Batida-boom fra betonblokkene

 

»Afrikansk musik bliver ikke spillet i radioen ret ofte. Jeg er ikke i tvivl om, at der stadig er en racisme, som en del mennesker ikke er kommet videre fra. Men musik er måske det bedste redskab, der findes til at bringe sorte og hvide sammen.«

 


Tekst: KRISTIAN LAURITZEN
Foto: JONAS PRYNER

Dato: 24. FEBRUAR 2019

[dropcap]D[/dropcap]a Nídia Borges som 15-årig lagde sine første produktioner op på musiktjenesten SoundCloud, kaldte hun sig Nídia Minaj. I dag er den portugisiske musikproducer 22 år, og hun har distanceret sig fra sit teenage-rapidol, Nicki Minaj. I dag er hun bare Nídia, hun har sin egen musikalske signatur og ligner ikke en kunstner, der pynter sit image med lånte fjer. Hun sidder i grå joggingbukser og hvide strømper i turkisblå badesandaler, mens hendes øjne er rettet mod en bærbar computer. Eftermiddagssolen klemmer sig ind gennem ruden til den toværelses-lejlighed i Vale da Amoreira, lidt uden for Lissabon, og bag den støvede Samsung-skærm rykker hun rundt på nogle bjælker i lydprogrammet Fruity Loops med et par klik på musen.

 

»Jeg starter med ›kicket‹«, siger hun, mens en hård bas pumper ud fra to højttalere.

 

Nídia har indrettet sit soveværelse som lydstudie med keyboard, pladespiller og isoleringsskum på væggene. For nogle minutter siden åbnede hun sin dør med et smil og en smule træthed i øjenkrogen. Nu er hun ved at vise, hvordan hun komponerer musik. Et guitar-sample flyder ind over bassen, en drengestemme råber, at »ingen kan håndtere mig« på portugisisk, inden musikken muterer ved hjælp af hurtige trommer, lyden af cikader og klirrende metal.

»Jeg laver selv beatet og finder så instrumenter og samples. Det er en flydende proces. Stemmen tog jeg fra en video-bid på internettet,« fortæller hun om nummeret »No Balur«. Nídia sidder med spredte ben og den tætbyggede overkrop tilbagelænet i stolen. Hendes fremtoning er et stoisk modstykke til de hårdtslående og ofte hektiske musiknumre, hun skaber. Nídia er født i Portugal, mens hendes mor og far er fra henholdsvis Guinea-Bissau og Kap Verde. Hun hører mest musik fra Angola, Nigeria og fra hendes mors hjemland, siger hun og finder en kreolsk musikvideo fra Guinea-Bissau frem på YouTube. Genren hedder Tina og er baseret på vandtrommer, som giver en særlig hul resonanslyd (da en del af trommekassen er fyldt med vand).

»Den type musik, har jeg lyttet til, siden jeg var lille. Ligesom min mor og resten af min familie. På ›No Balur‹ har jeg samplet en bid fra dette nummer, men det er så lidt, at ingen vil kunne genkende det,« siger hun med sin dybe stemme og griner

Der bor cirka 30.000 mennesker i Vale da Amoreira. En blanding mellem et arbejderkvarter og et udsat boligområde. En del beboere i området arbejder enten i Lissabon på den anden side af floden eller på den nærliggende bilfabrik.

Uden for vinduet hænger tøj og blafrer på tørresnore langs de lyserøde, gule og brune betonbygninger, der ligner blokke af regnbueis. En hund gør af en bilalarms sirene på en parkeringsplads, men ellers virker det roligt i det kvarter, Nídia har dedikeret titlen til på hendes mest spillede nummer: »I Miss My Ghetto.«

»Jeg lavede nummeret i Frankrig, da jeg savnede mit barndomskvarter. Det gav mig en nostalgisk følelse,« fortæller hun.

Nídia boede i Bordeaux med sin mor en del år, men flyttede hjem i familiens gamle bolig for halvandet år siden, da hun var begyndt at tjene penge nok på sin musik til, at hun kunne købe lejligheden. På gulvet står en papkasse til et fladskærms-tv, og for nylig har hun købt sin første bil; en Ford Focus fra 2007. En stor ting, fortæller hun. Soveværelset er fyldt med kufferter fra rejser til europæiske og amerikanske festivaler og klubber. I 2017 var hendes debutalbum Nídia Is Bad, Nídia Is Dope på magasinet Rolling Stones liste over årets bedste elektroniske udgivelser, og i 2018 var hun på sin første turné uden for Europa, da hun optrådte i Mexico, Canada og amerikanske byer som New York, Los Angeles og Detroit.

»Det var en cool og intens tur, og det var interessant at opleve, hvordan deres musikscener fungerer. Men hvis jeg skal vælge mellem USA og Europa, foretrækker jeg at spille herovre. Der er en anden stemning på klubberne, og publikum er ofte mere dedikeret til den musik, der bliver spillet,« siger hun.

Nídia er den første kvindelige kunstner hos det portugisiske pladeselskab Principé, der siden 2011 specialiseret sig i at udgive lokal elektronisk musik af en ellers marginaliseret underklasse med rødder i afrikanske lande, som tidligere var portugisiske kolonier. Nídia blev omtalt som pladeselskabets første »breakout star«, der har nået »det globale dansegulvs øre« i et portræt i avisen New York Times umiddelbart inden hendes turné på den anden side af Atlanten.

DJ Babas Fox fyrer op for de hårdslående batida-beats og for publikum på Musicbox på Lissabons såkaldte »pink street« – byens mest populære gade for natklubber.

De unge producere skaber musikken på computere hjemme på soveværelserne i Lissabons forstæder og blander house, techno og r&b med lyde fra videospil, samples og elementer fra uptempo danse-genrer som funaná fra Kap Verde, kuduro fra Angola og den intime, angolanske populærmusik, kizomba: Et transformerende mix af genrer og polyrytmiske strømninger, der går under paraplybetegnelsen »batida«, og en gruppe musikere, der i den seneste håndfuld år har nedbrudt sociale barrierer mellem Lissabons centrum og byens socialt udsatte områder og samtidig har sparket døren ind til de europæiske klubber og elektroniske musikfestivaler.

I 2013 brød de hårdtslående »afrobeats« igennem lydmuren til kritikere og fans, da de to producere fra Principé, DJ Marfox og DJ Niggafox, optrådte på den elektroniske musikfestival Unsound Festival i Polen. Tidligere fandtes der ikke et publikum uden for den portugisiske hovedstad. Musikken er blevet sammenlignet med den britiske grime-bølge på grund af den sociale og politiske karakter, og det amerikanske musikmagasin Pitchfork har kaldt bevægelsen for Lissabons »batida-revolution« og en genre, der er »ren, grynet og ikke ligefrem assimileret« i den portugisiske musikbranche.

For grundlæggerne af pladeselskabet var det en komplet ny lyd, de blev introduceret til i sin tid, fortæller José Moura, en af bagmændene hos Principé. Kuduro og Kizomba er velkendt i Portugal, mens de anarkistiske sammenblandinger i musikken var helt uhørte.

»Lyden var vital og rå, og det ville vi holde fast i. Vi vil ikke producere dem og fortælle dem, hvad de skal gøre. Det styrer de selv,« siger den 49-årige portugiser, der selv har været dj i årevis. Han sidder på en skammel i vinyl-butikken Flur i Lissabon, som han har drevet siden 2001 med et par kollegaer. José Moura er klædt i lærredsbukser og sweatshirt, han har skægstubbe og briller. Vi befinder os ved byens havnefront, og fra den smalle og aflange pladebutik er der udsigt til floden, der skiller centrum af byen fra oplandet. I havnebassinet sejler ekspresfærger frem og tilbage fra blandt andet byen Barreiro, hvor Nídias hjemstavnskvarter, Vale da Amoreira, ligger. Nøglefiguren for tilblivelsen af Principé var DJ Marfox, som de to medstiftere af pladeselskabet, Nelson Gomes og André Ferreira, var managere for i slutningen af 00’erne. DJ Marfox – der hedder Marlon Silva og har taget sit kunstnernavn efter karakteren i videospillet Starfox – har været kendt på den afro-elektroniske undergrundsscene siden 2006. Han udgav sit debutalbum på Principé i 2011.

»Marfox åbnede en ny verden for os. Han introducerede os til musikere på 15–16 år, som havde produceret hjemme på værelserne i Fruity Loops, siden de var 13 år. Derefter begyndte vi at forbinde prikkerne på SoundCloud. Vi brugte timevis på at finde ud af, hvem der fulgte hvem derinde, og så begyndte vi at tage kontakt til musikerne på egen hånd,« siger José Moura.

Nídia Borges er født og opvokset Vale da Amoreira lidt uden for Lissabon. Men hun flyttede til Frankrig i 7.klasse med sin mor og hendes mand og boede i Bordeaux i otte år, indtil hun for et par år siden vendte hjem til barndomskvarteret.

I Lissabons udkant bliver de unge først og fremmest inspireret lokalt og ikke af internationale stjerner som Rihanna eller Jay-Z, forklarer han.

»De respekterer deres egne ›peers‹. Folk de kender og kan forholde sig til. De har deres eget system af fester og klubber i nabolaget. Men vi blev overraskede over at opdage, at mange af de navne, vi lærte at kende, allerede spillede i afrikanske communities i Holland og Schweiz.«

Musikken fra forstæderne var ellers ikke velkommen på den afrikanske klubscene i Lissabon, selvom flere af producerne også var dj’s på klubberne, fortæller José Moura. En klubscene, hvor der bliver spillet amerikansk hiphop og r&b.

»De måtte ikke spille deres egen musik, der blev betragtet som noget fra ›ghettoen‹ og derfor kunne tiltrække et forkert publikum. Der var en teori om, at musikken var en magnet for voldelige elementer. Samtidig handlede det om dresscode, sociale koder og selvforståelsen på de afrikanske spillesteder,« siger han.

Siden 2012 har pladeselskabets dj's og producere haft en fast lørdag aften en gang om måneden på spillestedet Musicbox, hvor de optræder med deres musik i centrum af Lissabons natteliv. På Musicbox er publikum et mix fra alle mulige dele af byen, fortæller José Moura.

»Det er hipstere, ›club kids‹, sorte og hvide, folk i træningstøj og velklædte mænd og kvinder. I begyndelsen tog det tid at overbevise de unge dj’s om at komme derind og spille. Men langsomt voksede tilliden, og de begyndte at invitere deres venner med. I dag tror jeg, der er en stolthed forbundet med at spille i centrum af Lissabon for dem. Det er et sted, som er fjernt fra deres dagligdag, og to verdener vi har arbejdet hårdt for at forbinde.«

De unge gutter i RS drømmer ikke om at blive berømte, siger DJ Nulo (med bandana). »Målet er at vise, hvad vi kan, og så kan det være, vi bliver kendte samtidig.«

Tilbage i Vale da Amoreira viser Nídia Borges rundt i kvarteret. Hun træder i gruset med langsomme skridt og læner sit hoved tilbage i vindjakkens pelskrave, mens hun kigger sig omkring.

»De fleste er bange for at komme herud. De tror, det er en ghetto. Men de bliver overraskede over, at her er rart,« siger hun. Begrebet »ghetto« har en anden klang i hendes egne ører end, hvad hun mener er tilfældet for mennesker, der kommer udefra. Ældre kvinder går forbi med poser i hænderne, måger nipper til skrald på jorden. Husmurene er overmalet med graffiti. »Denne verden er så ond, at godhed betragtes som mod. Jah, velsign os,« er skrevet med spraydåse hen ad en væg. Nídia peger på et skilt mellem blokkene, hvor der står, at man ikke må spille fodbold.

»Det er på grund af os,« siger hun og griner. Gol står der midt i et fodboldmål, som er tegnet med hvid maling på en mur.

»Hvis ikke jeg var dj, ville jeg være fodboldspiller. Men man kan jo ikke gøre det hele,« siger hun og fortæller, at hendes fætter, Carlos Mané, spiller på førsteholdet som angriber i Sporting Lissabon. For Nídia er afstanden fra nabolaget og ind til byen blevet kortere i takt med hendes anseelse som dj og producer. Men hun mener stadig, at lyden fra byens barrios bliver ignoreret i store dele af den portugisiske musikbranche.

»Afrikansk musik bliver ikke spillet i radioen ret ofte. Jeg er ikke i tvivl om, at der stadig er en racisme, som en del mennesker ikke er kommet videre fra. Men musik er måske det bedste redskab, der findes til at bringe sorte og hvide sammen. Ligesom på Musicbox,« siger hun.

José Moura kalder Nídia for en »tough girl« på en musikscene domineret af mænd. Og den eneste kvinde, han kender til, der producerer musik i batida-genren.

»Hun er meget selvbevidst og ivrig efter at etablere sig som den, hun er. Hun har sin egen agenda og er upåvirket af kommercielle stilarter. Hendes produktioner er komplekse og fyldt med melodiske lag,« siger han.

Den portugisiske pladeselskabsmand havde ikke hørt begrebet »ghetto« forbundet med musikken, før han hørte de unge dj’s referere til deres egne produktioner som ghetto sounds. En realitet, han mener udspringer af sociale og geografiske årsager. Da Portugals militærdiktatur brød sammen i 1974, og landets nye demokratiske styre gav afkald på en række kolonier, skabte det en stor tilflugt fra de pågældende afrikanske lande af mennesker på flugt fra krig og fattigdom. Mange blev bosat i områder uden for de portugisiske storbyer, og tusindvis af borgere fra de nuværende forældre- og bedsteforældre-generationer endte på samfundets bund. Deres børn vokser op i dag og er isoleret fra centrum af byen.

»Nogle gange handler det om hudfarve, ofte handler det om at være marginaliseret socialt. Derfor opstår behovet for at have en ›stemme‹, der opnår anerkendelse internt i nabolaget. Musikken er et produkt af den afrikanske diaspora i Lissabon,« siger José Moura, som peger på et slægtskab til den musik, der blev skabt i jamaicanske miljøer i Storbritanien, da de begyndte at producere reggae og dub.

For at batida-bevægelsen kan blive ved med at forny sig, er det vigtigt for pladeselskabet at både bevare og udvide sin kerne af producere, fortæller han. Men udviklingen skal ske på musikernes præmisser.

»Vi er meget bevidste om, at producerne skal have rum til at kunne bevare deres integritet. Lyden forandrer sig, fordi samfundet forandrer sig – også selvom mange mennesker uden for nabolagene ikke bemærker det. Der er en politisk dimension i musikken, som mange ikke registrerer: Det er ikke afrikansk, men portugisisk musik.«

DJ Nulo(tv), Nuno Beats, MC Pimenta, DJ Narciso og DJ Lima fra RS Produções er alle vokset op i de blokke, der udgør Rinchoa-kvarteret i Sintra, en halv times kørsel fra Lissabon.

Det nyeste skud på stammen hos Principé er gruppen RS Produções, som består af seks unge gutter fra Rinchoa-kvarteret i Rio de Mouro i byen Sintra, 40 minutters kørsel fra Lissabon. Gruppen debuterede med deres album Bagdad Style i november 2018. Lige nu sidder fem af dem klemt sammen på det værelse, hvor den ene af gruppens tre producere, Ruben Narcis, bor i en stuelejlighed med sin mor. På væggen hænger en plakat fra en af Principés koncerter på Musicbox, som den 20-årige portugiser spillede til i sidste februar. For enden af sengen i det spartansk indrettede værelse står en mini-syntheziser og den computer, hvor mange af gruppens produktioner kommer til verden på.

»Vi har gået på samme skole og har altid været venner, og for et par år siden begyndte vi at lave musik sammen. Vi fandt ud af, hvilke talenter vi havde hver især, og så gik vi i gang,« fortæller DJ Narciso, som Ruben Narcis kalder sig, når han laver musik. Han sidder i sort træningstøj ved siden af gruppens anden producer, 16-årige Nuno Cordero, som kalder sig Nuno Beats og har firkantede briller, håret sat op i en knold og et ternet tørklæde rundt om halsen. Gruppens sjette medlem og producer, Farucox, er flyttet til Frankrig med sine forældre.

RS står for »Rinchoa Stress«; en slags indkapsling af en grundtilstand ved at bo i et kvarter, der ofte er blevet forbundet med negative historier – et område, som set ude fra består af 9–10 etagers lejlighedskomplekser i et bakket landskab, men også et nabolag, som betragtes som den tunge ende af Sintra. På ungdomsværelset er der dog hverken tungsind eller stress i luften, og de unge fyrer afbryder og færdiggør hinandens sætninger og pointer for at fortælle om deres nye liv som musikere.

»Vi har hørt batida til fester og fra anlægget af de biler, der kører forbi i nabolaget i flere år. Så vi har altid haft musikken til fælles,« siger Nuno Beats, inden 19-årige Nélio Branco (DJ Nulo) supplerer:

»Min storesøster lytter til en del r&b, men det er ikke musik, jeg identificerer mig med på samme måde. Uden for forstæderne bliver batida stadig forbundet med noget kriminelt, musik af ›bandidos‹. Men vores mål er at være innovative og få så mange som muligt til at lytte til os,« siger den ene af gruppens to dj’s, der har en sort bandana rundt om hovedet.

Vi har aftalt, at interviewet ikke skal tage for lang tid, da gruppens rapper, William »MC« Pimenta, skal nå på arbejde på McDonald’s inde i centrum af Lissabon.

»Vi bliver stolte, når vores egen musik bliver spillet til fester. Det er en slags pris for det, vi laver,« siger den 19-årige MC. Han er klædt i en hvid t-shirt med gruppens logo og navn. Han begynder hvert nummer med at råbe »RS Produções!«: gruppens ansigt, som de kalder det. Så folk ved, hvem de er. Vokalen er indspillet i et studie, da de endnu ikke har haft råd til at købe deres egen mikrofon. Nogle gange optager de stemmer med deres telefoner, som de lægger ind i musikken. DJ Nulos lillebror er med på et nummer.

»Det var ikke planlagt, men bare improvisation,« fortæller han. Titlerne på produktionerne er dog ikke tilfældige. Hvert beat har et motiv og en historie, forklarer DJ Narciso, mens han finder et nummer frem på computeren.

»Vi kaldt beatet for Capsades, som betyder at nikke skaller. Vi har en ›amigo‹, der blev ved med at banke sit hoved frem og tilbage i luften til en fest,« siger han og griner, mens William Pimenta nikker skaller i luften som for at demonstrere. De kan også finde på at sample amerikanske hiphop og r&b-stjerner, siger Nuno Beats og fortæller, at gruppen blandt andet har samplet »kicket« fra Thinking About You med Frank Ocean.

»Vi har modificeret beatet, så det ikke lyder som Frank Ocean. Så tilføjer vi flere instrumenter, så folk ikke kommer til at kede sig ved at høre de samme lyde igen og igen.«

Dj Nulo knipser med fingrene og smiler simultant med de andre i gruppen, da jeg spørger dem, hvordan det føles at skrive under på en kontrakt med et pladeselskab. RS Produções fejrede deres første løn med at spise mad sammen på McDonald’s. Men ikke på fastfood-restauranten, hvor MC Pimenta arbejder inde i Lissabon. På den McDonald’s, der ligger tættest på deres eget kvarter. Nu glæder de fem gutter fra betonblokkene i Rinchoa sig til at komme ud og optræde med deres musik uden for Lissabon. Men rejserne skal heller ikke fylde for meget, siger William Pimenta.

»Det er her, vi vil blive. Det her vil altid være vores hjem,« understreger portugiseren, som en slags påmindelse til sig selv og sine fire kammerater på værelset. Hvis nu de for en kort stund skulle have glemt det.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.