Byens puls BIT Teatergarasjen 40 år

Der findes mange klichéer om byens puls, hvad betyder det egentlig? ChatGPT giver mig et svar, som handler om social inter­aktion, men også om sundhed: Byens puls kan ses som en metafor for byens sundhed, vitalitet og engagement. Robotten nævner kun i forbi­farten kultur og hinter til begiven­heder og arrangementer, men det kan jo være så mange ting nu til dags. Jeg har for eksempel set horder af unge mennesker udenfor butikker, når en attraktiv mærkevare lancerer en ny kondisko, eller hvad det nu kan være.

Spoler vi 100 år tilbage og kigger rundt i Bergens gader, er det Den Nationale Scene (DNS), opført i 1905, som lyser op. Centralt placeret, højt over Ole Bulls Plass og Torg­all­menningen, havde det ikoniske teaterhus nærmest monopol på spænding i kultur­livet. Den første alvorlige krise kom måske med fjer­nsynets opfindelse. Den anden krise spirede frem i 80’erne med nye, vovede teater­former præsenteret af den rebelske lille­søster, vi idag kender som BIT Teater­garasjen.

I konstant ændring

Der er noget punket over en garage, alle bands og succes­fulde tech­selskaber starter i en garage. Allerede her får vi en stærk indikation på en vilje til oprør mod borger­skabet, som hygger sig i DNS’ forgyldte sale. Når man ser på BIT Teatergarasjens historie, bliver det klart, at dette er en institution i konstant forandring, drevet af en eksplosiv avant­gardistisk energi. Ilden brænder højt, og af og til går den også ud for så at flamme op igen. Der er for eksempel gået 16 frustrerende år, siden BIT sidst havde deres egne scene­gulve. Ilden er ikke slukket af den grund, men hjemløs­heden har præget teateret. Nu ser man stærkt frem til et nyt hjem på pladsen, hvor Sentral­badet er ved at blive revet ned. Ifølge planerne, som allerede er blevet ændret flere gange, skal BIT Teater­garasjen og Carte Blanche, Bergens kompagni for samtids­­dans, flytte ind her i nye lokaler i 2026.

Den fyrre år gamle dame ved navn BIT er blevet forsknings­objekt. To doktor­afhandlinger er ved at blive skrevet af teaterkritikerne Grethe Melby og Melanie Fieldseth. Desuden kan man i Universitets­bibliotekets foyer akkurat nu beskue en udstilling med forunderlige effekter fra fire årtiers produktioner. BIT Teater­garasjen er til forskel fra DNS og Vest­norske Teater et program­merende teater, som laver samproduktioner og inviterer gæstespil ind fra hele verden. Man er altså ikke på samme måde forpligtet overfor en lokal og national tradition, og kan dermed bringe store overraskelser til byen. Etwas ganz fantastisches; blod og levende ild, politik og porno!

Et slag i ansigtet

It’s the stuff of legends. Fra starten var det netop chokket, som blev vægtlagt af folkene bag BITs første inkarnation. Noget var begyndt at koge på teater­videnskab ved Universitetet i Bergen, hvor professor Knut Ove Arntzen (stadig en aktiv kraft i miljøet) vist havde puttet avant­garde i kaffen. Flere studenter lavede teori om til praksis, da første udgave af Bergen Inter­nasjonale Teater­festival (BIT) åbnede dørene for Teatertreff i 1984. Studenterne som udgjorde kernen i arrangør­gruppen, var Tone Tjemsland, Preben Faye Schjøll og Sven Åge Birkeland. Sidst­nævnte varetog fra 1989 og til hans alt for tidlige død i 2022 stillingen som BITs teater­chef. Med en kæk retorik, som var typisk for tiden, udtalte gruppen til Bergens Tidende, at festivalen skulle opleves som et slag i ansigtet. De etablerede teater­folk skulle føle det »som om noen hadde fiket til dem«.

Festivalen kørte indtil 1989, og i 1990 blev BIT helårs­drevet teater i Teater­garasjen på Nøstet. I 2008 begyndte de 16 magre år uden fast lokale, dog med meget aktivitet rundt omkring på lånte scener. Selv husker jeg bedst epoken på Nøste­gaten, denne enorme sortmalede lagerhal hvor alt kunne ske – og skete! Hvor var du for eksempel, da The Wooster Group fra New York besøgte Bergen? Hvor var du, da Motorhead, Prodigy og Iggy Pop fyldte lokalerne? Så du også Hooman Sharifi feje gulvet i en time, mens han græd og mumlede? Hvor mange forestillinger har du set af Gisèle Vienne og hendes uhyggelige dukke­teater? Var du på de benhårde, sorte Audiatur-festivaler, hvor poesi, performance og støjkunst gik op i en højere enhed? Så du porno­performeren Annie Sprinkle på Landmark, eller var du del af demonstrationen mod hende? Hvor mange timers oplæsning af Gatsby holdt du ud, da BIT viste forestillingen GATZ af det amerikanske teater­ensemble Elevator Repair Service? Du gik vel ikke glip af billed­kunstner Kjetil Kauslands forestilling No Más, hvor kunstneren fik bank i en ægte MMA-kamp, en voldsom sport som ellers er forbudt i Norge?

Nogle indtryk fra den kommende antologi:

Prøverommet

Min personlige favorit er alligevel Prøve­rommet, en åben scene for eksperimenter og værker under udvikling, som stadig holder sig vital. Rune Salomonsen, som idag er informations­medarbejder ved BIT, havde i 1998 civil­tjeneste på teateret, og sammen med Erik Vibe Simonsen startede han Prøve­rommet. I 1999, da jeg studerede på Skrive­kunst­akademiet, gik der pludselig rygter om denne åbne scene. Vi var blevet trætte af at sidde og gruble over sætnings­konstruktioner, og nogen snakkede i stedet om performance, om at teksten også kunne have et fysisk udtryk i en oplæsnings­situation. Efter­hånden strømmede vi ned i Nøste­gaten og gjorde vores første erfaringer med offentlig oplæsning. Min medstuderende Øystein Vidnes læste op i højt tempo og smed nonchalant hvert ark fra sig, som faldt der sne i lokalet. Selv bar jeg som David Byrne i koncert­filmen Stop Making Sense en ghetto­blaster på scenen og læste op til et lydspor. Det er forunderligt, som vi troede, vi havde opfundet den dybe tallerken.

Tilbage til nutiden og en typisk regnvåd september­aften på Universitet­sbiblioteket. Her åbner Laurie Lax dørene for endnu en udgave af Prøve­rommet, som afholdes med BIT-udstillingen som bagtæppe. Lax er britisk, kom til Bergen for at tage en master­grad ved Fakultet for kunst, musikk og design og er i dag ansat ved BIT som producent for Prøve­rommet. Det er muligt, at ambitionerne har hævet sig en smule gennem årene. Hjemløsheden har også gjort noget ved Prøve­rommet; arrangementerne er blevet steds­specifikke, eftersom rummene veksler fra gang til gang. Denne aften udnytter flere optrædende hele rummet, og publikum må bevæge sig rundt i takt med dem.

De som griber chancen til at teste deres udtryk i regi af Prøve­rommet kommer fra alle kunst­arter. Åbenheden er reel. Denne aften ser vi dans af koreografen Katja Nyqvist, et lysbillede­show af foto­arkivisten Olaf Knarvik og en dramatisk læsning af student­teateret Immaturus.

Mest mystificerende og rent ud sagt fearless fremstår Ana Matey, en spansk kunstner som er i residens på USF Verftet. Matey gør ting, nogle af os har dagdrømt om at gøre på et bibliotek, nemlig at orme sig fysisk igennem boghylde efter boghylde. Matey fremstår slank og stærk og med utrolig balance­evne. Hun snor sig op på en smal bordplade, som strækker sig langs et gelænder ned til under­etagen. Her flytter hun rituelt på små skulpturer af forkullet træ, som balancerer på knappenåle. Nogle af dem bærer hun på hovedet. Matey trækker os med rundt i lokalet, og til slut kan nogle af os gå hjem med vores egen lille forkullede skulptur.

Det bliver klart, at Prøve­rommet ikke har mistet sin vilje til weirdness. Dette må være akkurat hvad der menes med byens puls, at man kan spadsere lige ind fra gaden og blive overvældet af så mang­foldige kunst­oplevelser som dette. »Det hedder et hjerte« som Depeche Mode sang i 1985. De lægger til om hjertet: You know how easy it is to tear it apart.

BITs jubilæumsudgivelse Den flyktigste av alle kunstarter lanceres sammen med Knut Ove Arntzens tekstsamling Teater i bevegelse. Fra myter og tablå til moderne regikunst og Jacob Wrens roman Dry Your Tears To Perfect Your Aim 19. oktober 16.00 på Hordaland Kunstsenter.