Politiet vil iagttage dit åndedrag

Hos Chris Kraus er det at «leve eksperimentelt» en filosofisk informeret, jeg-oppløsende skrive-leve-praksis.

Tidligere publisert i Vagant 3/2012.

KGB findes ikke længere, KGB er alle vegne. Den kolde krigs spionimperium forduftede ikke ud i den blå luft, det var en spioneksplosion, og nu er vi alle spioner. Follow me, se mig trække vejret på nettet; luften ind i lungerne, luften ud af lungerne. Sting sang Every breath you take/ I’ll be watching you i 1983, en sang som sikkert opleves romantisk for nogen, men hvad er der egentlig på færde? Ønsket om at eje Den anden ned til mindste detalje udtrykkes, den, som synger, er helt i sin svigefulde venindes magt, sådan opleves det. Blikket vil kontrollere hende, som tydeligvis er en kold fisk – alt i alt en håbløs situation, med lige så mange potentielle anslag til hustruvold som «Roxanne» (1978). Bedre bliver det ikke af, at disse fantasier om at eje og kontrollere synges af et band ved navn The Police. Sting havde sparet godt op på kontoen til at skrive en sang med titlen «If You Love Somebody Set Them Free» (1985). «TV Eye» (1970) af Iggy and The Stooges er et andet eksempel på en sang om stalking, her er magten imidlertid anderledes fordelt. See that cat/ Down on her back/ She got a TV eye on me; et dødt, iagttagende blik hviler konstant på ham, hun er magtfuld og forførende, men samtidig mindre end ham, hun underkaster sig, hun står ikke i et fallisk udkigstårn og kontrollerer ham.

Ved første øjekast indikerer bogtitlen I Love Dick noget morsomt, vi fatter dobbeltydigheden i «Dick», som både kan være navnet på en mand og en kønsdel, men vi kan også se på «Dick» mere filosofisk, som en inkarnation af selve eros, en drøm, et sted at forsvinde, miste det jeg, som også findes i titlen, og det er sådan, jeg læser Chris Kraus’ bog fra 1997, og derfor glider og svæver den i hver eneste sætning, den rejser væk fra jeget, den kaster sig bort. I Love Dick er ikke fiktion, snarere er den et vellykket eksempel på ikke-fiktiv prosa, og den, som bevæger Kraus, er først og fremmest den franske kunstner Sophie Calle. Kraus spøger med Calle, den konceptuelle stalker-kunstner som fra 70’erne og frem producerer en serie kunstværker, som strækker sig mod de private rum, mod de tilfældige møder, mod anonyme gæster på et hotel, hvis spor hun fotograferer. Da Kraus forsøger at forklare Dick, hvad hendes projekt går ud på, kalder hun det Calle Art, altså en sammenskrivning af Calle og CalArts, den skole som på samme tid – i 70’erne – fostrer en feministisk, selvbiografisk kunstbølge i Californien.

For det meste er I Love Dick en førstepersonsberetning, men heller ikke dette er stabilt. Den skrivende Chris er en mislykket filminstruktør, hun er Sylvère Lotringers unge kone, hans plus one, den anonyme eskort, som Sylvère kan tage med til fester og konferencer, hun er hans deuxième sexe. Sylvère, Sylvalium, som hun kalder ham, professoren, forlæggeren, som på sine egne hænder bar French Theory over Atlanterhavet i form af den legendariske bogserie Foreign Agents på deres forlag Semiotext(e). Her blev Jean Baudrillard, Michel Foucault, Gilles Deleuze og mange andre franske filosoffer for første gang præsenteret for et amerikansk publikum i små, sorte bøger, som var designet til at passe i lommen på en læderjakke. Teorien skulle bruges og spredes på gaden, Sylvère var den første punkademic. 

Chris er fra New Zealand med jødisk baggrund, men gennem 80’erne er hun del af East Village-miljøet i New York, hvor frugtbare udvekslinger finder sted mellem punk, porno, poesi, performance og akademi. Hun redigerer Semiotext(e)-serien Native Agents, her skriver primært kvindelige amerikanske forfattere, som Eileen Myles og Kathy Acker, en slags theoretical fictions. De utopiske tanker om subjektivitet som summer i de franske hoveder, bruges til at skabe eksperimentel litteratur, som fremmer andre positioner end de sædvanelige, forudsigelige. The Cowboy (normen) and the Kike (et nedsættende ord for jøde) er stereotyper, og her kommer the desired Dick endelig ind, den britiske kulturkritiker og wannabe cowboy Dick Hebdige, som har skrevet Subculture: The Meaning of Style (1979). I starten af bogen møder vi Chris og Sylvère, hvis ægteskab er ved at gå ad helvede til, de har et lidt pudsigt møde med Hebdige, som flirter med Chris, og udfra en ren impuls – Chris’ pludselige forelskelse – begynder hun og Sylvère at skrive breve til Dick og spinde ham ind i deres fantasier. Ja, de stalker Dick, the Dick of desire.

Kraus maler et lige så cool californisk landskab, som Jean Baudrillard gør i America (1986), et andet godt eksempel på theoretical fiction, men Baudrillard er langt fra så stilmæssigt vild som Kraus, hun har arvet noget fra Acker. En heterogen tekst elskes på en måde til ét, den flyder så let på begæret, at den opleves som sammenhængende. Kraus’ ikke-fiktive prosa bevæger sig ubesværet mellem brevform, dagbogsform, essayistik og kunstkritik; her findes essays om kunstnerne Ronald Brooks Kitaj, Hannah Wilke og Eleanor Antin, så vel som om skizofreni og den politiske situation i Guatamala. Kraus selv kalder sin skrift Lonely Girl Phenomenology, og genren både studerer sig selv og udfolder sig, når hun for eksempel diskuterer brugen af case studies og førstepersonsfortæller. Men de mange breve til en ganske uvillig og uforstående Hebdige, deres møder og Hebdiges endelige, iskolde afvisning kan ikke blive til en universel fortælling:

So far I’ve told «our» story twice, late last night, as fully as I could, to Fred Dewey and Sabrina Ott. It’s the story of 250 letters, my «debasement», jumping headlong off a cliff. Why does everybody think that women are debasing themselves when we expose the conditions of our own debasement? Why do women always have to come clean? The magnificence of Genet’s last great work, The Prisoner of Love, lies in his willingness to be wrong: a seedy old white guy jerking off on the rippling muscles of the Arabs and Black Panthers. Isn’t the greatest freedom in the world the freedom to be wrong? What hooks me on our story is our different readings of it. You think it’s personal and private; my neurosis. «The greatest secret in the world is, THERE IS NO SECRET.» Claire Parnet and Gilles Deleuze. I think our story is performative philosophy.

Hos Kraus har det at «leve eksperimentelt» intet med livsstil og mode at gøre, at fusionere kunsten og livet er ikke det samme som at tage en sjov hat på og drikke store mængder rødvin, og det er heller ikke at pumpe sit jeg ud i alle multimediale kanaler som en anden reality-stjerne, det er snarere en inderlig og filosofisk informeret, jeg-opløsende skrive-leve-praksis. Kraus kaster sig bort i hver eneste sætning, samtidig med at hun igen og igen portræterer den ukvindelige kvinde og den mislykkede kunstner, både med udgangspunkt i sig selv og en lang række andre eksempler. Kraus er kike, hag, abject og queer, hun er hvid, anorektisk og hyperreflekteret og har en psykosomatisk mavesygdom (Crohn’s), som kun Sylvère kan dæmpe med et varmt bad og tårevædede historier om deres afdøde kat. Femme/butch-dikotomien synes at styre universet; femme er en rolle, som hun ikke kan gennemføre, femme er alt det, hun aldrig kan være, femme er normen, og femme får kærligheden.

Min historie om nyere ikke-fiktionel prosa i Skandinavien begynder med Pablo Llambías’ konceptuelle kortprosa-dokumentar Rådhus, som kom ud i 1997, samme år som I Love Dick. Når Llambías taler om sit forfatterskab, indleder han med Jean-Jacques Rousseaus Les Confessions fra 1770’erne som eksponent for det partikulære, følelsesmæssige menneskes tilsynekomst, men det er først i 1970’erne, at kvinden for alvor kan stå frem på samme måde. Llambías’ ikke-fiktionelle prosa, siger han, er inspireret af Suzanne Brøggers selvbiografiske skrift og Sophie Calles konceptuelle aktioner ind i de private rum. Da Sylvère Lotringer gæstede Oslo i maj, talte vi om Chris, og han så på mig med en bekymret mine: Chris skriver ikke førstepersonsberetninger længere, sagde han. Jeg kan imidlertid ikke tro, at hendes kommende roman Summer of Hate skulle være mindre virkelig – eller stærk, eller god – af den grund. Well, what’s real? – som Kathy Acker engang spurgte.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.