KOMMENTAR. Omsider sparkes EM 2020 i gang. Hvis fodboldslutrunderne viser os én ting, så er det, hvordan den sunde fornuft går fløjten i mødet med det meningsløse spil.
Fredag den 26. juni 1992. Jeg er knapt to år gammel, så hvor meget af det følgende, der er sandt, ved jeg ikke med sikkerhed. Overleveringen lyder: Min far – 30 år gammel, min alder i skrivende stund – har halvandet år forinden åbnet en café på gågaden i Horsens sammen med min mor, 28. Denne morgen lytter han til sit kræmmerinstinkt og bestiller 15 fadølsfustager. For når Danmark slår Tyskland i aftenens EM-finale, så må folk søge ind mod bymidten, og de vil nok være tørstige. Caféen lukker allerede klokken 17, de ansatte er sendt hjem, så han aftaler med sin lillebror og bygningens vicevært, at de skal mødes derinde igen, når kampen er slut, og så vil de køre fadølsanlægget ud på gaden.
Det eneste problem: Tyskland er forsvarende VM-mestre, og Danmark kvalificerede sig ikke engang til slutrunden, men kom kun med på grund af borgerkrigen i Jugoslavien. Intet taler for en dansk sejr – alle tegn peger derimod på, at al den øl er spild af penge. Men da Kim Vilfort tæmmer bolden med hånden og udplacerer Bodo Illgner til 2-0, tager min far sit overtøj på, og da kampen fløjtes af, skynder han sig ind til caféen, hvor min onkel og viceværten allerede står klar. Udenfor er der kaos. Der er jublende mennesker overalt, og man kan, ifølge min far, hverken gå op eller ned ad gågaden. I dette øjeblik forestiller jeg mig, hvordan det euforiske menneskehav på et tidspunkt får øje på den fortvivlede tykke mand med fadølsanlægget og skiller sig for ham, som det røde hav skilte sig for Moses. Sammen med sine følgere går han ud i havets midte, og få øjeblikke senere omslutter massen de tre mænd og deres maskine. En time efter bevæger strømmen sig videre, stadig syngende; den sidste fustage er tæt på at være tom, og det overophedede anlæg producerer kun ølskum.
»De købte sgu også skummet!« udbryder min far, som om han stadig bliver grebet af stemningen fra dengang. Jeg spørger ham, om det overhovedet var lovligt sådan at impulsåbne butikken efter lukketid og optage plads på gaden? Det har han aldrig tænkt over, for selvom politiet ganske rigtigt kom forbi, så var det kun for at skaffe øl.
Fodboldens mytedannelser
Europamesterskaberne i fodbold er over os igen. Det danske landshold er sjældent set bedre, vi spiller de første kampe på hjemmebane, og efter at have levet mere end et år med c-ordet føles slutrunden som sendt fra himlen. Det er juleaften hver dag i en måned.
Fodbold minder om religion i den forstand, at begge bygger på myter, som er sandheder for tilhængere og uforståelige for ikke-troende. Ligesom i Folkekirken tilbeder den brede befolkning landsholdet ved diverse højtider, mens mere dedikerede typer opsøger fodboldkatedralerne året rundt, hvor de sværger til klubhold fra Danmark og udlandet. Alle hold dyrker hver deres oprindelsesfortælling. Den giver dem en særskilt identitet, som deres fans køber ind på, selvom det tydeligvis er, hvad Benedict Anderson ville kalde for et forestillet fællesskab. Følelserne er dog ægte nok – i en sekulær verden er fodbold et af de få steder, hvor individet får lov til at tabe sig selv og blive opløst i massen, et af de få steder hvor fortabelsen tilskyndes. Stik imod alt, hvad vi bliver fortalt, viser fodbold også, at visse ting aldrig ændrer sig, at i et senmoderne samfund, som eftersigende skulle være gennemindividualiseret, drages mennesker stadig af fankulturen, den fælles tilbedelse af kræfter større end dem selv.
Ingen dansk fodboldmyte er stærkere end myten om europamestrene fra 92. Landsholdets usandsynlige triumf i Göteborg er en af de få begivenheder i nyere tid, der har skabt millioner af personlige øjeblikke – den slags begivenheder, som bliver til et fælleskulturelt mindesmærke og en grundstøtte i det enkelte individs erindring. En slutrundes fascinationskraft ligger i dens potentiale til at skabe disse øjeblikke. Slutrunder er ikke nødvendigvis aficionadoens kop te, da spillet sjældent er lige så flydende i landsholdssammenhæng som i klubturneringerne, hvor spillerne træner sammen hver dag og er udvalgte til at spille sammen på grund af deres komplementerende evner (hvis altså den sportslige ledelse i en klub ved, hvad den laver).
Slutrunderne har en folkelig appel på grund af den store fortælling. Landsholdet udgør en nationalkrønike, den kommende slutrunde et endnu ikke skrevet kapitel, blanke sider. Vi ser dem blive udfyldt i real time, vi jubler i fællesskab, beder til de højere magter, håber på det bedste, lider sammen. Myterne skabes før, under og efter kampene – vi fortæller dem for at have en fælles referenceramme, der giver oplevelserne tyngde for eftertiden, når slutrunden er færdig, og livet går videre. I horisonten skimter vi den helt store triumf, muligheden for et nyt ’92.
Kappestrid eller underholdning?
I forfatteren Nils Henrik Smiths nye bog, Entusiasme og raseri (Samlaget, 2021), der er en udvalgt samling af hans fodboldtekster fra årene 2013 til 2021 – de fleste publiceret i det norske fodboldmagasin Josimar –, nævner han den danske »urmyte« i et nyskrevet essay om europamesterskabernes historie. Myten går på, at de danske spillere blev hentet hjem fra sommerferie ude af form, fordi de ikke havde kvalificeret sig til slutrunden og kun kom med, fordi det jugoslaviske landshold blev udelukket kort før turneringsstart:
Sanninga er sjølvsagt at dei var fullt klare over at det var ein reell sjanse for at dei ville få tilbod om å overta Jugoslavia sin plass i sluttspelet, og dei aller fleste hadde trent og halde seg i god fysisk form. Likevel har det alltid lege eit mystisk skin over dette laget, dejlige danske drænge som kom til EM utan ambisjonar, som åt på Burger King og spelte minigolf etter trening og hadde med seg damene på rommet natta før finalen dei sensasjonelt hadde spelt seg fram til, og like sensasjonelt vann.
Smith gør en dyd ud af at afmontere skrøner, og han foragter det kommercielle element, som forvandler sport til underholdning. Intet sted er dette mere tydeligt end i bandbullen »Fotball er ikkje underhaldning«, hvor han raser imod alt fra spillemæssige skønhedsidealer til den falske varebetegnelse af brasilianske landshold som udøvere af en særligt seværdig form for »sambafodbold«. Grundtanken er, at idéen om fodbold som en del af underholdsindustrien, et produkt, truer spillets integritet, som i bund og grund handler om kappestrid. For hvis fodbold er underholdning, giver det incitament til de økonomiske interessenter – FIFA, UEFA, klubejerne og tv-producenterne – om at forbedre produktet, altså sørge for at masserne bag skærmen har en fest frem for at styrke sportens konkurrenceelement.
I sin kamp for fodboldens sande væsen bliver Smith vældig dogmatisk. Efter at have skældt ud på brasilienbegejstrede kommentatorer kommer turen til dem, som kalder Cristiano Ronaldo for en driblekunstner, selvom han aldrig dribler længere. Det er for galt, fordi:
Denne tendensen til å framstille fenomen som noko anna (og betre) enn det dei er, er ein djupt problematisk konsekvens av ideen om fotball som ein del av underhaldningsindustrien. Fotball er, trass alt, noko som finn stad i den verkelege verda, og det bør ikkje vere for stor avstand mellom kva folk faktisk ser, og kva dei vert fortalt at dei skal sjå̊.
Smiths argumenterer for fodboldens egenværdi på samme måde, som l’art pour l’art-tilhængere gør det på kunstens område. Det kræver en umådelig viljestyrke at bevare et sådant blik på en sport, hvor de to bedste hold i Europa i år er ejede af oliemilliardærer, og prisen for at afholde VM i Qatar næste år er tusinder af menneskeliv. Det er ikke en idé, at fodbolden er en del af underholdningsindustrien, det er et faktum, ligesom det er et faktum, at den er smurt ind i makropolitik og blodpenge, og at disse penge sammen med klubbernes stigende TV-indtægter er med til at forfine spillet på banen. Så ja, fodbold finder sted i den virkelige verden, men det betyder ikke, at virkeligheden begrænser sig til grønsværen. Fodbold er aldrig kun fodbold: Magt, korruption og løgne er lige så ægte som græs og syntetisk læder, selvom de ikke er synlige for det blotte øje.
Oligarker og populister
Et eksempel: EM 2020 starter på fredag, 11. juni 2021. Det europæiske fodboldforbund UEFA valgte ifølge en pressemeddelelse at beholde det oprindelige navn for stadigt at kunne markere mesterskabernes 60-årsjubilæum samt for at vise Europas befolkning, hvordan hele »fodboldfamilien« stod sammen under coronapandemien i 2020, og fordi – dette er den eneste grund, jeg tror på, lavpraktisk som den er – de allerede havde lavet merchandise og ikke ville bruge ressourcer på at smide ud og lave nyt.
At den europæiske fodboldfamilie skulle have vist sammenhold det seneste år er lidt af en tilsnigelse. I april var elitefodbolden ved at blive revolutioneret fra oven af 12 af Europas rigeste hold, der planlagde at lave deres helt egen liga, European Super League, og dermed bryde med UEFA. Ejerne og præsidenterne bag disse hold ville ikke længere bekymre sig om den mistede indtægt, hvis hold med færre penge skulle begå den dødssynd at udkonkurrere dem i de hjemlige ligaer og tage deres retmæssige plads i de store turneringer. En lukket superliga ville være det endelige brud med fodboldens meritokratiske kappestridsidealer, der allerede er under pres på grund af skævvredne økonomiske styrkeforhold.
Planerne gik hurtigt i vasken. Var det, fordi den resterende fodboldfamilie gik sammen i en tapper kamp for at sikre spillets integritet? Sådan kan man vælge at se på det. Fans af især de engelske klubber protesterede højlydt, og ifølge ejerne af Liverpool, Manchester City, Manchester United, Chelsea og Arsenal var det på grund af fansenes utilfredshed, at de i mere eller mindre samlet flok trak sig fra projektet. I Weekendavisen fra den 23. april citerer journalisten Joakim Jakobsen Football 365-skribenten Eoin Mac Raghnaill for at have skrevet følgende om Chelsea-fansenes opstand, hvor de blokerede spillerbussen før en kamp mod Brighton: »Den elektriske atmosfære, lidenskaben, den rene egalitære fryd. Man følte jo, man bevidnede befrielsen af Bagdad. Vi hyldede disse revolutionshelte, disse våbenbrødre.« Det smager af andet og mere end fodbold. Hvorfor skulle Boris Johnson ellers hoppe med på protestbølgen og true med at indføre lovgivning for at stoppe European Super League, blot få dage efter han »tilfældigvis« var stødt ind i en af arkitekterne bag projektet, der forlod dette møde med indtrykket af, at premierministeren syntes om idéen?
Intentionen om at bevare spillets integritet fra underholdningsindustrien, global kapitalisme og politik kan være oprigtig nok. Den forhindrer bare ikke, at forestillingen om renhed kan bruges til politiske formål. Den folkelige opstand mod European Super League passede perfekt ind i Boris Johnsons post-Brexitdagsorden og gav ham mulighed for at vise sig som folkets mand, spillets og nationens beskytter. Man kan spørge sig selv, om det overhovedet betyder noget, nu hvor han gik ind i kampen på den rigtige side, men forkæmpere for det smukke spil skal være godt naive, hvis ikke de/vi har øje for, hvem de/vi pludseligt står side om side med i kampen mod fodboldens oligarker.
Den menneskelige tilstand
Vulgærkapitalisme, nationalisme, racisme, homofobi og sexisme: Fodbold rummer det værste af alle verdener. Som filosoffen Simon Critchley skriver i Hvad vi tænker på når vi tænker på fodbold (Klim, 2018), så er det umuligt at danne bro mellem begejstringen for spillet og foragten for dets mørke sider. Det forbliver et åbent, inficeret sår, der gør, at »vi føler væmmelse over os selv, fordi vi er fascinerede og betagede af fodboldens skue«.
Der findes helt sikkert mange, formentligt endda et stort flertal, som dyrker fodbolden uskyldigt og fordringsløst. Spørgsmålet skal derfor nærmere rettes mod de af os, der vælger at følge med på trods af, at vi knuges af spillets dårligdomme. Hvordan kan vi blive ved med at støtte en sport, der indkapsler alt, hvad der er galt med verden? Nils Henrik Smith er ikke blind for dette paradoks. Han skriver i sit forord, at selvom fodbold er en kynisk branche, så rummer spillet også det bedste i menneskenaturen:
Den atletiske briljansen, kreativiteten og vågemotet ute på banen; samhaldet, solidariteten og lidenskapen på tribunane. Sett vekk frå dei fysiske primærbehova er det ingenting eg deler med fleire enn kjærleiken til fotball. Eit slikt fellesskap kan ikkje vere utan verdi.
Men kan man forklare, hvorfra fodboldens fælleskaber opstår ved at henvise til spillet på banen? Og kan man måle værdien af disse fællesskaber på den måde? Det giver et voldsomt ubehag, følelsen af at skulle bevise, at ens irrationelle overbevisninger, en væsentlig del af ens tilværelse, ikke er værdiløse. Derfor er det let at sympatisere med Smith, og jeg tror, at dette ubehag ligger til grund for fodboldens mange mytologier. Fans opsøger myterne, fordi sandheden er ubærlig. Når man ser nøgternt på det, er fodbold et meningsløst spil, helt tomt for betydning. Men det er meningsløsheden, som forløser fodbolden i sidste ende. For i virkeligheden er det fansenes livtag med spillets meningsløshed, der gør fodbold mindre banalt, end spillet selv retfærdiggør, og forvandler det til et billede på den menneskelige tilstand i det hele taget.
Triumfens anarki
Mit første slutrundeminde var præget af de høje forventninger fra ’92, selvom jeg ikke havde nogen af de lykkelige minder derfra eller kendskab til myten bag triumfen. Jeg vidste bare, at Danmark var det bedste hold i Europa, og derfor sluttede mit EM 96 i vredestårer, da den geniale kroatiske angriber Davor Šuker lobbede bolden over Peter Schmeichel til 3-0 og sendte os hjem efter gruppespillet. Set i bakspejlet var det retfærdigt på et kosmisk plan, at netop Kroatien slog Danmark så eftertrykkeligt, fire år efter vi havde draget nytte af den jugoslaviske borgerkrig til at vinde selvsamme turnering. Det forstod jeg ikke i det øjeblik, hvor mine forældre måtte trøste og fortælle mig, at Danmark ikke kunne vinde alle kampe, at andre lande nogle gange var bedre.
EM 92 er både det bedste og det værste, der er sket for min generations forhold til landsholdet. Vi oplevede ikke den ultimative folkefest, men vi voksede op med tømmermændene derfra. Vores oplevelser har aldrig kunnet stå mål med den eufori, som vi nok registrerede med vores babyhjerner, men ikke oplevede i højere grad, end diverse skræmte kæledyr gjorde. Det, vi fik overleveret, var håbet, det tveæggede sværd, som holder optimismen i live og gør nederlagene ti gange mere modbydelige.
Det er håbet, der fylder mine tanker i dag. Håbet om dansk triumf, ja, men især det tossegode håb om, at den genstart af det offentlige liv, slutrunden på mange måder markerer, kommer til at bære præg af den anarkistiske spontanitet, jeg kun kender fra overleveringerne.
