Hvem kan modstå et band, som har sin egen ideologi? Hvem kan modstå et band, der klæder sig i gule beskyttelsesdragter, og hvis shows er gennemkoreograferede, selvom der ikke er nogen attraktive kvindekroppe til stede, men bare nogle not-so-alfa-mænd, som udfører aerobic-agtige øvelser til lyden af synthmusik?
Hvem kan modstå et band, hvis største salgssucces i merch-butikken er en såkaldt energy dome, en rød pyramideformet plastikhat? Det kvintessentielle art rock band Devo fra Akron, Ohio læner sig tungt op ad betegnelsen novelty act – de er for fjollede til at tage alvorligt – men historien om Devo er præget af seriøse ambitioner.
Navnet Devo kommer af de-evolution, en bagvendt udviklingsproces, der bør findes mange eksempler på i samtiden. Depeche Mode påpegede tendensen og sendte samtidig en hilsen til Devo på deres plade Spirit fra 2017: »We’re going backwards, armed with new technology, going backwards to a caveman mentality.«
Tilbage i 1973 da Gerald »Jerry« Casale (f. 1948) og Mark Mothersbaugh (f. 1950) studerede kunsthistorie nogle år forskudt fra hinanden på Kent State University, handlede det om at rode i den kulturelle skraldespand og sammensætte materiale fra tegneserier og bizarre kristne pamfletter. Det er her pamfletforfatteren Bertram Henry Shadduck (1869-1950) gav sit overraskende bidrag til moderne pophistorie. Devos de-evolutionsteori kan nemlig spores tilbage til Shadducks anti-evolutionære pamflet »Jocko-Homo Heavenbound« (1924) som i 70’erne stadig blev delt rundt til husstande i Ohio-området.
Abemænd på vej til himlen
Abemændene på vej til himlen virkede som et godt udgangspunkt for et band, der sprang ud i fuldt flor synkront med punkbevægelsen. Den tydelige visuelle profil og de synkroniserede rutiner vil dog for evigt knytte dem til MTV-generationen fra de tidlige 80’ere. Deres signatur-sang »Jocko Homo« (1978) indeholder et langt parti, hvor man må være klar, når Mothersbaugh råber: »Are we not men?« Korrekt svar er: »We are Devo!« Det er på alle måder sjovere at være Devo-fan end incel, anti-woke eller diverse andre muligheder, som tiden tilbyder.
Det er på alle måder sjovere at være Devo-fan end incel, anti-woke eller diverse andre muligheder, som tiden tilbyder.
Devo havde »Jocko Homo« med fra starten, og sangen er en essentiel del af deres kortfilm The Truth About De-Evolution (1976). På dette tidspunkt var det stort set bare The Beatles og Bob Dylan, som havde lavet noget, der lignede en musikvideo. I kortfilmen forlader nogle udslidte fabriksarbejdere i matchende arbejdstøj og hardhats (endnu ikke det gul-røde-signaturlook) deres arbejdsplads, og vi ser dem musicere i et øvelokale. Derefter følger vi Booji Boy (en karakter, som Mark ofte spiller bærende en mildt frastødende maske forestillende en uskyldsren dreng) til et møde med General Boy (en præsidentlignende mand spillet af Marks egen far). Han overleverer nogle papirer, hvorefter General Boy henvender sig til kameraet og erklærer:
In the past this information has been suppressed, but now it can be told. Every man, woman and mutant on this planet shall know the truth about de-evolution!
Næste sekvens foregår i et auditorium, hvor Mark har forvandlet sig til en videnskabsmand, der holder foredrag om de-evolution, mens et ophidset publikum iført kirurgiske masker hører på og nogle ormeagtige muterede væsner sprælle rundt og byde sig frem til dissektion. Universet er uden tvivl Devos helt eget.
Vietnam-krigen som bagtæppe
Hvis man skal forstå, hvad der driver Devo, som gennem tiden hovedsageligt har bestået af Mark og Jerry og deres to brødre, er der en hændelse, som nævnes i alle interviews, og som gennemgås grundigt i Recombo DNA. The Story of Devo or How the 60s Became the 80s af Kevin C. Smith (Jawbone Book, 2013). Det drejer sig om den fatale studenterdemonstration mod Vietnam-krigen på Kent State University 4. maj 1970, hvor Nationalgarden skød mod ubevæbnede demonstranter og dræbte 4 og sårede 9. Jerry var involveret i antikrigsbevægelsen på det tidspunkt og kom under beskydning på den skæbnesvangre dag. Efter hændelserne var han så oprørt, at han overvejede at blive aktiv i den militante venstreorienterede terroristgruppe Weather Underground. I stedet blev Devo dannet.
Da Devo begyndte at samle sig, delte bandmedlemmerne en dadaistisk følelse af politisk desillusion og raseri. De mente, at smerten skulle vrøvles væk.
Mark var nogle år yngre og langt borte på et værksted den nævnte dag. Han var med et slag blevet til kunstner, da han som 8-årig endelig fik briller og var i stand til at se verden. Han beskriver selv, at han i al ubemærkethed havde været så synshæmmet – et oplagt mobbeoffer – at han aldrig før havde set skyerne på himlen. Efter det blev han så besat af at tegne, at han altid var på værkstedet, hvor han lavede silketryk natten lang.
Da Devo begyndte at samle sig, delte bandmedlemmerne en dadaistisk følelse af politisk desillusion og raseri. De mente at smerten skulle vrøvles væk som det oprindeligt skete på den schweiziske avantgardecafé Cabaret Voltaire, hvor dada-bevægelsen reagerede på første verdenskrigs rædsler med absurdistisk performancekunst.
Et reelt scoop
Devo-fyrene er i dag oppe i 70’erne, og det er et reelt scoop, at Øyafestivalen i Oslo har dem på plakaten denne sommer. Koncerten kan være en af deres sidste i Europa nogensinde. Både koreografien og de gule beskyttelsesdragter – som man efter signede sveder helt vanvittigt i – har gjort bandet absurd veltrænet og selv på deres gamle dage har de leveret sporty koncerter. Heldigvis filmede Devo deres optræden helt fra starten, og meget materiale ligger online.
Selv får jeg hul i hovedet af sange som »Uncontrollable Urge« (1978) og bliver aldrig træt af at studere den tilhørende koreografi. Ofte bliver de gule beskyttelsesdragter efterhånden revet af kroppene, og bandet fremtræder i sorte shorts og knæbeskyttere. Vil man deltage seriøst i Devo-fandom, kræver det i øvrigt en del forberedelse, og det er ikke nok at købe en energy dome-hat. Den skal monteres med en rem, ellers kan man lige så godt tage en blomsterpotte på hovedet.
Man skal nok være naturligt åben for robotdans, men det bør være muligt at se, at en unik leg med stereotyper og klichéer udspiller sig der, hvor forestillinger om den amerikanske drøm og den ideelle mand som sportsstjerne og svedig rockmusiker rives fra hinanden og omskrives. Devo er et work crew, de er nørder og videnskabsmænd, men de er ikke akkurat Kraftwerk. Der er noget andet der … Dette band er overraskende sexfikseret. Specielt i 1970’erne kombinerede de ubehag, fetichisme og perversion med popkunst. Deres sang »That’s Good« (1982) blev bandlyst af MTV på grund af en animeret sekvens, hvor en donut penetreres af en pommes frites. Nej, den slags kan vi virkelig ikke have.
En ægte synth-pioner
Der er nok et par genkendelige sange for alle, også for dem, som bare kender bandet fra best-of opsamlingsplader fra 80’erne. En af tidernes mest geniale coverversioner er deres udgave af Rolling Stones-klassikeren »I Can’t Get No (Satisfaction)«, hvor den banale Stones-stil erstattes af et skævt og hoppende Captain Beefheart-agtigt reggaebeat. Mark Mothersbaugh var i 1970 en af de første, som skaffede sig en Moog-synthesizer, da de kom splinternye fra fabrikken, og han kan uden at blinke kalde sig en ægte synth-pioner. Da Devo gik i dvale i 90’erne, lavede han en stribe soundtracks til et stort antal film, blandt andet har han dyrket et tæt samarbejde med Wes Anderson siden hans første film Bottle Rocket (1996). Man vil måske huske en sekvens i The Life Aquatic with Steve Zissou (2004), hvor alle løber rundt på en mission til lyden af casio-pop. Det er Mark Mothersbaugh-kompositionen »Ping Island«, man hører.
På mange måder er det logisk at tage skridtet fuldt ud og arbejde kommercielt med soundtracks, men man kan også finde Mothersbaughs collagebog My Struggle (1978) online, som fremviser hans visuelle værker. Han hives også stadig ind i kunstverdenen af og til, senest med udstillingen Myopia på Grey Art Gallery i New York i 2017. Det er med andre ord værd at stoppe op et øjeblik, hvis du ser ældre mænd gøre mærkelige ting på Øya-scenen i august. Det kan være dybe rødder i musik- og kunsthistorien, som resulterer i, at en flok gamle fyre løber rundt i gule beskyttelsesdragter.
