Det er en sjælden gave, at en kritiker skriver gennemtænkt og samtidig med temperament om sin samtids litteratur, og gør det i mere gennemarbejdede former end anmeldelsen og den korte kommentar. Eirik Vassendens essay »Den nye romanen« (Vagant 2/2025 og Vagant.no 04.06.2025) åbner ikke bare for nye perspektiver på den nordiske samtidslyrik – det skærper også læserens egne argumenter, det tvinger en til at kvalificere sine uenigheder.
Set fra Danmark er der både noget meget genkendeligt og noget let forvrænget ved Vassendens diagnose. Hans beskrivelse af de sidste femten års bevægelse væk fra de konceptuelle og eksperimenterende skrivemåder og hen mod en mere bekendende lyrik, hvis ubetingede centrum er et relativt stabilt, biografisk jeg – der ofte deler ofte navn og livsomstændigheder med forfatteren – kan man i den grad genkende i dansk digtning. Jeg genkender også, at dette jeg typisk udtrykker sig i langdigtet eller måske især i det serielle digt, og kun i mindre grad i det korte enkeltdigt. Ofte fremstår de nye danske digtsamlinger som samlinger af kortere tekster, der udspringer fra den samme biografiske situation eller fra begivenheder i en omgivende, faktisk verden. Endelig genkender jeg følelsen af, at de greb efterhånden har mistet deres friskhed og nu føles nærmest automatiske. Det gjorde de ikke for ti år siden.
På den anden side er det mærkeligt at forbinde – som Vassenden gør – hele denne strømning med Yahya Hassans debut fra 2013, Yahya Hassan. Skulle man fortælle historien om den nye, jegstærke digtning i Danmark, ville Asta Olivia Nordenhof (med det nemme og det ensomme, også fra 2013) og Caspar Eric (der debuterede i 2014 med 7/11) være mere oplagte steder at begynde, både fordi de langt tydeligere er i dialog med 1970’ernes bekendelseslyrik og dens bevidst prosaiske stilleje – og fordi de markerer det lyriske jeg som biografisk uden af den grund at have selvbiografien som model.
Det er lidt akavet at opponere mod denne del af Vassendens argument, for så vidt som han bruger en nøgleformulering fra min anmeldelse af Hassans debutbog (18.10.2013) som en art ledemotiv i sin kritik af den nye lyrik. »Det er den form, man giver sine digte, inden man for alvor tænker over, hvilken form ens digte skal have«, skrev jeg om Hassan dengang. Alligevel er det netop i formen, Hassan er atypisk, og det både stilistisk og kompositorisk.
Hassans digte er slet ikke knækprosa, noget Vassenden ellers fremhæver som det stilistisk særlige ved den nye lyrik – »formen er en nærmest tonløs indre monolog, oppstilt som vers, men med linjeskift som enten er vilkårlige eller ment å utheve – på enkleste vis – hovedpoengene«. Sådan skriver Hassan i ingen af sine digte. Bag versalerne er de fyldt med rytmiske gentagelser og mareridtsagtige, ekspressionistiske visioner, hvor jegets krop ofte vrides af led. Fortættede billeder og hurtige skift er normalen. Her i en passage fra digtet JETLAGFORMØRKELSE, som sikkert ikke er på skolepensum i hverken Danmark eller Norge, men ikke desto mindre er typisk for især debutens anden halvdel:
JEG LEDER STADIG EFTER MIN FORHUD
INDTIL JEG FINDER DEN
MÅ JEG BRUGE PROTESEN SOM OM DEN VAR EN PIK
JEG VIL FINDE DEN SIDSTE STUMP AF MIT RÅDNE JEG
OG JEG VIL SY DEN PÅ
JEG VIL SNYDE ALLAH IGEN!
DE HÅNDSMYKKER JEG BÆRER
ER DEM ØVRIGHEDEN BRINGER MED SIG
DEN SULTNE HUNDS GØEN BRINGER DE MED SIG
EN LAP PAPIR OG EN STATSGÆLD BRINGER DE MED SIG
(side 107)
Læg mærke til, hvordan kønnet bliver arena for en respektløs afvisning af den fædrene religion – og et obskønt udtryk for et ødelagt jeg. Læg også mærke til det hastige spring fra »sultne hund« til »lap papir« (man må forestille sig en indkaldelse til retten eller lignende) til »statsgæld«. På få linjer forbinder Hassan øvrigheden med en nærmest mytisk trussel, med en administrativ hverdag og med en abstrakt økonomi. På en måde, som er typisk for hans digte, gemmer der sig bag den aggressive stil komplicerede, sproglige øjeblikke.
Udover Karl Ove Knausgård nævner Hassan i debuten den danske digter Michael Strunge. For mig er det tydeligt, at Hassan skriver i forlængelse af Strunges brug af en ekspressionistisk tradition til at stilisere og mytologisere sine erfaringer, uden derfor at udviske tråden tilbage til det biografiske stof, som for Strunge var opvæksten i 1970’ernes forstæder, for Hassan opvæksten som statsløs palæstinenser i 00’ernes danske sociale boligbyggeri.
Min formelle kritik i anmeldelsen rettede sig ikke mod Hassans stil, men mod nogle af digtenes og hele samlingens komposition. Pointen var enkel: en debutbog, der fortæller om sin forfatters hårde barndom og vej mod sin plads i verden, er ikke det mest originale, uanset om den er skrevet på vers eller i prosa.
For mig er det mere spændende at overveje, om den nye, biografisk mærkede, bekendende digtning har flugtlinjer og muligheder i sig, vi ikke har tænkt nok over endnu.
Men faktisk er Hassan også atypisk, netop fordi hans bog er modelleret over den selvbiografiske genre, hvor et jeg fortæller historien om sit liv, og især om de begivenheder, der formede det som et særligt, individuelt selv. Det er ikke tilfældet for størstedelen af den nye, jegstærke lyrik i Danmark – og slet ikke for den bedste af den. Tværtimod: Nok er de forankrede i et biografisk jeg – der signalerer et sammenfald med den faktiske forfatters jeg, typisk ved at dele navn og/eller livsomstændigheder med forfatteren – men dette jeg fremstilles egentlig ikke narrativt. Bøgerne synes ikke interesserede i at fremstille det jeg, som om det deltager i eller er formet af en fortælling. De udgraver stort set aldrig skjulte, hemmelige traumer fra forfatterens fortid, som forløses, idet de benævnes. De fortæller ikke om bevægelserne frem mod og konsekvenserne af afgørende begivenheder i et jegs liv. Nok sker der (især: er der sket) ting i deres liv. De har fået et barn (Rolf Sparre Johansson: Søvn, 2015; Cecilie Lind: Mit barn, 2019, Julie Sten-Knudsen: Syv lag, 2021, Lea Marie Løppenthin: Løven og klagen, 2024), de er blevet ramt af en psykisk lidelse (Anna Rieder: Hindebæger, 2022; Sebastian Nathan: Engle, 2024), deres forældre er syge, og de bliver nødt til at tage sig af dem (Lasse Raagaard Jønsson: ssn snnart, 2021). Men dette fremstilles som vilkår ved deres liv, vilkår, der kan opstå og forsvinde, lidt som vejret kan ændre sig, snarere end som narrative knudepunkter, jeget skal overvinde eller udvikle sig fra.
Man kunne også sige, at disse bøger overordnet set ikke er optagede af at fortælle deres jegs historie. Snarere er de skrevet ud fra et selv forankret i en hverdag og en serie af vilkår. En del af de vilkår er selvfølgelig at have en bestemt fortid, men samlingerne er mere optagede af at vise, hvordan jeget er forankret i et væv af forældre, børn, kærester, venner, psykiatere, offentlige omsorgspersoner osv. osv. Derfor foretrækker jeg det engelske begreb life writing til at beskrive disse bøger. Deres mål er ikke at fortælle selvet, men snarere at skrive på en måde, der ikke tildækker forbindelsen tilbage til et faktisk levet liv; der ikke skjuler det biografiske ophav til fordel for romanens fiktioner eller centrallyrikkens almene jeg.
Derudover har disse bøger det til fælles, at de forsøger at artikulere jeget som kronisk tilstand. Her skal kronisk forstås som en tidslighed, der er lige langt fra det narratives fokus på konflikt, udvikling og forandring – fra romanen, men også fra det, Vassenden til slut i sit essay fremfører som en tese om selvets narrativisering i nutidens medielandskab, især på sociale medier – og fra det korte, centrallyriske digts betoning af det ensomme, uforankrede jegs erfaring af et særligt intenst øjeblik.
Litteraturkritisk har man typisk forbundet den lyriske kortform med det, jeg ville kalde en form for eksistentielt kairos, et afgørende øjeblik. Det romanagtige knyttes typisk til fortællingen og dens fremdrift, og gør det også i Vassendens essay – deraf titlen »Den nye romanen«. Noget af det mest interessante ved den nye, bekendende lyrik er da, at den søger at udtrykke en kronisk, vedvarende, nærmest udviklingsløs tidslighed, som i ny dansk litteratur især forbindes med omsorg og det reproduktive arbejde (det at være forældre, det at tage sig af syge forældre) og med livet med en psykisk lidelse. Især, men ikke kun: i Nanna Storr-Hansens Bøgetid (2022) forbindes det med et liv, der er i tæt forbindelse med naturens ikkemenneskelige processer.
Personligt tror jeg, at afstanden til den korte lyriske form og dens typiske jegfremstilling og indbyggede tidslighed er vigtig for at forstå den nye digtning – vigtigere end dens angivelige tilnærmelse til romanens og de sociale mediers narrativisering af jeget. Sidstnævnte er som sagt Vassendens tese: De sociale medier og deres medierede selviscenesættelse er åbenbart et generelt vilkår for yngre generationer, og det truer lyrikkens status som jegets og selvets genre. Hvad skal digteren så gøre? »Hva skal man da gjøre for å fylle det [jeget] ytterligere? Interessant nok later svaret i samtidspoesien til å være: å gjøre jeget til en ganske streit forteller, gjøre diktet til roman.«
Jeg havde nær sagt: tværtimod. I mine øjne søger den nye, bekendende poesi både at undgå lyrikkens suveræne jeg og ekstatiske øjeblik – og romanens (og samtidens) fortalte jeg med dens fokus på selvudvikling og selviscenesættelse. Se for eksempel denne passage fra Cecilie Lind i Mit barn, der konsekvent skriver sig ind i de »forkerte« og uattraktive fortællinger om moderskabet, men samtidig beskriver sig som utæt, uden kontrol over sig selv:
hvis nogen spørger mig hvem jeg er må jeg svare dem
jeg er en der drypper
mælk, tårer, blod, tis
gråden er ikke nyttig, og gråden er ikke køn, men den er en make-up, jeg er hende den grådkvalte, hende med barnevognen, hende der engang var en teenagepige med anoreksi, hende der nu er uden alder, uden synlige kraveben. Jeg er hende med de rødsprængte øjne, de spændte cementbryster, det spolerede udseende
(side 23)
Hverken iscenesat eller selvberoende: Formelt fungerer jeget som et relativt stabilt udsigelsespunkt i den nye, bekendende poesi, men det fremstilles lige så konsekvent, i al fald i Danmark, som et utilstrækkeligt jeg, et jeg, der hverken kan eller vil stå selv, men i stedet er indlejret i relationer til andre. Også derfor er den nye, jegstærke digtning i Danmark domineret af skikkelser, der lige er blevet forældre: her opleves reproduktionens kroniske tid særligt intenst, her bliver subjektet decentreret i mødet med den andens, det vil sige barnets, totale afhængighed. Jeg synes, de eksempler, Vassenden gennemgår i »Den nye romanen« peger i en lignende retning – men det kan andre bedømme bedre end jeg.
»[I]k eje sig selv fuldstændig« og »jeg vil ikke være en ensom gud« er to af de centrale formuleringer fra Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme (side 7 og 35), hvis cirklen om omsorgens former og en form for lykkelig utilstrækkelighed går igen i store dele af den nye, biografisk mærkede danske lyrik. Meget mere end det narrative er det dette fokus på hverdagslige situationer og scener med andre mennesker, der får den nye lyrik til at blive romanagtig.
I mine øjne søger den nye, bekendende poesi både at undgå lyrikkens suveræne jeg og ekstatiske øjeblik – og romanens (og samtidens) fortalte jeg med dens fokus på selvudvikling og selviscenesættelse.
Selv om jeg ikke deler Vassendens forestilling om, at den nye bekendende lyrik skal forstås som en vending mod det narrative, og heller ikke ser den som udtryk for selvet i de sociale mediers tidsalder, så deler jeg hans fornemmelse af, at den er en form med begrænsninger, og måske især en form, der snart trænger til at blive udfordret eller fornyet. Der er meget, den ikke kan. Den har efterhånden fået et præg af automatik. Ingen nævnt, ingen glemt.
Men der er også meget, den kan, især når den udfordrer sig selv formelt. Derfor føles det lidt tomt, når Vassenden slutter med en opfordring til poesien (eller vel snarere poeterne) om at vende tilbage til det poetiske igen, beskrevet på en ærlig talt noget gammeldags måde: »det sproglige laboratoriumsarbejde, der nye ord, vendinger, lyder, bilder, rytmer, klanger, ekkoer oppstår og der nye sammenstillinger sker« (side 79).
Alt det finder man uden problemer i den nye, bekendende lyrik, for eksempel hos Yahya Hassan, ikke bare i det afsluttende »LANGDIGT«, som finder nåde for Vassendens blik, men i mange andre af hans debuts digte. Man finder det hos Cecilie Lind, når hun i Mit barn i et anfald af selvhad hvisler »mororm« (side 38) til sig selv, bare fordi hun ikke er i stand til at opføre sig på den rette måde til den kommunale babysvømning. Eller man finder det i Sebastian Nathans nyeste samling, Engle (2024), hvis beskrivelse af en tid domineret af ensomhed og psykisk sårbarhed er skrevet så ordknapt, at det mere minder om svenske Ola Julén end om knækprosa, den være sig dansk eller norsk.
For mig er det mere spændende at overveje, om den nye, biografisk mærkede, bekendende digtning har flugtlinjer og muligheder i sig, vi ikke har tænkt nok over endnu. Mens vi venter på nye digteriske former: Hvad er egentlig på spil i Caspar Erics nyeste digtsamling Crip (2025), hvor hans eget liv investeres i en stålsat politisk aktivisme, langt fra traumedigtningens flæbende selvoptagethed, men også langt fra den klassiske politiske lyriks olympiske kritik af verden omkring sig? Hvordan skal vi forstå koblingen af life writing, dramatisk familiehistorie under Anden Verdenskrig og systemdigtning i Rasmus Nikolajsens Måske sjælen fra 2022? Hvad skal man stille op med Nikolaj Zeuthens Per, 1. klasse, der udkom sidste år, hvor digteren troligt og prosaisk afrapporterer fra sin egen søns liv – inklusive de sociale intriger i Pers klasse – over et helt år? Dermed ikke sagt, at netop disse tre bøger står hinsides kritisk diskussion. Caspar Erics insisteren på at bruge digtningen som politisk kampmiddel er blevet kritiseret af Rebekka Bundgaard i kommentaren »Luft mellem linjerne«, publiceret i Atlas Magasin 15.09.2025. Ikke desto mindre antyder de alle tre potentialer i den nye, jegstærke, biografisk mærkede lyrik, som ikke indfanges af Vassenden i »Den nye romanen«.
