Eternal Sleep af Ibrahim Fazlic
Fire kvinner og et gevær af Wencke Mühleisen, regi Heiki Riipinen
Uro over opphav af Cecilie Løveid, regi Vibeke Flesland Havre
Lotus Love af Mona Huang, regi Linda Gathu
Mistekunst af Marius Kolbenstvedt, regi Rebekka Nilsson
Romantisk Western af Dionysian Corporation
Vi går i fakkeltog gennem Nygårdsparken op til Naturhistorisk Museum. Faklerne oser, og folk småsnakker – situationen er stemningsfuld og nærmest hyggelig. Det er næsten midnat, og månen titter frem. Vores to sortklædte turledere går tavse foran os. Den ene er den norsk-bosniske dramatiker Ibrahim Fazlic (f. 1994) som står for aftenens arrangement Eternal Sleep. De som allerede er bekendt med yin yoga, ved hvad det handler om, når vi lidt senere lægger os på måtter på museets gulv. En slags messe begynder med hypnotiserende tale og dramatiske lydeffekter. Det er vist meningen at vi skal falde i søvn, og det går fint med mig. Endelig skal man ikke skamme sig over at snorke højlydt til kulturarrangementer.
Eternal Sleep er et stunt, en forsmag på en storstilet 24-timers forestilling ved navn Requiem. Aftenens program er en såkaldt laboratorieforestilling, vi er altså dramatikerens villige forsøgsdyr! At forsøge at transportere sit publikum ind i en nærdødstilstand er meget ambitiøst, og teksten (uanset hvor grandios og besværgende) i kombination med abstrakte lydeffekter virker ikke helt overbevisende. Døden – the real one – ler i kulisserne. Det er indtil videre uklart hvad Requiem skal blive til, men arrangementet virker symptomatisk for en oplevelsessulten tid, hvor optog og totalteater gestikulerer desperat imod at noget sker. Også døden sker. Tidligere tiders avantgardeæstetik har fusioneret med samtidens overflod af events og salgsgimmicks.
Juicy og hårdtslående
På denne Bergen Dramatikkfestivals fjerde udgave på og omkring Cornerteateret i bydelen Møhlenpris deltager en god blanding af gamle ræve og unge talenter. Også nogle af de ældre ræve træder deres første skridt på scenegulvet. I denne kategori finder vi Bergens egen Tomas Espedal (f. 1961), repræsenteret med stykket Marie min om Marie Hamsun som havde urpræmiere i Bodø i 2024, og Wencke Mühleisen (f. 1953). Sidstnævnte har skrevet en af tre scenetekster udvalgt gennem et open call med næsten 150 indsendte bidrag. Opsætningen af Fire kvinner og et gevær kan også betegnes som et stunt eftersom de fire skuespillere kun har haft en uge til rådighed sammen med regissøren Heiki Riipinen. Det må briste eller bære.
Mühleisen er ikke helt ukendt med scenerummet. Hun har en spændende forhistorie med feministisk performancekunst som man kan læse om i flere akademiske artikler, og i 2015 udgav hun den selvbiografiske roman Kanskje det ennå finnes en åpen plass i verden. I slutningen af 70’erne var hun del af kollektiveksperimentet Friedrichshof uden for Wien sat igang af aktionskunstneren Otto Mühl. I samtalen med festivalens Elin Grinaker siger hun om dengang: »Vi drev ikke med teater!« Meningen var snarere at forandre verden gennem rabiate monologer og spil med abjektale væsker og andre chokeffekter. The real deal, for at sige det sådan.
Man kan ikke være sky og tilbageholdende med en tekst som Mühleisens, og den opgave klarer skuespillerne Josephine Kylen Collins, Hildur Kristinsdottir, Kristine Utne Stiberg og Maria Bock fint. De overgår hinanden i vulgaritet når de fyrer stykkets fire sammenflettede monologer af. Teksten selv påkalder spillestilen, den er juicy og hårdtslående.
Krig, oprustning, børneopdragelse og familieliv er gennemgående tematikker. De fire kvinder serverer alle krydret kritik af den herskende tidsånd, og tager forskellige strategier i brug: Jægeren er den mest aggressive og forvandler sig i glimt til en savlende hund. Aerobicdamen har slået op med sin søn; hendes rasende forsøg på selvopholdelse vises som prustende elastikøvelser. Heksen zoomer ud i en slags kosmisk bevidsthed og hengiver sig til spil med kropsvæsker (publikum får lov at smage). Økopunkeren har helt forladt samfundet og lever en halvkriminel eksistens som diskret aktivist i overklassens hyttefelt. En stærk tekst, stærkt spillet.
Intime rum på Tour de Møhlenpris
Bergen Dramatikkfestival strækker sig gerne langt for at eksperimentere. En nyskabelse i 2026 er Tour de Møhlenpris, inspireret af en middagsklub hvor lokale beboere skiftes til at spise hos hinanden. Byens to største dramatikere, Jon Fosse og Cecilie Løveid, bidrager med deres respektive monologer Guitarmannen og Uro over opphav som tidligere er sat op i lejligheder på adresser med direkte kobling til teksterne. Der kan være flere grunde til at en dramatisk tekst passer godt i en lejlighed. Tanken om site specific-tekst kan virke kvasimetafysisk. Skal man forsøge at vække fortidens spøgelser? Det intime scenerum trækker liv og tekst nærmere hinanden.
Løveids (f. 1951) melankolske erindringsmonolog fremføres af den klassisk trænede skuespiller Marianne Nielsen fra Den Nationale Scene (DNS) som med sine indstuderede kunstpauser og flagrende hænder skaber teatral distance til den personlige tekst. Det er ikke reality show, og det er måske meget godt. De mange stedsangivelser i teksten gør det til en hyperbergensisk oplevelse. Forfatteren sidder selv i rummet og forsøger at gøre sig usynlig. Kan forfatterens ansigt opfattes som del af scenerummet? Forfatterkroppen kan læses som en mellemting mellem en rekvisit og en tavs aktør. Det knytter an til nogle reflektioner i teksten om hvad erindringer egentlig er. De er lagret i kroppen, for det meste mørkelagt som et åsted.
Fandenivoldsk vorspielstemning
Helt anderledes greb iværksættes i Lotus Love af Mona Huang (f. 1995). Huang spiller selv sammen med Nami Kitagawa Aam fra Det Norske Teateret. Her udnyttes stemningen af intimitet i lejligheden til fulde: Vi møder to kvinder mens de sminker sig før en aften i byen. De tager masker på, bogstavlig talt, før de går på scenen (byen). Ordet stunt bruges ikke i programteksten, men man understreger, at stykket »iscenesættes i ekspressfart« – det ufærdige og processuelle er ikke nødvendigvis en ulempe når det gælder teater. Alt for stramt fastlagte rammer kan lynhurtigt kværke energien i en forestilling. At vi er i uprætentiøse omgivelser gør at skuespillerne kan gribe til manuskripterne, uden at det virker pinligt. De må ikke partout huske hele teksten, lige så lidt som kritikeren må memorere alt. I arbejdet med anmeldelsen sidder jeg godt bevæbnet med årets festivalantologi; som kritiker interesserer jeg mig for teksten, men fokus er først og fremmest den hændelse som var forestillingen.
Du vil have bekendende poesi, siger du? In-yer-face er genren.
I Lotus Love hersker en fandenivoldsk vorspielstemning. Specielt Kitagawa Aam leverer en punket og energisk præstation. Samtalen de to kvinder imellem handler om præferencer, hvem foretrækker man at date? Er mænd tiltrukket af dem på grund af deres personlighed, eller har de yellow fever? Har fyrene »fetish på en race«? Asian er som bekendt en pornokategori ligesom flere andre etniciteter (og cowgirls iøvrigt, se senere). Et højdepunkt er når de to begynder at snakke en slags asiatisk vrøvlesprog og bukker og bukker mere og mere underdanigt mod hinanden. Viljen til at rive ting ned gennem parodi, ironisk overdrivelse og rebelsk humor får mig næsten til at fælde en lykketåre.
Kontrabas og politisk depression
Selv de færdige forestillinger har en vis stuntånd over sig. To urpremierer trækker publikum til Cornerteaterets største scene. Det drejer sig om Mistekunst af Marius Kolbenstvedt (f. 1969) og kontrabaskvintetten Abyss, og Romantisk Western af Dionysian Corporation som består af tekstforfatter Runa Borch Skolseg (f. 1988) og kostumedesigner Fredrik Floen (f. 1988).
Kontrabassen virker på mig som et hyggeskabende instrument. Rent fysisk har den et trøstende nærvær med sin næsten menneskelige form. I Kolbenstvedts tour de force bruger han en spoken word-form som kunne passe til en afslappet jazzkoncert, men hans monologer får håret til at rejse sig på mit hoved. Du vil have bekendende poesi, siger du? In-yer-face er genren. Blandet med frenetisk kontrabassmusik cirkler monologerne om en opvækst præget af vold og skolemobning og senere et romantisk liv hvor kærstesorg fører til selvskadende episoder, og hvor politisk aktivisme igen og igen resulterer i psykiske sammenbrud.
Kolbenstvedt står foran de fire kontrabasspillende bandmedlemmer i Abyss. I baggrunden arbejder kunstneren Anas Salameh på et langt banner af kultegninger, en slags moderne Guernica. Kolbenstvedts totalt usentimentale udladninger holder sig langt fra terapisproget. Det er rå beretninger om kaotiske episoder som udfolder sig. Et nøgleord kan være politisk depression, et begreb som kritiserer måden hvorpå dagens psykoterapi vil forklare alt ud fra en isoleret forståelse af individet og kemisk ubalance i hjernen. Men depression kan også have med fællesskaber at gøre, med indlevelse og medfølelse.
Mistekunst har en collageform hvor Kolbenstvedts sproglige udbrud flettes sammen med uddrag fra palestinænsiske digte om massemordet som pågår i Gaza. Kolbenstvedt siger selv at han blev motiveret til at skabe forestillingen, da en biblioteksdirektør i Oslo forbød ansatte at dele palestinænsisk poesi i bibliotekets mediekanaler. I løbet af forestillingen bevæger Kolbenstvedt sig rundt på scenen hvor han med besvær taler i mikrofoner, som er hængt op på umulige måder. Dette får ham til at strække sig op eller krybe rundt på gulvet, mens han gør et reelt forsøg på at forstå voldsspiraler i forbindelse med krig og egen opvækst.
Forestillingen ebber ud når Kolbenstvedt rydder scenen og siden trækker sig tilbage til processen med kunstværket, hvor han begynder at assistere Salameh med at tegne. De øvrige musikere får scenen for sig selv. Det kan virke som en symbolsk tilbagetrækning og en understregning af at fællesskaber har større betydning end individet.
Cowgirls på opdagelsesrejse
Lørdagen står i cowboykulturens tegn, netop som vi er allermest trætte af amerikanerne. Linedance-kursus, ponyridning og så videre kan virke som et forsøg på at sprede cowgirluniverset i Romantisk Western ud over hele Møhlenpris i pragmatisk kombination med familievenlige arrangementer for børn og unge. Avantgardeambitioner i skæv dans med lokalpolitikken.
Det summer af forventninger før Romantisk Western. Noget foregår udenfor hvor de fire cowgirls ankommer på hesteryg. Paradoksalt nok må publikum stuves ind i salen, så det er ikke alle der får prologen udenfor med sig. Desværre har jeg allerede gættet at en rigtig, levende hest skal komme travende ind på scenen. Herregud, så svært det er at overraske ældre damer! Dramatiker og tekstforfatter Runa Borch Skolseg har markeret sig med en præference for extravagant surrealisme og en barok, postmoderne citatæstetik. Nogen har puttet for meget Kathy Acker på sine cornflakes, for at sige det sådan.
Romantisk Western former sig som fire kvinders fælles opdagelsesrejse. Teksten falder bogstavlig talt ned fra himlen i form af en kæmpe bog som læses op fra tribunens trappe. Voiceover i forestillinger kan blive problematisk fordi skuespillerne risikerer at blive vedhæng til teksten; således også her. Dermed ikke sagt at der ikke foregår meget spræl på scenen, for det gør der virkelig. Noget af dette kan dog virke som citater fra andre forestillinger hvor vi allerede har set slowmo-dans og den talende rumpe (cowboyhattene placeres på korsryggen mens skuespillerne læner sig frem og lader bagdelen »snakke«).
Romantisk Western ligner ofte et feministisk fetishshow hvor stiliseret cowgirl-ikonografi (piger der »rider« og »skyder«) fungerer som subversion af pornografiens klicheer. Stykket må nødvendigvis løfte sig mod slutningen, og det lykkes på et hængende hår. Calamitys død bliver paradoksalt nok et højdepunkt hvor hun længe ligger slap og næsten nøgen på scenen, mens veninderne river hendes garderobe til sig og iklæder sig så meget tøj, at de bliver til kæmpestore bolde af lag-på-lag-tekstiler.
Døden – the real one – ler i kulisserne.
Dionysian Corporation skal have applaus for at bryde med den emotionelle realismetrend som er så elsket i Norges land. Romantisk Western viser at der findes vilje til vild imaginationskraft i dette team.
Tiden vil vise om det høje energiniveau i denne udgave af Bergen Dramatikkfestival skyldes, at byen har befundet sig i en teaterfattig tidslomme. Ved næste anledning, i 2028, er Sentralbadet Scenekunsthus og nyrenoverede DNS åbnet, og det virker altafgørende at festivalen fremstår med sit eget særpræg.
