Den evigt ansatte

Foto: Morten Holtum

ANMELDELSE. I Dorrit Willumsens nye roman er usynlighed både en frihedstilstand og et fængsel.

Tidligt i Løg trækker tårer, Dorrit Willumsens seneste roman, smider hovedpersonen sin mobiltelefon ud fra Dronning Louises Bro. Wendy er 74 år, har forladt sit hjem og er taget til Købehavn, hvor hun har indrettet sig i skunken i en tom lejlighed. Hun taler til telefonen, før hun kaster den fra sig:

»Skat,« hviskede hun. »Jeg har aldrig ønsket dig. Jeg ved, du kan langt mere end jeg og langt mere, end jeg kan fatte. Du kan optage stemmer. Nogle af dem er måske meget smukke. Du kan spille musik og tage billeder og vise film. Men jeg er bange for de billeder og bange for de film. Jeg vil bare være mig selv. Jeg ved, jeg er meget egoistisk og ond. Du er en gave, og jeg er nødt til at slå dig ihjel.«

Mobiltelefonen var en gave fra manden, som hun har boet sammen med i mange år, men som ikke er hendes ægtemand. På romanens første side står Wendy og snitter løg til deres aftensmad. Hun får tårer i øjnene, emhætten larmer, hendes e-boks bliver spærret, og manden har glemt hendes fødselsdag. Så går hun sin vej, men besvimer og vågner i en ambulance med et sæbeøje. Hun vil hellere hjem end på hospitalet, men manden har ikke andet at sige, end at det har været »forfærdelige timer for mig«. Da ambulanceføreren spørger, om hans kone tit strejfer rundt og falder om, svarer han: »Jeg ved det ikke. Hun er ikke min kone. Hun er min ansatte, og somme tider ved hun ikke, hvad hun gør.« Kort efter forsvinder Wendy igen, og denne gang når hun til København, hvor hun søger tilflugt i skunken. Her bliver hun boende sammen med sin store ulvepels, der bliver mere og mere levende, som romanen skrider frem.

Dorrit Willumsen debuterede i 1965 og vandt Montanaprisen for sin forrige roman, Nær og fjern (2015). Efter mere end et halvt århundrede er hun altså stadig blandt de bedste danske prosaister. I Løg trækker tårer halser fortælleren troskyldigt efter den konfuse Wendy, både mens hun svæver »ti centimeter over jorden«, og når hun falder, hvilket hun har for vane at gøre. Hun er undseelig, så lille, at hun ligger »lige på grænsen til dværg«, og hun er ofte usynlig for sine omgivelser. Farver og lyde rammer Wendy hårdt, hvilket både kan være et resultat af en hjernerystelse og et tidlig stadie af senilitet. Det afspejler sig også i Willumsens prosa. Som her, hvor Wendy forsøger at bane sig vej gennem en buffet:

Knive, gafler, stemmer og koppernes klirren får hende til at opgive at bære kaffen og croissanten hen til bordet samtidig. Hun henter først croissanten, og da hun kommer tilbage med kaffen, er hendes tallerken skubbet ind mod væggen, og to norske kvinder har bredt deres morgenmad ud over bordet. Spejlæg, bacon, pølser, røræg, toast, høje glas med appelsinjuice, wienerbrød og en hel termokande med kaffe. De taler deres klingende sprog og vil klage over, at der ikke er mere frugtsalat.

Romanen er fyldt med forholdsvis simple sætninger, hvor et enkelt ord pludselig overrasker og skaber slående, ofte komiske billeder. Frugtsalaten i ovenstående sætning er ét eksempel. Noget så banalt som at udskifte ordet seng med skunk har samme effekt: »Hun danser sig selv i søvn og går i skunk uden at børste tænder.« Den slags sætninger leverer Dorrit Willumsen med en imponerende selvfølgelighed.

Wendy bruger meget tid på biblioteket. Her pletlæser hun Krig og Fred (1869) og På sporet af den tabte tid (1913-1927), og hun er især fascineret af Natásja og Albertine. I sin ungdom læste Wendy Anna Karenina (1877) og Madame Bovary (1856)henholdsvis fem og tre gange på en måned. Hun er tydeligvis tiltrukket af bestemte kvindeskikkelser. Derfor bliver hun også lidt skuffet over Natásja, der ender med at blive gift, falde til ro og få en masse børn. Efter Wendys mening »skal heltinder ikke falde til ro. De skal blomstre og flagre som sommerfugle. Hun har virkelig ikke meget tilovers for ro og resignation.« Både Wendy selv og Løg trækker tårer lever op til det ideal. Hvis man kan tale om en svaghed i romanen, er det, at den flakser med samme intensitet hele vejen. Man kunne måske godt bruge et par steder at tage luft ind.

Wendy har umiddelbart mere til fælles med Albertine end hendes andre heltinder. Begge flygter fra mænd, de ikke står i et ligeværdigt forhold til. Fortælleren i På sporet af den tabte tid behandler Albertine som et husdyr, manden i Løg trækker tårer er Wendys chef og omtaler hende som en ansat. Flere gange i løbet af romanen står der, at hun ved, at »hun kan erstattes af enhver«, og Wendy er overbevist om, at manden klarer sig fint uden hende, at han sikkert allerede har erstattet hende med rengøringskonen. Hun går sin vej for at frigøre sig. Det er derfor, hun skiller sig af med mobiltelefonen. Den er et anker, der holder hende fast til et liv og en identitet, hun ikke længere vil kendes ved.

Mens hun bor i skunken, tænker Wendy tilbage, især på sit kærlighedsliv. Hvordan havde hendes tilværelse set ud, hvis ikke hun havde truffet lige præcis den beslutning i lige præcis det øjeblik. Hvis hun havde fundet sammen med sin første forelskelse, og han ikke var blevet kørt over af en bil. Sådan nogle ting. Men i virkeligheden er det måske mere læseren, der er tilbøjelig til at tænke sådan, ikke Wendy. Fortiden bliver fortalt i brudstykker, den bliver ikke stykket sammen. Det fungerer lidt som den måde, Wendy læser de store klassikere på. Hun får bibliotekarerne til at udlevere tilfældige bind af På sporet af den tabte tid og slår op på skrømt forskellige steder i Krig og fred. Hun går »ind og ud af tiden ganske tilfældigt, og når hun åbner en bog, er det, som om hun træder ind hos en familie«, og når en bibliotekar spørger hende, hvorfor hun altid læser så lange bøger, svarer hun: »For at blive væk. Der skal være plads til at blive væk.«

Det er paradoksalt, at Wendy taler om frihed og plads, når hun bor i en skunk. Da en mand efter noget tid flytter ind i lejligheden, skal hun nøje tilrettelægge sin tilværelse, da hun kun kan komme ud af skunken, når han er på arbejde. Han er revisor og har ofte besøg af sin elskerinde, som Wendy ser sig misundelig på. Hun bliver forelsket i revisoren, selvom hun aldrig ser ham. Når hun går rundt i lejligheden, betaler hun ham tilbage for sine friheder – at nippe lidt til vinen, nappe lidt til maden og bruge badeværelset – ved at støve lejligheden af og rense hans hårbørste. Det bliver aldrig sagt direkte, men på trods af at Wendys flugt er et forsøg på at tage ansvar for sit eget liv og opdage, »at nye veje åbner sig«, som der står på bagsideteksten, ender hun alligevel med at opføre sig som en ansat. Romanen ved noget, som Wendy ikke gør. Når hun taler om, at hun ikke bare har en, men »hundredvis af muligheder« for sin videre færd, ryster romanen på hovedet og siger: Nej, Wendy, du har kun en mulighed, de andre er illusoriske.

Løg trækker tårer undersøger usynligheden som både en frihedstilstand og et fængsel. Den flydende overgang mellem på den ene side at være sig selv og på den anden side ikke blive set af andre mennesker. Romanen fanger det i Wendys møder med hjemløse. Manden, som takker hende for at spørge ind til ham og ikke bare hans hund, som alle andre gør, og ham, der til slut i romanen bliver forvist fra byen. I mødet med disse skæbner forvandles usynlighedens frihedsfølelse til noget andet, noget mere håndgribeligt og brutalt.

Løg trækker tårer er skøn og sørgelig. Diskrepansen mellem Dorrit Willumsens dansende prosa og den tunge ensomhed, hun skriver om, gør, at romanen skifter form, efter den er kravlet ind under huden på dig. Der er en utrolig følsomhed i skriften, som animerer næsten alt, Wendy ser og tænker på. Animationen kommer til udtryk i en antropomorfisering, som når Ulvepelsen begynder at tale og opføre sig skiftevis formanende og truende. Den er dog finere i Wendys beskrivelser af genstandes menneskelige egenskaber, som når hun et stykke tid efter at have skilt sig af med den, kommer i tanke om sin mobiltelefon:

Pludselig savner hun den. Den havde sit eget sprog. Den søde lokketone. Den kølige sms og den lette summen og vibrationen og lyset, der tændtes ved et tilfældigt tryk. Den kunne ligge i hendes taske og have krampe over ikke at blive hørt, og selv om natten kunne den tigge så bønligt om strøm.

Straks efter hun modtog den, overmalede Wendy sin mobiltelefon med lyserød neglelak for at gøre den mindre »kontoragtig«. »Den havde bare at indordne sig,« tænkte hun, men alligevel endte den med at kontrollere hende mere end omvendt. Mobiltelefonen afspejler et grundvilkår i Løg trækker tårer: Lige meget hvor meget Wendy forsøger at gøre livet til et smykke, ender det altid kontoragtigt. Selv når hun frigør sig og tager kontrol over sit liv, er hun stadig den evigt ansatte.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.