I 2004 udkom Nikolaj Frobenius’ roman Teori og praksis, et eksperiment med autofiktion, som dengang stadig føltes en smule farlig. Teori og praksis, som forfatteren omtalte som en løgnagtig selvbiografi om sine ungdomsår som punker i satellitbyen Rykkinn, udkom samtidig med lignende genreundersøgelser i Danmark og Sverige.
Som W. G. Sebalds Austerlitz (2001) inkorporerede Teori og praksis sort-hvide fotografier, som tilsyneladende forholdt sig »illustrerende« til teksten. Vi var dengang oplært af aviserne (det man nu kalder legacy media) til at forvente en tryg relation mellem tekst og billede, men i løbet af romanen begynder denne sammenhæng gradvist at forskyde sig, og en uro sætter ind. Man spørger sig: »Hvad er virkeligt?« Som hos danske Claus Beck-Nielsen (1963-2001): En biografi (Gyldendal, 2003) handler det først og fremmest om at kritisere medievirkeligheden og stille spørgsmål ved vores tendens til at tro på mediernes »autentiske« fortællinger.
Sønner af Norge
Der blev en del ballade omkring Teori og praksis, ikke mindst da filmen baseret på bogen, med titlen Sønner av Norge, havde premiere i 2011. Frobenius beskriver i et essay i Klassekampen den 24. december 2011, hvordan han udenfor biografen mødte en ven af sin far, en fremtrædende person i værket, som stod rystende og grædende. Chokeret indser han, at bogen ikke bliver læst som fiktion: »Dette er den selvbiografiske sykdommen, tenkte jeg: Den vil oppløse tvilen og gjøre alt om til definitiv én-til-én-virkelighet. Det er den samme sykdommen som vil få kongresser og parlamenter til å tro på manipulerte beviser slik at en krig kan startes og naturressurser kan utnyttes.«
Kreativ krise
Årets roman iscenesætter en unavngiven forfatter, som i en fortrolig tone fortæller om sin kreative krise, sine rusvaner (han tager sig nogle glas vin og nogle striber kokain for meget) og om hvordan han af sin partner presses til at gå i terapi for at gøre op med dem. Under pandemien nørkler han med en oversættelse af The Yage Letters (1963) til det alternative forlag Gong(!). Det drejer sig om en brevkorrespondance mellem beatforfatterne Burroughs og Ginsberg, der beskriver deres søgen efter det psykedeliske plantestof yage (også kendt som ayahuasca), som naturfolk i Amazonas bruger for at overkomme traumer og søge visdom.
Vores forfatter er imidlertid ikke ude efter endnu et trip, forsøger han at overbevise sig selv om. Han er blevet optaget af, hvordan afhængighed kan behandles med ketamin, som ellers er kendt som bedøvelsesmiddel for heste. Han er således på en »omvendt« opdagelsesrejse mod renhed og veltilpassethed, modsat 60’ernes forfattere.
Det er den småbitre, samfundskritiske side af vores forfatter, som gør, at han drages mod rusen. Det er Skyggen, som opsøger ham – her kan man både tænke på Jungs arketype og H. C. Andersens novelle fra 1847. Frobenius skriver med neddæmpet humor om den nye moralisme, som er trængt ind overalt, også i hans vennekreds, og i hans partner Annemarie. Frobenius lader det være op til læseren at opdage, men den nærmeste kreds behandler vores hovedperson med sydende spydighed:
«Ha ha. Disse gamle avantgardeforfatterne,» ler Theo. Han har en sånn smittende latter som gjør seg i middagsselskaper. Han legger hodet tilbake og lar latteren strømme ut av munnhulen. Jeg ser på tunga hans. I halsåpningen dykker drøvelen opp og ned som et lite dypvannsdyr. «Med sine overdrevne, vanvittige ideer. Jeg elsker det. Så langt ute. Forfatterne nå for tida er for engstelige og kjedelige. Er ikke litteraturen blitt dritkonform?»
Ind i junglen
Den relativt blåøjede forfatter beslutter sig for at tage turen ind i junglen og forsøge sig med et terapeutisk trip. Vi indvies i hans omfattende research. Et centralt spørgsmål er: »Oppstår bevisstheten i hjernen, eller fanger hjernen opp bevissthet?«
I shamannens forståelse er junglen en overvældende bevidsthed, som vi kan fyldes af. Alt omkring os tænker og lever. Således kommer indsigter udefra snarere end fra en unik menneskelig bevidsthed.
Vores jungleorienterede forfatter er på vej væk fra dagens talkshowvirkelighed, hvor genkendelse er i højsædet, og hvor det fremmedartede mødes med distanceskabende eksoticering. Som en anden mystiker siger han: »Det er noe som skriver i meg.«
Her lægger Frobenius sig i forlængelse af en tendens i kunstverdenen, hvor en animistisk omverdensforståelse har slået igennem; hver anden kunstudstilling vil minde os om, at vi bør genetablere de urgamle, organiske netværker for at redde os ud af kriserne.
Sarkasmen evaporerer
Så langt, så godt. Vores forfatter finder omsider et troværdigt naturmedicinsk retreat og et menneskeligt fællesskab. Sammen drikker de »denne ufyselige smoothien« og gennemlever forskellige ayahuasca-inducerede erfaringer. Teksten fremstår som en dokumentar i romanform, som om Frobenius kommer med en invitation. Nu har han gjort research, vi kan følge brødkrummesporet ind i junglen.
Det er imidlertid den rationelle forsker, vi rejser med. Sprogligt tillader Frobenius sig få psykedeliske friheder undervejs.
Jungletrippet gør alligevel, at tonen i romanen ændrer sig. Noget af den Frobenius-typiske sarkasme evaporerer, og her vakler romanen lidt. For hvad nu? Vores fiktive forfatter vender hjem, han har gennemgået en magisk forvandling. Er han blevet ét med naturen? Og er han nu blevet for ren for sit miljø derhjemme i Oslo? Det er måske en lidt for vag afslutning, og dermed får vi nok ikke helt den lovede vildskab.
