KOMMENTAR. Coronavirussen har bremset det 21. århundredes globalisering. Naturen slår tilbage, og vi har givet os selv karantæne.
Der går ikke lang tid, så er Gwyneth Paltrow død. 15 minutter senere bliver Kate Winslet ramt af den samme brændende feber. Imens er Matt Damon sat i isolation, og den aggressivt mistroiske journalist Jude Law udbreder på sin personlige videoblog konspirationsteorier om politisk beordrede giftangreb. USA og det meste af verden er i undtagelsestilstand, og alle forbehold må tages, hvis sygdommen skal inddæmmes. For som en af de medicinske eksperter siger om virussen til Laurence Fishburne: »Den regner os ud, hurtigere end vi regner den ud.«
Steven Soderberghs film fra 2011, Contagion, viser en verden, som nogle steder er forbløffende lig vores egen corona-ramte situation. Her er tale om en ny sygdom, som ikke alene angriber menneskets biologiske organisme. Den medfører også en omfattende krise i den sociale virkelighed.
I vores del af verden slås der nu ring om en civilisation, som af gode grunde er blevet lidt bange for sig selv. Lufthavnene er halvtomme, supermarkeder er blevet hamstret for masker, toiletpapir og desinficerende gel, folk holder en bekymret afstand til hinanden og undgår typisk forsamlinger på mere end 10–20 mennesker. Onsdag meddelte den danske statsminister, Mette Frederiksen, at regeringen sætter samfundet på stop og lukker det offentlige Danmark ned. Kun de mest vitale funktioner holdes i gang for at forhindre en massespredning af coronavirussen. I manges tanker findes allerede billeder fra en lang række katastrofefilm: udplyndrede supermarkeder, øde gader og et udrykket militær. Er det dommedag nu? Nej, men virussen udfordrer vores følelse af tryghed og sætter nervesystemerne i alarmberedskab. Pludselig har vi fundet ud af, at vi ikke er immune.
Fra frygt til eksistentiel angst
Filosoffen Martin Heidegger skrev i sit hovedværk Sein und Zeit fra 1927, at frygt er en grundlæggende tilstand i menneskets eksistens. Hvis mennesket er bange, får verden »karakteren af fuldstændig ubetydelighed«, dets »totalitet synker ind i sig selv«. I sidste ende er mennesket kun opmærksom på sin egen frygt, som fra at handle om noget ydre forplanter sig til en indre eksistentiel angst.
Når man i dag ser på de borgere, som hamstrer varer i supermarkederne, er der god grund til at give Heidegger ret. Frygten for sygdommen er både fysisk og social. Det er den skandaløse tilbagevenden af naturen. Og staterne reagerer med frihedsbegrænsninger. Den italienske filosof Giorgio Agamben kommenterer: »Man kan vel vanskelig undgå at se, at den situation, som tiltagene skaber, er nøjagtig den samme som magthaverne gentagne gange har forsøgt at iværksætte: at universiteter og skoler lukker en gang for alle, at al undervisning foregår på nettet, at vi af politiske eller kulturelle årsager holder op med at mødes og snakke sammen, og at vi bare kommunikerer digitalt, sådan at enhver mellemmenneskelig kontakt – enhver mellemmenneskelig smitte – overalt hvor det er mulig, bliver erstattet af maskiner.« (Oversat via Gisle Selnes’ norske oversættelse, Facebook, 11.03.2020.)
Heldigvis formår mange endnu at bevare besindelsen. Dette er også en virkning af sygdommen: Den tvinger os til en radikal opmærksomhed over for vores omgivelser, ikke bare over for de mennesker, vi kender, men også over for de gamle og svage, som vi knap nok kan se for os selv. Med et gammelt, nærmest forsvundet ord, har den danske statsminister bedt befolkningen om at udvise samfundssind. Der er samfundsinteresser, som nu er vigtigere end vores egne behov. Og udskamningen af dem, som ikke følger myndighedernes retningslinjer, er allerede i fuld gang. Ikke siden Anden Verdenskrig har Vestens befolkninger oplevet noget så radikalt.
At lære at leve med virussen
Det giver sig selv, at menneskeheden som kollektiv må lære at omgås denne sygdom, som med al sandsynlighed er kommet for at blive. Vores kroppe kommer til at lære at leve med sygdommen, for det er formentlig bare denne gang, at konsekvenserne bliver så alvorlige. Men for at vores samfund og kultur skal formå at inddæmme og dernæst leve med virussen, skal sygdommen moraliseres, rationaliseres og æstetiseres. I vores virale verden findes for tiden et væld af statistikker, grafikker og fortællinger, som bruges af politikere og sundhedsvæsen til at mobilisere befolkningen imod den usynlige fjende. Det strømmer ud med historier om helte og ofre. Der findes hjerteskærende eksempler på norditalienske bedsteforældre, som dør efter, at de har haft deres smittebærende børnebørn på armen. Alle kender allerede historien om den kinesiske læge, som forsøgte at advare de kinesiske myndigheder. Nu er han blandt de faldne helte.
Fordi vi ikke kender smittens præcise forhold, omfang og omkostninger, åbnes et stort rum til alternative fortællinger, myter, konspirationsfantasier og ikke mindst ideologier. I nogle tilfælde overtager de folks virkelighedsbillede, og som trodsige teenagere vil de ikke følge autoriteternes råd. Er det nu så slemt?, spurgte mange længe retorisk. Vi lever hvert år med konsekvenserne af en influenzasæson og hundredevis af døde, uden at det får nogen til at rynke på næsen. Hvorfor skal vi opgive alt dette? Rejser, koncerter og fodboldkampe, livet som vi kender det og vil have det!
Sygdommen fungerer nærmest som et spejl. Man kan ligefrem påstå, at den tvinger en sandhed ud af mennesker og dermed samfundet som sådan. Meget af det, som ikke før var synlig for os, dukker nu op på overfladen. Den faste, ritualiserede hverdag baseret på åbenhed og liberale frihedsrettigheder trues nu ikke kun af sygdommen, men også af de midler, myndighederne ønsker at tage i brug for at kontrollere den: indskrænkning af folks frie bevægelighed, lukning eller omdannelsen af velfærdsstatens bærende institutioner, restauranter, barer og caféer samt aflysning af sports- og kulturarrangementer. Måske bliver coronavirussen enden på EU’s indre åbne grænser? I ugens begyndelse sank olieprisen med 30 procent. Lufthansa annoncerede onsdag, at de aflyser 23.000 flyafgange; flere flyselskaber vil nok følge trop og være afhængige af store statslige tilskud for ikke at knæle. Folk er færdige med at rejse, og alt fra akademiske konferencer til musikfestivaler er blevet aflyst. UEFA-kampe spilles uden folk på tribunerne. Den amerikanske økonomi, som under Trump har oplevet et lille opsving, vil lige før valget få et alvorligt knæk. Coronavirussen er blevet en sygdom i civilisationen – i vores materielle, teknologiske, intellektuelle, organisatoriske, politiske og moralske liv.
Metaforisk straf for den vores globale kapitalisme
Det er ingen tilfældighed, at Danmark, Norge og Schweiz er blandt de hårdest ramte nationer, når man måler udbruddet per indbygger. Det er blandt andet i disse rige lande, at flest mennesker har mulighed for at rejse ud og tage sygdommen med hjem. Men det er ikke disse ressourcestærke mennesker, den slår ihjel. Det er de gamle og svage. Coronaen er ikke nogen demokratisk virus.
Hvad vi er vidner til, er næsten, som Sigmund Freud ville sige, det fortrængtes tilbagekomst. Vi har i årevis levet i en globaliseret verden, hvor særligt vi vesterlændinge har haft midler til at rejse, hvor end vi ønsker. I et mytisk eller måske ligefrem religiøst billede fremstår coronavirussen som en metaforisk straf for vores globale kapitalisme. Naturen slår tilbage, og vi har givet os selv karantæne.
Den slovenske filosof Slavoj Žižek foreslog forleden i Neue Zürcher Zeitung, at corona-scenariet meget vel kan åbne muligheden for, at vi begynder at engagere os i lokale fællesskaber, uden panik og illusioner, og dermed danner grundlag for konkret kollektiv solidaritet. Coronavirussens samfundsnedlæggende kræfter indebærer en chance for store forandringer i tankesæt og levevis. Når vi ser tilbage om 20 år, kan det meget vel se ud til, at vi befinder os i forberedelsesfasen til en endnu større krise. Den, som drejer sig om vores klima.
