Aldrig herre i eget hus

ANMELDELSE. Hvis det havde været enhver anden forfatter end Harald Voetmann, der udgav disse to værker, ville de formentlig have været en sensation.

Af alle i dyreriget har parasitterne muligvis den dårligste pr-afdeling. Snyltere er ikke ligesom katte, elefanter og grævlinger, der associeres med diverse attråværdige egenskaber. Hvem har lyst til at være en bændelorm, en mide? Ingen i den svenske eller danske valgkamp går til kamp for samfundets parasitter. Men er det egentlig fair, at snylterne lægges sådan for had? Hvor er nuancerne?

Harald Voetmanns forfatterskab er et uudtømmeligt reservoir for forståelsen af det parasitære liv i dets mange afskygninger. Selv hans bøger snylter konsekvent på (litteratur)historien. Forlægget for Voetmanns seneste påfund, ifølge forlaget en bogserie om »overlevelsesstrategier«, lader til at være den græske sofist Alkifrons (ca. 200 e.Kr.) 116 fiktive breve underskrevet forskellige dele af datidens athenske bysamfund, fra bønder og fiskere til hetærer (antikkens kurtisaner) og sociale parasitter. Serien består i skrivende stund af to værker, novellesamlingen Parasitbreve og digtsamlingen Hetærebreve. 

Et snylterdyrs liv og levned

Parasitbreve kalder sig selv for noveller om snylteri. Den betegnelse er tilpas bred til at indkapsle adfærd hos disparate grupper af mennesker og dyr, og i samlingens 16 tekster forspilder Voetmann ikke chancen til at skrive fra ethvert tænkeligt perspektiv. Vi får snylterfortællinger fra mere eller mindre utilpassede menneskeskikkelser, men også fra et snyltedyrs vej ind i en tudseblære og ådselsæderes fund af et nyfalden lig under »udbrud af almen nekrofagisk jubel«. Flere af teksterne er udformet som breve, formentlig inspireret af Alkifrons værker. Derudover findes der en bred vifte af teksttyper, fra små sagnfortællinger til rablende monologer. Novellerne er alle forholdsvis korte, fraregnet bogens sidste, der fylder godt og vel 50 af de 178 sider. 

Parasitbreves højdepunkter befinder sig i hver sin ende af snylterskalaen. »Habitat« begynder med en beskrivelse af den forbløffelse, en flok snylterdyr føler ved deres nye tilværelse inden for tudsens (til norske læsere: paddens) bløddele med »deres – skulle det vise sig – dertil indrettede organer. En og anden havde nok undret sig over, hvad den krog, den luffe eller hint snoede horn skulle til for, men de nye omgivelser gav dem svaret hen ad vejen.« Den senere beskrivelse af parasitternes reaktion på det nedslående møde med deres hårde skæbne er uovertruffen:

Det kunne ikke være for dette, de var trængt ind. Så ondskabsfuldt var Forsynet ikke, at det skulle give dem trangen til at trænge gennem hudlagene, skønt det kostede dem deres bagkroppe og forårsagede al smerten ved at tabe disse, uden også at belønne dem med noget, der forekom rimeligt, på den anden side af huden. Noget artsbehørigt.

Til sidst følger vi den sejrende hunparasit efter hendes drabelige triumf over de konkurrerende snyltere, mens hun »svajer frem og tilbage over tudsepissets mørke flade« og tænker på, om hendes kommende yngel, »hvad form Forsynet end måtte skænke dem, nogensinde vil kende til noget andet kosmos, end dette salte, glimtende«. Der er noget både utroligt morsomt og ganske rørende over disse snyltedyrs fortvivlelse, håb og drømme, deres rendyrkede vilje til liv, som også får novellen til at fungere som en slags parabel over menneskelivet med dets artsspecifikke længsler og fortvivlelse. 

Bevidsthedsniveauet for disse mikroskopiske væsener afviger ikke væsentligt fra menneskene i de andre noveller. Parasitbreve tegner dermed skitsen til en økologisk antropologi: Alle livsformer sidestilles, og mennesket ikke er al meningsskabelses midtpunkt. Voetmanns spekulative snylterdyrsnovelle er ikke helt uvederhæftig læst i lyset af ny forskning, der indikerer, at insekter, modsat hvad man tidligere har antaget, rent faktisk er i stand til at føle smerte på linje med mennesker og andre pattedyr (Videnskab.dk, 07.07.22). Det vil ikke være urimeligt at kalde »Habitat« for litterær grundforskning i snyltedyrs følelsesliv.

Fascismens ståltarm

I den anden ende af spektret finder vi Parasitbreves sidste novelle, »Kære kære«, der er en samling af breve fra en (muligvis ungarsk?) rengøringsassistent på Den Parasitologiske Samling i det fascistiske Italien under Mussolini. Hun skriver først hjem til sin mor og sin elsker, senere til Leda fra den græske mytologi, som er afbilledet på et af bygningens loftsmalerier. Til sammen udgør disse breve en mere makroorienteret fortælling end bogens andre noveller. Brevskriveren meldes af praktiske årsager ind i fascistpartiet og går til møder i den lokale afdeling. Her holdes foredrag med titler som »Den glædelige profylakse«, hvor kvinder får at vide, at de kan afhjælpe deres lidelser ved at sætte flere børn i verden. De lidt ældre, kvindelige medlemmer af afdelingen forsøger ihærdigt at afsætte deres sønner til brevskriveren, som dog ikke er interesseret i at føde nye soldater til den fascistiske hær. 

Under fortællingens grundkonflikt løber nogle klassiske voetmannske tableauer, ofte i form af indgående beskrivelser af de uappetitlige objekter i Den Parasitologiske Samling. Novellen løfter sig til et nyt niveau, når den historiske fortælling om fascismens fremfærd krydser parasitternes mere mikroskopiske verden:

Al den snak om styrke og nådesløshed og om pligten til vold. Partidelegationen var blege i ansigterne, da de nåede den sidste sal i Capocchio-fløjen, hvor en let anretning serveredes. Mousserende vin, charcuteri-fade, oliven. Dr. Colombre fremviste stolt en af samlingens perler, Abbondanza-koprolitten: et stykke forstenet afføring skrabet ud af en romersk latrinkule, i hvilket doktoren med egne øjne har konstateret tilstedeværelsen af æg fra hele otte arter af indvoldsparasit, særligt piskeorm. Trods doktorens begejstring (et helminthologisk vidunder, erklærede han) ønskede ingen fra partidelegationen at se nærmere på den antikke fæces.

Efter denne sekvens noterer brevskriveren, hvordan fascisterne elsker åbenbar vold, men blev fyldt med afsky ved den kriblende. Deres rædsel i mødet med »den antikke fæces« giver hende håb for fremtiden. Hun gør sig tanker om den fascistiske styreform Parti-Stat-Fører, der ikke minder om nogen af snylterne i Den Parasitologiske Samling, men nærmere kan karakteriseres som »en invasiv værtsorganisme, der har gjort os alle til symbionter i sin ståltarm«. Hun stiller herefter et spørgsmål, som indeholder kimen til den kommende opstand: Hvordan forvandler man sig selv til »en snylteorm i statens hjerne«?

På bagkant af de seneste års politiske trykkogerstemning føles denne novelle særligt tidssvarende. Det er, som om Voetmann rammer en ny potentiel guldåre her. Efter endt læsning sidder man i hvert fald tilbage med en glad forventning om, at forfatterskabet på et tidspunkt kan søge tilbage mod denne inspirationskilde og finde næring til flere fortællinger om parasitære ideologiers overtagelse af kroppe og sind.

I Voetmanns bøger findes ondskaben altid hos de mennesker, der ser sig selv som håndlangere for en bestemt doktrin, om denne er religiøs, politisk eller videnskabelig. Det gælder også i Parasitbreve. Som fascisterne i »Kære kære«, men også som formanden for Krematorieforeningen i »Kære fru Staier«, der i et selvretfærdigt brev til en forbryders enke udførligt forklarer, hvordan han i videnskabens tjeneste har brugt hendes mand som levende ormeføde i månederne op til dennes henrettelse. I novellen »Allerkæreste Ellen« skriver en rekonvalescent hjem til sin kone om sin tilværelse på et afholdshjem i en lille stationsby. Forstanderen, der også er byens købmand og bestyrer den lokale togstation, tvinger ham til at stå med et skilt henvendt til de ventende passagerer på stationen og reklamere for en såkaldt »Lyrophon«, der kun kan købes i købmandsbutikken og desuden er opfundet af forstanderes bror, Ewald Mortensen. Om denne siger fortælleren: »I Ewald Mortensens person ser jeg de gamle dages alkymister, besat af at underlægge verden deres systemer, et endeløst og hvileløst bøvl med at omdanne naturen til deres personlige seddelpresse.«

De mest afskyelige snyltere i Voetmanns bøger er i sidste ende de ideologier og tankesæt, der driver rovdrift på mennesker, dyr og natur for at holde sig selv kørende og befæste deres magtpositioner. 

Naturen som kontaktannonce

På bagsideteksten til Hetærebreve kan man læse, at inspirationen til bogen kommer fra en terrakottafigur fra det 2. århundrede, der er udstillet på Louvre med inventarnummeret MNB 468. Den forestiller en prostitueret kvindes sko, en såkaldt hetæresko, hvis sål er udsmykket med sålnagler, der efterlader ordet AKOLOUTHI i fodaftrykket, som oversat til dansk betyder: »Følg mig.« I Hetærebreve beslutter Harald Voetmann sig for at give »MNB 468 plads til at uddybe sit budskab«. 

På Facebook har Voetmann nævnt, at Hetærebreve blandt andet er en hyldest til digteren Sotades fra Maroneia, der levede i det 3. århundrede f.v.t. Digtene i bogen er, ifølge Voetmann, sotadiske fra ende til anden både i form og tematik. I forfatterens klumme om Sotades i Information fra d. 14. juli 2018 kan man læse, at digteren blev anset for at være et utugtigt, fordærvet menneske, og hans digtform »letbenet, sludrende og umandig«. Det usømmelige indhold i digtene fik fatale konsekvenser, da Sotades skrev et digt om Kong Ptolemæus II’s incestuøse ægteskab med søsteren Arsinoë, hvilket indløste digteren en tur på bunden af havet i en kiste af bly.

Sotades menes at have opfundet det palindromiske vers, der lyder ens, hvad end man læser dem forfra eller bagfra. Ved første øjekast er det ikke tilfældet i Voetmanns digte, der i sine seks dele skifter mellem forskellige former – blankvers, sonetter, villaneller og en afsluttende sestina. Men digtene i den første del er også akrostiske. Linjernes forbogstaverne udgør ordet »Akolouthi« forfra eller bagfra (og i de øvrige af bogens digte begynder hver linje med et af samme ords bogstaver). Altså: et palindrom. Det kan se ud som her i åbningsdigtet:

Aldrig vil du få min form at se
kun sporene i mudder, sne og sand
og så måske en nat et enkelt glimt
lidt uklart, en bleg runding af en art
og det vil være nok, du bliver ved
utrættelig. Følg mig, og du når frem
til noget, er det ikke nok at nå
hvad end det måtte være?
Ikke mig

Her etableres bogens høviske grundmotiv, hvor en begærende følger efter et flygtigt begærsobjekt, som han aldrig når frem til. Mere konkret er det hetæreskoens aftryk, der leder en desperat ældre mand gennem mudder, sne og sand, senere også skov, pigtråd, brombærkrat og kviksand. Perspektivet er ikke den begærendes, men en hetæres, måske tilhører det endda selve skoen MNB 468. Digterjeget laver, ifølge sig selv, naturen om til sin personlige salgstekst. Den begærende følger lydigt efter med snuden helt nede i sporet. 

Tonen og sceneriet skifter mellem bogens dele fra det arkaiske til det nutidige, som i denne begyndelse på en sonet, hvor vi følger en ensom mand, der kører sin Toyota HiAce tværs gennem landet mod en »Latinafræk Donna« i Ikast:  »Og måske standser du et sted på vejen / lidt kaffe og en twindog, et kort stop / og pigen bag disken ser forlegen / ud, da du lægger Pige-Special op.« Sonetten finder man i den første af to dele med titlen »En hval af tårer«. I den anden del slutter jagten fatalt for »old boy«, der ender sine dage ude foran donnaens kælderdør: »Og ak, ved daggry finder man i Ikast / kadavret blåt, med lemmet som en skibsmast«. 

Incels, Simon Spies og den globale kapitalisme

Mænd, der halser liderligt og fortabt efter det samme skoaftryk gennem årtusinder: Det er en fantastisk tanke. Voetmanns digte svæver elegant og legende rundt imellem forskellige verseformer og epoker for at skildre en universel længsel, der ændrer karakter men aldrig væsen. Bogen er også en poetisk skildring af en bestemt form for maskulinitet, der til alle tider har været giftig for mænd og kvinder, men som resonerer på en ny måde i 2022. Derfor giver det god mening, når ordet »incel« (mænd, der lever i ufrivillig cølibat og giver kvinder skylden for det) optræder i den afsluttende sestina:

Under en stærk mand klynker noget altid
og her er det mit fodaftryk i natten.
Lad det klynke. Hiv stropperne på din klaphat
og hiv hårdere, hiv hurtigere, til den sender
krampagtige jubelklap ud i kaskader
af bøv gennem ødet. Mon det driver

afmagten væk, og ensomheden, driver
klynkeriet på flugt? Jublen er der altid
omkring en stærk mand, fosser i kaskader
langs lidelsen, slubrer sårene i natten
optimerer incelmanifestet (…)

Der kunne skrives afhandlinger om lighederne mellem Voetmanns misogyne mandeskikkelser og den forkvaklede maskulinitet, der kendetegner incelfænomenet, som vi har lært det at kende det seneste årti. For slet ikke at tale om skildringerne af magtfulde mænds beherskelsestrang i Vågen (2010) og Alt under månen (2014), der kun virker mere præcise, jo større MeToo-eftervirkningerne bliver (Voetmanns mange adels- og videnskabsmænd ville ikke have nogen skrupler ved at brække armen på en kvinde blot for at høre knækket). 

I Hetærebreve sidder skoen på den anden fod. Digterjeget er altid et skridt foran den begærende og kan ikke beherskes. Alt efter læserens temperament, bliver hetæreskoen et billede på den begærendes seksual- og dødsdrift eller en kulturelt forankret forestilling om, ja, seksuel tilfredsstillelse, men derigennem også lykke, frelse endda. Det kræver ikke megen fantasi at skifte perspektiv fra det rent seksuelle og se skoen som en stedfortræder for kapitalismen, der mere end noget andet betragter hele jorden som sin reklameplads og forfører mennesker med idéer om lykke ved det næste køb.

Originalitet og overlevelse

Der er mange konstanter i Harald Voetmanns forfatterskab. Bøgerne kan siges at være moduleringer over de samme motiver: grotesk kropslighed, karikeret maskulinitet, filosofisk pessimisme og den tynde hinde mellem sårbarhed og grusomhed. Hvad end der er tale om en roman, en novelle, kortprosa eller poesi, er man aldrig i tvivl om, hvem der har ført pennen, når man læser en Voetmannproduktion. Parasitbreve og Hetærebreve er ingen undtagelser. 

Hvis det havde været enhver anden forfatter, der udgav disse værker, ville de formentlig have været en sensation. I Voetmanns tilfælde betones det af flere anmeldere, hvordan Parasitbreve føles som et genopkog af forfatterskabets tidligere værker. Derfor kan Informations anmelder Tue Andersen Nexø i en ellers positiv anmeldelse (10.06.22) skrive om novellesamlingen, at fortællingerne ikke byder på de »store overraskelser«, og at mange af teksterne »har karakter af rutiner«. Men netop disse rutiner kan muligvis kun udføres af én forfatter i hele verden. Hvordan bedømmer man så deres originalitet? 

Voetmann forbliver, om man kan lide det eller ej, tro mod de filosofiske og æstetiske præmisser, der danner grundlag for forfatterskabet, og som bliver ved med at kaste mening af sig. Parasitbreves egenart kommer stærkest til udtryk i helheden. Novellerne er fortrinlige hver for sig, men som idé forløses de i flok, som dele af det parasitæres fællesmængde, det store snylterbillede. Det samme gælder Hetærebreve. Digtene er båret frem af et motiv, som vandrer gennem tid og rum, skifter form flere gange undervejs, og hele tiden formår at samle betydning op på sin vej. Trods deres tematiske og genremæssige forskelligheder deler bøgerne den samme grundpræmis: Ingen væsener er herre i eget hus, slet ikke menneskene. 

Alt levende snylter på en/et eller anden/andet, suger følelsesmæssig næring ved venner, kærester og/eller familie, støtter sig til samfundslegemet, ernærer sig af jord, fotosyntese eller tudseblod. Menneskearten har desværre en uheldig tilbøjelighed til først at skabe og siden underlægge sig zombieagtige værtsorganismer som kapitalismen og patriarkatet, der suger livet ud af dem selv og hele planeten. De overlevelsesstrategier, som Voetmann foreskriver, handler dybest set om at besindige sig på den livgivende form for snylteri og bekæmpe den dødbringende.