Universiteterne står ved en skillevej Tiden er ved at løbe fra skriftlige prøver

Den sande fare ved ChatGPT er ikke, at robotterne bliver ligesom os, men at vi begynder at tænke og opføre os som robotterne.

Inden længe skal Skandinaviens studerende til eksamen. Men hvor længe vil eksamenerne egentlig overleve i den form, som de har i dag?

I februar bekendtgjorde Aarhus Universitet, at deres studerende gerne må bruge kunstig intelligens i opgaver og afhandlinger, så længe de tydeligt angiver, hvor og hvordan de har brugt prompting. Og det sker mange steder i dag. Uden nogen særlig debat er det blevet den nye norm. Men måske ville det være bedst helt at afskaffe hjemmeopgaven og erstatte de skriftlige eksamener med noget så gammel som pen og papir?

For nylig (6.2.2024) kunne en anonym engelsk underviser rapportere i London Review of Books, at der er opstået en ny skrivestil på universitetet, som er »overfladisk glat og grammatisk vandtæt« med »et underligt, glasagtigt fravær bag sig«. Plagiering har længe været let at afsløre med internettets hjælp, men for at kunne afsløre ulovlig brug af kunstig intelligens skal der mere til – måske vil snyderiet aldrig blive afdækket.

Som underviseren kunne fortælle, ser man nu en general automatisering af de studerendes opgaver. Alligevel ser universiteterne ud til at fastholde, at den nye teknologi vil have en forløsende effekt som læringsstøtte: Studerende vil kunne arbejde mere effektivt, mens forskerne vil få mere tid til at forske.

Teknofober

Kritikere af kunstig intelligens beskyldes ofte for at være teknofober. Reaktionære typer har altid tabt kampen mod forandring; i vores tidsalder nytter det ikke at være imod teknologiske fremskridt, lyder den typiske kritik.

Sådan var det også for de engelske ludditter, en gruppe vævere, som i 1800-tallet gjorde oprør mod de nye maskiner – de blev kaldt maskinstormere. Heller ikke de, lød det, forstod automatiseringens frigørende potentiale.

Det glemmes dog ofte, at ludditterne ikke var imod selve teknologen, men den tvungne brug af den. Daglejerne så alt for godt, at maskinerne ville presse dem økonomisk og sænke kvaliteten af deres eget arbejde. Det er formentlig også den sande fare ved ChatGPT: ikke at robotterne bliver ligesom os, men at vi begynder at tænke og opføre os som robotter.

AI’s hurtige indtog fortæller således flere ubehagelige sandheder om vores samfund. Mange arbejdspladser har allerede adopteret den nye teknologi som et brugbart redskab, fordi meget af arbejdet er så generelt og alment, at det ikke kræver den store fantasi.

Uanset om det drejer sig om mails, ordreleverancer eller jobansøgninger: Med ChatGPT viser det sig, at store dele af vores højteknologiske samfund ikke har særlig meget brug for selvstændig og dybtgående tænkning. I stedet for at reflektere over, om det ene eller det andet giver mening, er det blevet vigtigere at få ekspederet ordrerne videre og blive frigjort for irriterende forpligtelser.

Pres fra arbejdsmarkedet

Nutidens effektivitetskrav efterlader uddannelsesinstitutionerne i et ubehageligt limbo. Universitetsforskning og uddannelse har alle dage krævet kritisk tænkning, men hvad nu hvis den form for selvstændiggørelse ikke længere er efterspurgt af arbejdsmarkedet?

Vi har i de senere år set en generel udmagring af universitetsfagene, ikke mindst inden for humaniora. Det kan synes, som om de kompetencer, der efterspørges af arbejdsmarkedet, rent faktisk er nogle andre end dem, som universiteterne altid har stået for.

ChatGPT sætter således spørgsmålet om universiteternes samfundsrolle på spidsen: Skal universiteternes årelange transformation til diplomfabrikker føres til ende, eller er det netop nu, at befolkningen og beslutningstagerne bør støtte op om universiteternes særlige arv – den langsomme, tålmodige og kritiske tænkning, som samfundet er ved at aflære sig selv?

Ingen af disse svar virker særlig tilfredsstillende og afslører på sin vis, at universiteternes krise også er en krise i vores forhold til viden og kreativitet. Vi føler i dag, at vi er nødt til at slås for blot at kunne følge med maskinerne. Med AI er viden ikke længere et produkt af historien, men informationer hentet ned fra en datasky. Denne nye intelligens gør ikke meget andet end at forfladige vores viden og forestillinger om menneskets kapacitet.

Fortsætter udviklingen, er vi nok nødt til at stille os selv det ubehagelige spørgsmål, om humaniora overhovedet har en rolle at spille i fremtiden. For hvis vi bare gør, som robotterne siger, er det slet ikke sikkert, at der til den tid vil være grund til at forstå meningen med vores handlinger.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.