En stat i staten Bergen blev formet af tørfiskmafiaen

Under pandemien sad flere af os i lockdown og læste om den sorte pest, som i 1349 kom til Bjørgvin via handels­skibe. Den sene middel­alder er hanseatets tid, dette stærke forbund af primært tyske og hollandske købmænd. Alliancen mellem handels­rejsende løftede sig til en inter­national magt­faktor, diplomatisk såvel som krigs­førende. Som forbund måtte man holde sig på god fod med skiftende konger, og man drog altså raskt i krig, hvis det var til forbundets bedste. Krige var der mange af, og Bergen var en central by i denne epoke.

Det er gode tider for de, som ønsker at forstå gamle Bergen bedre. Både historiker Øystein Hellesøe Brekkes bog om hansa­kontoret i Bergen, og Pax-udgivelsen Gatelangs, som blandt andet indeholder Fredrik Meltzer Wallems (1837–1922) vidunderlige pamflet En Bergensk Cicerone (1863), kan gøre enhver til aspirerende turist­guide.

Middelalderens lust for life

I senmiddelalderen var mennesket ved at rejse sig for at blive jordklodens mest magtfulde rovdyr. I Nord­europa var man langsom til at fyre op under den megalomane rovdys­indstilling. Man var smart, man byggede ting, man følte begær i alle tænkelige retninger. Mennesket havde lust for life, en uudslukkelig tørst efter at vinde goder til sig selv og nedkæmpe fjender.

Bergen var den ledende norske by i spillet om at rage goder til sig. Den største værdi i sen­middel­alderen var fisk, fisk og atter fisk. Der blev handlet ufatteligt mange tønder med saltet sild og episke bunker af tørfisk, som blev sendt ned langs kysten fra Lofoten. I køl­vandet af tørfisken fulgte vin, øl, peber, ingefær, fine tekstiler, og alt hvad man kunne tænke sig blev sejlet i pendulfart mellem landene. Skibene gik til Lübeck ned mellem de danske øer.

Brekke lader det skinne klart igennem, at hanseaterne i Bergen var smarte købmænd, men også en flok bølleagtige anarkister og despoter, som nægtede at lade sig assimilere.

Det var en lang­sommelig og farlig rejse med så mange godbidder ombord. En kogge sejlede ikke mere end 5-6 kilometer i timen. Det tog altså uger at komme frem mellem hansa­byerne. Bergen havde sit eget hansa­kontor fra 1350, og var også den sidste hanse­atiske udpost som lukkede i 1898. Pointen med det hele var i starten at skabe et forbund, som passede på, at skibene ikke blev sørøvet af fremmede magter.

Brekke lader det skinne klart igennem, at hanseaterne i Bergen var smarte købmænd, men også en flok bølle­agtige anarkister og despoter, som nægtede at lade sig assimilere. Snarere end et proto­typisk Europæisk Union fremstår Hansa­forbundet som en tørfiskmafia.

Denne type ordbrug findes godt nok ikke i Brekkes tekst. Hans fremstillings­form er sober og pragmatisk med et vist fremad­rettet drive, som får læseren til at hænge på, men han fraviger ikke den neutrale fremstillings­form med mange millimeter. Jeg havde godt kunne tænke mig mere meta­refleksion og et stærkere forfatter­nærvær.

Hån og harsk stemning

Brekke giver udtryk for, at der er en del uklarheder i kilde­materialet, især i hanseatets første tid, men i Bergen føres der protokoller, og læseren får indblik i den ublide stemning. Engang da nordmænd og tyske købmænd var i clinch, skal nord­mændende havde hånet tyskerne med ordene: »Dra hjem og pass på de store stein­husene deres, så de ikke ramler sammen rundt dere. Vi skal se til at dere ikke får bygge flere steinhus av det dere får fra vårt rike.« I et andet opgør skal det have lydt fra norsk side: »Det hadde vært bedre om dere hadde drukket mungåt!« Mungåt var navnet på det svage norsk­bryggede øl. De tyske købmænd skal have svaret: »Drikk mungåt selv, og måtte du få syfilis og kopper!«

Wallem iscenesætter på charmerende vis teksten som om læseren går med ham arm i arm gennem byen.

Ifølge hanseaternes egen lov var det forbudt at gifte sig med nordmænd. Man holdt sig altså som en egen stat inde i staten. Listen over røvhuls­agtige handlinger er temmelig lang; at forsøge at fordrive alle skotter, at brænde klosteret på Nordnes ned i år 1455 og dræbe biskoppen. Hanseatet afholdt også karneval­istiske indvielses­ritualer, hvor unge drenge blev pint offentligt, før de kunne indtræde i rollen som gesell, altså lærling. Driftige javel, men røvhuller!

Som at gå gennem byen arm i arm

Også i 1800-tallet interesserede man sig for hanseatet på Bryggen. Bergenskontoret sang på sidste vers, men hansa­købmændenes liv og færden var uløseligt del af byens historie og blev også taget op i Bergens første turistguide, udgivet med titlen En bergensk cicerone. Af en anonym. Det var fiskeri­inspektør og medarbejder i Morgen­bladet og hedengangne Bergens­posten Fredrik Meltzer Wallem, som stod bag. Pamfletten blev skrevet i anledning af den store sanger­fest i 1863, et sangstævne hvor folk kom rejsende til Bergen fra nær og fjern.

To år senere åbnede den store fiskeri­udstilling i det nybyggede Bergens Museum, en udstilling som var så epoke­gørende, at selv USAs præsident, Abraham Lincoln, havde hørt rygterne. Ved denne lejlighed udkom En bergensk cicerone i en udvidet udgave. I 2024 publiceres teksten sandelig igen, nu i redigeret udgave med et moderniseret sprog, og det er svært ikke at kalde den for en lille perle. Wallem iscenesætter på charmerende vis teksten som om læseren går med ham arm i arm gennem byen. Han skriver utroligt levende, næsten med en munter, bergens­patriotisk tone, som kan genkendes hos en forfatter som Erlend O. Nødtvedt.

Om bergens­dialekten skriver Wallem, at den er »velegnet til spøk og ironi, sånn at den slags uttrykk ved at bli overført til vårt (danske) skriftspråk taper seg ganske påfallende, mens de i den bergenske dialekten er aldeles klassiske.« Han fortsætter om bergens­sjælen: »Spøk og vittigheter flyr om ørene og rammer både nærværende og fraværende, både venner og fiender, damer og herrer. Følte noen seg såret, ble det straks lagt en helbredende latter­salve på såret.«

Tydskerbryggen set fra 1800-tallet

Gatelangs indeholder flere bergens­beskrivelser end Wallems guide, ikke mindst en serie fotografier fra datidens Bergen. Udgivelsen er en typisk gavebog, men den indvirkede så intenst på min fantasi, at jeg kunne gå rundt i gamle Bergen nogle dage; ned gennem Strand­gaten, hvor kælder­butikkerne blev kaldt De under­jordiske, og ned til kajen hvor jeg råbte »Fløtt!« uden nogen nytte. I 1800-tallet havde der snart kommet en taxibåd og sejlet mig til den anden side af Vågen.

Jeg så fattige striler og striljenter med deres fangst i bådene, og kræsne stuepiger som testede fiskens friskhed med spidsen af deres paraplyer. Jeg forstod, at almenningerne faktisk er brandvolde, som skal forhindre store bybrande, og jeg så fjeldet og Nordnes uden træer! Hvordan kan Fredriksberg fæstning se ud som det højeste punkt på Nordnes? Men det er det jo, minus træerne.

Wallem er ekstremt giftig, når det gælder Tydsker­bryggen. Det er interessant at læse, hvordan hanseatet vurderes i en tid, hvor kontoret stadig eksisterer, samtidig med deres magt i byen er brudt:

»Den tiden er forbi da det var ›dem henne på Bryggen‹ forbudt å gifte seg og bo i byen, da en port ved Bryggesporden og en annen ved Slotsgaden dannet en av glupske hunder bevoktet inngang til Tydske­bryggens befolkning, og da man for å bli opptatt i dette avsondrede selskap som tjener måtte underkaste seg en ydmykende og nesten vanærende tortur ledsaket av barbariske skikker.«

Begge bøger giver materiale nok til at få softicen – og Hansa-pilsneren! – i den gale hals, næste gang du spadserer mageligt ned ad Bryggen.