Nu skal I se film! Ra-ta-ta! BIFF 2025

Det begynder og ender med pistoler. Årets BIFF blev for mit vedkommende indledt med den bosniske instruktør Jasmila Žbanićs film Quo vadis, Aida? (2020). Vi var inviteret til et (u)hyggeligt opvarmningsarrangement om hændelserne omkring massemordet på 8000 bosniske mænd og drenge i byen Srebrenica i 1995.

Filmen følger tolken Aida som er på arbejde da Srebrenicas bosnisk-muslimske befolkning må flygte fra den bosnisk-serbiske hærfører Ratko Mladić og hans soldater. Befolkningen strømmer til det nærmeste FN-hovedkvarter (kaldt »safe zone«) for at søge ly. Aida må oversætte for den hollandske FN-styrke mens hun frenetisk forsøger at redde sin mand og to sønner.

Der er næppe nogen i salen der ikke ved hvordan dette ender. Mladić sætter kvinder og børn på busser og kører dem væk, hvorefter deres ægtemænd, fædre og sønner henrettes uden at FN-styrkerne har mandat til at gribe ind. I filmens sidste minutter gennes kroppe ind i en forladt bygning, måske en tidligere biograf. Nogen råber »Nu skal I se film!« hvorefter skudsalver lyder.

Documentaire Extraordinaire

Da jeg en uge senere, hen mod slutningen af festivalen, igen får et gevær stukket i trynen, får jeg en stærk følelse af cirkel­komposition. Det drejer sig om filmskaberen Vladlena Sandu, født i Ukraine, opvokset på Krim og i Tjetjenien og uddannet i Moskva. Hendes spillefilms­debut Memory (2025) handler om livet i den tjetjenske by Grozny under kampene for løsrivelse fra Rusland i 1990’erne. Historien fortælles med en lillepige­stemme, og diverse voldsomme scener genskabes med Barbie­dukker og andet legetøj.

Sandu gestalter på en original måde et barns forvirring i et land præget af politisk propaganda (skolegang med Lenin-hjernevask), og efter USSR’s fald, krig og ekstrem fattigdom i udbombede byer. De greb hun bruger for at forblive tro mod et ungt menneskes oplevelser, kan sende tankerne til den amerikanske kunstner Sadie Benning. Sandu har en lignende sans for lo-fi-æstetik og intim voiceover.

Filmens afsluttende sort-hvide still­billeder viser virkelig­hedens krigs­skadede børn. Vi ser deres ønske om hævn. De peger på os med deres geværer, og jeg bliver mat i biografsædet. Inde i midten af min BIFF-uge vandrer Jean-Luc Godard rundt og mumler: »All you need to make a movie is a girl and a gun!«

Der er meget rå virkelighed på BIFF i år, og det er også hvad det trofaste publikum forventer. BIFF blev i 2000 startet af Tor Fosse som var festivalleder indtil 2024. Kristian Fyllingsnes er nu blevet leder efter at have trådt sine barnesko i festivalens organisation nogle år. Det er umiddelbart svært at få øje på de store forandringer. Det føles dog som om vi er presset sammen på mindre plads (ingen film i Bergen Kinos Magnus Barfod-sale), og at der er mere kamp om billetterne.

Vladlena Sandu besøgte Bergen under årets BIFF og deltog blandt andet i en panel­samtale om dokumentarfilm. Hendes både voldsomme, absurde og intime værk har sammen med en lille håndfuld film fået BIFF-stemplet Documentaire Extraordinaire.

Patosfyldte, fascistiske bøller

Andre interessante film i Documentaire Extraordinaire-programmet var to film fra forskellige steder på Balkan. I kroatiske Igor Bezinovićs film Fiume o morte! fortælles historien om havnebyen Fiume ved Adriaterhavet, et område der i dag hedder Rijeka og er del af Kroatien. I 1919 blev Fiume besat af italienske protofascister under ledelse af den excentriske digter og krigsfører Gabriele D’Annunzio. Som hos Sandu fortælles der om historiske konflikter i en absurdistisk tone og i et helt specielt filmsprog.

Filmen kan beskrives som en historisk reenactment lavet med løs hånd og sort humor ud fra arkivbilleder af de italienske protofascisters hærgende adfærd. Vi følger Bezinović mens han er i gang med at samle et hold amatør­skuespillere. Han går simpelthen ned ad den centrale handelsgade i Rijeka og spørger folk hvad de ved om D’Annunzio som mange af byens gader stadig er opkaldt efter. Få kender til ham, men i sin samtid så Mussolini ham som en stor inspirations­kilde på sin vej til magten i 1922, og også han fik travlt med at besætte den kroatiske kystlinje.

Der laves meget sjov med historien om de fascistiske bøller, og realismen gennembrydes konstant af anakronistiske brud. For eksempel spiller en af amatør­skuespillernes rockband pludselig på en bjergvej hvor D’Annunzio og hans hær passerede ind mod byens centrum. Senere sidder et helt regiment af national­romantiske banditter og glor på deres mobiltelefoner.

Sønnen der blev til en stork

Den anden film fra Balkan, The Tale of Silyan, skabt af makedoniske Tamara Kotevska, er en sorgfuld beretning om landbrugets tilbagegang. Hvis nogen havde fortalt mig at jeg skulle bryde grædende sammen ved tanken om tilstanden i det makedoniske landbrug, havde jeg nok ikke troet dem, men denne afdæmpede fortælling knækkede mig næsten.

Stilen er realistisk, men fortællingen indeholder mytologiske lag. Vi følger en nordmakedonisk familie der driver et landbrug i fremgang og sælger deres varer på lokale markeder. De får besøg af storkeflokke der skaffer sig føde på deres marker og bygger reder på deres tage. Via voiceover hører vi folkesagnet om Silyan, sønnen der forlader sin familie, forbandes af sin far og som straf bliver forvandlet til en stork. Uden at familien ved det, er Silyan i storkeform hele tiden tæt på dem. Der opstår efterhånden økonomisk krise i landet, og dele af familien må flytte til England for at tjene penge.

Den ældre familiefar er den sidste tilbage. Han forsøger at sælge sine marker og får arbejde på en losseplads hvor han skovler affald med en gravko. Her kommer nu også storke­flokkene for at spise, fordi markerne er tomme. Han adopterer en stork med brækket vinge. Det er Silyan som ikke kan afsløre sin identitet. Sådan opstår der et venskab mellem menneske og dyr mens de følges ad på en fælles nedtur fra rigdommen og overfloden, til affaldet og døden.

Videnskabskvinder som fascinerede børn

Jeg har de seneste år været fan af Klimafestivalen, BIFFs grønne program, som blev indført i 2015, men så færre af disse film i 2025. Den argumentations­tunge Hydrogen – Revolution or Illusion? (2024) af tyske Andreas Pichler forsøger at vække tvær­europæisk debat om hvorvidt hydrogen er en form for grøn energi vi skal satse på i fremtiden. Den hardcore faktuelle dokumentar kommer blandt andet forbi danske Mærsk for at høre hvordan de forsøger at lægge virksomheden om med tanke på grøn energi. Perspektiver fra Nordnorge inkorporeres også. Her kan store hydrogen­anlæg måske få plads? Den kommer også omkring rensdyr­problematikker, hvorefter rejsen haster videre til Marokko hvor der ligeså kan placeres anlæg.

Den hypnotiske How deep is your love (2025) af britiske Eleanor Mortimer er mere min kop te. Det er Mortimers spillefilms­debut og fremstår som et mindre, poetisk mesterværk. For nogen i salen også søvndyssende. Her bruges der hviskende lillepige­voiceover med stor effekt. Filmskaberen sejler med et hold videnskabs­mænd (mest unge kvinder) afsted til den såkaldte Clarion-Clipperton-Zone i Stillehavet som blev opdaget og kortlagt i 1954. Her findes der mineraler som mange grådige firmaer gerne vil hente op og bruge i forbindelse med fremstillingen af mobil­telefoner og anden teknologi.

Mortimer fokuserer på videnskabskvinderne som fascinerede børn der stirrer på skærmen når deres dybhavsrobot er landet på havbunden fem kilometer under dem. Det er faktisk næsten ikke til at tro hvilke mærkelige væsner der lever der. Som publikum ser man videnskabs­kvinderne (eller -børnene) over skulderen når den ene lyserøde, surrealistiske gople efter den anden svæver ud af mørket. Man vækkes af sin uskyldige slummer når skibet pludselig får besøg af aktivister der sejler rundt om dem med plakater. De uskyldige videnskabsbørn fatter næsten ikke at de kan mistænkes for at være kapitalismens håndlangere snarere end poetiske drømmere.

Filmfestival hver dag

Den fransk-arabiske instruktør Hind Meddeb (på BIFF med Sudan, Remember Us) ytrede i dokumentarfilmpanelet at det gerne burde være BIFF hver dag året rundt. Nogle af os klappede entusiastisk. Jeg tænkte senere, hvorfor ikke? Nej, for al slags kunst bliver i sidste ende inddæmmet og kontrolleret så »nogen« ikke mister deres magt. Når kunsten holdes i reservater (»festivaller«), kommer den aldrig til at ændre status quo. Folket får ingen ukontrollerbare epifanier. At tre mennesker sidder og diskuterer på en café efter en tur i biografen, og at en af dem måske siger sit job op og bliver aktivist, det kan vi klare, men Ola og Kari Nordmann kan ikke tåle for meget oplysning.

I panelet blev der også talt om hvor stor chancen er for at streaming­kanaler kommer til at købe nogle af dokumentarene på årets program. Den norske instruktør Kieran Kolle, der deltog med Vi som solgte landet (2025), svarede lynhurtigt: For hans vedkommende kom det ikke til at ske. Hans film om rasering af natur­landskaber til fordel for kapital­spekulative byggerier på hver eneste plet i Norge stemples som for subjektiv, for ensidig.

Retroromantisk nybølgeparodi

En film der derimod er gået rent ind hos Netflix, er amerikanske Richard Linklaters (kendt for komedien Before Sunrise, 1995) retro­romantiske nybølgeparodi Nouvelle Vague (2025) som minutiøst følger Jean-Luc Godard og tilblivelsen af hans debutfilm À bout de souffle (1960) med Jean-Paul Belmondo og Jean Seberg i hovedrollerne. Sammen med en hel generation af filmkritikere i tidsskriftet Cahiers du Cinéma krydsede han over og blev filmskaber. Det blev til bølgen af nyskabende 60’er-film kendt som nouvelle vague med Godard, François Truffaut, Alain Resnais, Agnès Varda, Éric Rohmer og Claude Chabrol som genkendelige signaturer.

Filmen er en charmebombe, men lever også et snyltende liv på den lækre, sort-hvide æstetik der er typisk for disse film. Guillaume Marbeck spiller en punket, lettere krumrygget Godard der altid har en cigaret i mundvigen og solbriller på, selv i biografen. Jean-Paul Belmondos karakter, the original gangster, er gennemført irrationel. Han fiser rundt og dræber folk på en henslængt måde, stjæler biler og bundter af pengesedler og selvsagt Jean Sebergs hjerte. Hvorfor? Jo, han er ved at kvæles i en konform kultur, noget må ske. Her er kimet til de modkulturer der kommer til at præge 60’erne og 70’erne.

Det mest inspirerende ved filmen er at se Godard og hans skuespilleres henslængte og humoristiske måde at skabe kunst på. Who cares? Noget af den lethed har vi mistet, men vi har heller ikke den fremtids­horisont som Godard og hans generation trods alt havde.

FIN