KOMMENTAR. De vestlige samfund gør klar til en ny chokterapi. Coronakrisen har vakt et grønt håb.
Man mærker det alle vegne: Behovet for storslåede fortolkninger og fremsynede analyser. På tværs af den intellektuelle og journalistiske industri udfolder sig nu en hektisk aktivitet. Og som kulturteoretikeren Joseph Vogl sagde for nylig, kæmper nogen for hermeneutiske fremskridt, mens andre er optaget af at få deres sandheder bekræftet i krisen.
I Kristeligt Dagblad har den tidligere Venstre-minister Søren Pind meldt ud, at den liberale forbrugsverden vil fortsætte stort set uforandret på den anden side af COVID-19. I Die Zeit udtaler filosoffen Peter Sloterdijk, at vi i et kvart århundrede har set vores frihed blive underlagt sikkerhedsspørgsmål, og at coronakrisen vil markere en intensivering af denne tendens. I Le Monde har den franske filosof Alain Badiou netop annonceret kommunismens tredje fase og gjort det klart, at tiden er inde til radikal forandring, hvor det vigtigste bliver at bekæmpe spredningen af mental lammelse og »udvikle nye politiske figurer«.
Coronavirusset er meget mere end en trussel mod vores sociale og biologiske liv. Det fremkalder også et væld af politiske energier, som er i færd med at udskille sig i en kamp mellem det gamle og det nye. Igen siges det, at en anden fremtid er mulig.
Den amerikanske økonom Milton Friedman bemærkede engang, at en krise er en god anledning til at indse det politisk ubehagelige: »Jeg tror, vores grundlæggende opgave er at udvikle alternativer til den eksisterende politiske praksis og holde dem i live og gøre dem tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver politisk uundgåeligt.«
Friedman var selv en slags revolutionær, da han udtalte ordene i 1982. Som en af neoliberalismens pionerer forsøgte han at overlade verden til markedets usynlige hånd, og hans krisekapitalisme er af aktivisten Naomi Klein blevet kaldt en »chokdoktrin«: En alliance af erhvervsfolk, økonomer og politikere benyttede et øjeblik i historien til at gennemføre upopulære privatiseringer, dereguleringer af markedet og nedskæringer i offentlige ydelser.
I dag må vi sige, at de vestlige samfund er klar til en ny chokterapi. I flere europæiske lande kaldes der nu på politiske initiativer, som skal skabe sikkerhed og stabilitet for samfundets udsatte borgere. Der tales om enorme restaureringsprojekter: en ny marshallplan og en green new deal. Samtiden gør sig klar til at genoptage fortidens store bedrifter.
Den franske økonom Thomas Piketty har nu øjnet sin historiske chance. I Le Monde håber han at se sine idéer til en ny socialstat implementeret. I Tyskland har sociologen Hartmut Rosa i mange år skrevet om det, han kalder accelerationssamfundet, og i avisen TAZ ser han nu en sjælden mulighed for en social og økonomisk opbremsning. Selv er Naomi Klein overbevist om, at der som reaktion på krisen endelig findes et politisk alternativ til neoliberalismen. Og hun er ikke alene. I Spanien gør man sig i øjeblikket grundige tanker om en indførsel af borgerløn, mens andre lande er i færd med at udtænke, hvordan regeringerne skal spille en mere aktiv rolle i landenes økonomi. I en leder for nylig anbefalede den liberale højborg Financial Times netop borgerløn, formueskat samt mere statslig regulering, og gjorde det klart, at »radikale reformer – der vender de sidste fire årtiers politiske udvikling – er nødt til at blive lagt frem«. De mål og midler, som indtil for nylig virkede som ren og skær utopi, er pludselig blevet til mulige løsningsscenarier.
Betyder det, at vi står i et tidehverv? Flere af dem, som husker staternes drastiske nedskæringer i kølvandet på finanskrisen i 2008, forsøger sikkert at undgå for megen optimisme. Som dengang afslører den nuværende krise et ideologisk problem. USA og Storbritannien er ekstremt rige lande. De har aldrig været rigere i deres respektive historier. Og alligevel befinder en betydelig del af befolkningen sig i disse lande altid på kanten af afgrunden. Ifølge økonomen Branko Milankovic har de europæiske politikere allerede gjort det rigtige. De støttede befolkningens købekraft og reddede ikke kun virksomhederne. Vi risikerer stadig et socialt sammenbrud, advarer han. Men denne gang handlede institutionerne hurtigere end i 2008.
Når regeringerne og de politiske institutioner i det hele taget reagerer anderledes i dag, skyldes det ikke kun, at politikerne er blevet mere bange for de ulighedsskabende faktorer, som typisk kommer med en krise. Der er også noget andet i vores politiske horisont, som presser sig stadig mere på: de fremskredne klimaforandringer.
Denne gang lyder der fra uventede kanter en opbakning til politiske initiativer, som retter sig mod andet end vækst og nedbrydende produktionsformer. De nye idéer spirer ud af et økologisk håb, inspireret af coronakrisens lockdown, som har gjort borgerne bekendte med en særdeles beskeden livsstil. Bæredygtighed og borgerdeltagelse er blandt tidens fremmeste politiske udtryk. I denne vision ligger også en anden idé om mennesket: Det nye individ skal frigøre sig fra kapitalismens lænker og række ud efter et godt og sundt liv.
Af en ny erklæring, underskrevet af 17 ministre fra tre fjerdedele af EU’s lande, appelleres der nu til kommissionen om, at klima og miljø skal være en central del af planen for den økonomiske genopretning efter coronakrisen. Idéen er, at en ny stimulusplan skal være med til at genstarte de europæiske økonomier, og gøre samfundene mere økologiske. I erklæringen fra de 17 lande nævnes målet om klimaneutralitet i 2050 og sikring af biodiversitet. Landene opfordrer til, at man skærper EU-målet for CO2-reduktion i 2030 inden udgangen af i år. Den aktuelle krise er i færd med at det gøre politisk umulige til det politisk uundgåelige.
Det er selvfølgelig ikke alle, som er lige begejstrede for denne nye situation. Coronakrisen har allerede ført til mere politisk vanrøgt i lande som Ungarn, Polen og Israel, hvor nationernes fyrster er i færd med at forskanse sig bag magtens jerntæppe, udvide nødforanstaltningerne og ødelægge retsstatsprincipperne indefra, så de fremover vil være i bedre stand til at modsætte sig befolkningens krav.
Mange af disse fyrster ser rødt i det grønne: De mistænker, at den grønne farve blot er camouflage. For dem fremstår de økologisk engagerede som lejesoldater for den evige venstrefløj; de gamle revolutionære lurer dybt i hjertet af den nye naturbevægelse. Også for de skandinaviske nykonservative vækker den rød-grønne alliance bekymring: Frps formand Siv Jensen kaldte sidste år Miljøpartiet De Grønne for »socialisme i nye klæder«. Og i Danmark er DFs Morten Messerschmidt ikke bange for De Radikale og de grønne alternativister; for ham er klimakampen snarere »en frihedskamp mod venstrefløjen«.
For første gang siden Anden Verdenskrig oplever de fleste vestlige samfund, hvad det vil sige at få friheden indskrænket. Og staternes storstillede tiltag mod coronavirusset viser, at det langt fra er så svært at realisere vores klimamål, som vi måske gik og troede. Øjeblikkets finansielle stop kan ifølge den britiske historiker Adam Tooze kun sammenlignes i omfang med det økonomiske kollaps, som tyskerne oplevede i Anden Verdenskrigs sidste dage, eller den nedbrydning, som Sovjetunionens stater måtte tage på sig i slutningen af 1991. Nu har vi forpligtet os på en økonomisk opbremsning, som selv miljø- og klimaaktivister regnede for umulig. Efter denne er der pludselig meget mere, som kan lade sige gøre.
