Der har aldrig været en dom som denne: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) afgjorde for første gang i sidste uge, at mangel på klimabeskyttelse krænker menneskerettighederne.
Med afgørelsen gav domstolen en gruppe på mere end 2.400 schweiziske ældre borgere ret. Gruppen med navnet KlimaSeniorinnen Schweiz havde beskyldt landets regering for ikke at gøre nok for at beskytte dem mod hedebølger, og retssagens udkomme fejres nu som et historisk øjeblik.
Sagen betyder, at de europæiske lande må respektere 1,5 graders grænsen for global opvarmning, som vi kender den fra klimaaftalen i Paris. ECHR er en slags højere forfatningsdomstol for hele det geografiske Europa. Man kan henvende sig, hvis stater krænker menneskerettighederne og statsdomstolene ikke stopper krænkelsen. Den underliggende europæiske menneskerettighedskonvention er bindende overalt i Europa, ikke kun i EU.
Det er ikke første gang, at klimakampen udkæmpes i retssale på europæisk grund. I Norge afviste højesteret i 2020 et søgsmål fra Greenpeace og Natur og Ungdom, der mente, at etableringen af nye olieboringer i Arktis er et brud på den norske grundlovs miljøparagraffer. I Tyskland traf Forbundsforfatningsdomstolen i 2021 en historisk afgørelse efter en retssag startet af miljøforeninger: Europas største land skal gøre mere for klimabeskyttelse, lød afgørelsen, fordi landet for ensidigt prioriterer nuværende generationers økonomiske frihed frem for fremtidige generationers frihed.
Med denne dom går den europæiske menneskerettighedsdomstol skridtet videre. Den fastslår, at en øgning på 1,5 grader er den maksimale grænse, hvis de europæiske nationalstater skal sikre europæernes sundhed. I 2021 havde den tyske forbundsforfatningsdomstol antydet, at 1,75 grader måske også kunne være grænsen, fordi Paris-aftalen taler om »godt under 2 grader« som et mål, selvom afgørelsen tilføjede, at staterne må gøre »bestræbelser« på at holde sig under 1,5 grader-forskellen.
Den nye dom fra ECHR indebærer derfor, at klimabeskyttelsen skal fremskyndes massivt. Det gælder ikke bare i Schweiz og Tyskland, men i Europa som helhed – for det ser ikke bedre ud i mange andre lande.
Fremtidsdefinerende dom
Samme dag afviste ECHR en retssag mod 33 stater anlagt af portugisiske unge. Denne afvisning gør ikke livet nemmere for regeringerne i de europæiske hovedstæder. De unge blev afvist, fordi de ikke først anlagde sag ved de nationale domstole – i modsætning til tilfældet med de schweiziske klimaseniorer. ECHRs nye dom vil med al sandsynlighed blive definerende for kommende retssager, der truer i Europas lande. Det gælder f.eks. også retssager om andre miljøproblemer som tab af biodiversitet.
Siden retsafgørelsen er det især blev fremhævet, hvor vigtigt det er, at ECHR vendte bevisbyrden. Fremover skal staterne begrunde, at deres klimapolitik er tilstrækkelig – det er ikke længere sagsøgerne, som skal bevise, at landets klimapolitik ikke er tilstrækkelig. I praksis betyder det, at det blevet svært for de nationale regeringer at lade som om, man gør noget, mens de i virkeligheden ser stiltiende til.
I de skandinaviske lande er der generelt demokratisk tradition for, at domstolene blander sig uden om politiske anliggender, fordi det forventes, at parlamentet regulerer sig selv. I Danmark f.eks. indgik i 2020 et bredt flertal i Folketinget en klimalov, som skulle sikre at skiftende danske regeringer ville leve op til Paris-aftalens CO2-mål. Med Strasbourg-domstolens afgørelse er der dog sandsynligvis endnu større sikkerhed for, at befolkninger kan retsforfølge parlamenter og regeringer, hvis de vælger at tilsidesætte grænsen for temperaturstigninger og bedriver en politik, som er for snævert fokuseret på nutiden.
Netop derfor er det afgørende, at klimakampen ikke kommer til at blive udkæmpet i Europas retssale, men i landets parlamenter. Klimakampen er først og fremmest politik; den handler stadig om at diskutere betingelserne og mulighederne for forandringer i et åbent rum, at forsøge at finde de rigtige løsninger og holde hinanden og folkets repræsentanter ansvarlige i et demokratisk forpligtende fællesskab.
Allerede ser man schweiziske partier, som ønsker, at landet træder ud af menneskerettighedskonventionen. Noget lignende kan ske I lande som Ungarn, hvis ikke det lykkes at gøre klimakampen til et fælles politisk anliggende.
Ingen modsætning til frihed
Heldigvis er klimabeskyttelse ikke i modstrid med krav om frihed. Tværtimod er en fremskyndet udfasning af fossile brændstoffer mere nødvendig end nogensinde på grund af den stadig mere krigsplagede verdenssituation.
Europa støtter i øjeblikket den russiske krigsmaskine ved at fortsætte med at forbruge fossile brændstoffer, for eksempel i form af flydende gas fra Indien, som igen køber gassen fra russiske statsejede virksomheder.
At blive uafhængig af dette er ikke bare en solidaritetshandling med Ukraine, men handler om meget mere end det: om frihed og sikkerhed i Europa.
Og så er klimabeskyttelse langt mere økonomisk bæredygtigt jo tidligere, parlamenterne sætter ind.
Der er med andre ord ingen tid at spilde.
