Kannibalisering og hypermediering Bergen Dramatikkfestival vipper mellem reality-tv og forhåbninger

Det er svært at fatte, at Cornerteateret åbner dørene for den tredje udgave af Bergen Dramatikkfestival i lokaler, som for blot få år siden var en gammel, ignoreret rønne. Nu ligger teatret i et mingle­område, tæt på en splinterny gangbro og en populær badestrand, et scenario som få kendere af Møhlenpris og værftet Mjellem og Karlsen i 00-erne kunne have drømt om. Det er nemt at konstatere, at festivalchef Idun Vik og hendes team har lagt en solid indsats i arrangementet, som emmer af forhåbninger om vækst og ekspansion. Festivalen spredte sig i år over flere scener i Bergen, og jeg nåede at se tre gæstespil, som alle har haft premiere i 2023 og 2024.

Et røvspark af en tekst

Jeg må have læst langdigtet Brev til Europa af den svensk-iranske poet Athena Farrokhzad mange gange, da det blev publiceret i flere aviser i 2018, for under opsætningen baseret på digtet, oplevede jeg til min overraskelse, at jeg kunne passager udenad (især de saftige passager om Danmark). Det var et glædeligt gensyn med et røvspark af en tekst.

Farrokhzads langdigt er skrevet op imod Allen Ginsbergs »America« (1956), hvor en queer kommunist konfronterer imperiet. I festivalens omfattende antologi, La ordene trekke inn i kroppen, peger Farrokhzad netop på denne lighed mellem Ginsberg og hende selv. Teksten er et general­opgør med et selv­centreret Europa, som ifølge digtet i alt for ringe grad byder folk fra andre verdensdele velkommen. Det svirrer af historiske og litterære referencer, men har stadig – som hos Ginsberg – poetens krop og hverdags­erfaringer i centrum.

Iscenesættelsen af teksten er dog ikke lige dynamisk. De to skuespillere, Beri Gerwise og Bahareh Razekh, bevæger sig for det meste rundt i tiggeragtigt langsomt tempo, sortklædte og med flirtende butch/femme dynamik. Af og til spankulerer de ned af den catwalk­formede scene, og ofte stirrer de konfronterende publikum i øjnene, når de reciterer teksten, som er adresseret til et lukket og fremmed­fjendsk Europa. For at skabe mere dynamik kører der en dokumentarisk lydcollage i baggrunden, som desværre bruste lidt for højt, der hvor jeg sad.

Sceneopsætningen af Brev til Europa har et klart litterært forlæg, men synes at hæmmes noget af overdreven respekt for Farrokhzads digt. Når teksten skal være urørlig, bliver alt underlagt den, og da taber fremføringen desværre en del energi. En urørlig tekst er for mig at se ikke ideelt på en teaterscene, hvor det litterære forlæg helst skal æltes, omformes og bastardiseres. 

Psykoterapeutisk selvrefleksion

Jeg tænkte denne tanke på vej til Studio USF den følgende dag for at se Hildur Kristinsdottir og Eirik Willysons stykke Do-re-me-too-sa-Lo-li-ta, og her blev mine bønner bogstavlig talt hørt. Det blev bastardisering og dynamisk fremføring for alle pengene. I den altover­skyggende hovedrolle portræterer Kristinsdottir en ældre, melankolsk skue­spiller­inde, Lo, som ser tilbage på sin karriere. Det er svært ikke at sende en tanke til den fabelagtige amerikanske skue­spillerinde Gena Rowlands (1930–2024), blandt andet kendt fra mange film af John Cassavetes, selvom Kristins­dottir lige så meget får mig til at tænke på en smånervøs Meryl Streep.

Scenerummet er formet som en over-the-top sofa lounge, hvor alt er dækket af tiger- og zebramønstre. Kostume­stilen er skrigneon og crazy fake fur. De tre veninder, drag­artisterne Mo, Ho og My, charmerende spillet af Ibrahim Fazlic, Eirik Willyson og Magnus Myhr, ankommer en efter en for at træne med Lo og fremføre scener fra hendes liv i et format, som vipper mellem fysisk teater og udkrængende terapi. It’s a lot, for at sige det sådan.

Teksten som kannibaliseres er Vladimir Nabokovs roman Lolita (1955), som Lo ser sit liv i lyset af. Den psyko­terapeutiske selv­refleksion strækker sig fra en barndom som centrum for alles semi-pædofile fascination til en kunstnerisk karriere, hvor opmærksom­heden efterhånden svinder bort. Den indledende monolog bærer præg af en lidt forslidt metafor for forvandling, sommer­fuglen. Los far samlede på sommer­fugle, og hun beskriver hans sadistiske ondskab mod dem, som siden glider over i beskrivelser af forskellige former for overgreb gennem teateru­ddannelse og karriere.

Vi er allerede på et ganske højt energi­niveau, da Magnus Myhr i rollen som My gør entre og danser scenegulvet i stumper og stykker. Vanviddet eskalerer. Røg, som på ubehagelig vis lugter som ægte røg, fylder rummet og hulahop­ringe, vimpler og andre remedier tages frenetisk i brug. Både Los fortælling og citaterne fra Nabokov står i fare for at drukne i kreative påfund. Når stykket er bedst, balancerer det på et ømt punkt mellem crazy humor og desperat melankoli.

Intim bekendelse

Det er næsten midnat, da festivalen knalder til med interaktivt teater i hele Corner­teaterets bygning. Det er bare at downe et par dåser med Red Bull, hvis du vil blive stående på benene. Den unge, norsk-ghanesiske skuespiller og scene­kunstner Tani Dibasey rider på en bølge af succes som undergrunds­darling i Oslo og vandt for nylig Hedda­prisen 2024 for bedste teater­forestilling for stykket Sorte gutter gråter ikke. Med SAY-KO-LUH-JEE er vi utvivlsomt ankommet til en slags avantgarde­teater. Dibasey virker færdig med at rive tekster i stykker, det iscenesatte selv har erstattet teksten i en verden, som synes at mime et online­univers, hvor bare det nøgne, udkrængende menneske og den konstante selv­mediering eksisterer.

Det skal være nøgent, ærligt og hardcore, men her bliver det lynhurtigt også klichéfyldt. Trods alt kom reality-tv på banen i 90’erne. Selv har jeg svært ved at holde koncentrationen fanget i denne type verden, hvor der altid summer en intim bekendelse i en podcast, i en Tik Tok-reel eller i et Netflix-virkelighedsshow. Antiæstetik er stadig en æstetik. Når man kommer frem til den erkendelse, er det måske på tide at begynde at arbejde med kunst, forstået som det kunstige, igen.

Uanset er det sjovt at opleve så opfindsom brug af alle rum i huset. Visse berlinske teater­scener har udfoldet sig på samme måde, og det er ofte underholdende – og en smule trættende – at gå ind i en sådan iscenesættelse, hvor publikum opfordres til at træffe egne valg og sætte sin egen forestilling sammen. Jeg mobiliserede al eksisterende udforsknings­trang og tog den inter­aktive opfordring. Publikum blev udstyret med headsets med tre kanaler, som lyste klart rødt, grønt eller blåt udfra hvilken kanal, vi valgte at lytte til. Det var ikke svært at orientere sig efter masserne, som i stor grad var på den blå kanal og fulgte (reality-)showet, som foregik i rummet under os. Publikum oplevede således først alt medieret på skærme, noget vi på en måde blev fristet til at stille os tilfredse med. Det virkede forlokkende at smide sig på puder på gulvet, eller rocke til den DJ, som skabte hygge i rummet.   

I salen under os sad Taume P. Dery, Tani Dibasey og en fåmælt kvindelig aktør (jeg ser hende ikke krediteret) omkring et fest­dækket bord i et jungle­agtigt landskab af potte­planter. Deres samtale gik blandt andet om det norske helse­væsen, plus en del anekdoter om angstfyldte oplevelser af at føle sig og/eller blive stemplet som anderledes. Dery fremstod som happy­nihilisten, som lo og sagde fuck til det hele (god overlevelses­strategi?), mens Dibasey ville holde fast i sin vrede, og bruge den til at mobilisere politisk: »I don’t need no therapy!«

Jeg fandt det hele for selvcentreret, om de så spillede roller eller ej. Jeg bekymrede mig for den alt for tavse kvindelige aktør, og endte med at glæde mig over friheden til at vælge den grønne kanal, som var musikken, som DJ’en spillede i rummet ovenpå. Pudsigt nok blev jeg rettet på af flere bekendte, som troede, at jeg havde forvildet mig ind på en »forkert« kanal. Nejda, jeg nød at gå rundt og lyse grønt i et hav af blå headsets.

Hypermedieret

I festivalens antologi repræsenteres SAY-KO-LUH-JEE typisk nok af en trans­skription fra et liveshow. Uddraget bærer et mundtligt præg, og viser en kritik, som blandt andet baserer sig på fordomme om, at nordmænd har brug for terapi, fordi de er ensomme. Brune mænd har familie og har derfor ikke brug for terapi. Tjah.

Her virker det passende at vende tilbage til Farrokhzads tekst, som i langt højere grad omfavner et vildt, ekspansivt rum, hvor der både er plads til nedslag i Europas historie og til jeg’ets hverdagslige observationer, for eksempel en beskrivelse af et besøg i Zoologischer Garten med sin datter. Det er muligt, at det hyper­medierede online­univers repræsenterer et opgør med en gammel verden, hvor den litterære tekst havde en prominent plads, men hvad sker der, når hyper­medieringen ikke længere virker så chokerende ny? Hvad sker der med et sådant scenisk udtryk, når vores liv over­svømmes af stemmer, som taler om indre og ydre kriser? Risikoen er, at det til slut skaber lige­gyldighed snarere end empati.