Hvad har H&M-brandet Arket samt det idéhistoriske forlag og tidsskrift Slagmark til fælles? De har nu begge udgivelser udstillet på Den Sorte Diamant i København.
Til et arrangement onsdag aften præsenterede Foreningen for Boghaandværk deres udvælgelse af Årets Bedste Bogarbejde, og det er disse værker – mere end 40 af slagsen – som nu kan opleves på første sal i det ellers temmelig bogtomme bibliotek.
Blandt værkerne finder man alt fra skønlitterære bøger, fagbøger, kataloger, opslagsværker, foto- og kunstbøger til digitale bøger, udvalgt af en otte mand stor jury.
Her til den stille summen fra rulletrapperne kan man således nyde alt fra Gyldendals layout af genoversættelsen af Jean Genets Tyvens dagbog (2017) til Jørn H. Sværens prosalyriske værk Ord og handling (2017), udgivet af forlaget Virkelig i form af et helt enkelt solsikkegult fold-ud-ark.
Udover kunstmuseet Louisiana og altså det svenske tøjmærke Arket, finder man også udgivelser fra mindre afsendere som for eksempel Forlaget Cobolt, FADL, UDENFOR, Vandkunsten og Wunderbuch.