Pandemien har givet os en utrolig chance

Coronakrisen er blevet et testcenter for den egentlige katastrofe. Hverdagens kaos et sikkert tegn på, at noget er i forandring.

coronakrisen
Foto: Diana Polekhina / Unsplash

Netop som vi troede, at vi havde problemer nok, fik verdenssamfundet noget nyt at bekymre sig om: Skibet Ever Given, der havde retning mod Rotterdam, stødte i forrige uge på grund i Suez-kanalen og satte dermed en prop i en vigtig del af Europas vareforsyning. 

I løbet af natten steg oliepriserne med tre procent, og det tyske forsikringsfirma Allianz har vurderet, at Suez-blokaden sammenlagt har barberet 1,4 procent af den globale vækst. Vi taler om et forventet tab på hele 230 milliarder dollars.

Efterhånden er der vist ingen tvivl om, at vi befinder os på et utroligt tidspunkt i verdenshistorien. Vi er på rekordtid blevet vant til at se fly stå parkeret på jorden og høre om mennesker, der må isolere sig i deres hjem. I næsten hele det forgangne år er det stort set kun varer, som har kunnet færdes frit over grænser. Med Ever Givens grundstødning blev det pludselig tydeligt, hvad en verdenshandel på pause indebærer. Nu er det ikke kun fremtiden, som er komplet utilregnelig. Selv nutiden er blevet et kaos. Vi oplever et rod af virusnyheder og et virvar af forandring. Selv de mindste ting – en flagermus på et madmarked i Wuhan, et grundstødt skib i Suez – viser sig pludselig at få uoverstigelige konsekvenser for resten af verden. 

Coronakrisen: En advarselskatastrofe

Der tales i dag meget om kaosteorien, »dynamiske systemer« og ikke mindst sommerfugleeffekten – forestillingen om, at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden, kan starte en orkan på den anden. Vi ser det næsten dagligt udspille sig i vores nyhedsfeed. Hver dag minder nye smittetal os om, hvor påvirkelig tilværelsen i grunden er.

Peter Sloterdijk sagde i december, at 500 millioner europæere i denne tid føler et nært forhold til kaosteorien og oplever, at verden er blevet komplet uforudsigelig. 

Den tyske filosof har flere gange beskrevet pandemien som en »advarselskatastrofe«. Han mener, at katastrofen er stor nok til at tvinge folk til at tilpasse sig naturen og det givne kaos, men den er samtidig ikke så stor, at den udløser »red-dig-selv-mens-du-kan-reflekser«. 

Sloterdijk hævder, at coronakrisen har den helt rigtige størrelse: Den er et slags testcenter for den egentlige katastrofe: klimakatastrofen. Den ryster noget i os og får os til at åbne os for forandring. Han mener, at vi som befolkning kan drage vigtige konklusioner af denne tids krisehåndtering, ikke mindst fordi vores usikkerhed relaterer sig til vores egen sociale situation. 

Konstant forstyrrelse

I et år har vi stort set ikke lagt nogen planer, hverken i dagligdagen eller op til højtiderne. Vi er blevet vant til at føre et liv i konstant forstyrrelse, hvor ydre faktorer spiller ind på helt små gøremål. 

For mange opleves dette garanteret som et fængsel. Man føler sig overladt til tilfældighederne. Som om det er terningerne i stedet for vores fornuft og planlægning, der styrer morgendagen. 

Men den nye situation er ikke udelukkende dårlig. Faktisk kan den også beskrives som en utrolig befrielse, en lettelse midt i det store suk, fordi den bryder med flere årtiers politisk dødvande, hvor alt er blevet styret efter økonomiske modeller og en politisk forestilling om, at verden altid er kalkulerbar. 

En tilbagevenden til en normal hverdag er ikke længere mulig

Det seneste år har været et eksperiment i samfundsforandring. Pandemien har vist sig som en opbrudstid, hvor usikkerheden pludselig er blevet en allieret, og vi har fundet ud af, at vi er nødt til at opsøge kreativiteten i stedet for velkendte løsningsmodeller for at kunne tage hånd om samfundets problemer.

På den måde befinder vi os i en enestående situation og er blevet givet en utrolig chance, som peger langt udover pandemien. Klimakrisen, den globale omstrukturering, flugten fra fattigdom og frigørelsesprocesserne: Intet står stille, alt er nu i bevægelse. 

Dette kunne til forveksling lyde som en beskrivelse af kapitalismen og globaliseringen – tænk bare på Marx og Engels’ berømte ord i Det kommunistiske manifest (1848): »Alt fast og solidt fordufter.« 

Vi har vænnet os til at tænke på økonomien som noget, der er både konstant og evigt forandrende, enten som en kalkulerbar rationalisme og eller et altædende system, der spytter penge ud i den anden ende. 

Det er det, som er logikken og paradokset: Al forandring har i lang tid fundet sted inden for rammerne af markedskapitalismen. Men coronakrisen har om noget tydeliggjort, hvor meget der rent faktisk står på spil for det enkelte menneske inden for disse rammer og kan ændres.

Markedet som tyrannisk gud

I USA har coronakrisen blot forstærket uligheden og fået mennesker til at skue ned i afgrunden. Der regerer markedet fortsat som en tyrannisk gud.

I lande med udvidede velfærdsstater har virkeligheden været en anden. Her har de stærke i højere grad været villige til at give afkald på deres frihed for at holde hånden over de svageste. Regeringer har så let som ingenting vurderet det nødvendigt at tage store statslån og indføre enorme hjælpepakker for at kunne holde samfundet lukket. 

I USA har Biden-regeringen netop iværksat den største økonomiske genopretningsplan siden Anden Verdenskrig, samtidig med at den er begyndt at tale om en global minimumsskat på multinationale selskaber. I Storbritannien modsiger premierminister Boris Johnson bevidst sin konservative forgænger Margaret Thatcher og anerkender, at »der virkelig er sådan noget som et samfund«. Samtidig vover flere fremtrædende europæiske meningsdannere – deriblandt den svenske finansminister Magdalena Andersson – nu at tale om »neoliberalismens død«. 

De teorier og mekanismer, der i årtier blev regnet for økonomiens stentavler, har med al tydelighed mistet deres hellige status. De næste år vil handle om, hvordan vi kan civilisere kapitalismen og forhindre borgere i at falde ud af samfundet under den store grønne omstilling. 

Man skal være mere end almindeligt kynisk for ikke at mene, at vi lever i en spændende tid.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.