En gammel historie om norsk raseri

UDDRAG. Gyldendal fejrer 250 år. Pernille Stensgaard ser tilbage på forlagets historie – deriblandt »det store hjemkjøpet«. 

I 70’erne blev Gyldendal uden videre til et svineslagteri, hvis ejer førte sig frem under spinkelt dække af frisind, åbenhed og idealisme. Bare ti år tidligere betragtede de fleste lederskribenter det som nær majestætsfornærmelse, hvis utaknemmelige eller misundelige mennesker tillod sig at kritisere forlagets dominans i kulturminister Julis Bomholts Kulturudvalg og Det Danske Akademi, for Gyldendal havde niveau og fylde som ingen andre, og hvor var vi henne uden generøse Knud W. Jensen (1916–2000, ejer af Gyldendal, red.), som ovenikøbet lagde hele forlaget ned i en fond for at undgå spekulation i aktierne? Gyldendal skulle ikke bare tjene penge, men beskytte national bogkultur og fremelske et litterært miljø. Af og til beklagede de andre aktionærer sig endda over, at Gyldendal opførte sig mere som kulturinstitution end som et børsnoteret selskab, hvis opgave det var at tjene penge. Hvad mere kunne kritikere bede om? Alligevel var tiden tung af Hætsjj. Intet menneske i Klareboderne havde oplevet raseri af den kaliber før, men kun fordi de ikke havde været der længe nok.

Pernille Stensgård: Selveste Gyldendal (2020, Gyldendal)

En 90-årig ville huske, dengang Gyldendal mødte en mur af uforsonlighed og udråbtes til overmagten i egen figur. Af nordmænd. I en langtrukken strid om litterær løsrivelse fra Danmark fra sidst i 1870’erne til 1925, mest indædt til sidst, da nordmændene sammenlignede Gyldendal med et fremmedlegeme, som trængte sig ind i en sund og livskraftig organisme. »Det bliver en kamp på liv og død: enten drives det fremmede ud igen, eller organismen dør eller forkrøbles. Feber kalder lægevidenskaben denne reaktion. Forlagsstriden er for den norske boghandel et sådant feberstadium,« skrev boghandlermedhjælpernes blad.

Og forbrydelsen?

At gamle Hegel (Friedrich V. Hegel, direktør for Gyldendal fra 1846 og frem, red.) blev de største norske forfatteres fortrolige ven og forlægger. »Min allerkæreste ven, min rådsnilde papa,« skrev Bjørnstjerne Bjørnson til ham, men lige meget hjalp det. Bjørnsons forlægger skulle være norsk, ikke dansk, for det var så pinagtigt for det unge, frie Norge stadig at være afhængigt af Danmark. Hvor danskerne ved separationen i 1814 reagerede med sorg, jublede nordmændene over frihed fra Danmark og en ny forfatning. Danmark var så optaget af sine egne følelser, at man ikke fik øje på nordmændenes vrede mod sig. Gyldendal blev centrum – og symbolsk skydeskive – i en national, politisk strid af stormstyrke. De norske forfattere ønskede at udkomme på Gyldendal og øjnede en chance for at kunne leve af at skrive, fordi forlaget behandlede dem anstændigt. På den anden side stod de norsk nationale, der krævede, at alle norske bøger udkom på norske forlag. Men de norske forlag magtede det ikke, og med Bjørnstjerne Bjørnson i spidsen søgte forfatterne mod København, Gyldendal og gamle Hegel, som de agtede højt. Efter Bjørnson kom også Ibsen, Lie og Kielland. Senere også Hamsun. Dermed var Gyldendal i Klareboderne hovedforlægger for norsk skønlitteratur i Norges første litterære storhedstid. Striden brød ud sidst i 1870’erne, da de norske nationalklenodier Asbjørnsen og Moe lod deres eventyr udkomme på Gyldendal, og den blussede op med mellemrum for at eksplodere i det nye århundrede, eksempelvis i 1907, da Gyldendals direktør Peter Nansen købte Alb. Cammermeyers Forlag, det eneste norske forlag, som kunne måle sig en lille smule med det dominerende danske. De norske boghandlermedhjælperes blad slog fast, at Gyldendal »under norsk maske« med vold og list forsøgte at slå sig ned i landet. Den forhenværende stortingspræsident Berner udtalte i Dagbladet håb om at se »den danske bogtrust snarest muligt bandlyst herfra … den mest forargelige af alle de truster, som har trængt sig ind her«.

Det gjaldt om at komme de frihedssøgende nordmænd i møde og holde dem foran sig som skjold. Første skridt var at oprette en norsk afdeling af Gyldendal i Kristiania og efterhånden også flytte selve bogproduktionen derop. Det skete i 1904, men var ikke nok. Gyldendal sejlede under falsk flag, sagde kritikere, virkede venlig og imødekommende udadtil, men var optaget af egeninteresser og profit. Nøjagtig samme beskyldning som marxisterne havde syv årtier senere. Den danske direktør i Norge, Christian Kønig, følte sig som på en øde ø, omgivet af et hav af onde mennesker, hvis yndlingsbeskæftigelse var at yppe forlagsstrid. Han ville gerne hjem, landet sydede af antipati mod Danmark, men Kønig følte sig ikke overbevist om, at folk hjemme overhovedet havde opdaget det. Han skrev, at Gyldendals stilling i Norge altid var blevet set gennem danske briller. »Billedet fortoner sig anderledes for mig, der nu i 13 år under vekslende forhold har søgt at finde den for Gyldendal stabile stilling i Norge.« Gyldendal kunne måske overleve nogle år på sit lager af fine, gamle norske forfattere, »og forsvinde samtidig med disses forfald«, for der ville ikke komme nyt blod til. Christian Kønig gik i gang med at fornorske sin afdeling. Næste strategiske skridt var at få nordmænd ind i den daglige ledelse. Uden den fornyelse var Gyldendals dage i Norge talte.

Christian König
Chr. Kønig med sit Gyldendalpersonale i Oslo. Foto: Gyldendals Billedbibliotek

På en avis i hovedstaden fandt han tidligt på foråret 1920 den unge journalist Harald Grieg, med tiden skulle han blive »den mægtige Harald Grieg« og en af Ingeborg Andersens nære fortrolige. Kønig overlod ham straks direktørkontoret, og Grieg mærkede hurtigt, at danskheden var en tungere byrde, end han havde regnet med. Han fik ideen om at skille den norske afdeling ud fra det danske firma som et selvstændigt norsk aktieselskab med overvejende norsk bestyrelse. I København gik Jacob mellemste Hegel (søn af Frederik V. Hegel, red.) med på ideen. Man endte med fem nordmænd og to danskere, det var stadig ikke nok. Kapitalen lå jo stadig på danske hænder, indvendte kritikerne, og det norske selskab blev nægtet optagelse i Den Norske Boghandlerforening af samme grund. At sætte en flok nordmænd i bestyrelsen var ren spekulation i norsk nøjsomhed og naivitet, mente boghandler og forlægger Torger Baardseth. I Aftenposten skrev han, at forlaget var danskernes sidste skanse og et levn fra den lidet glorværdige tid, da Norge var en provins under Danmark. »For alle nordmænd, der tænker nationalt, er norske bøger på dansk forlag en ydmygende foreteelse, et minde om den mørkeste tid i vor historie, som vi må forbi, før vi kan betragte os som ligestillet med vores nabolande.«

En tanke slog ned i Harald Grieg, mens han travede frem og tilbage over gulvtæppet, sikker på, at danskerne helst ikke ville sælge til William Nygaard, for så erstattede hans forlag Aschehoug bare Gyldendal som dominerende eneherre, og hvad skulle der også ske med ham selv som direktør?

»Hvorfor ikke købe det selv?«

Ikke alene, men sammen med de andre i bestyrelsen. Næsten samme sætning brugte Otto B. Lindhardt (forlægger som startede Gyldendals billigbøger og bogklubber og siden skabte forlagets største konkurrent, Lindhardt og Ringhof, red.) senere som titel til sine erindringer: Var det ikke nemmere at købe Gyldendal? (2011). Bemærkningen var Knud W. Jensens i telefonen til Otto, men forskellen var, at Knud havde alle pengene selv, bestyrelsen i Kristiania ejede ikke en krone. Alligevel fik Grieg og partnere en god modtagelse i København. Et salg til sin egen norske bestyrelse ville ikke ligne en forsmædelig kapitulation, fornam Grieg, da han sad i Klareboderne og forhandlede om prisen. De drog glade hjem til Norge. Kun skulle de lige finde pengene.

Samtidig indledte boghandlerne en boykot mod bøger fra Gyldendal, fordi yngste Frederik Hegel forsøgte at sprænge deres monopol ved at sælge bøger via »illegale« småforhandlere rundtom i landet. Hjemme havde han oprettet udleveringsdepoter i en række af de største byer og solgte bøger gennem boghandlere og såkaldte gyldendalforhandlere, for eksempel købmænd. Samme salgssystem ønskede Frederik i Norge – for at sælge flere bøger og komme ud til befolkningen, derfor øgenavnet analfabeternes forlægger. Han åbnede for en hård strid i Norge. De norske boghandlere boykottede deres egen litteraturs mest strålende navne: Ibsen, Hamsun, Bjørnson.

Mens nordmænd forhandlede med danskerne om at købe forlaget helt og aldeles hjem til Norge, var norske boghandlere i færd med at undergrave det. De inviterede til massemøder og beskrev Frederik Hegel som »en dansk mand, der har troet, han stadig kunne knægte os. Men derfor mødes vi her for med hånd og mund at love det: Vi står, til han falder.« De skrev til deres kolleger i marts 1924: »Hr. boghandler. Vi tillader os at bede Dem indskærpe Deres personale ikke uagtsomt at udstille Gyldendals bøger og heller ikke under nogen omstændigheder at bestille efter firmaets nyhedscirkulærer.« Grieg og de andre sad til møde i tre dage og forhandlede med Gyldendals stejle, selv-glade bestyrelsesformand, overretssagfører Werner, en uheldig afløser for elskværdige, gamle, kloge Gustav Philipsen, der selv havde været forlægger. Edvard Brandes, mellemste Hegel og direktør Axel Garde var der også. Brandes var på de norske forhandleres side, intelligent og klog, syntes Harald Grieg. Og afgørende. Midt i april nåede de frem til en købesum på 2.350.000 kroner, men kom ingen vegne med at hive penge ud af deres landsmænd bagefter. Det blev en ydmygende gang fra bank til bank, fra rigmand til rigmand.

Hvorfor udmøntede al den nationalisme sig ikke i 2,3 millioner, når chancen endelig var der?

De fik udsat fristen, sat summen lidt ned og gjorde købet til en national æressag. Knut Hamsun reddede dem, selv om han trivedes i Klareboderne, men når det gik den vej, ville han være med. Med penge fra sin nobelpris blev han den første og største aktionær. I samme øjeblik hjemkøbet var på plads, tog navnestriden fat: »Ikke Gyldendal« hed overskriften i Dagbladet. »Når nordmænd i disse pengeknappe tider har rejst over en million kroner for at gøre et stort forlag norsk i stedet for dansk, var meningen først og fremmest, at vi ville udslette det danske provinsmærke på den norske litteratur. At tale om Norske Gyldendal ville nærmest virke som at fastslå den tilstand, som nu netop skulle være forbi. Find et godt, helt norsk navn!«

Forslag strømmede ind: A/S Snorre, A/S Norrøn litteratur, Norsk Forlag, Oslo, men bestyrelsen og de norske forfattere holdt af navnet Gyldendal. Det var for smukt og værdifuldt til at give sparket. Navnet blev Gyldendal Norsk Forlag, vedtaget på den første generalforsamling med 469 stemmer mod 6. Unge Frederik Hegel sendte et lykønskningstelegram, »da vi vel bør glæde os«, og indrømmede »et lille stik« af sorg.

Danskehuset
Danskehuset i Gyldendal Norsk Forlag. Foto: Dag Alveng Flott/KIMA arkitektur AS

Aschehoug og Norsk Gyldendal kom til at ligge over for hinanden på Sehesteds Plass i Oslo, begge i fredede pragtejendomme og begge med tiden ustyrligt meget rigere end selveste Gyldendal i København. Udbryderen voksede sig dobbelt så stor som det danske, og man kan se det. Da den norske arkitekt Sverre Fehn i midten af 90’erne fik til opgave at ombygge Norsk Gyldendal, rev han hele karreens indmad af trange kontorer, lange gange og underlige trapper ud og byggede et nyt, hypermoderne forlag bag facaden med den store, åbne Ibsenhal i midten. I dette rum og badet i skulpturelt ovenlys stod Danskehuset, en lille hvidpudset rest af det oprindelige danskejede forlag. Dukkehuset rummede et mødelokale og var ifølge nordmændene et symbol på »kontinuiteten mellem tradisjon og modernitet«. Norsk Gyldendal havde slugt den gamle modermaskine og bar den i sin kostbare bug af tegl, glas og egetræ. Det engang uformående Norge overhalede Danmark. En del af husets rigdom skyldtes det, som danske forlæggere i dag forkorter til H.R., Himmelske Rammebetingelser: en anden politiskforståelse for at bevare sproget og litteraturen. Nul moms. Og eftersom bøgerne var mindst lige så dyre som i Danmark, var avancen fed, når der ikke skulle betales 25 procent til staten. Plus en indkøbsordning, hvor staten købte tusind eksemplarer af hver norske originaludgivelse og trak et sikkerhedsnet ud under forlagene. De tre største forlag ejede boghandlerkæder, og der fandtes ikke en bygd uden en boghandel. Norge er for forlæggere, hvad Schweiz er for liberalister.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.