Det er Moi der taler Dialog med en litteraturforsker

I slutningen af J.R.R. Tolkiens Ringenes herre-trilogi drager elverfolket mod vest. De stiger om bord på skibe og sejler over havet mod fjerne horisonter. Menneskets tidsalder er kommet, og Midgård har mistet sin magi. Elverfolkets æra er ovre.

Jeg tænker på almen litteraturvidenskab ved Universitetet i Bergen på samme måde. Litteratur­videnskabens tilbagegang begrænser sig ikke til Bergen, men netop her har nogle af Norges mest ambitiøse professorer haft deres virke siden 1970’erne – med Atle Kittang som frontfigur. Kittang blev den første norske professor i litteratur­videnskab, da faget fik sit eget institut i 1974. Han styrede instituttet gennem en strålende opgangstid, som varede til over årtusindskiftet.

Jeg oplevede selv Kittang som underviser ved Universitetet i Bergen i 2001. Timingen var perfekt for at deltage på det nye studie i kønsforskning (KVIK). En af de seje foregangs­kvinder som tog en del hårde kampe – blandt andet med Kittang – for den feministiske teoris skyld, var Toril Moi (f. 1953). Hendes kritiske, men også introducerende (i stil med et «gateway drug») Sexual/Textual Politics (Routledge, 1985) har længe været et megahit blandt litteratur­studerende. Bogen er baseret på doktorgrads­arbejdet, som blev til med Kittang som vejleder, og udkom samme år som hendes disputats fandt sted. Her vurderer Moi franske tænkere som Hélène Cixous, Luce Irigaray og Julia Kristeva op mod amerikanske feminister som Kate Millett og Elaine Showalter. Da Universitetet i Bergen i 1985 besluttede at oprette Senter for humanistisk kvinne­forskning, arbejdede Moi der en periode under Eva Lundgrens ledelse. I 1989 blev hun professor ved Duke University i North Carolina, hvor hun endnu er i dag.

Dagligsprogsbogen

Blandt Mois bøger findes Simone de Beauvoir. The Making of an Intellectual Woman (1993, på norsk i 1995). I den nye samtalebog med Morgenbladets Ane Farsethås kan det virke som om Mois metode skal anvendes på hende selv. Her skal det i den grad handle om en intellektuel kvindes tilblivelse, og det i kronologisk orden. De, som er mindre interesserede i, at Moi havde eksem i hovedbunden som baby, må vælge at hoppe videre til tiden omkring tilblivelsen af Sexual/Textual Politics.

Farsethås rejser med Moi til stationerne, hun besøgte i livet, før hun fuldt og helt blev til den intellektuelle Moi. Indledningsvist gøres der meget ud af at grundfæste hende i et bygdemiljø i Farsund og andre småbyer i det vestlige Norge. Senere blev Moi optaget af dagligsprogs­filosofien i traditionen fra Ludwig Wittgenstein og Stanley Cavell; måske det er derfor, der til en start drysses dagligdags­idiomer som «da» og «vet du» rundtom i teksten.

Her bliver det klart, at samtalebogen som genre først og fremmest giver os adgang til et menneskes selvopfattelse.

Moi fortæller om sin spændende såvel som besværlige tid på Universitetet i Bergen i 70’erne med en inspirerende, men også fordomsfuld og afvisende Kittang som underviser. Moi ville ud i verden. Det kan virke som om, at hun realiserer sin mors drømme om at lære sig engelsk og rejse jorden rundt. Moi snuser til det elitistiske miljø i Paris, før et møde med den britiske litteratur­teoretiker Terry Eagleton bringer hende til Oxford i 80’erne, hvor Sexual/Textual Politics bliver til.

Den historie Moi selv fortæller, er at hun blev båret frem i livet på passionens vinger, snarere end at hun havde bevidste ambitioner: «Nei, altså ambisiøs. Hva tror du vi mener med det ordet? For meg høres det ut som en som har et klart mål, noe man vil oppnå. Jeg vil jo si at jeg var veldig engasjert.» Her bliver det klart, at samtalebogen som genre først og fremmest giver os adgang til et menneskes selvopfattelse. Farsethås forholder sig for det meste ganske neutral, og de gange hun forsøger at udfordre den benstærke Moi, kommer hun ikke langt.

Det er Mois fortælling om Moi som trumfes igennem, og det gør mig i tvivl om, hvilken læser denne bog egentlig producerer. Når Farsethås møder Moi i North Carolina, er Mois rejse mod Moi til ende. Værket er fuldbragt, og hun har fundet sin stemme. Herefter bliver hun optaget af at «gøre» Moi med stor kraft mens hun suser i bil frem og tilbage mellem sit hus og universitet med Farsethås i passagersædet.

Et hav af snak

I frihetens tegn trækker formmæssigt på Alf van der Hagens populære samtale­bøger, hvoraf den første Dialoger. Samtaler med ti norske forfattere udkom i 1993. Farsethås har dog beskrivende og kommenterende partier, hvor hans bøger er komponeret kun af samtale. Hans udgangspunkt er i øvrigt eksistentielt-åndeligt, en ramme som nok ikke ville passe godt for Moi. Senere i bogen, hvor Moi er nået frem til den Moi, hun er i dag, speedsnakker hun løs om alt, hvad hun gennem tiden har tænkt og taget stilling til. Teksten er mest givende at læse, når Moi ikke fremstiller Moi, men snarere snakker om det amerikanske samfund og om relationerne til for eksempel Judith Butler og Sara Danius.

I en monografi kunne læseren have indgået i et fællesskab med Farsethås, hvor vi – i fred for Moi – kunne have læst hoved­personens tekster med et kritisk blik. Moi om Moi bliver ofte til et hav af snak i en langt mindre komprimeret form end hendes faktisk arbejde. Bogen producerer mig som tavs. Jeg bliver til publikum på landets litteraturhuse, som har købt en billet, sidder fint og lytter og tænker «Wow!» og «Milde himmel!», hvorefter jeg klapper og bevæger mig servilt mod udgangen.

Dermed ikke sagt, at Moi ikke smider mange bomber og ikke har interessante observationer. Det har hun, men som i en podcast eller i et talkshow bliver det først og fremmest hendes personlighed og stil, som jeg ender med at konsumere, og hvad kan jeg svare den med andet end: «Wow!»

Forbud mod indlevelse?

På et tidspunkt i samtalen siger Moi:

Fristelsen for dagens litteratur­vitenskap er å undertrykke det vi kan kalle subjektet – eller mennesket. Den sentrale manøveren for å kvitte seg med det menneskelige i litteratur­lesningen er å legge ned et tabu mot å innrømme at det er du som leser. […] Jeg ønsker meg vekk fra en litteratur­vitenskap som tror man kan innta en pseudo-objektiv posisjon, der man kan stå helt utenfor følelser og erfaringer.

Moi fortæller, at hun i 90’erne blev træt af den post­strukturalistiske teori. Alf van der Hagens forfatter­portrætter gik i samme periode fra at være monumentale til at blive legende og naivistiske (Dialoger 3: Stemmeskifter. Tiden Norsk Forlag, 2000). Snart stod flere forfattere frem, med Tore Renberg i spidsen, og erklærede, at de ikke længere interesserede sig for Jacques Derrida og hans dekonstruktion. For Renberg hørte fascinationen for den slags teori til en slags ungdommens dårskab. Efter Knausgårds Min kamp-bøger (2009–2011) smed kritikerne de teoretiske referencer væk og begyndte at føle. De græd over stærke historier fra virkelig­hedens verden, og her er vi i 2025.

Moi taler alligevel med Farsethås om et slags strukturalistisk hegemoni, som hun heroisk kæmper imod:

Det er blant annet forbudet mot innlevelse, som vi har snakket om. Det er tabuet rundt følelser. Frykten for at det er naivt å lese litteratur som uttrykk for erfaringer og å snakke om det vi leser, som innsikter.

»Poetry is not a turning loose of emotion, but an escape from emotion«, erklærede den britisk-amerikanske poet T. S. Eliot i essayet «Tradition and the Individual Talent» i 1919. Der er intet uden for teksten, skrev Derrida i sin bog De la Grammatologie i 1967. Judith Butler blev ved udgivelsen af Gender Trouble i 1990 kritiseret for at påstå, at køn er ren iscenesættelse. Dette rettede hun op på i Bodies that Matter (1993). Hvorfor er der stadig behov for at kalde dette tankemateriale for hegemonisk?

Den slags kampe fremstår som selv­­iscenesættelse. Billed­kunstner Odd Nerdrum kæmper som bekendt mod et modernistisk hegemoni (tv-serien Familien Nerdrum, NRK 2024). Trump kæmper imod et woke-imperium – men findes et sådant?

Det nye paradigme?

Farsethås’ samtalebog kører i tospand med en ny publikation signeret af Moi, På jakt etter Norge. Reises­kildringer fra 1950-tallet (Gyldendal, 2025). Her findes blandt andet en omskrevet version af et essay om Torborg Nedreaas («Kjærlighetstortur», Morgenbladet, 29.04.21, redigeret af Farsethås), som vakte stærke reaktioner fra flere bergensiske litteratur­forskere, som ikke værdsatte Mois subjektivistiske læsning af Nedreaas’ kontroversielle abort­roman Av måneskinn gror det ingenting (1947). Moi tolkede bogen ud fra sine egne følelser af ubehag. I samtalerne med Farsethås påstår Moi, at der findes et forbud mod følelser og indlevelse. Det subjektive er noget forskere er bange for, hævder hun:  

At det skulle være negativt å skildre denne leserreaksjonen, som utgjør noen få setninger i en lengre analyse, er vanskelig for meg å forstå. De får det til å høres ut som at det å være helt nøytral, å ikke la seg berøre i det hele tatt, skulle være den ideelle leserresponsen.

Den 11. januar 2024 blev Mois nylige 70-års fødselsdag fejret med et seminar på Litteratur­huset i Bergen. Her holdt Geir Gulliksen et passende provokerende indlæg, hvor han forsøgte at holde formalismens faner højt. Dette gav Moi en chance for at udlægge sine tanker om, at der ikke findes et eget litterært sprog (Morgenbladet, 16.02.24). Om denne debat siger Moi:

Jeg forstår ikke hva som er så galt med å si at det ikke finnes et eget litterært språk, i den forstand at det språket forfattere bruker når de lager litteratur, ikke er noe helt annet enn det språket vi andre bruker.

I frihetens tegn byder på opklaringer af Mois position i diverse debatter, men jeg efterlades som læser også med en vis frustration. Moi påkalder til slut videnskabs­filosofen Thomas Kuhn for at iscenesætte dagligsprogs­filosofien som et nyt paradigme, som den gamle garde ikke vil acceptere.

Jeg tror ikke på, at der er noget strukturalistisk hegemoni i norsk litteratur­videnskab. Snarere virker det som om, at Moi ikke vil indse, at den populistiske nedrivning har været brutal i den norske offentlighed. Moi synes at skyggebokse med spøgelser. Det kunne for så vidt være selveste Atle Kittang, der hjemsøger hende.