Lolitas spøgelse

ANMELDELSE. I sin seneste roman puster Cecilie Lind nyt liv i en af litteraturhistoriens mest genkendelige skikkelser.

Pigedyret har mange ansigter. Engel, dæmon, forførerske, offer. Britney, Lana, Dolores Haze: Vi kender typen. I Cecilie Linds nye roman hedder dyret Sara, og dets krop veksler mellem det virkelige og det abstrakte. Virkelig, fordi Sara, der også er Pigedyrs jeg-fortæller, gennemgår faser af et nogenlunde genkendeligt teenageliv fra konfirmation til dimission. Abstrakt, fordi romanen kan læses allegorisk, pigedyret som et mytisk væsen, men også fordi Sara har et mål om at forvandle sig selv til et ideal, at udøve magtdemonstrationer over kroppen ved at dyrke sulten som en gud. Stilistisk befinder romanen sig ligeledes på en tærskel, med en kadence der ofte minder mere om poesi end prosa. Pigedyr er tydeligvis en roman skrevet af en digter. Billedsproget er opfindsomt, intensiteten holdes oppe hele vejen, og resultatet er en åndeløs læseoplevelse. 

Romanens titel er taget fra Piet Hein-digtet »Pigedyret« (1941), som reciteres lidt over halvvejs inde i bogen: »Genkommen står hun, strakt mod lys og vinde. / Et nyskabt væsen drikker verden ind, / følsom om mulen, sulten af sind, / med ungt og sultent blik. Jo, det er hende.« I Cecilie Linds roman er Sara det genkomne pigedyr, hvis skæbne læseren drikker af. Hun bliver født som datter af ældre forældre, en mor på 39 og en far på 52. Sara var et mirakel, svaret på deres drømme om at blive en rigtig familie. Romanens plot- og følelsesmæssige drivkraft sætter ind, da hun ikke indfrier de umenneskeligt høje forventninger. Moren putter ikke med sin skuffelse over for sin trodsige datter, og deres giftige forhold leder til skænderier forældrene i mellem, indtil faren pludseligt dør, da han bliver påkørt af skolebussen. I mellemtiden har Sara efter sin konfirmation indledt en affære med præsten Dario, hendes venskab med den populære og moderløse pige Rosa har voldsomme op- og nedture, og Sara ender i et forhold med Rosas far, der bliver til et ægteskab efter, at hun går ud af gymnasiet.

Engel og offer

Cecilie Lind kridter tidligt i romanen stregerne op for det skuffende ønskebarns livsvilkår:

Jeg strålede ikke. Jeg var ikke en sol. Mit gylp var ikke lun fryd mellem min mors bryster. Noget at tørre væk med en stofble med det kærligste smil.

Hun kaldte mig, med en tøven i ordet, prinsesse, men hun overbeviste aldrig sig selv om sandheden af det ord. Prinsesse. Lyden fra deres læber, i deres kald, hang efter mig som stank. Prinsesse satte sig i min nakke, som syg, stolt knejs.

Et andet sted lyder det, at Sara skulle have været morens engel, men i stedet blev hendes offer. Alle disse superladede substantiver er gennemgående for Linds roman, dens sproglige omdrejningspunkter, forstået på den måde at Sara måler og vejer sig selv op imod deres definitioner bogen igennem. Ordet offer har mindst to betydninger: Sara er offeret for moderens lunefuldhed, hendes slag og skæld ud, og Sara er morens offer til verden. Forholdet mellem mor og datter er sadomasochistisk og balancerer på kanten af det incestuøse:

Mor elsker straf for mor elsker trøst.

Jeg slår dig ikke som en fars hånd ville slå. En mors vold er kærlighed. En mors slag er bare kærtegn der eksploderer. En mors kærlighed kan tage overhånd. Det har intet med ondskab at gøre. Mor aer og aer. Og mor børster mit hår godt igennem, børster indtil mit hår er blødt som silke. Mor kysser mine hænder, hun samler dem i sine, og presser dem op mod sin mund. Kysser dem hårdt, bider i dem, napper lidt med tænderne. 

En spøgelseshistorie

I en anden Sade-istisk twist søger Sara beskyttelse hos præsten, der netop har konfirmeret hende, og han bruger anledningen til at have en affære med hende. Eller hvad kalder man det, når en mindreårig pige forfører en voksen mand? Der er hele tiden den her dobbelthed i Sara; hun er både et offer og et rovdyr, jægeren og den jagede. Det gælder i relationerne til hendes elskere, men også moren, veninden Rosa og den troende voyeur Monika, som hun bor hos i bogens første og sidste kapitel. Disse finder sted i årene 2038 og 2037, et godt stykke tid efter bogens hovedhandling, der starter i 2020. 

Romanens indledning foregår juleaften 2038, hvor Sara og Monika disker op med en erotisk ladet, klassisk julemiddag. De lokker den ulykkelig pige Lisa inden for med en gave for at skærme hende fra hendes forældres voldsomme skænderier om sovsen. »Hun er 13 år og naboens datter,« får vi at vide. Efter at have læst resten af bogen, tænker man: Er Lisa den næste Sara? Den besynderlige scene slutter med, at de sender pigen tilbage til sin familie med en glitternegl i tasken, hvorefter »Monika klæder sig ud som julemand, tager mig på sit skød, siger, såså, og jeg slikker på en pebermyntestang imens«. 

Det afsluttende kapitel er lige så sælsomt. Her er Sara 30 år gammel, sygelig og netop indlogeret hos Monika, der har taget hende til sig som en god kristen (og for at kunne belure hende gennem nøglehullet). De to får tiden til at gå med at placere øl rundt om et springvand for at friste nabolagets teenagepiger nærmere, så de kan kigge på dem vakle rundt »så fulde og velformede i sommernætternes lune mørke. De er ikke teater, de er kirke.« Senere står der, at Sara ikke har fået nogen børn, men hun vil »lade alt være mine døtre. Være alles datter.« Citater som dette forstærker kun indtrykket af, at Sara både kan være genkendelig som en realistisk pigeskikkelse og en gengangerfigur, der reproduceres fra generation til generation. Romanens tidsforskudte for- og bagkant er med til at give den et gotisk strejf, få den til at føles som en spøgelseshistorie. 

Stakkels mænd, mægtige piger

Man hører ekkoer af filosoffen Camille Paglia i Cecilie Linds både magtfulde og afmægtige pigeskikkelser. Det gælder for hele forfatterskabet, og ingen steder mere end i Pigedyr. Romanen improviserer hen over det patriarkalske partitur om de civilisationsbyggende mænd, der skal mønstre al deres modstandskraft for at stå imod sirenesangen fra dæmoniske kvinder. Som når Rosa siger følgende til Sara om de to teenagepigers uforholdsmæssigt store trussel mod voksne mænds eksistens: »Den slags uføre. Sara, vi ved alt om det. Vi er de huller en god mand kan falde i. Selve fejltrinnet.« Pigedyrs fremmaning af venindeparret Sara og Rosas giftigkærlige relation er overrumplende vellykket, fordi den både er følelsesmæssig troværdig og lader til at bero på et overnaturligt, mytisk bånd. De er bedste venner og største konkurrenter på en måde, der ikke ligger langt fra den realistiske skildring af Elena og Lila i Elena Ferrantes Min geniale veninde(2011), men samtidigt føles de nogle gange uvirkeligt vise som mytiske væsener.

I klassikeren Sexual Personae (1990) skriver Paglia om de seksuelle personaer, der bliver formet i barndommen. Disse dikterer ifølge hende, hvilke mennesker vi kommer til at elske og hade, og hvordan vi skiftevis underkaster os og gør oprør mod deres autoritet over vores liv. Det er Saras personaer, skabt af smadrede familierelationer, der definerer hendes forhold til bogens resterende persongalleri. Hun indtager masochistiske positioner i forholdet til den stedmoderlige Monika og ikke mindst som sidekick til Rosa. Når hun indleder forhold til ældre mænd, så bærer de spor af den gamle far, der beskytter hende mod morens vrede, indtil hans rendezvous med skolebussen en tredjedel inde i romanen.

Et vildt ridt

Det giver fint mening at læse Pigedyr som en fortælling om en bestemt piges dysfunktionelle barndom og dens konsekvenser. Men hvis man læser romanen som en spøgelseshistorie, kan gentagelsesmønstrene i Saras livsbane lige så vel forstås som kulturelle overleveringer, pigedyret som en hjemsøgelse fra fortiden, der kommer til at leve videre længe efter Sara. Pigedyr begynder (og slutter kronologisk) juleaften, samme dag som Dolores Haze/Dolly Schiller dør i Nabokovs Lolita. Måske er det tilfældigt? Mon dog. 

Uanset, hvordan man vælger at læse romanen, så er den et vildt ridt, både morsom og modbydelig, men først og sidst en sproglig kraftudladning. Cecilie Linds pigedyr er en selvbevidst fortolkning af lolitafiguren, der nægter at modtage læserens medynk som offer for ældre mænds lyster eller som offer for sin spiseforstyrrelse. Tværtimod bærer Sara sig selv med aggressiv trods:

Det jeg gør, det hedder ikke noget, det har ikke et navn, men det jeg kunne kalde det, det er: magtdemonstration. Overlevelse. Våben. Karakterstyrke. Det er englepraksis. Det er motherfucking soldat. Jeg har brug for vinger og muskler, for jeg vil til himlen, jeg vil til frelsen, jeg vil frem til Gud, og jeg vil have at Gud skal kneppe mig.

Denne attitude føles anstødelig og derfor også langt mere subversiv end traditionelle offerfortællinger, hvor hovedpersonen enten forliser eller overvinder sine dæmoner. Der findes ingen opbyggelig pædagogik, kun den faldne glitterengel der selv på sit laveste insisterer på at være »helgen, hedning. Uudholdelig.« Pigedyr er i sandhed en magtdemonstration.