Diagnosens prisme Dagbog om selvopdagelse

Hello to you out there in Normal Land
You may not comprehend my tale or understand
Ian Dury »Spasticus Autisticus« (1981)

*

Jeg knytter signaturen »Johanne Nordby Wernø« til en smart og kompetent musik- og kunstkritiker, som jeg første gang stødte på i avisen og siden har fulgt sådan, som jeg generelt følger med i hvad andre kritikere skriver i de skandinaviske mediesfærer. I Kaninen har stått opp fortæller Nordby Wernø (f. 1980), at hun debuterede i Morgenbladet som 24-årig, dette i en tid hvor kulturaviserne blomstrede og levede, og hvor man ivrigt rekruterede nye stemmer ind.

Bogen er Nordby Wernøs første sagprosaudgivelse, og den kommer i en tiltalende rosa farve med et sødt selvportræt af forfatteren som barn på forsiden. Opstandelsen, eller opvågningen, som bogen udspringer af, handler om et øjeblik af indsigt som rammer forfatteren under pandemien i hendes 42. år: Kan det hænde, at hun lever med udiagnosticeret autisme?

Sen diagnosticering

»Kaninen har stått opp!« råber hendes lille søn, som er optaget af et slags pædagogisk ur, der viser en kanin, som sover og siden – og på et rimelig tidspunkt – en kanin som vågner og er klar til at gå i skole. Oplevelsen af sønnen sender tankerne tilbage:

Du må fortelle meg hva nøkkelen er, sa mamma, flere ganger, over flere år. Hun var fortvilet fordi jeg ikke «ville» dele den mørke hemmeligheten jeg bar på. Jeg, på min kant, fortvilte over å bli avkrevd informasjon jeg ikke satt på, og dyttet det hele foran meg. For jeg hadde ikke noen nøkkel å dele, ikke før den sommeren jeg fylte 42. Det skulle også vise seg at nøkkelen ikke var noe mørkt minne om traumatiske hendelser, bare en annerledes hjerne.

Nordby Wernø fortæller om sin stærke fascination af Agatha Christies bøger om Miss Marple og Hercule Poirot. Som en anden detektiv går hun på jagt i dagbøgerne for at finde tegn på autisme, som hun nu er blevet helt overbevist om, at hun lider af. Hun tager læserne med på en rejse fra sine egne undersøgelser, til diagnosticering og mulig terapi inden for et norsk sundheds­væsen, som forekommer hende uden kompetance og interesse for sent diagnosticeret autisme hos kvinder. Det drejer sig om undersøgende sagprosa, men bogen vidner om en vilje til at eksperimentere med formen. For eksempel dukker breve stilet til Agatha Christie og en skønlitterær novelle op undervejs.

Det kan se ud, som om der tidligere var en mere fritstillet og hjemmelavet, positiv fantasi­produktion omkring outside­rrollen, mens man nu i større grad hopper frivilligt ind i de præfabrikerede diagnosesystemer.

Nordby Wernø går ærligt og intellektuelt velforberedt til værks. Hun er passende nøgtern om egne lidelser, men man efterlades ikke i tvivl om, at det er en stor udfordring at være så lys- og lydsensitiv, have ondt (hun har også en arvelig tilstand som forårsager smerter i benene) og af og til nedsmelte i anfald, hvor hun slår sig selv med flad hånd og efter­følgende må trække sig ind i sin egen verden for at hvile. Hun beskriver levende et besøg på Venezia-biennalen ud fra sine egne oplevelser, ikke som kunst­kritiker denne gang, men som funktions­hæmmet med stort behov for at hvile på vej gennem udstillingerne. Det aktivistiske subjekt går på biennale og beskriver kampen for at trænge igennem til det norske sundhedsvæsen.

Kærlighed på spektret

Om de med diagnosen autisme siger man gerne, at de er »på spektret«, hvilket vil sige, at ikke alle har de samme symtomer. Nordby Wernø henviser flere gange til den svenske journalist Clara Törnvalls bog Autisterna. Om kvinnor på spektrat (Natur & Kultur, 2021). Törnvall bruger udtrykket »højtfungerende autisme« for at antyde, at dette kan være en skjult lidelse hos mennesker, som ellers fungerer i samfundet og kan gøre det strålende som kunstnere, akademikere, et cetera. En type genialitet, altså? Hvad med de mørkere toner?

Det eneste dating show jeg kan holde ud af se, fordi deltagerne er så ustyrligt charmerende, søde og rørende, er Love on the Spectrum (Netflix), hvor mennesker med autismediagnose finder sammen. Her ser vi nok heller ikke de sorteste øjeblikke af krise og nedsmeltning, det ville være udleverende, men af og til får vi et glimt ind til noget mørkere, for eksempel en ung mand som under sin date ikke formår at have øjenkontakt, men sidder krumbøjet hen over bordet og må beholde sine høretelefoner på, fordi han ikke kan tåle omgivelsernes lyde. Han vender desværre ikke sejrende tilbage senere i programmet.

Smerten er virkelig

Nordby Wernø har en tendens til at komme kritik i forkøbet: Hun har allerede forestillet sig alle indvendinger. Hun er tydeligvis brilliant og efter alt at dømme charmerende (jeg har bare set hende holde et foredrag på Kunstnernes Hus i en YouTube-video). På engelsk ville man kalde hende quirky – excentrisk, cool, en stærk og distinkt personlighed. Positive ord, som bare snubler over hinanden. Nordby Wernø kommer også ind på en lang række kendte personer, som man kunne mistænke for at have autistiske træk: Den amerikanske pop­kunstner Andy Warhol, eventyr­forfatteren H. C. Andersen og musikerne Stina Nordenstam, Viv Albertine fra The Slits og David Byrne fra Talking Heads.

I Byrnes tilfælde hjælper en diagnose ikke på, at tidligere bandmedlemmer er gået stærkt ud og kritiseret ham (Chris Frantz: Remain In Love, St. Martin’s Press 2020). Omkostningerne for Nordby Wernø fremgår også smerteligt klart, når familie- og arbejdsrelationer må forholde sig til en person med store udfordringer i hverdagen. Stina Nordenstam, som slog igennem med pladen And She Closed Her Eyes (1994), synes i dag at være forsvundet fra jordens overflade, og Nordby Wernøs ven, kunstneren Johan, tog sit liv. Selvom den lidelse hun sporer hos sig selv og andre kunne kaldes en type plagsom og problematisk genialitet, kommer det godt frem, at smerten er virkelig.

Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at der er noget, som skurrer. Nordby Wernøs bog er engagerende og velskrevet, men den lange liste af autistiske træk vækker alligevel undring. En meget stor del af de symtomer hun finder er genkendelige. Det får mig til at spørge: Hvad er normalt? Hvad og hvem sætter egentlig standarder for normalitet?

Den nye hyperkonformitet

På de cirka 20 år som er gået, siden Nordby Wernø startede som freelancer, har der været store forandringer i offentlig­heden. Vi der er vokset op med en vis længsel og drift mod diverse subkulturelle utopier har oplevet, hvordan den nye hyper­konformitet har cementeret sig og ikke alene nærmest udraderet subkulturene, men også er i gang med at udradere kunst og kultur som vi kender det. Der hvor man tidligere samledes i style tribes – mods, deadheads, blitzkids – samles man nu i #-grupper omkring diagnoser. Det kan se ud, som om der tidligere var en mere fritstillet og hjemmelavet, positiv fantasi­produktion omkring outside­rrollen, mens man nu i større grad hopper frivilligt ind i de præfabrikerede diagnosesystemer.

Hvem er ikke på det seneste stået frem som bipolar, dyslektisk, anorektisk, aseksuel, non-binær og/eller ramt af OCD, PTSD og/eller ADHD? Jeg forstår godt, at #-grupper kan være frigørende, aktivistiske fællesskaber, men kan det tænkes, at diagnoserne vælter frem, netop når konformitetspresset er stærkest? Viv Albertine fra den britiske pigepunkgruppe The Slits sætter tingene i perspektiv i et interview i tidsskriftet Loud and Quiet (17.09.2017):

Looking back, I think almost everyone who was attracted to what is called ‘punk’ now had personality disorders, but we had no words for it then – no one bandied the word ‘autism’ around; there was no ADHD or Aspergers – so we just thought Ari was incredibly annoying, and the others in the band just thought I was anal. But we were all just on the spectrum in one way or another.

I 1981 provokerede en anden britisk punker, Ian Dury, stort med sangen ­»Spasticus Autisticus«, som blev bandlyst fra BBC. Ian Dury, som er vokset op med polioskader, skrev sangen som en protest mod International Year of Disabled Persons. Dury var træt af at blive inviteret til velgørenhedsarrangementer og skrev derfor en anti-velgørenhedssang som hinter til oprørsråbet »I’m Spartacus!« i filmen Spartacus (Stanley Kubrick, 1962).

Jeg har ikke fulgt med i, om sangen i dag betragtes som krænkende eller frigørende, men i 2012 blev den fremført af Orbital ved Summer Paralympics – det må da være en slags kanonisering?

Nordby Wernø insisterer på sin diagnose, men jeg vil alligevel hellere blive med at se hende som quirky end igennem diagnosens prismatiske lys.