At berøve kloden sin varme Anna Kavan skriver vildt om klima

Forlaget Sidste Århundrede har igen søgt i litteraturhistorien og fundet et vildt og underligt værk. I Anna Kavans Is synes mennesket ude af stand til at relatere sig til kloden.

Anan Klavan
Anna Kavan: Is | Oversat til dansk af Lasse Skjold Bertelsen | Forlaget Sidste Århundrede i samarbejde med Baggaardsbaroner

Is af den britiske forfatter Anna Kavan (1901–1968) må være den underligste roman, jeg har læst. Kavan fremstiller en ustabil verden på grænsen til kaos, og selve skrivemåden forstærker usikkerheden yderligere. Hun tager os ind i et opsplittet sind i en verden, som er igang med at bryde sammen. Det er næsten ikke muligt at skabe sammenhæng i en sådan tekst. Kavan klarer på et hængende hår at lokke læseren med hele vejen, ved at speede de kaotiske hændelser op i en slags jublende, actionfyldt dødsdrift mod verdens ende.

I begyndelsen rejser den mandlige fortæller i sin bil på isglatte veje for at besøge en ung kvinde med et kæmpemæssigt elveragtigt sølvhår. Den ambivalente besættelse af kvinden (og måske af enhver, der ligner hende) virker som selve drivkraften i romanen. Atomvinteren er ved at gøre kål på kloden, en ny istid er begyndt. Det at fortælleren bevæger sig på glat is synes også at spille på hans psykologiske disposition. Vi tages med på en hektisk rejse hid og did med ham, som er engageret i et trekantsdrama med pigen og en kommandant, en kafkask autoritetsfigur, der deltager i de pågående krige. Det er faktisk alt, der er at sige om handlingen. Det er ikke meget at holde fast i.

En gigantisk metafor

Is udkom året før, at Kavan døde af hjerteslag. Hun oplevede altså sit eneste glimt af succes tæt på sin død. Hun var en plaget person, og hendes biografi er ikke mindre urovækkende end hendes skrift. Gennem sit liv var hun heroinafhængig og led af depression, mens hun rejste fra Herodes til Pilatus.

I Is kammer fortællerens kvasiheroiske trang til at redde skrøbelige kvindemennesker til tider over i sadistiske fantasier. Han er for eksempel besat af tynde håndled i en sådan grad, at han ønsker at brække dem. Rent psykologisk opstår der en glidning. Vi må følge disse isglatte glidninger, og det indgiver en følelse af svimmelhed.

Der er en fin grænse mellem dårlig skrift og fantastiske eksperimenter. Glidningerne i romanen gælder ikke bare ambivalente følelser. Også oplevelsen af identitet er ude på tynd is. Vi er med ham, den ustabile, vi er i hans bil, og kan ikke komme ud. Ofte må man læse tilbage i teksten, når hans desperate forfølgelse af den magiske barnekvinde in distress pludseligt ekspanderer til en (umulig) alvidende fortællerposition.

Der var ingen på den smalle sti langs fjorden, men den person, jeg jagtede, kunne ikke være langt væk. Stien løb ind i skoven. […] jeg fik alligevel øje på den spøgelsesagtige grå frakke flagre mellem granerne og fik nu og da et glimt af dens ternede for. Dens ejer var barhovedet: Hendes lyse hår skinnede som sølvild, en ignis fatuus, der glimrede i skoven. Hun fór af sted, så hurtigt hun kunne, ivrig efter at komme ud af skoven. Hun brød sig ikke om skoven, der altid virkede så faretruende. De mange træer tog modet fra hende, forvandlede sig til sorte mure, der lukkede hende inde.

Disse mennesker er aspekter af hinanden, der er ingen anden forklaring, for disse glidninger sker igen og igen. Kommandantens indre har vi imidlertid ikke tilgang til. Han udstråler fascistisk følelseskulde. Det er måske det isen er, en gigantisk metafor for indre følelseskulde? Vi dvæler ofte ved hans kolde blå øjne. Fortælleren slås med ham om tilgang til pigen, men det beskrives også, hvordan han pludselig kan tvivle på, hvorvidt de faktisk er forskellige personer.

Er alt »indre«?

Nogen har ønsket at klistre genrebetegnelsen »cli-fi« på romanen, men til at være det, er den ofte alt for investeret i at beskrive vanvid. Dermed køres naturens reelle problemer ud på et sidespor. Man vejrer den værste form for surrealisme, hvor alt er »indre« – selv verdens ende er muligvis en stor metafor for en psykologisk tilstand. Forfatteren er heller ikke tilbøjelig til at give pigen en egen stemme, men mod slutningen nærmer det sig alligevel: »Hver gang jeg ser dig, ved jeg, at du vil pine mig … koste rundt med mig … og behandle mig som en eller anden slave.«

Romanen behandler unægteligt en menneskeskabt klimakatastrofe, men mest på den måde at mennesket, på grund af sit vanvid, synes ude af stand til at relatere til sin klode. Sindet er så opsplittet og quixotisk, at selv heroiske intentioner kommer til udtryk som vold. Forfatteren synes fanget i sin fascination af vanviddets mekanismer. Der findes alligevel tegn på, at hun har forsøgt at fordybe sig i 60’ernes klimaforskning:

Der var en risiko for, at polerne var blevet påvirket, og at det ville føre til betragtelige klimatiske forandringer på grund af solvarmens refraktion. Skulle den smeltende iskappe på Antarktis begynde at flyde ud i Stillehavet og Atlanterhavet, ville en enorm ismasse samle sig og efterfølgende reflektere solens stråler og kaste dem tilbage til det ydre rum og således berøve Jorden sin varme.

Her dropper forfatteren en info dump, som gør klimakrisen til mere end indre lidelse. Den ydre kundskab skifter også status i løbet af romanen. Virkeligheden bryder sammen parallelt med, at medierne (primært radio) bryder sammen. Den negative imaginationskraft overtager sindene:

Som man kunne forvente, begyndte der i mangel af troværdige nyheder at cirkulere de mest groteske rygter. Uhyggelige epidemier, rystende hungersnød skulle være brudt ud i fjerne egne, og der skulle være sket frygtelige genetiske afvigelser. Der indløb tilbagevendende rapporter om, at atomvåben, som man tidligere havde troet var tilintetgjort, nu var i den eller den magts besiddelse. Vedholdende rygter berettede om eksistensen af en selvudløsende koboltbombe, tidsindstillet på et givet, ukendt tidspunkt, der skulle ødelægge alt liv, mens den lod alle døde ting intakte tilbage. Spionage og kontraspionage foregik overalt.

I Kavans isverden eksisterer der både middelalderlige tidsbobler, hvor man tror på drager, og hyperkapitalistiske overflodsbobler, hvor alle fester som gale grebet af total eskapisme. Desperate flygtningestrømme bringer mennesker til at drukne i det iskolde hav i forsøg på at flygte fra kriseområderne. Sadistiske impulser, militarisme og dobbeltmoralsk heroisme har bragt os så langt, ifølge Kavan.

Vildt om klima

Danske småforlag som Virkelig og Sidste Århundrede opererer smart, når de søger i litteraturhistorien og finder eksempler på vild og underlig, økorelateret skønlitteratur. Flere småforlag følger trop: A Mock Book udgiver Vandrefalken af J. A. Baker (2023) og Ti Vilde Heste Manden, træerne elskede af Algernon Blackwood (2024).

Anna Kavans Is er dygtigt oversat af Lasse Skjold Bertelsen, ubehagelig på et utal af niveauer og indeholder frapperende øjeblikke af bizar poesi. Den kan fucke med dit hoved som ingen anden roman.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.