KOMMENTAR. Overalt i Vesten strammes flygtningepolitikken. Vi er på vej ind i en tidsalder af offentlig grusomhed.

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Den tyske indenrigsminister Horst Seehofer siger, at han har en plan, en såkaldt »Masterplan Migration«, som efter alt at dømme vil medføre en omlægning af den tyske asylpolitik: en afvisning af flygtninge ved grænsen, samt en etablering af modtagecentre og dernæst en oprettelse af »sikre områder« uden for Europa – alt sammen styret af militære myndigheder med den simple mission at afskrække flygtninge fra at søge mod nord.

Mandag denne uge var Seehofer ved at kaste Tyskland ud i den største regeringskrise i Angela Merkels 13 år lange kanslerperiode. Og måske tilmed en af de værste kriser i EU’s nyere historie, hvis han altså havde gjort, som hans bagland befaler, og som han selv synes klar til – og personligt motiveret til – at gøre.

Konflikten mellem Seehofer (CSU) og Merkel (CDU) er på ingen måde ovre. Nu er deres politiske konfrontation udsat til 1. juli. Til den tid skal den tyske kansler have fundet en europæisk løsning på flygtningekrisen. Intet mindre. Ellers truer Seehofer med at gøre alvor af sit militære grænseregime og dermed tvinge andre nationer ud i lignende indgreb, der hurtigt vil kunne gøre en ende på de åbne grænsers politik og Schengen-samarbejdet.

Imens forsøger Merkel at give vælgerne indtrykket af, at hun fortsat opererer med en rød linje: Hun vil ikke acceptere Seehofers solokørsel. På pressemødet mandag i Berlin sagde hun, at det ganske enkelt ville være en krænkelse af hendes »autoritetskompetence«, hvis indenrigsministeren ikke følger kommandolinjen, der også involverer regeringspartneren SPD. Men i praksis har Merkel og socialdemokraterne allerede givet den sydtyske heimatminister betydelige indrømmelser, der ikke mindst på det symbolske plan vil føre til et opgør med den tyske flygtningepolitik, som den har set ud siden 2014. Sådan er det, og det må man forstå, mener Seehofer: Wir schaffen das nicht mehr.

I centrum af den tyske konflikt udspiller sig i øjeblikket en lokal politisk kamp, man genkender fra det meste af Europa. CDU’s katolske søsterparti, CSU, har i årtier siddet på det absolutte flertal i delstaten Bayern, men dette står partiet til at miste ved regionsvalget den 14. oktober. Årsag: Det yderligtgående højreparti Alternative für Deutschland – hvis formand for nylig kaldte nazismen og jødeudryddelserne for en »fuglelort« på den stolte tyske historie – bider sig stadig mere ind på de konservative vælgere. Og det er et nederlag, som CSU-formand Seehofer med hans håndlangere Markus Söder og Alexander Dobrindt ikke vil have siddende på sig. Derfor er de nu villige til at risikere en regeringsopløsning for at sikre deres lokale mandat. Det er den nye besynderlige virkelighed i tysk politik, som ingen havde set komme. Pludselig hedder det »Bayern først«. Merkel stod med muligheden for at fyre sin indenrigsminister, og dermed forårsage en direkte regeringsopløsning. Men hun var ikke klar til at løbe risikoen for en ny regeringsdannelse med De Grønne eller et nyvalg. For Merkel er det stadig ikke tid til eksperimenter.

Og så måske alligevel: Det, som verden i disse dage er vidne til, er meget muligt afslutningen på Tysklands tid som moralsk stormagt. Da Merkel i 2014 holdt grænserne åbne – af frygt for, at det hele ville ende i humanitær katastrofe langs Balkanruten – var det stadig idéen om tysk rummelighed og tolerance, som drev hende til handling. Nu gør hun sig ikke længere ambitioner om at forsvare de bløde hjerters politik. Hun taler ikke længere om menneskelige konsekvenser, men peger først og fremmest på de økonomiske tab ved Seehofers plan. Markedet udgør begrundelsen i hendes nye flygtningepolitik: Bevar Schengen eller vi vil få et kaos, som ingen kan være tjent med. Flygtningekrisen må næsten koste, hvad den vil, bare den ikke går ud over de åbne grænser, som Tyskland profiterer så økonomisk kraftigt på.

Det, som er under opbygning er et afskrækkelsesregime, og det ikke bare i Europa. Som man kunne se tidligere denne uge, er USA allerede gået skridtet videre, og begyndt at adskille børn fra deres forældre på den mexicanske grænse. Med brutale ord og effektive billeder forsøger de vestlige politikere nu at overbyde hinanden med virale videoer og billeder om den hårdhændede behandling, som venter flygtninge, hvis de skulle komme til det, der tidligere blev omtalt som det forjættede land.

Som den tyske idéhistoriker Gustav Seibt tirsdag skrev i Süddeutsche Zeitung, er vi på vej ind i en tidsalder præget af offentlig grusomhed, hvor magthaverne ikke længere er bange for i fuld åbenhed at sanktionere vold mod mennesker på flugt. Det vækker mindelser om middelalderens gabestokke, hængninger og hekseafbrændinger på byens torv, der skulle tjene til skræk og advarsel for de, som skulle finde på at komme efter.

Både i Danmark og Norge har man forsøgt sig med beslægtede tiltag for at forhindre, at netop disse lande bliver ankomststedet for næste måneds flygtningestrøm, alt sammen inspireret af lærdommen om, hvordan memer spreder sig von hørensagen og via sociale medier. Mellemøstens aviser og medier bliver her skueplads for de mest symbolladede udmeldinger om for eksempel at tage smykkerne fra flygtninge på vej nordpå. Imens reagerer opinionen herhjemme med bestyrtelse på grusomheden og fatter ikke, at det netop er dette, som er pointen. Om vi kan lide det eller ej, så fungerer afskrækkelsen faktisk som politisk virkemiddel.

Dagens flygtningepolitik tager med andre ord form af en arkaisk kriminalitetskontrol udført med nye midler. Det er det, som er kernen i Seehofers militaristisk-symbolske masterplan, og det var det samme, man så, da dramaet omkring redningsskibet Aquarius udspillede sig forleden. Den nye italienske indenrigsminister Matteo Salvini nægtede over 200 opsamlede emigranter adgang til Italien, og lod skibet sejle rundt i Middelhavet i 11 dage, inden spanierne åbnede deres havne. Fra Salvini var det et signal til både vælgere og lykkesøgende afrikanere, om hvor enestående barbarisk han tør være.

Og sådan er det desværre. Flygtningesituationen er godt i gang med at true Vestens civilisatoriske fremskridt. Tilbage står kun håbet om, at disse urimeligheder kan føre til en mere rationel politik, hellere end en krig ført med symbolsk afskrækkende billeder.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.