Er du en af dem der har poseret med Chris Kraus’ autofiktive brevroman I Love Dick på Instagram? Med det skriggrønne omslag og titlen i skinnende hvide bogstaver var denne bog som skabt til at rejse vidt omkring i den nye billedbaserede offentlighed. Dette skete i årene efter genudgivelsen i 2006 (oprindeligt udgivet i 1997) hvor alle var begyndt at blogge. Det var som om bloggerne genkendte sig formmæssigt i brevromanen.
Den virkelige Dick
Snart kom de europæiske oversættelser og i 2016 tv-serien skabt af Joey Soloway. Den tvetydige titel henviser til bogens centrale begærsobjekt. Den virkelige Dick, den britiske medieteoretiker Dick Hebdige, kendt for kulturstudieklassikeren Subculture: The Meaning of Style (1979), syntes slet ikke om at blive kendt på denne måde og truede med sagsanlæg.
Hebdige havde mødt Kraus i Californien hvor han var ansat ved et universitet. Først og fremmest forsøgte han at møde Kraus’ mand på det tidspunkt, Sylvère Lotringer, der var redaktør for det lille fransk-amerikanske forlag Semiotext(e). Hebdige dumpede ned i en kompliceret samlivskrise og blev til en slags muse for Kraus. Brevene til Dick blandes i romanen med essayistiske passager om kunst og klasse.
Dokumentarisk vold
I Love Dick omtales ofte som del af en trilogi sammen med Aliens and Anorexia (2000) og Torpor (2006). Måske man kan se dem som magtkritiske romaner hvor hovedpersonen rejser dybere og dybere ind i kunstverdenen, mens der med Summer of Hate (2012) sker et skifte: Get me out of here, skriger vores heltinde. Kraus retter nu sin opmærksomhed mod amerikanske liv udenfor de intellektuelle bobler i New York, Los Angeles og Paris.
I sin nye roman har Kraus ladet sig inspirere af den populære true crime-genre. Denne dokumentariske form tillader os at konsumere virkelighedens mord og vold. Der findes et mangefold af interessante dokumentariske greb, men tidens true crime får ofte et præg af spekulativ udnyttelse.
Black Mirror-afsnittet »Loch Henry« (Charlie Brooker, 2023) er en god satire over hvor galt det kan gå når nogle urbane kunstnerspirer kommer til en afsides skotsk landsby og begynder at grave i lokale traumer omkring mordet på et ungt par som var på bryllupsrejse. Deres vilje til at kapitalisere på rædsel bringer en slags mordturisme til den uddøende landsby og fører et nyt niveau af tragedie med sig.
Kraus pejler sig hellere ind på en slags true true crime, inspireret af kriminallitteratur med en samfundskritisk undertekst. Hun nævner New Journalism-forfatteren Truman Capote (1924–1984) og hans In Cold Blood: A True Account of a Multiple Murder and Its Consequences (1966). På streamingtjenesterne sælges idiotisk vold begået af den amerikanske underklasse som let underholdning. Mere udfordrende er det at føre en slags bevisførelse for at det faktisk er landets politik som tager livet at folk. Det er et sådant lærred The Four Spent the Day Together spænder op.
Social mobilitet
Kraus’ romaner er en slags collager. De kan ligne afslørende journalistik som vendes imod forfatteren selv og hendes liv. Romanens tre dele fremstår løst sammenknyttede by association. Først graver Kraus via sit alter ego Catt Greene i sin egen opvækst i 60’erne i Milford i Connecticut udenfor New York City. Senere følger vi Catt og hendes partner Paul Garcia og deres fælles kamp for at få Paul ud af et altopslugende loop af stof- og alkoholmisbrug. I sidste del kaster Catt sig over et researchprojekt: et mord begået af nogle teenagere tæt på den lille by i Minnesota (i den såkaldte »Iron Range« med reference til områdets jernmalmminer) hvor hun og Paul tilfældigvis lejer en hytte.
Selvom Kraus skriver tæt på sig selv (Catt har skrevet nogle af de samme bøger som Kraus) drejer det sig snarere om et self-as-case-study med blikket rettet mod den amerikanske tilstand. Hvis man skal fremføre argumentet at det er kynisk amerikansk politik som tager livet af folk, må man observere samfundsudviklingen over længere tid. For Catts forældre, som flytter til Milford fra Bronx, findes der en vis social mobilitet. Hendes far er en autodidakt intellektuel som smitter datteren med sin nysgerrighed. Catt læser bøger fra en tidlig alder. Familien kæmper økonomisk og er klemt inde mellem sociale klasser, men der er alligevel håb om samfundsmæssig opstigning. Catt kan blive til noget, alene på grund af sin intellektuelle åbenhed.
Når vi forlader denne del af fortællingen, er Catt alligevel på vej mod teenagefortabelse. I skolen ramler hendes ambitioner mod en mur af mobning og eksklusion. Snart vil hun hellere hike til New York City, eksperimentere med rus og hænge med fyre som er lige så grønne i forhold til voksenlivet som hende selv. En situation med en gruppe venner (et peg fremad mod den kvartet som introduceres til slut i romanen) får Catts forældre til at reagere voldsomt. Med et radikalt træk vælger de at flytte deres børn til New Zealand. I den nye sammenhæng kommer Catt på fødderne igen.
Ingen opstigning længere
Efter det springer vi til samtiden hvor Catt som voksen er flyttet tilbage til Amerika. Hun og Paul forsøger at navigere i den amerikanske virkelighed. Landskabet er genkendeligt fra Summer of Hate. Catt får problemer med et projekt i Albuquerque hvor hun har forsøgt at indrette et lejlighedskomleks til de mindre bemidlede.
Meth-epidemien ruller derudad, og det såkaldte prison-industrial complex lurer i baggrunden. Regeringen og private interesser tjener faktisk penge på at holde 1,8 millioner mennesker i fængsel. Der er samtidig en ny ondskabsfuld vibe på sociale medier hvor skadefro tweets vendes imod Catt i anledning af hendes husprojekt.
Til slut kommer vi tæt på en gruppe teenagere som begår et meningsløst mord på en 33-årig mand de hænger ud med gennem en hel dag. I dette miljø findes ikke længere noget håb om social opstigning. Kraus’ portræt af denne gruppe af teens i Minnesotas Iron Range vækker minder om lignende portrætter af ekstrem underklasse i film af Andrea Arnold (Bird, 2024) og Harmony Korine (Gummo, 1997). Hvor Catt fandt frihed i at læse, skriver disse teenagere beskeder til hinanden i et degenereret sms-sprog.
JD: hi sexy
BM: sup
JD: wyd
BM: chilling
JD: fun
Ingen går i skole, de render hellere rundt og tager stoffer og sælger sex online. Et slags surrealistisk mørke åbenbarer sig. Der er en kollektiv drift nedad hos disse unge mennesker. Hvad skyldes dette?
I dagens Amerika udnytter populistisk politik underklassens frustrationer til en kleptokratklasses bedste. Der er ingen bølge af punkbands længere. Fantasi og skaberkraft er forvandlet til et nihilistisk mørke af meningsløshed. Den slags tragedier bør ikke konverteres til billig underholdning, men snarere løftes frem af seriøse forfattere som eftersøger alle detaljer om disse liv med reel empati.
