrer de patriarkatet i øjnene og reflekterer sexismen og racismen tilbage på læseren til fordøjelse og genovervejelse.

A, B og C fritstiller generøst og solidarisk deres personlige fotos, og dermed deres egne minder og livsbegivenheder, til fri kommentering og genfortælling hos de andre. En i gruppen skriver et skuespil under Mette Moestrups bryllupsbillede: »På det lange sognebord står flæsk og kage. Der lyder en klirren, en gumlen og en smasken. Det er sent på aftenen, og tvillingerne er næsten brændt ned. K sidder med ryggen til selskabet og hoster. præst: (slår hårdt på et glas) bla!«. Der er en power i sådan en gestus, en energi i at lade den fotografiske iscenesættelse få nye betydninger, der taler fra et andet sted end de måske lykkelige, måske smertelige minder, der knytter sig til bryllupssituationen.

Gruppen synes at arbejde sig hen imod et fællesskab, der kan afmontere skamfølelsen: »Fælleskabet som et sted uden skam (eller: grin skammen ud)«, skriver de. Det er ikke kun det private og pinlige, der må frem i lyset, også socialt tabuiserede emner som ensomhed, angst og kropsligt forfald tages op: »Opfattes hun som en grim kælling?« lyder et af spørgsmålene i »Spørgeskema om den ældre kvinde«. En af forfatternes mødre beretter om overraskelsen ved at være blevet et ældre menneske: »Det er følelsen af, at pludselig er man gået igennem alle de her aldre med ungpigesindet i behold, havde jeg nær sagt, og nu står man så 71 år gammel og kigger hen mod den der port, som på et tidspunkt går op. Og så er der ikke mere.«

FRIT FLET er ifølge forfatterne selv ment som et friskt indspark i en »forstenet og kedsommelig« debat om feminisme og ligestilling i Danmark, og de vil diskutere køn og frihed på andre præmisser end dem, der hersker i den offentlige debat. På trods af bogens rige billedmateriale bliver der dog hverken fremvist uretoucherede kusser, strækmærker eller blodige tamponer, som vi kender det fra eksempelvis Kvinde Kend din Krop eller de mange former for menstruationskunst. Det er tydeligt, at vi har med tre skrivende kvinder at gøre – kritikken af au pair-ordninger, reklameindustrien og fastfrosne kønskasser udspiller sig i rødglødende mailkorrespondancer og logbøger fra diskussionslystne rødvinsaftener. Her hudflettes kønsklichéer og forskellige former for sexisme, og der er ikke langt til den debat, der i øjeblikket florerer i de danske medier – i hvert fald i litterære miljøer. I slutningen af august skrev forfatteren Christina Hagen en kronik til Politiken med overskriften »Man skal ligne en kneppedukke for at blive hørt«. Anken var, at man som kvindelig forfatter alt for ofte promoveres på sit udseende og vurderes på, om man »ser godt ud« fremfor forfatterskabets kvalitet. Konsekvensen blev, at Hagen hyrede en ung, kvindelig body double, der varetog hendes offentlige optrædener – et noget anderledes »fælles-Vi« end det i FRIT FLET. Bogens kritikpunkter er dog meget lig Hagens, som i essayet »Nej til erotisk kapital« og interviewet »Fordi vi altid skal tænke over, hvordan vi ser ud«, hvor en af forfatternes døtre reflekterer over, hvorfor de ofte må forholde sig til deres køn. I en senere mailudveksling raser C over kønsstereotyperne i TV-showet zulu awards:

damerne (barnekvinderne) er dresset op som … ja … man ku kalde dem nogle kneppestativer? De skal kneppes. De har klædt sig sådan ud, for at mændene skal få lyst til at kneppe dem. Nå. Men alt er jo tydeligvis som i 50’erne. Så sidder mændene i slips med »gar og pagne« (cigar og champagne) og har »vigtige« »forhandlinger« (om intet) ved VIP-bordene. Men mit eget køn … Jeg skammer mig. skammer mig. På den røde løber … I tror, det er fucking løgn … voksne damer, der poserer og poserer, vender røven til og fra, suger kinderne ind, kigger på fotografen med »jeg er sexy lady«-blik. ikke en sjov dame i hele showet. hvorfor?

Stereotypisering af kvindens krop og lyst er en gennemgående provokationsfaktor i bogen, men de tre kvinder tilbyder ikke et markant alternativ; her er ikke megen potensering af kvindens seksualitet. B viser på et tidspunkt en scoring frem til A på Facebook, men en af de få orgasmer vi hører om, er en blush, B og C køber i et storcenter:

B har en hemmelig ide om at skulle købe en blush, som hedder: Orgasm.

B: I’ve heard that this one is very popular. Ekspedienten: Orgasm?

B: Yes.

Ekspedienten: O, yes. Orgasm is very popular.

Orgasm-episoden er nærmest chick lit-parodierende i sin komiske opstilling af dialogen mellem B og ekspedienten i Bloomingdales. Tænk at pudre sig med orgasme. Ha! Men scenen illustrerer samtidig, hvordan sex og nydelse i FRIT FLET ret ofte er noget der jokes med, mens forfatternes fysiske drifter synes udgrænset fra skrivefællesskabet A, B og C. Som om kvindernes kroppe svæver rundt et sted udenfor det skrivende Vi, et sted uden for fælleskroppen. »Hvad betyder begær for din skrift?« spørger de 11 forfatterkollegaer, men kollektivets eget forhold til begær omtales ofte i datid som enten »kistesex i 80’erne«, eller dengang. A gik rundt og følte sig som en homoseksuel mand.

FRIT FLET bliver til et uhøjtideligt og mangefacetteret opgør med forventningerne om, hvad en kvinde er, og hvad et forfattersubjekt er. Netop ved ikke at radikalisere og dramatisere beskrivelserne af, hvordan tre skrivende kvinder drikker, ryger og diskuterer – dette er ikke en dødsdriftig forfaldshisorie à la Tom Kristensens Hærværk (1930) – slår opgøret med myterne ikke om i nye myter. Selvom skrivekollektivet har karakter af et skabagtigt punkband, viger deres angrebslyst noget tilbage for Pussy Riots. Det er ikke provokationskunsten, men samtaleevnen, der er frit flets force. Men værkets insisteren på at bruge ironi og parodi i angrebet på samfundets undertrykkende magtstrukturer har også et slagkraftigt potentiale. Det latterbrøl, der stiger op fra siderne, manifesterer en kraftfuld solidaritet og rummer også en kritisk og emancipatorisk brod. Som Sara Stridsberg svarer på spørgsmålet om, hvad latter betyder for hendes skrift:

Skriftens latter handler vel også om den der følelse af at snyde nogen, at tage gas på nogen, at stikke af, at give verden fingeren og le hele vejen til den ensomhed, som det at skrive jo er. Det er den latter, som opstår, når du lader det hyggelige civiliserede bag dig. Frihedens latter.

Ved bogens afslutning må den fælles røst dog forstumme og forfatterkollektivet lide sin lille død, som det beskrives i sidste logbogsoptegnelse:

Klokken er et. A og B har separationsangst. Men der er ingen vej uden om afskeden og adskillelsen. A og B råber adjø til hinanden, og B i taxa forsvinder fra A’s åsyn, mens A foran hus på fortov forsvinder fra B’s åsyn.

Efter hele værket igennem at have givet og taget i en art symbiose, hvor grænsen mellem indoptagelse og udskillelse de tre gruppemedlemmer imellem har været flydende, indtræffer afskedsøjeblikket. Men FRIT FLET efterlader os ikke med en følelse af katarsis eller en illusion om nye begyndelser. Kapitalisme, racisme og Zulu Awards findes jo stadig.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.