KOMMENTAR. Verdens mest magtfulde kvinde er blevet taget i at læse Stephen Greenblatts Tyrant. Kan Shakespeares Macbeth lære os at forstå Donald Trump?
Angela Merkel har set skriften på væggen. I sidste uge bragte Bild Zeitung et billede af den tyske kansler siddende på balkonen på sit sydtyrolske feriehotel med Stephen Greenblatts Tyrant: Shakespeare on Politics (2018). Nu spørger resten af verden: Er hun i gang med at prøve at forstå de utrolige psykologiske mekanismer, man finder hos verdens stærke mænd? Kan Shakespeares politiske dramaer udgøre nøgletekster for vores tid?
Den amerikanske litteraturforskers bog går til sin samtid ad overraskende, indirekte veje. Greenblatt skildrer Shakespeares forbryderiske herskere, som får læseren til at tænke på især realitystjernen i Det Hvide Hus – uden at hans navn bliver nævnt så meget som en enkelt gang.
Shakespeares tyran, som vi møder ham i form af Macbeth eller Richard III, er vokset ud af et polariseret politisk landskab på randen af borgerkrig. Grådighed, nepotisme og korruption er hans magtmidler. Han praler skamløst af sine seksuelle erobringer, og hans begær og narcisisme kender i det hele taget ingen grænser. Landet og kvindekroppen er én og samme ting: hans store udnyttelsesobjekt.
Selvfølgelig er Donald Trump ikke bare en Richard III i moderne forklædning. Han mangler trods alt den selvironi og udspekulerethed, som kendetegner Shakespeares royale monster. Faktisk er det ikke engang sikkert, at det er Donald Trump, Recep Erdoğan, Vladimir Putin, Boris Johnson eller Matteo Salvini, som Angela Merkel genkender i Greenblatts genfortælling. Som journalisten Jan Ross gør et stort nummer ud af i forrige uges Die Zeit, er det muligt, at hun allerede i indledningen af Greenblatts bog er løbet ind i en uhyggelig erkendelse, som først og fremmest vedrører hende selv. En fortælling, der handler mere om dronninger end om konger.
Da Shakespeares dramatikerkarriere tog fart i 1590’erne, befandt England sig i en politisk risikabel overgangsperiode. Det stod klart, at den barnløse og aldrende Elizabeth I, efter mere end tre årtier ved magten, måtte pege på en tronarving. Men Elizabeth undgik stædigt at navngive en kandidat.
England i 1590’erne var præget af politisk lammelse og intriger – få var i stand til at se realiteterne i øjnene. Hoffets folk, embedsmænd og domstole var alle i gang med at positionere sig inden det store magtskifte, men ingen turde for alvor tale om problemet: Dronningen, der længe havde nydt stor popularitet (i 1588 besejrede hun den spanske Armada, den enorme flåde tilhørende den daværende førende europæiske supermagt), blev i stigende grad opfattet af sine undersåtter og rådgivere som et fortidslevn og en byrde.
Som Greenblatt fortæller, var det i høj grad spekulationen om dette forestående tronskifte, som inspirerede Shakespeare til hans politiske dramaer om tyranner og en verdensorden i hurtig forandring.
I dag, i en periode med politisk uro, men ingen klare parlamentariske alternativer, må det være underligt for den tyske kansler at reflektere over dette historiske scenarie. Hjemme i Tyskland taler flere og flere om en nærtstående opløsning af SPD og CDUs storkoalition. Ingen føler sig sikre på, hvad der venter i Europas største land, og pressen analyserer ubønhørligt alt som tegn på hendes begyndende svigt. Uanset om det gælder hendes manglende kontrol med udnævnelsen af Ursula von der Leyen som EUs kommissionsformand, hendes rystende hænder i sommervarmen eller hendes lystlæsning i det sydtyrolske ferieparadis: Angela Merkel ses nu kun som en afgående dronning.
