Når venner dør Besyngelse og raseri

I to nye, danske romaner begrædes døde venner. Der sørges på vidt forskellige – måske generationstypiske – måder. Hvor Sigrid Adamssons jeg-fortæller (f. 1994) valser dramatisk og forelsket mod katastrofen, humper René Jean Jensens hovedperson (f. 1971) gennem Københavns forskellige byrum som et lille spøgelse efter sin døde ven Pac-Man.

Adamsson, som også er oversætter og kritiker, debuterer med en roman om et romantisk girl crush imellem veninderne A og O. Det ungdommelige venskab går ud på at støtte hinanden i en længsel efter en skærpet livsfølelse. De hengiver sig til eksperimenter med stoffer og seksuelle relationer. Overskridelsen glimter med et løfte om en udvidelse af livet og hvad det kan byde på.

A er den lidt forsigtige, men nysgerrige, som ser sin mere erfarne veninde omgivet af glitrende stråleglans. O er uden tvivl alfabetets mest litterært belastede bogstav. Adamsson slører koket at navnet er hentet fra en af den seksuelt overskridende litteraturs klassikere, franske Pauline Réages (virkelige navn Anne Desclos) Historien om O fra 1954. O for Orakel, skriver Adamsson, og læseren må smile:

Vi kan ofte, som nu, ikke lade være med at se på O gennem A’s øjne. Måske er det, fordi hun ser allerbedst ud lige der, glat og kølig som en glasdildo, men lige så meget i stand til at blive varmet op og tage imod. Det er vidunderligt, at lige O kom til at leve, at hun lever netop nu!

Indslagene af flertalsform skaber en alliance mellem A og læseren, for også læseren skal forelske sig i O. Det er et fiffigt greb. En slags arkaisk, højstemt besyngelse af O skaber små øer af frihed fra det samtidstypiske, som ellers præger romanen.

Man får en fornemmelse af at der er en københavnsk joie de vivre på spil. 

A svæver på lyserøde skyer, båret af både sin venindeforelskelse og de stoffer som de to tager på byens klubber. Adamsson driver rovdrift på dramatiske forvarsler om, at de lyserøde skyer ikke varer evigt. O kan lide såkaldt »kold musik« (techno) mens A tænker, at hun både kan lide kold og varm musik. Der er noget kompromisløst over O. Måske skaber de høje forventninger til et sanseligt liv en slags skygge, eller måske hun altid har haft kimen til depression i sig? A bliver omsorgspersonen, som henter medicin og frisk bagværk til sin lidende veninde.

Adamsson rammer perfekt en slags it-girl-litteratur. Sprogtonen er ofte tidssvarende. Set med et norsk blik kan danskerne tage sig lidt underlige ud. De elsker deres slang. Mette Moestrup trak dagligtale ind i sine digte, da hun indførte »ikk« i stedet for »ikke« for en del år siden. Det store modeord netop nu er »ej«, og dette bruger Adamsson også. Man får en fornemmelse af at der er en københavnsk joie de vivre på spil. Hvem vil vel ikke slingre ned ad Strøget og råbe: »Ej, det er bare vildt for meget!«

En roman med poker face

René Jean Jensen er del af en generation elever fra Forfatter­skolen, som omkring år 2000 valgte at satse på småforlag (Forlaget Basilisk), på kritik (det hedengangne nettidsskrift Litlive) og på oversætter­arbejde. Det var de inter­nationale poesi­festivalers guldalder i Skandinavien med In the Making i København som pioner. Deres ambitiøse præsentation af den amerikanske language-poesi med udspring i 60’erne og 70’ernes San Francisco og New York skabte bølger i skandinavisk litteratur i mange år efter. 

Den anden, den tredje, mig er Jensens romandebut, selvom han har en række digtsamlinger i baglommen, og ikke overraskende har vi at gøre med en poetisk antiroman. Jensen har lagt alle idealer om effektive plotlinjer bag sig og brummer afsted i samme toneleje fra start til slut. Det gør det på ingen måde til en kedelig læseoplevelse. Faktisk er det forfriskende læsning.  

Tre venner, eller tre aspekter af fortælleren, traver rundt i Københavns gader som om det var labyrinten i det prototypiske dataspil Pac-Man. Selve drivkraften i dataspillet er selvsagt den altid sultne Pac-Man, som styrer rundt i labyrinten, mens han sluger oste og forfølges af fire (!) små spøgelser.

Jensens roman er et subtilt sorgarbejde (fortælleren »bærer en del pyntefjer fra en langstrakt nedtrykthed«), men samtidig med at Pac-Man synes at være en karakter i romanen, kan han måske også forstås som romanens drivende kraft. Melankolien gælder tabet af den fraværende ven. Faktisk bliver det mere og mere spændende at se, om Jensen alligevel kommer til at snige noget drama ind til slut. Men nej. Monotonien er gennemført. Vi hviler i sætningerne og de til tider ganske mærkelige samtaler, som foregår mellem de tre venner, mens de traver rundt i byen og tager svipture til forskellige byer på Sjælland.

Det er sådan, vi mødes: sidelæns. 

På en måde er det en roman med poker face. Den klæder sig i en flegmatisk overflade, men har et kogende indre. Det observerende blik afslører et kreativt overskud på trods af en vis nedstemthed. Ganske meget kommer ud mellem sidebenene undervejs. Fortælleren forholder sig observerende og undrende til hverdagslivet omkring ham. Samtidig er der også et politisk raseri, der bobler op:

Sidder længe på Krinsen som et udtyndingspunkt. Må i al hast søge ind på en af de dyre caféer og skide. Ved et bord taler en mand om endelig at have fået afhændet sin madrasfabrik i Maribo. Går op ad Strøget i den kontrol, der ligger i at fastholde et humør. […] Det, jeg kunne have sagt på caféen, hvis jeg ikke var så hæmmet: Undskyld, må jeg låne jeres toilet og bestille en egnet suppe til kæbeopererede, hvis I serverer den slags?

Teksten er dybt nedsunket i hverdagen og et vist bittert klassehad. Når vennerne driver rundt og sarkastisk observerer udtryk for rigdom, anes et vist fællesskab med Jan Sonnergaards rasende venneflok, som driver gennem Københavns gader (Radiator, 1997) såvel som med den svenske poet Johan Jönsons bitre underdog­observationer fra de laveste sociale klassetrin i det svenske samfund (Efter arbetsschema, 2008).

Vold er heller ikke fraværende. I et tilbageblik møder vi en far, som ønskede at sønnen skulle være mindre indadvendt og begynde at studere virkeligheden. Sønnen hengiver sig efterfølgende til et studie af frøer. Han henter nogle i sin lille plastikspand og putter dem i badekarret, men der bliver vist ingen kølig videnskabsmand af ham:

Greb brat en af frøerne i bagbenene, løftede den op over hovedet og smadrede den ned mod karrets kant. Den skreg isnende på vejen. Det mest gennemlysende frøskrig nogensinde, vil jeg mene. Så vidste jeg noget om frøer og mig selv.

Jensen springer alligevel sjældent rigtig ud, og det skaber en dirrende fornemmelse. Følelserne koger i underteksten og lader sig ikke ignorere.

Fortælleren forhandler sorg og raseri, men også begær. Han mødes med veninder, og en vis social kantethed matcher godt det kantede sprog. Det er sådan, vi mødes: sidelæns. Dermed er der meget mere rå realisme i Jensens måde at beskrive relationer på end i den romantiske besyngelse hos Adamsson.