Oslo, uge syv

Det er ikke altid, man kan sætte fingeren på, hvad som mangler i livet. Man er svimmel og træt, måske påfaldende bleg, når man ser sig i spejlet. Måske det er vitaminmangel, foreslår en omsorgsfuld ven.

Efter en intens uge syv i Oslo, hvor der vises specielt meget interessant scenekunst, går det op for mig, at det nok snarere handler om andre typer underskud. Det giver umiddelbart et sus at være vidne til så meget fysisk energi, som udfolder sig foran mig.

I Oslo var det blandt andet muligt at overvære præmierer på Jenny Hvals performance I want to be a machine på Henie Onstad Kunstsenter og Vi er fem på Torshovteatret, et teaterstykke regisseret af Ole Johan Skjelbred baseret på Matias Faldbakkens roman fra 2019, plus den syvende udgave af Ice Hot, en nordisk branchefestival for samtidsdans. Og ved flere lejligheder føler jeg mig grådkvalt. Disse kroppe som arbejder så hårdt på at opbygge forestillingernes imaginære universer. Få arbejder så intenst som dansere, men det er ikke at kimse ad, hvad et ensemble af skuespillere eller musikere pøser ud af energi på scenen.

Jenny Hvals antikapitalistiske spa-oplevelse

Der er ingen tegn på, at Faldbakken har været involveret i Torshovteatrets opsætning, mens Hvals performance er all Hval med alt, hvad dette indebærer af karakteristiske fingeraftryk. Det er et godt sted at starte, fordi I want to be a machine er en metaforestilling om, hvad det vil sige at optræde, og hvordan det føles at producere shows i en endeløs række. Hval har i mindst 13 år været på turnéer, hvor hun har promoveret seks albums i eget navn plus udgivelser i flere andre musikalske konstellationer. Hun har været i koncertmaskinen, kan man sige, og Heiner Müller-citatet »I want to be a machine« (som Andy Warhol var først ude med i 60’erne) rammer plet. Gennem hendes musik og litteratur løber en kapitalismekritisk rød tråd, men sjældent har hun været så nådesløs, som på Henie Onstad Kunstsenter. At dissekere showmaskinen og eksponere den tomhed, som ligger bag udløser en dyb melankoli. Musik og jeg er ikke længere ægte, bekender Hval. Den melankolske tabserfaring bliver grundtonen i ikke-show-showet.

Der refereres til metadramaet Die Hamletmaschine (1977) af den tyske dramatiker Heiner Müller, men min pophjerne vil associere til Talking Heads og deres koncertfilm Stop making sense (1984), som netop nu er tilbage i biograferne efter restaurering. Stop making sense er et metashow, der handler om, hvordan en koncertmaskine bygges op. Det er en koncertfilm, men også et slags teaterstykke som undersøger, hvad musikfremføring egentlig er. På skærme bag Hval og hendes musikalske partnere Håvard Volden, Jenny Berger Myhre and Linn Nystadnes forklares der monotont, hvordan scenerummet er opbygget, og hvad en rider er, altså en instruktion til spillestedet om, hvad der skal bruges af teknik. På trods af melankolien får teamet alligevel skabt glimt af sanselighed og drøm. Det er netop sanseligheden og drømmen, som risikerer at blive kvast af rutiner og kvælende økonomiske omstændigheder.

Hval hengiver sig til utopiske drømme om koncerten som en mulighed for autentisk fællesskab.

Det mest iøjnefaldende (eller skulle man sige »inæsefaldende«) element er, at duftdimensionen forsøges inkorporeret på mange fiffige måder. Et stykke duftpåvirket stof viftes indledningsvis rundt i rummet af to aktører, og senere uddeles duftende papirlapper. Mest morsom er en duftspreder, som står i en lukket glasmontre og tømmer sig i sin egen tågede verden, indtil kuplen løftes og en sky slippes løs. Er vi indhyllede i Hvals sjælfulde spa-oplevelse? Er musikken som duften, en kortvarig sanseoplevelse, som hurtigt opløser sig?

Hval hengiver sig til utopiske drømme om koncerten som en mulighed for autentisk fællesskab. Alle teamets bevægelser fremstår rolige, bløde og bevidst langsomme. Der kan ikke gøres fejl, for der er intet pres på kroppene her. En guitar falder ned fra sit stativ, den bliver på pragmatisk vis sat på plads med en lille latter. Med ironisk humor fortæller Hval om, hvordan hun havde set for sig, at publikum skulle vælte ind på en bølge af vaniljesovs. Hvad kan vi gøre sammen, det er spørgsmålet. Strømmetjenesten Spotify får lov at repræsentere udarmningen af det utopiske potentiale. Det svenske strømmeselskab dissekeres i en bidende monolog, hvor Hval kritiserer direktør Daniel Eks engagement i overvågningsteknologi til brug i krigszoner. Kyniske kapitalinteresser spiser sig ind på det sanseliges domæne. Efter uropførelsen tager Hval sit show med rundt i forskellige internationale kunstsammenhænge, blandt andet skal I want to be a machine opføres på Barbican i London.

Fra Osbournes til Ghostbusters

Litterært kan man tale om den tidlige og den sene Faldbakken. Romantrilogien om den skandinaviske misantropi var ensembledrevet og havde en vild energi, som de eksperimentelle teaterscener i Tyskland elskede. The Cocka Hola Company (2001) og Macht und Rebel (2002) blev blandt andet adapteret til scenen i Berlin og München, og ser man på YouTube-klip, gik det vildt for sig. Måske der allerede var en scenisk tankegang i romanerne, i hvert fald var Kaldt produkt (2006) en omskrivning af Ibsens Et dukkehjem (1879). Her blev en mere eksplicit interesse for scenekunsten tydelig.

Det sene forfatterskab tog en finlitterær vending med den stillestående roman The Hills (2017), men der kom fart over feltet igen med Vi er fem. I Ole Johan Skjelbreds regi er romanen blevet til en crazy komedie om en familie, som lukker et ukendt element ind og giver det status som et selvstændigt væsen. Man kan sige, det er historien om trolden og nissen igen, men også langt alvorligere om øjeblikket, hvor det nuttede husdyr erstattes af husrobotten, om opdragelsen af KI og om, hvor menneskeheden er på vej hen med en ny robotven i hjemmet. It’s not all laughs, men det drukner desværre i latter på Torshovteatrets frimærkestore scene.

Familien virker formet efter realityshowet The Osbournes, hvor metalsanger Ozzy Osbourne og hans utraditionelle familie skaber underholdning til folket. Håkon Ramstad spiller lige så stiv som Ozzy, hvilket passer fint for en ældre familiefar, som har levet med rus og metalmusik. Stine Fevik arbejder hårdt som matriark og superskurk og udfolder sig i flere monologer. Selome Emnetu er vittig og sej i dobbeltrollen, som familiens søn og farens stofkamerat. Den halvt imbecile familie er klædt i street fashion i stærke farver og glitter, det lugter af tyske teaterscener.

Plottet er ultraenkelt. Da den elskede hund »forsvinder« (spoiler alert: den ligger gravet ned i baghaven), går familiefaren amok i værkstedet og eksperimenterer sig frem til en slags golem (»Klumpen«), som først bliver servil husrobot og siden går af skaftet og stikker af. Fra Osbournes til Ghostbusters, altså. Scenen er så lille, at de fire skuespillere må bevæge sig forsigtigt rundt og mime de fleste genstande, og dermed er Klumpen også – meget passende – ikke gjort til en faktisk figur. Der pøses på med humor, når der mimes (for eksempel en joint, som tændes), og alle handlinger illustreres af vittige lydeffekter. Det hele sejler bort på en bølge af lolz. Jeg får ikke indtryk af, at dette handler om tidens vigtigste eksistentielle spørgsmål: Hvad sker der, når vi opdrager kunstig intelligens, og the darned thing pludselig får eget liv. Aldrig fik jeg følelsen af, at der var en kerne af alvor i stykket, hvor der blev spillet op til non-stop fest og »ungt« teater.

Flashdance what a feeling

Ice Hot Nordic Dance Platform er en nordisk mobilisering af alt det bedste, som sker i samtidsdansen netop nu. Det er dermed ikke underligt, at mit hår hurtigt blev vældig vindblæst af nogle intense og ambitiøse forestillinger. Jeg fik indtryk af en platform, som bevidst arbejder for, at sælge de bedste nordiske danseforestillinger til resten af verden. Alle stykker havde præmiere i 2023, og der var desuden et omfattende pitch-program, hvor stykker blev verbalt præsenteret i håb om at møde vilje og økonomi til at sende dem videre ud i verden. 

Se også

Replikk

Fotballens makt over sinnene Ny bok ser sporten som speil for klassekampens situasjon i Europa

Espen Grønlie

Det blev et positivt møde med det dansk-grønlandske dansekompagni Aviaja. Bagscenen var dækket fra gulv til loft af et skriggrønt net af solidt tov, som blev belyst fra siden. Der var næsten ingen grænser for, hvilke former tre dansere kunne tvinge frem blot i kraft af forskellige måder at interagere med nettet. Stykket Sila er inspireret af en grønlandsk myte om havgudinden. Når fiskerne ikke får bid, siger man, at fiskene er fanget i havgudindens hår. Min hjerne strittede imod den lidt for enkle måde at se danserne som fisk i et net på, måske fordi jeg sad i Den Norske Opera, hvor alt allerede spiller på nationalromantiske associationer til isbjerge og nordlys.

Jo længere kunsten plager dig efter mødet med den, jo bedre.

Associationsrummet var imidlertid stort nok til at rumme meget mere mening, for eksempel kunne nettet se ud som grafik på en gammel Commodore 64. Musikken sneg sig i en Kraftwerk-agtig retning som støttede op under min fantasi. Min stakkels hjerne pøsede på med ord som »next level robotdans« – hvor ville hjernen hen med dette? Det viste sig at ikke være så langt ude, for kendte og elskede ord som popping, locking og boogaloo var del af ordforrådet, jeg hørte omkring mig. 80’s streetdance! Lykken fik hjernen til at gnistre. Denne ekstremt kantede danseform kan se ud som om, at kroppen ingen egen vilje har og bliver påvirket af udefrakommende kræfter. Dette har stærk resonans i en tid, hvor spørgsmål om relationen mellem krop og teknologi er blevet endnu mere akut end i 80’erne. Øjeblikkene, hvor danserne pludselig skiftede til flow og koordineret dans, virkede oprigtigt bevægende.

Buldrende postpunk og grublefeber

Jo længere kunsten plager dig efter mødet med den, jo bedre. Jeg fik den mest vidunderlige grublefeber efter danseforestillingerne Le Scénario af Philip Berlin og DO NOT STAND TOO CLOSE af Hege Haagenrud. Berlin er en svensk koreograf, og hans dansere trimlede rundt på scenen til buldrende postpunk med så mudret lyd, så det lød som om, at nogen havde stjålet mit Bauhaus mixtape from the days of yore. For en person med mild OCD er det svært at undgå at bemærke, at intet passer sammen på de mest utrolige måder. Danserne har kostumer på i en vrangvillig kombination mellem middelalderstil (tænk Hieronymus Bosch) og almindelige jeans og t-shirts. Musikken, som spilles, virker løsrevet fra resten, ingen bærer sort (et postpunk must) undtagen en danser iført en Iron Maiden T-shirt. Seriøst? Dette går ind på mig, kan jeg mærke. Det er skævt, frækt og tongue-in-cheek anakronistisk.

Mens jeg sidder og undrer mig over, hvor de har fundet de kælder-demoer med Joy Division genkender jeg det hviderussiske kultband Molchat Doma. Det vil altså sige, at musikken er fra 2018. Endnu en cheeky anakronistisk fælde. Hver gang jeg vil skabe mig en hyggelig fortælling, hvor de forskellige elementer understøtter hinanden smækkes døren i hovedet på mig. Jeg må altså tale om, hvad danserne gør? De springer og springer, som små hjorte på flugt. Ofte er springet fulgt af et kantet vrik med overkroppen, og det er måske dette vrik, som taler bedst med postpunken. Jeg bliver hvisket i øret, at Berlin er inspireret af postmoderne dans i stil med Merce Cunningham, og at man oprindeligt havde øvet til Bach og ikke postpunk. Midt i forestillingen forekommer et intermezzo, hvor sølvglitter strømmer ned fra taget. En danser iført lang sølvkjole passerer gennem glitterskyen i slow motion. Tak for kaffe, eller eventuelt champagne.

De psykiske skaders gestiske dans

Det er tydeligt, at publikum i stigende grad skal udfordres som dagene skrider frem, og der tages endnu et svimmelt skridt op ad trappen med den norske koreograf Hege Haagenrud og hendes forestilling DO NOT STAND TOO CLOSE. I et kulsort scenerum glider tre figurer frem. Det er stort set kun deres lysende hvide ansigter og underarme, som er tydelige. Den første figur introducerer sig: »I am Narcissism.« De tre figurer mimer til optagede stemmer, som taler bekendende om psykiske lidelser. Optagelserne er fundet online og stammer blandt andet fra britiske og amerikanske realityshows. De tre figurer er iført sorte kjoler med brede skørter, som får det til at se ud, som om at de glider eller svæver over gulvet som en slags mekaniske dukker. Det gestiske sprog er voldsomt, lige så voldsomt som bekendelserne. Man får indtryk af individer med stærke psykiske skader og et forvrænget, angstpræget og uempatisk syn på sine medmennesker. Kombinationen af psykisk smerte og sort humor får mig til at føle, at jeg har downet fem vodkashots lige efter hinanden. Kritikeren er spillet af scenen, for at sige det sådan. Hvorfor har ingen fortalt mig, at det er i samtidsdansen, det brænder på lige nu?