»Denne rådsrepublik var en fejl«

OVERSAT. Revolution og kontrarevolution: Den bayerske rådsrepublik var et kaos. Hvad skete der i april 1919? Et uddrag af En ungdom i Tyskland.

Læs også Adam Paulsens introduktion til Ernst Tollers En ungdom i Tyskland.

[dropcap]O[/dropcap]m natten mellem den sekstende og syttende april 1919 mødes centralrådet, mødes de delegerede fra de socialistiske partier, fagforeningerne, bondeforbundet i Wittelsbacher Palæet. Hvor kammerpiger og galonerede lakajer tidligere vimsede omkring, tramper nu grove støvler tilhørende arbejdere, bønder og soldater, mens vagter, kurerer og klatøjede sekretærer læner sig op ad silkegardinerne, der hænger i dronningen af Bayerns soveværelsesvinduer.

Der vælges repræsentanter for folket, også her viser uvidenheden, planløsheden, uklarheden ved den tyske revolution sig. Silvio Gesell, fysiokraten, fripengenes og friøkonomiens teoretiker, bliver finansminister. Til præsident vælger man marxisten dr. Neurath. Hvordan skal disse to mænd arbejde sammen? Jeg får tilbudt tre folkekommissariater efter hinanden, jeg afviser alle tre. Til posten som leder af folkekommissariatet for udenrigspolitiske anliggender udpeges dr. Lipp, hvis evner ingen kender. Han har ikke noget ansigt, kun et fuldskæg, ikke noget tøj på, kun en diplomatfrakke, disse to rekvisitter synes at være grundene til hans egnethed. En arbejder, jeg udspurgte om dr. Lipps kvalifikationer, sagde, at han kendte paven personligt. Andre mænd betros embeder, selv om de ikke kender paven personligt, men dog landsbypræsten.

Da jeg forlader Wittelsbacher Palæet, er det ved at blive lyst. Revolutionen har sejret. Har revolutionen sejret? Denne rådsrepublik er et dumdristigt kup begået af fortvivlede arbejdermasser for at redde den tabte tyske revolution.

Hvad vil den opnå, hvordan vil den ende?

Foran den lille pension, jeg bor i, venter en af vores sektionsførere.

»Nu har vi magten.«

»Har vi det?« siger jeg. Kammeraten studser, kigger eftertænksomt på mig, jeg skynder mig at sige farvel.

Rådsrepublikkens første dag, nationaldagen. Festklædte arbejdere i gaderne, sky og ængstelige stimler borgerne sammen og taler om nattens hændelser, lastvogne med soldater kører igennem byen, på Wittelsbacher Palæet vajer den røde fane.

Arbejdet begynder. En forordning bekendtgør kollektiviseringen af pressen, en anden arbejdernes bevæbning og opbygningen af den røde hær, en tredje beslaglæggelsen af lejligheder til afhjælpning af boligmanglen, en fjerde regulerer levnedsmiddelforsyningen.

Garnisonen i München sender repræsentanter til centralrådet med besked om, at de kan forsvare rådsrepublikken. Soldaterne fra første livregiment navngiver deres kaserne Karl Liebknecht-kasernen. Heller ikke de gamle kongelige statsadvokater og dommere vil stå tilbage, de står Den bayerske rådsrepublikpå rådsrepublikkens grund« og er parate til at anklage og dømme revolutionens fjender ved de nyskabte revolutionsdomstole. Kirkeklokkerne ringer, kirkeklokken i Starnberg er tavs, den tidligere kongelige amtmand for distriktet giver selv ordre til at nedkæmpe modstanden.

I mellemtiden har ministerpræsident Hoffmann og de øvrige ministre, der er flygtet fra München, overvejet sagen, regeringen, der er valgt af landdagen, forlægger sit sæde til Bamberg, den udpeger Frikorps Eppfra Ohrdruf til sin beskyttelse, arresterer rådsrepublikkens repræsentanter i de frankiske byer og kontrollerer det nordlige Bayern. Også rådsrepublikkens kommissær for ernæring, bondeforbundsmanden Wutzlhofer, er taget til Bamberg, han har lige ladet sin udnævnelse bekræfte af mig, nu sidder han i modregeringen Hoffmanns kabinet.

I München er formanden for centralrådet trådt tilbage, jeg udpeges til hans efterfølger.

I centralrådets forværelser er der et mylder af folk, alle synes at mene, at rådsrepublikken er skabt til at opfylde deres private ønsker. En kvinde vil straks vies, før voldte det hende vanskeligheder, der manglede nogle nødvendige papirer, rådsrepublikken skal redde hendes livslykke. En mand kræver, at man tvinger hans husvært til at eftergive ham huslejen. En gruppe revolutionære borgere har dannet et parti og kræver nu alle personlige fjender, tidligere keglespillere og foreningskolleger, fængslet.

Miskendte livsreformerte tilbyder deres programmer til menneskehedens genoprettelse, deres igennem årtier bekrigede livsværk borger for, at Jorden nu endelig vil kunne forvandles til et paradis. De vil kurere verden ud fra ét punkt, accepterer man præmisserne, er deres logik uangribelig. En gruppe ser ondets rod i indtagelsen af mad tilberedt ved kogning eller stegning, en anden i guldmøntfoden, en tredje i at bære tætsiddende undertøj, en fjerde i maskinelt arbejde, en femte i manglen på et ved lov foreskrevet enhedssprog og stenografisk fællessystem, en sjette gør varehuse og seksualoplysning ansvarlig for miseren. De minder alle om den schwabiske skomager, der i en lang pjece leverede et tvingende bevis for, at menneskeheden er moralsk fordærvet, ene og alene fordi mennesker forretter deres elementære behov i lukkede rum og under anvendelse af kunstigt papir. Hvis de i stedet, docerede han, tilbragte disse minutter i skoven og klarede sig med naturligt mos, ville også deres sjælelige giftstoffer fordampe i kosmos, og således legemligt og sjæleligt rensede ville de kunne vende tilbage til deres arbejde som gode mennesker, med en styrket fornemmelse for det sociale og en tilsvarende reduktion af egoismen, den sande menneskekærlighed ville vågne, og Guds rige på Jorden, det længe forjættede, bryde frem.

Kommissæren for udenrigspolitiske anliggender, dr. Lipp, passer sit arbejde, han sender statsmandsdepecher ud i verden, han kender vitterlig paven personligt, for han telegraferer til nuntiusi München:

»Jeg betragter det som min hellige pligt at garantere for Deres ærværdige persons og hele nuntiaturens sikkerhed. De kan stole på min hengivenhed og troskab.«

Til den bayerske gesandt i Berlin telegraferer han:

»Da hr. Preuss’ opus primum sed non ultimum om den tyske forfatningaldrig kan blive gældende lov for Bayern, fordi jeg ikke må prisgive de særrettigheder, som er erhvervet med bayersk blod ved Wörth og Sedan, anmoder jeg Dem om øjeblikkeligt at indgive Deres afskedsbegæring til grev Brockdorff-Rantzau.«

Vores kontrollanter på telegrafkontoret læser hovedrystende depecherne, til sidst bliver det for meget for dem, de overdrager mig depechen til paven og spørger, om centralrådet tillader besørgelsen af telegrammet. Jeg læser:

»Oberbayerns proletariat lykkeligt forenet. Socialister plus uafhængige plus kommunister fast sammensvejset som en hammer, enig med bondeforbundet. Preussens agent i skikkelse af det liberale borgerskab fuldstændig afvæbnet. Bamberg sæde for flygtningen Hoffmann, som har taget nøglen til aftrædelsesstedet med sig fra mit ministerium. Den preussiske politik, hvis håndlanger Hoffmann er, går ud på at afskære os fra Norden, Berlin, Leipzig, Nürnberg, også fra Frankfurt og fra Essens kuldistrikter, og samtidig mistænkeliggøre os som blodhunde og tyveknægte over for ententen. Gustav Noskesbehårede gorillahænder drypper af blod. Vi får kul, og vi får fødevarer i rigeligt mål fra Schweiz, fra Italien. Vi vil freden for altid. Immanuel Kant, ’Om den evige fred’, 1795, tese 2-5. Preussen vil bruge våbenstilstanden til at forberede hævnkrigen.«

Lipp er uden tvivl blevet sindssyg. Vi beslutter os for straks at få ham indlagt på et statshospital. For at undgå at vække for meget opsigt må han træde tilbage frivilligt.

I udenrigsministeriet er der pyntet op med røde nelliker på sekretærernes kontorer, hr. Lipp har haft dem med til damerne som morgenhilsen, derpå er han gået igen, ingen ved hvorhen, sandsynligvis laver han udkast til nye depecher. Endelig får vi fat i ham, intetanende kommer han ind på mit kontor i Wittelsbacher Palæet. Jeg skal bevæge ham til at gå af.

»Har De nogensinde været i den sidste konge af Bayerns badeværelse?« spørger han mig. »Det er en skændsel. Hvad tror De, jeg finder i badeværelset: en mikroskopisk åre! Jeg undrer mig, spørger lakajerne og må høre, at Ludwig af Wittelsbach i stedet for at regere tog timelange varme bade og til sin fornøjelse padlede i badekarret.«

Jeg kender den gamle konges badeværelse, jeg har mere presserende ting at tale med hr. Lipp om.

»Har De indleveret disse telegrammer?«

Lipp læser omhyggeligt telegrammerne. »Jeg har tilmed selv skrevet dem.«

»De må træde tilbage, teksten til Deres erklæring er forberedt, vær så venlig at sætte Deres underskrift under den.«

Lipp rejser sig, piller ved sin grå diplomatfrakke, fisker en lille kam op af lommen, friserer med en elegant bevægelse sit Henri Quatre-skæg, stikker kammen i lommen igen, tager pennen, støtter sig et øjeblik til skrivebordet og siger med sørgmodig stemme:

»Hvad gør jeg ikke for revolutionen.«

Han underskriver dokumentet og går.

Om eftermiddagen sidder han igen i ministeriet, giver sekretærerne gaver og skriver telegrammer. Samaritter fører ham bort fra hans arbejdssted.

Finanskommissæren Gesell forsøger at løse det kapitalistiske problem ud fra pengeproblemet. Ved at skabe en fleksibel pengeværdi vil han komme renten og dermed udbytningen til livs. Han telegraferer til rigsbankdirektoratet i Berlin:

»Det ville på beklagelig vis vanskeliggøre reetableringen, hvis det diplomatiske brud blev overført til pengevæsenet. Jeg vil med gennemgribende midler sanere valutaen. Jeg forlader den systemløse pengeøkonomis veje, går over til absolut valuta og anmoder Dem om at bekendtgøre Deres holdning hertil.«

De politiske magtforhold interesserer ikke præsidenten for centraløkonomikontoret, han ved ikke engang, at der er dannet en modregering i Bamberg, han ser hverken konflikterne i centralrådet eller i landet, kommunisterne vil han overlade en landkreds i Bayern, der skal de forsøge at virkeliggøre kommunismen med hans finansielle hjælp, han telegraferer til alle og beder om støtte, han får endda Walther Rathenau til at komme til München, efter en times drøftelse tager han af sted igen, han er på nippet til at gennemføre den fulde kollektivisering.

Højresocialisterne driver dobbeltspil, deres folk i München laver aftaler med modregeringen i Bamberg.

Om aftenen den 9. april kommer en af vores sektionsledere stormende ind på mit kontor.

»Kommunisterne har udnævnt deres egne revolutionære talsmænd i virksomhederne og indkaldt til møde i Mathäser Keller. I skal styrtes i nat.«

Jeg ryster vantro på hovedet. Har kommunisterne ikke for få dage siden afvist oprettelsen af rådsrepublikken, har de ikke, og med rette, profeteret dens snarlige sammenbrud, de ulyksalige følger for arbejderne? Hvilke nye politiske begivenheder får dem nu til at ville erobre magten? Situationen er den samme som for nogle dage siden, om ikke mere udsigtsløs. Blot afviste kommunisterne dengang at sidde med i en regering som mindretal, de krævede regeringsledelsen, krævede at diktere dens politiske vilje, også selv om Det Kommunistiske Parti ikke repræsenterede arbejderne, dette magtkrav håbede man nu at kunne gennemtvinge.

Da jeg træder ind i Mathäser Keller, taler Leviné. Rådsrepublikken er en skinrådsrepublik, regeringen er uduelig, den skal styrtes, i stedet for centralrådet skal der vælges et nyt råd, som vil overtage magten.

Forsamlingen bifalder Levinés tale.

Jeg beder om at få ordet, dirigenten vil ikke give mig det, jeg henvender mig til forsamlingen, den kræver, at man lader mig tale. Centralrådet, der skal afsættes, blev valgt af Bayerns arbejder-, bonde- og soldaterråds kongres, landets delegerede er repræsenteret i det, regeringen støttes af bondeforbundet, af vide kredse i bondebefolkningen.

»Hvis I har revideret jeres politiske holdning i dag«, råber jeg til kommunisterne, »og tror, at det kun er den uduelige regering, der er skyld i situationen, er det op til jer at hjælpe med at redde revolutionen. Hvis I styrter os, danner en ny regering, og bønderne ikke vil være med, hvad vil I så gøre, hvordan har I tænkt jer at forsørge München?«

»Vi vil gøre som i Rusland«, svarer Leviné, »vi vil føre klassekampen ud i landsbyerne, vi vil ved straffeekspeditioner tvinge bønderne til at levere korn og mælk.«

»Disse straffeekspeditioner havde de ikke engang succes med i Rusland, i Bayern ville et sådant foretagende blive en total fiasko. I Bayern kan I ikke støtte jer til fattigdommen på landet, selv de niederbayerske småbønder er ikke russiske mushikker, den bayerske bonde er ikke som den russiske bonde, han er bevæbnet, han vil forsvare sig, vil I rykke ud i landsbyerne og levere et slag for hver liter mælk?«

Forsamlingen tilslutter sig.

Igen taler en kommunist, igen ændrer de forsamlede mening. Den kommunistiske partisekretær skal tage til Wittelsbacher Palæet, han skal underrette regeringen om – at den er styrtet.

Forsamlingen vælger en ny regering, bortset fra de kommunistiske ledere kender jeg ingen af de nye medlemmer. Nogle udpeges, fordi de har en socialdemokratisk partibog, for nu er samarbejdet med socialdemokrater, der var en forbrydelse hos os, blevet en rosværdig dyd. Om disse mænd er kompetente eller inkompetente, om de har indflydelse i deres parti, er ligegyldigt.

Forsamlingen beslutter at holde permanente møder, den vedtager et manifest, som opfordrer Münchens arbejdere til generalstrejke og kræver afvæbningen af Münchens regimenter og politi.

Den nyudnævnte regering forlader salen. Jeg må blive, jeg er arresteret.

Kurerer kommer og går, der nedsættes komitéer, fuldmagter udstedes og stemples, det nye råds stempel havde man for en sikkerheds skyld allerede medbragt.

De forsamlede sidder ved bordene, søvnige tjenere kommer med øl og pølser. Stemmerne bliver lavere, fagterne mere trætte, luften er tyk af røg og hænger tungt over vores hoveder.

Klokken to om natten lyder der larm udenfor, dørene sparkes op, soldater fra de republikanske styrker stormer ind i salen med trukne revolvere. Den kommanderende baner sig vej gennem mængden og springer hen imod mig, jeg viger tilbage, han råber til mig:

»Vi kommer for at befri dig!«

De forsamlede ved ikke, om overfaldet gælder dem eller mig. Troppeføreren vender sig med skydeklare revolvere mod mængden:

»Hænderne op! Forlad straks salen! Efter tre trommehvirvler bliver der skudt!«

Den første dumpe trommehvirvel drøner allerede, mængden er omringet af soldater, hundrede geværløb rettes truende mod salen, nogle arbejdere løber hen til vinduerne, åbner dem og springer ud, men de fleste bliver.

»Skyd, hvis I har courage!«

Jeg griber fat i føreren.

»Er De vanvittig? Tilbagekald straks befalingen!«

»Nej.«

»Så gør jeg det.«

Rystende af vrede holder soldaten revolveren op foran min næse, jeg taler allerede til forsamlingen:

»Ingen vil skyde på jer.«

Soldaterne drager af, jeg følger med dem til kommandantskabet.

»Styrkerne ved, at man vil afvæbne dem«, forklarer bykommandanten mig, Den bayerske rådsrepublikalle kaserner er alarmeret, soldaterne har forskanset sig, hvis arbejderne forsøger at storme kasernerne, skydes der med skarpt, München vil opleve det frygteligste blodbad i dag.«

Da jeg forlader kommandantskabet, er klokken seks, jeg ser de første sporvogne, sporvejsfunktionærerne har ikke fulgt strejkeparolen.

Jeg tager til Maffei og Krupp og taler ved faglige møder, arbejderne afviser marchen mod kasernerne. Heller ikke de andre fabrikker følger den kommunistiske parole.

Den nye regering opløses, nogle timer senere har alle glemt den, også kommunisterne selv.

I München bekæmper de revolutionære hinanden, i Nordbayern samler modstanderne sig. Højresocialisten Schneppenhorst, der for en uge siden var parat til at ofre sit liv på forsvaret af rådsrepublikken, samler tropper mod os.

Kampene i München må afsluttes. Nu, hvor rådsrepublikken er truet, opfordrer centralrådet endnu en gang kommunisterne til at stille sig bag revolutionen. Det kommunistiske parti sender delegerede til centralrådet – for sent.

Rådsrepublikken lader sig ikke holde, ledernes utilstrækkelighed, Det Kommunistiske Partis modstand, højresocialisternes svigt, forvaltningens desorganisation, den stigende knaphed på fødevarer, forvirringen hos soldaterne, alle disse omstændigheder vil give kontrarevolutionen vind i sejlene og uundgåeligt føre til rådsrepublikkens fald.

I min politiske uerfarenhed vover jeg ikke at fremstille situationen så skånselsløst for arbejderne.

Intet bebyrder den politisk handlende med større skyldsbevidsthed end fortielse, han må sige sandheden, uanset hvor nedslående den er, kun sandheden øger kraften, viljen og fornuften.

Denne rådsrepublik var en fejl, fejl må man bekende og udrydde. Soldaterråd og højresocialister forhandler allerede på egen hånd med modregeringen, vi har ingen tid at spilde, kontrarevolutionen truer os fra vore egne rækker.

Oversat fra tysk af Adam Paulsen
Ernst Toller: En ungdom i Tyskland udkommer i Adam Paulsens oversættelse 15. maj på Forlaget Vandkunsten.