Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Et album til bror nat

ANMELDELSE. Fragmenter af en læsning af Anne Carsons NOX.

Tidligere publisert i Vagant 1/2011.

My brother dies in Copenhagen in the year 2000
a surprise to me.1.

Den canadiske digter Anne Carsons fem år ældre bror, Michael, flygtede som ung for at slippe for at komme i fængsel. Han rejste på et falsk pas, skiftede navn og gav aldrig siden sin familie sin præcise adresse. Da Carson modtog opringningen om at han var død, havde de to ikke set hinanden i mere end tyve år og kun ført en håndfuld telefonsamtaler.

Det er en flertydig overraskelse. Er det at broderen er død, eller at han har været levende (i al denne tid, i København osv.), der kommer som det største chok?

For moderen, der når at dø først, var han forlængst gået bort: »When I pray for him nothing comes back.«

*

Anne Carsons bog til sin bror, NOX, er en reproduktion af den udklips- eller scrapbog, hun komponerede – delvist med udgangspunkt i hans efterladte postkort, dagbøger og billeder – som en slags sorgarbejde. Den slags projekter, man kaster sig over, når man med Carsons egne ord forstår, at man selv har overlevet historien og derfor er nødt til at bære den med sig eller »fashion it into a thing that carries itself«.

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

»This is a replica of it, as close as we could get«, står der på bagsiden af den tykke gråmelerede æske, som lukket og stående på højkant mest af alt ligner en gravsten. Et epitaf, en mindetavle, kalder Anne Carson den selv. Inden i æsken ligger selve NOX som en harmonika, der lettest læses ved at blive løftet ud af sit hylster og – hvis pladsen tillader det – kan udfoldes i 25 meters længde.

Siderne er fulde af indklæbede, flossede ark med printet tekst, nogle mere gulnede end andre, fotografier og frimærker, telegrammer, tegninger, collager og blomster. Inkjetprintet løber ud og tuschen går igennem papiret, som limen får til at krølle.

*

»Ingen anden lyrisk genre er mere inderligt optaget af at se det som ikke er der, og ikke se det som er, end netop epitafet« (Carson: Economy of the Unlost2).

*

Ikke mindst i sine lag og overstregninger og tydelige kampe med materialet afspejler NOX sin egen proces.

Den er en bog i ordets redskabsmæssige betydning: et værksted, der i sin form gør bogen synlig både som genstand og idé. Måske ligefrem i kraft af sin replika-dobbelthed? For det, som den overfladisk set lækre og næsten-taktile kunstner- eller kunsthåndværkbog er en faksimilegengivelse af, er noget råt og upoleret, der minder mest om en dummy.

Replika er heller ikke nogen dækkende betegnelse. Der er snarere tale om en fortolkning end en tro kopi eller måske en metabog. Den er ikke syet i ryggen, som originalen synes at være det, men et foldet bånd eller en leporello, der gør det muligt at zoome ud og opleve det længere flow. Et interaktivt objekt som inviterer til at danne koblinger på langs og tværs af det oprindelige hæftes linearitet. Samtidig ser bogen sig indimellem nødsaget til at oversætte hæftets rumlige læsning (som den flade, todimensionale gengivelse ikke gør mulig) til nye, simple ‘animationer’: Opslag med sammenfoldede breve gentages, imens papiret nænsomt foldes ud, som man nærmer sig smerten med små skridt. Imens den tilhørende tekst gentages på stadig ny klangbund: »He wrote only one letter, to my mother, that winter the girl died.«

*

Leporello, tjeneren i Mozarts opera som lægger navn til Leporello-betegnelsen, fører bog over Don Giovannis utal af erobringer og udfolder sin lange liste på scenen under sin såkaldte katalogarie. Jeg har aldrig selv set det udført i praksis, men jeg forestiller mig det som en scenografi i scenografien. En bog som et skærmbræt eller en kulissevæg; et teater, en installation.

*

NOX er en endeløs bane uden overgange. Et langt tidsforløb, uden hvile ligesom sorgen, uden nat eller dag. Ned over hele titelbladet står broderens navn, Michael, gentaget med fed tusch, og hen over håndskriften er klæbet en printet lap med de latinske ord »NOX FRATER NOX«: Nat, bror, nat.

På næste opslag igen sidder et digt, der også er på latin: Catuls digt nr. 101, hvis tekst strukturerer hele det resterende værk.

Carson oversætter, eller forsøger at oversætte, den klassiske elegi, som Catul skrev på sin brors grav, imens hun udfolder dets enkeltdeles mange betydninger. Læst opslag for opslag former leporelloen sig kort sagt som en ordbog på alle sine venstresider. Og første gang jeg læste den, så jeg det næsten som en overspringshandling, en håndarbejdsagtig beskæftigelse forfatteren havde måtte gribe til imodværge.

Men dette latin-engelsk glosehæfte er fingeret og personligt. Dets eksempler og udtryk er ikke rene afskrivninger, men valgt i lyset, eller rettere i mørket, af bogens højresiders lyrisk-essayistiske tekster. Som ved opslagsordet »multas« (digtets første ord), hvis opslag slutter med »multa nox: Late in the night, perhaps too late«. Mens højresiden begynder: »I wanted to fill my elegy with light of all kinds.«

*

»Nogle gange kan man se et himmellegeme bedre ved at kigge på noget andet, i nærheden af det, på himlen«, skriver Carson i Economy of the Unlost.3

I NOX er oversættelsen et fikspunkt, som sorgen aldrig ville kunne være. Men beskrivelsen af dem begge som en (uendelig, ulykkelig) proces glider gradvist sammen: »a room, not exactly an unknown room, where one gropes for the light switch. I guess it never ends. A brother never ends.«

Ligesom bogen selv er de begge mørke, endeløse rum, som står åbne til alle sider: »a place composed entirely of entries« (indgange, opslag).

Anne Carsons NOX.

Anne Carsons NOX.

*

»Gordon Matta-Clark havde en tvillingbror, som gennem hele sit liv var mentalt ustabil, og som døde da han kastede sig ud fra Gordon’s atelier i 1976. Jeg har også haft en bror og er måske overtilbøjelig til at se brødre som noget kausalt; men hvis jeg ser bort fra kausaliteten, spekulerer jeg på, om det at have en bror, der konstant går til og fra forstanden, gør et menneske særligt opmærksomt på huller og sprækker og brud« (Carson: »Cassandra Floatcan4«).

Billederne i NOX er skåret til som smalle sprækker, ikke ulig billedkunstneren Matta-Clarks building cuts. På omslaget: broderen i badebukser og dykkerbriller, maskeret. Nogle sider henne falder lyset ind på to utydelige skikkelser bag tunge gardiner (en voksen og et barn? søster og bror?). Og på bagsiden af et fotografi med fotografens tunge skygge lænende sig ind over sneen, er skyggen tegnet op med blyant, alene. Forvandlet til plamage eller kaffeplet.

Anne Carson er ikke for ingenting oversætteren af Sapfos fragmenter. De få spor af fortiden, hun selv råder over, fragmenterer hun kun yderligere, som for at slå hul på dem. Tilbage er bare omgivelserne på sorthvide fotografier: møblerne, gyngen, tøjstativet (»Places in the world where you and I saw things«), resterne af en blomst som i et herbarium, og et enkelt sted en ranke fraklip samlet med hæftemaskinen. Et andet sted, landskaberne klippet op og forbundet til et nyt.

»We want other people to have a centre, a history, an account that makes sense.« Men når den man har mistet knap nok er en man kender, vil også følelserne man har for vedkommende synes konstruerede. Måske kun fragmentet kan virke »sandt«, sprækken?

*

Da Carson forsinket får besked om dødsfaldet, er broderens aske allerede spredt over Øresund. Hun opsøger byen han har boet i, kirken på Sankt Hans Torv hvor han blev bisat, og enken som hun aldrig tidligere har mødt. Hun forsøger at samle så mange fakta som muligt, men finder eller genfinder kun sin brors tavshed. Hans »mute ash« som hos Catul.

»Nothing at all is known of the brother except his death.«

Det hul, NOX omkredser, er ikke bare den dødes fravær, men lige så meget den tidligere levendes mørklagte nærvær. Hans uomgængelighed, afvisning og ensomhed. Den bror som skrev lakoniske postkort, rådede hende til at lægge fortiden bag sig og end ikke efterlod sig en sten.

*

Det man ikke ved, bliver man aldrig færdig med.

Anne Carsons NOX.

Anne Carsons NOX.

*

Brevet, som Michael skrev den vinter hans kæreste døde i Indien, blev moderens eneste åbning til sin søn. Pigen, Anna, var Michaels livs kærlighed, får Carson at vide af enken. Og nu i eftertiden bliver den sorg, ordene i brevet vidner om, også den eneste sprække søsteren har til forståelsen af sin bror. Det sted der gik hul på ham.

*

»Accipe (…) to apprehend, grasp; to interpret, construe.«

Da broderen var død, fortæller enken, gøede hans hund dag og nat. Indtil det øjeblik den stod på bagbenene ved kisten. Så faldt den til ro: »as soon as he smells the fact, his anger stops.« Man kan ikke fortælle en hund, at dens ejer er død, sådan som man kan fortælle et menneske, at hendes bror er død. Men omvendt kan et menneske måske heller ikke forstå et faktum sådan som en hund kan?

*

Jeg fik aldrig hørt Anne Carson under den amerikanske poesifestival In the Making i København i 2001, men i et interview har jeg læst, at hun aldrig var kommet til byen, hvis ikke det havde været for det elliptiske bassin i min lokale svømmehal.

»Between grief and nothing

I’d take grief (Jean Seberg)

I’d take nothing (Jean-Paul Belmondo).

Perhaps we overvalue conversation.«

(Carson: »Swimming in circles in Copenhagen«5)

Også sorgen må bevæge sig, om så bare i ring.

*

Læst herfra, hvor jeg sidder ti år efter Carsons rejse til det cigaretrøgsfyldte København, er NOXs eksotiske frimærker fra Danmark snarere nostalgisk-hjemlige. Jeg smiler over ordene »And then there’s the funeral feast or saekken afterwards«: en misforståelse (?), som får gravøllet på et nu nedlagt værtshus til at lyde som en fremmedartet skik.

Jeg læser i det hele taget fra den forkerte ende af både verden og ordene. For jeg er også selv den slags bror, der aldrig ringede. Den som instinktivt opfanger familie-indignationen: »and as I said, he changed his name« (= hvordan kunne han vende os ryggen?).

»ad contumeliam omnia accipere to read everything as an insult.«

*

NOX er et familiealbum for en familie in absentia. Et album uden »centrum, historie, beretning« og måske vigtigst af alt: uden illusioner. En leporellotrappe, som ikke når frem.

En trappe som den broderen plejede at søge tilflugt under, og hvis fotograferede ituklippede trin ledsager slutningen af hans brev, imens papiret langsomt foldes ud: »Love you. Love you. Michael.«

En trappe af M’er tværs over siden, bag hvilken han kommer til syne og forsvinder.

»He refuses, he is in the stairwell, he disappears.«

København, december 2010

  1. Samtlige citater, hvor intet andet er angivet, er fra Anne Carson: NOX. New Directions, 2010 (Design: Anne Carson og Robert Currie).
  2. Anne Carson: Economy of the Unlost. Reading Simonides of Keos with Paul Celan. Princeton University Press, 1999. Min oversættelse.
  3. Ibid.
  4. Anne Carson: »Cassandra Floatcan« (92nd Street Y, podcast 2008). Min oversættelse.
  5. Anne Carson: Decreation. Knopf, 2005

Avatar

Christian Yde Frostholm