Opprinnelig publisert i Vagant 1/2011.
c/o Bille, søndag 17. oktober 2010
En aften i efteråret 2000 har jeg som sædvanlig efter aftensmåltidet i stuen med Christina lukket mig inde på mit arbejdsværelse og sidder på gulvet og roder med en stak fotografier, som Sisse har taget en aften i kælderen under Kaleidoskop efter Teaterslagteren. Der er et billede, som i særlig grad fascinerer mig. Jeg står mod den rå væg i store hvide netunderbukser proppet med et aggregat af plastpose og slange, der gør, at jeg kan lade vandet på gulvet i løbet af forestillingen, der netop er slut. På fødderne har jeg sorte laksko og hvide skisokker, der hænger i en pølse om anklerne. Blikket er udslukt, tomt, som en muselmands. Hvad der derefter sker, er rekonstruktion. Jeg husker det ikke. Jeg kan bare konstatere, at billedet er blæst op i stort format, som foldeudplakat bag i bogen Selvudslettelser, der udkommer i maj 2002, ledsaget af en biografi og den sædvanlige angivelse af forfatterens fødselsår, her suppleret med dødsåret 2001. Hvorfor? Jeg tror, billedet foreslog det. Det var en formel konsekvens af billedet. Men allerede i marts 2001 er manuskriptet færdigt. Jeg viser det til Christina, og hun siger, at hvis jeg udgiver det, vil hun skilles.
En nat i 2003 ligger jeg i sengen på Emmas værelse i Billeboet og læser Agambens Homo Sacer (som jeg har købt i Kassel under Documenta i sommeren 2002, så det er muligt, at øjeblikket for den store idé finder sted allerede i efteråret 2002). Som sædvanlig har jeg en blyant ved hånden og streger hist og her noget under eller markerer med en streg eller en bølge i margen. Men pludselig, i kapitel 5, »Souveräner Körper und heiliger Körper«, går jeg amok, hele kapitlet er overkradset, hele afsnit rammet ind, der er fede rasende streger i margen, stjerner, udråbstegn (måske skriver jeg også i min notesbog?), øverst på side 105 står der »obs: Globryllup Beck-Nielsen« (jeg mener vel globegravelse?), øverst side 108 »lave en Claus Beck-Nielsen-kolos« og øverst side 109 og ned i margen »Hvad er kolossen i cb-ns tilfælde? Plakaten? Nej plakaten er hans løfte, hans vien sig til døden. Vi mangler kolossen (kassen i Nielsens liv?) + dennes begravelse: Globegravelsen, som vil tillade den udøde krop en normalisering (+ tilbagevende til at leve livet??)«. Det står der sgu. Og det spørgsmål er endnu ubesvaret: Vil jeg nu efter begravelsen vende tilbage til at leve livet?
I Arte-kataloget, Københavns årsbrochure for teater, 2003–04 har Das Beckværk en hel side, hvor de programsatte eller forudsete forestillinger er placeret som steder på et kort. Et af stederne hedder »Globegravelse«.
Syv år senere, efter syv års kamp med myndighederne, stat, kommune, præster, biskopper, kirkegårdsadministrationer mmm., sker det endelig. Torsdag 30. september 2010. Jeg sidder ved kolossens side i et køligt værksted i en baggård på Nørrebro og venter på sygetransporten, der skal køre den snart døende til hans dødsleje i den hvide bygning på Dantes Plads. Sygetransporten kommer ikke. Jeg venter. Så kommer den endelig. De to Falckmænd spørger, om vi ikke kan tage det sorte moltontæppe, han ligger på, med og trække ham over på båren? Det er uværdigt, siger jeg, jeg synes han bør løftes. Det vil de helst ikke, af hensyn til deres rygge. De døende må vige for de, der skal leve. Jeg hjælper dem med at trække ham over på båren. Jeg sidder med ryggen mod køreretningen, bag hans hoved, den ene Falckmand står op ved min side, mens vi kører rundt og rundt i Nørrebros labyrint af ensrettede gader og kørselsforbud. Septembersolen er syngende skarp som kiler og knive i sprækkerne i de matterede ruder. – Er det et manifest? Siger han. – Nej, siger jeg, – det er et dødsleje, han er på vej til sit dødsleje. Siden følger døden, ligtoget og begravelsen. Siger jeg.
Dødslejet. De syv døgn. Jeg husker ikke det første. Jeg ved, at næsten tre hundrede mennesker aflægger ham besøg på åbningsdagen. En ældre mand er ude at gå aftentur med sin lille hund. Oppe i lejligheden ligger hans kone for døden. Han ser køen af mennesker foran den hvide bygning, han ikke har lagt mærke til før. Han stiller sig op i køen, taler ikke med nogen, står i sine egne tanker, kommer ind i det stærke hvide lys og ser … hvad? Et døende menneske? En død? Han begynder at græde. Sygeplejersken, Eva, må trøste ham. Samme aften eller dag kommer en hollandsk kvinde, der er på besøg i byen, tilfældigt forbi og går ind. Om aftenen, over aftensmåltidet med sin vært, som er Glyptotekets arkæolog, fortæller hun, at Danmark er et besynderligt land. – Tænk, at I tillader, at man udstiller døde offentligt!
I de dage har jeg forfærdeligt travlt, giver mange interviews, det kropslige nærvær bliver forstyrret, forvirret af den parallelle medie-præsens. Jeg er på, men ikke nærværende. Kun når jeg pludselig træder ind i bygningen. Jeg sidder på en af de to bænke i krogen ved indgangsgardinet og betragter den døde, sygeplejersken, de besøgende. Eller jeg står ved hans side, står og står, indtil sygeplejersken en dag spørger, om jeg har brug for at være alene med ham et øjeblik. – Nej, siger jeg, i pludselig rædsel, – nej! – Bare ti minutter, siger hun og rejser sig, – det synes jeg, du skal. – To, bare to! siger jeg, og så er hun væk. Jeg siger ikke noget. Står bare ved hans side og ser ned på ham. Pludselig siger jeg, – Claus … Claus, er du her?
Natten efter hans død sidder jeg en time alene ved hans side efter lukketid. Helt alene. Der er ingen andre end mig. Eller ham. Jeg stirrer på ham, eller mig, indtil tiden bliver så træg som gammelt tyggegummi. Tankerne ophører. Jeg stirrer på rundingen fra halsen om i nakken, som jeg aldrig før har set. Rundingen om i min nakke. Jeg tænker ikke. Tiden slæber sig af sted. Går i kreds. På stedet. Rådhusklokkerne slår. Et slag. To slag. Tre slag. Og så, klokken syv, den lille melodi og de syv tunge slag. På bordet i hjørnet brænder et stearinlys. Pludselig tager nogen i døren, som et skår i en krukke, en revne i jordskorpen, en afgrund af flakkende tid og uro, der åbner sig. Så, igen, hører alt op. Da vågetimen er til ende, rejser jeg mig, lader stearinlyset brænde og går ud.
Lørdag den 9. oktober 2010. Den største dag i mit liv. Den dag, min begravelse finder sted. Lyset er skarpt, himlen hvinende klar, en iskold vind blæser igennem mig, da jeg går langs Peblingesøen og videre ind ad Gyldenløvesgade til Rådhuspladsen og videre ad H.C. Andersens Boulevard i mit sorte jakkesæt. Den smukkeste dag. Nådesløs. Ikke en sprække, et åndedrag eller en skygge at gemme sig i. Klokken tyve minutter i elleve går jeg over i Glyptoteket og henter den lille pige, der i dag er min datter. Hendes hånd er lille og varm. Vi går over boulevarden, op ad den brostensbelagte sti mellem de fire falmende træer. Dobbeltdøren er slået på vid gab. Man ser ham, mig, liget, den døde på sin »Aufbahrung« i bygningens, boulevardens og metropolens akse. Ved hans side og i en lang civiliseret række ud af bygningen står mennesker i kø for at nå frem og kaste et sidste (eller første) blik på ham. Datteren og jeg går ind i bygningen, de forreste i køen træder til side, og et øjeblik står vi hånd i hånd, tavse og stirrer på ham. Rustvognen ankommer og bakker op mellem træerne og åbner sit gab mod bygningen. Bedemanden er lille og vandkæmmet og uhyggelig i sin lidt for lange sorte mafiøse trenchcoat. Klokken fem minutter i elleve går vi ind, og fra døråbningen gør jeg tegn til de seks bærere om at følge os ind. – Normalt lukker man dørene, siger bedemanden. – Ja, selvfølgelig, siger jeg. De seks gode mænd går ind, og bedemanden og jeg lukker dørene bag os. Fotografen er også sluppet med ind. Og den lille pige, hans, eller min, datter. Jeg tager hendes hånd. Bedemanden tager et lille hvidt klæde, der har ligget diskret sammenfoldet på bordet mellem vasen med de hvide tulipaner og stearinlyset, og lægger over den dødes døde ansigt. Så han intet skal se? Så han ikke skal se fuldbyrdelsen af hans død, så han ikke skal stirre op i kistelåget, hvis han pludselig, undervejs, eller senere, i graven, slår øjnene op? Morten, jeg glemte Morten, producenten, en god mand, han og bedemanden løfter kistelåget op fra gulvet, hvor det har stået udstillet og klar siden den foregående aften, og sænker det ned over den døde, kolossen. En eller to af de gode mænd træder til og hjælper med at folde og skubbe lagenet ind under liget, så kistelåget kan komme helt på plads. Sådan. Så kommer det store, næsten dagens største, mest voldsomme, absurde øjeblik. Jeg klemmer hendes hånd. Morten og bedemanden tager hver tre skruer og hver sin elektriske skruemaskine. En efter en sætter de hver deres tre skruer ind i de præparerede huller, sætter skruemaskinen mod kærven og trykker af. En grotesk, voldsom drønen fylder rummet, det hvide rum med de seks gode mænd i deres sorte tøj, to med sorte solbriller, som mafiosi, står næsten trykket op mod de indadbuende vægge. En scene fra en hårdkogt amerikansk mafiafilm. Bortset fra fotografen. Hendes høje, slanke, smukke skikkelse forvandler scenen og klipper den ud af en film af Antonioni, 1967.
Dørene slås op, pigen og jeg træder til side, og de seks gode mænd bærer kisten ud og skubber den ind i rustvognen. I sidste øjeblik går den lille bedemand i diskret, undertrykt panik. – Den er for stor, hvæser han, – jeg tror ikke, jeg kan lukke bagsmækken! – Skub den længere ind, siger jeg. – Det kan jeg ikke! Vi får se … Han lukker bagsmækken til, trykker. Klik! Den passer perfekt.
Så går vi, langsomt bag rustvognen, der bumper ned over kantstenen og drejer ned ad Stormgade, jeg med pigen i hånden, det skarpe lys, de mange mennesker på begge sider, stirrende. Jeg vender mig og gør tegn til Jo, hun kommer op på min venstre side, pigen ved min højre, Jessica skråt bagved til højre, og ved hendes side og bagved, de seks gode mænd, høje, korpulente eller let forbenede, i deres sorte tøj – bortset fra én, Jon Helt Haarder, Claus Beck-Nielsens ven fra de sidste folkeskoleklasser, fra gymnasietiden og årene som musiker i Creme X-Treme, han er i et irriterende diskret kulørt jakkesæt. Derefter masserne. Jeg kan høre dem bag min ryg, deres mangel på situationsfornemmelse, de sludrer, som var det en hvilken som helst dag. Det er det ikke.
Jeg forsøger at gå langsomt, jeg forsøger at lade rastløsheden dø og bare være, her, nu, i det største øjeblik. Det er svært. Det skarpe sollys. De mange mennesker inde på fortovene, deres forundrede eller ligeglade ansigter, mange tager billeder med deres mobiltelefoner. Hvad gør mennesket anno 2010, når det overraskes, når det pludselig står overfor et ukendt eller uidentificeret fænomen? Det tager mobiltelefonen op og holder den imellem sig og det fremmede og lader den se for sig og reagere, fastholde det, de ikke selv har set. Jeg ser min skarpe gestalt spejlet i rustvognens perfekt pudsede bagrude. En smuk mand. Skrøbelig. Og ved mine sider, i et triptykon, til venstre: Jo, helt i sort og med et sort tørklæde om ansigtet (senere, da hun har kastet sin buket af hvide blomster ned i graven, trækker hun tørklædet ned foran ansigtet og forvandler det til et sørgeslør), til højre, den lille pige, datteren, i sin mørkegrønne vinterfrakke og med en hættetrøjes sorte hætte trukket op over hovedet, så ansigtet ligger i skygge. Jeg hører det ikke selv, men på Nørrebrogade råber en beruset svajende mand, »men hvem var Claus Beck-Nielsen, hvem var han?!«
Da vi drejer ind gennem porten til kirkegården – åbningen i den gule mur – sænker stilheden sig over følget. Endelig mærker de flere hundrede mennesker bag mig, at dette er alvor, at dette aldrig før er sket og aldrig siden vil ske. Det er nu. Vi går op gennem alléen af ti eller tyve meter høje slanke træer. Solen flimrer mellem stammer og løv. Kirkeklokkerne slår tolv, middag. – Du går for hurtigt! mumler Jo. Jeg forsøger at gå langsommere. Det er næsten umuligt. Jeg er forfærdeligt ophidset. Dette er den største dag i mit liv. I mit værk, mit werk, mit werkelige, værkelige, virkelige liv. Så standser rustvognen, ved åbningen ind til den lille skyggefulde allé af rønnebærtræer. De små tørre, hårde røde bær i det tørt og sejt mørkegrønne løv. De seks gode mænd trækker den blændende hvide kiste ud af det sorte gab og bærer den foran os op gennem alléen. Forrest går en kirkegårdsbetjent, gammel og tyk og med fuldskæg, som trukket ud af en stumfilm, en stationsforstander, Claus Beck-Nielsens oldefars bror, Anker Becks bror. Ved graven standser han og peger, og de seks god mænd sænker kisten ned på strøerne. Ifølge bedemanden eller den anden, fraværende pastor, Mønsted, vil præsten naturligt stille sig ved jordkassen. Ved jordkassen står ingen præst. Jeg ser mig omkring. Vi er omringet af hundredvis af mennesker, der alle er standset op og står tavse og ser på os. Men ingen præst. Jeg hvisker til Morten (hvor er Morten?): – Bock, hvor er Bock? Alle stirrer. Tavshed, men hvor længe holder den, hvor længe, før øjeblikket brister, og alt går itu? Så pludselig maser han sig ud af kødranden over for mig og kommer hen til mig og standser ved min side, vender sig, står krampagtigt og ligesom på tæer og dirrer. Ingenting sker. Han vender sig mod mig. – Hvor er du døbt? – I Tønder, Claus Beck-Nielsen er døbt i Tønder, mumler jeg. – I Kristkirken? I Kristkirken i Tønder?! siger han forbløffet eller begejstret, imponeret. – Ja, siger jeg. Han vender sig mod mængden, alle musklerne i hans krop spænder sig, spænder ham op, som en knyttet næve. – Da Paulus …, næste råber han, alt for kraftigt, alt for teatralsk, tænker jeg i min fortvivlede kontrolmani, eller var det: – Da Jesus … En tale! tænker jeg, nej nej nej, nu holder han alligevel en tale! Men det er ingen tale. – Da Claus Beck-Nielsen blev døbt i Kristkirken i Tønder … tordner han til mængden, som i en dommedagsprædiken. Så kommer jordpåkastelsen. Han griber om skovlens skaft, krampagtigt, skyder den voldsomt ned i jorden og trækker den op og skyder den frem i et ryk, så jorden fortsætter bevægelsen, fra skovlen ned i gravens sorte gab. – Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå. Han løfter højre hånd mod den blændende lyse oktoberhimmel med pege og tommel strakt ud i et halvt kors, og i en krampagtig gestus trækker han himmelen ned på jorden til os.
Pludselig er det forbi. Endnu et af de vidunderligt tomme og tidløse øjeblikke åbner sig. Alle venter. Ingen ved, hvad der nu eller nogensinde igen skal ske. – Vi synger en enkelt sang, siger jeg. Morten og pigerne begynder at dele sange ud. Det tager tid. Det tager vidunderligt, smerteligt alt for lang tid. Jeg står med den lille pige i hånden, hendes stadig lille, lille og varme hånd. Et øjeblik slipper jeg den for at tage et ark, et salmeblad, men så griber jeg den alligevel igen og holder sangbladet i venstre hånd foran os, så vi begge kan se. Og så, endelig, begynder jeg at synge. Vi synger. Vi synger og synger omkring graven i den høje klare oktoberdag. Den største dag i mit liv. Pludselig er sangen slut, som livet, syv vers, og alligevel alt for kort, altid allerede forbi. Alle ser på mig. Jeg vender mig mod præsten, min præst, mit livs og min døds præst, Bock, Erik Bastian Bock, min Fader, og tager hans i sandhed barkede, ru næve og lader den trykke min hånd. – Hvor skal du hen nu? siger jeg lavmælt. – I præstegården, jeg havde tænkt at gå til præstegården.
– Tager du de to kvinder med? siger jeg. – Ja, siger han. Jeg vender mig til den anden side og giver tilfældigt hånd til de nærmeste bærere, Lars Mikkelsen, Johan Krus, Lars Seeberg, måske. Så vender jeg mig, og med pigen i hånden går jeg hen mod mængden, og som det Røde Hav åbnede sig for Moses, åbner menneskemængden sig for mig, for os, og lader os tavse passere ud, og videre, alene, væk. Vi går bare. Uden et ord. Bag os står menneskene, rådvilde, uden umiddelbar fremtid, hvad nu, efterladte, hjælpeløse. Vi går bare. Jeg forsvinder. Endelig. Hele mit liv har jeg drømt om det, og nu, endelig gør jeg det. Forsvinder. Helt åbenlyst, som en luftspejling, for øjnene af alle og enhver, pist! Jeg er væk.
