A-ha og Bobbysocks var noget nær de eneste norske bands, jeg kendte, da jeg kom til Bergen i 1999. Det var da, jeg hørte St. Thomas-pladen Mysterious Walks (2000), at jeg begyndte at ane, at der fandtes skjulte rigdomme i de norske byer.
Hvordan jeg fandt Ai Phoenix, er egentlig et mysterium, men det var, som om deres musik genlød overalt i Bergens regnvåde gader. Lean That Way Forever (2002) blev spillet konstant rundt omkring mig. Mona Mørks stemme havde hviskende, hypnotiserende kvaliteter, som Hope Sandoval i Mazzy Star. Hos begge mærkede man et intenst nærvær, som om bandmedlemmerne dæmpede sig og lyttede til den bløde stemme i en slags drømmetrance.
Ai Phoenix var beslægtet med den musik, jeg hørte i 90’erne, Sebadoh og Pavement. Lo-fi med steelguitar, mundharmonika, banjo, orgellyde og trommeslag, der synes at bruge papkasser som trommeskind. Bandene havde en slags akustisk lejrbålsromantik til fælles, men meget mere end det: Dette var lyden af postrock, en bølge af bands, der i 90’erne protesterede mod rockens traditionelle maskuline intensitet.
Som Jenny Hval kommenterede i en artikel i magasinet Gaffa fra 2014 skrevet af Linn Nystadnes: »Ai Phoenix havde noget særligt over sig, som var mere uafhængigt, mere personligt, end alt det andet norske musik, jeg hørte på den tid.«
Ai Phoenix-lyddoktoren Robert Jønnum bor i Bergen, og vi talte sammen på forskellige tidspunkter gennem sommeren 2023.
Susanne Christensen: Jeg nikker genkendende til Jenny Hvals beskrivelse af Ai Phoenix. Den meget neddæmpede rustikke lyd virkede godt synkroniseret med amerikanske og britiske trends på den tid. Det var en international sound og samtidig very bedroom?
Robert Jønnum: Jo, Ai Phoenix opstod isoleret fra byens musikscene, og da vi indspillede og mixede pladerne, var vi i mindre grad farvet af den såkaldte bergenske lyd. Inspirationskilderne var ikke typisk lokale. Jeg havde for nylig anskaffet mig et kassettebaseret hjemmestudie og mødte Patrick, da han kom for at se på et værelse i mit kollektiv. De andre ville have en anden ind, og sådan blev det, men Patrick endte alligevel med at hænge meget hos os. Hans kæreste, Mona, var rejst til Hydra for at følge sin Leonard Cohen-inspiration, så Patrick havde god tid, og vi eksperimenterede en del og lavede kassetteudgivelser i mikrooplag. Da Mona kom tilbage, blev vi en sammentømret vennetrio. Jeg havde lige opdaget Popopdrops i Tromsø, hvor man kunne læse et katalog med beskrivelser af hver udgivelse og siden bestille plader via postordre. Det involverede syvtommer-udgivelser optaget i forskellige soveværelser, kælderrum og garager rundt om i verden, en stor, lille verden fyldt med unikke udtryk, hvor tilsyneladende ingen producenter, lydteknikere eller andre udenforstående stod i vejen for det personlige. Da vi havde lavet vores første EP i starten af 1998, sendte vi den til NRK P3s demokonkurrence. Overraskende nok vandt vi konkurrencen. Dette var, før vi havde sat vores ben i et øvelokale. Først da kom Espen Mellingen og Bosse Litsheim med. På optagelsesfronten fik vi tillid til, at det var bedst at gøre det selv.
SC: I dag har du en finger med i ganske mange bands?
RJ: Mit første band, hvor jeg kan lide at sige, at medlemmerne har livstidsdomme, er Ai Phoenix. Det er hjertebarnet. Jeg tog en pause på syv år fra bandet efter albummet Lean That Way Forever, da jeg i en af båsene på Garage høfligt indvilligede i at gifte mig med en, jeg havde kendt i 20 timer. Men det var ikke så god en idé at forlade bandet dengang, så jeg flyttede fra Innlandet igen syv år senere – og så var jeg velkommen tilbage. Ai Phoenix har haft en lav produktivitet, så der er opstået flere sideprojekter: Trærne med Patrick og Marit Vollmer, og Separate Bed med Bosse. Begge er musikalske grene fra Ai Phoenix’ stamme, men vokser i hver sin retning. Sara Bruteig Olsen og jeg dannede i 2017 Uur Lang Droog, et improvisationsprojekt, der ved hjælp af trinløse oscillatorer og lange sløjfer med analogt udstyr forsøger at bygge bro mellem kroppen og følelsen af tid og rum. Det har udviklet sig til et stort kollektiv, hvor vi sidst spillede en seks timer lang natkoncert. Sidste efterår skulle jeg producere den første single til Kristi Brud, og det endte hurtigt med, at jeg sluttede mig til bandet. Der har jeg kunnet realisere en række andre ideer, som jeg ellers ville være brændt inde med.
90’erne har spredt sig til nye generationer af sovekammermusikere.
SC: Jeg har desværre aldrig set Ai Phoenix live, men genkender Pedro Carmona-Alvarez’ beskrivelse af Bergen i 90’erne, og dynamikken i udelivet på den tid, i hans linernotes til The Driver is Dead, hvor han skriver om at hænge ud i byen: »the 90’s almost ending, the late nights after Garage closed and us walking through the rain, heading to some apartment to continue smoking and talking and listening to music and discussing books and records and movies.« Dette regnvåde, tilrøgede, nussede, skæve og beskidte Bergen, som snart forsvandt. Det er, som om jeres musik tager udgangspunkt i dette mørke 90’er-Bergen?
RJ: Vi havde et fast bord på Garage, ja. Vi var en del af rygekulturen der – og i Hulen. Samtidig var vi lidt i udkanten. Nogle mente, at vi virkede som en lukket klub. Faktisk var vi bare misfits med social angst. Ret hurtigt lærte vi bands som Sister Sonny og Monopot at kende, og så åbnede Bergen sig op. Byen var bedst kendt for black metal og en slags britpop, men på tærsklen til 90’erne begyndte en ny generation af bands at dukke op. Garage havde et meget inkluderende miljø for alle former for alternative rockgenrer og fungerede nok lidt som en lillebyversion af CBGB i New York. Vi så Pavement spille der, delte bagscenen med Immortal, og muligvis introducerede vi gulvsiddende koncerter i Garage-kælderen.
SC: For mig var lo-fi-scenen et skønt sted at være i 90’erne. Måske startede det hele med Daniel Johnstons kassettebånd, men jeg associerer Ai Phoenix med Guided by Voices, Pavement, Low og Will Oldhams og Phil Elverums bands, en slags rustik – og ofte akustisk – postpunk, hvor nærhed og intimitet i udtrykket er altafgørende. Nogle af disse bands støjer mere end jer, men I har også denne dejlige varme soveværelseslyd?
RJ: Mange brikker faldt på plads for mig, da jeg hørte Lows cover af Joy Divisions »Transmission« i 1995. En intim, organisk og afdæmpet post-punk. Alle, du nævnte, har været med til at forme landskabet. Phil Elverums Microphones, og efterhånden Mount Eerie, har virkelig formået at udforske og videreudvikle lo-fi-æstetikken i 00’erne, ikke mindst når han lefler med støj og sortmetal. Lo-fi betyder teknisk set dårlig gengivelse af virkeligheden, men beskrives måske bedst som dårlig overensstemmelse med det, de fleste klassiske lydteknikere definerede som god lyd. I denne verden overtrumfer æstetik altid teknik, som det ses med typiske studiebands som The Beatles og Pink Floyd. Ai Phoenix var stille sjæle i et soveværelse, hvis fælles inspirationskilder omfattede Sonic Youth, Velvet Underground, Leonard Cohen, men måske lige så meget film; med vægt på fransk nybølge og de efterfølgende tiårs uafhængige filmskabere verden over.
Vi var sikre på, at det, vi gjorde, var præcis sådan, som det skulle gøres.
SC: Jeg ved, at I var optagede af at udgive musikken selv, at alle led i processen skulle stritte imod musikindustrien, som vi kender den. Der var en DIY-idealisme, som understøttede den autenticitet, som optagelserne præges af?
RJ: Den første plade udgav vi selv i begyndelsen af 1998. Vi lavede omslaget med en kopimaskine på Universitetet i Bergen og fik nogen til at brænde CDer til os. Vi tog dem med til de lokale pladebutikker, som kunne lide det og spredte budskabet. Til sidst blev Film samlet op af dBut i Oslo og blev til en ordentlig udgivelse. Ikke længe efter startede jeg pladeselskabet Racing Junior sammen med John Birger Wormdahl fra dBut samt Claes Olsen og Rolf Mangseth fra koncertstedet So What! Det krævede faktisk en del overtalelse at få alle i Ai Phoenix til at skrive under på en kontrakt med Racing Junior. Måske skyldtes det Oslo-skepsisen, der præger bergenserne? Jeg arbejdede allerede med St. Thomas, da Racing Junior startede. Hans første album var også meget DIY, indspillet i vores respektive soveværelser. Vi var sikre på, at det, vi gjorde, var præcis sådan, som det skulle gøres. Og det fungerede overraskende godt både i Norge og internationalt.
SC: Du er stadig væk involveret på forskellige måder i udgivelserne?
RJ: Jeg udgiver stadig musik på mit eget pladeselskab, mæst på Solsystemet, som jeg startede sammen med Pedro Carmona-Alvarez. I år er jeg med til at starte endnu et nyt label for blandt andet at udgive Ai Phoenix internationalt. Jeg laver også stadig omslagsdesign og tager gerne del i hele processen.
SC: Måden Daniel Johnston synger »Speeding Motorcycle« på, var chokerende frisk i 90’erne, den hamrede lige ind i hjertet på dig. Det har også noget at gøre med at omfavne de sjæle, som måske ikke fungerer så godt på andre af livets områder, men til gengæld vinder stort, når det gælder om at vidreformidle entusiasme og andre rå følelser. Det er, som om den »perfekte« lyd sorterer noget fra, det menneskelige element, og det har lo-fi-bandene til overmål.
RJ: Den simple teknologi og de stærke begrænsninger, der ligger i den, havde mange gode egenskaber. Med kun fire tilgængelige indspilningsspor var man tvunget til at fokusere på det vigtige, som de skulle i studierne, før de havde mange spor til rådighed på tærsklen til 60’erne. Når man laver ting derhjemme, bliver det mere ufiltreret og dermed også mere virkeligt og råt, fordi lyden bliver fanget, før begejstringen erstattes af perfektionisme. Båndoptagelse har den egenskab, at du kan misbruge den, og det vil bare lyde endnu bedre. »Speeding Motorcycle«, og mange andre af Daniel Johnstons tidligere kassetteudgivelser, blev hjulpet af en kassetteafspiller, der kørte med den forkerte hastighed, så det endte med at gå for hurtigt. Ikke at Daniel havde brug for hjælp fra uperfekt teknologi. Han var magisk på 1990-pladen og senere også i et studie med musikere, men kassettealbummene fra første del af 80’erne giver det vaklende liv og sangen god fart.
SC: Spillede du med ham?
RJ: Nei, men jeg krydsede kunstnerisk vej med Daniel to gange senere uden at møde ham. Han bidrager med vokal på en sang, jeg producerede i 2003 med Alpine Those Myriads, og Racing Junior stod bag den norske udgivelse af Fear Yourself. På den plade kan man høre, hvordan producer Mark Linkous – der også havde sit eget band, Sparklehorse – er opmærksom på de æstetiske elementer i Daniels tidligere vindskæve indspilninger, men samtidig overproducerer han med lofi-elementer i sin iver efter at fremstå autentisk. Nutidens »sovekammerpop« efterligner stort set også dette, så 90’erne har spredt sig til nye generationer af sovekammermusikere. Hvad disse ofte mangler, er de mange lag af tilfældigheder, kaos og art by accident, der opstod på grund af musikteknologiens begrænsninger dengang. I dag bliver det mere kalkuleret.
SC: Guided by Voices udgav nogle underlige plader med spor, som fremstod som spontane skitser. Det blev tydeligt, at de gik efter en bestemt fuzzy tekstur, noget som bare eksploderer og aldrig bliver til en færdig sang. Det pænt afrundede synes næsten farligt?
RJ: Min introduktion til Guided by Voices var minialbummet Sunfish Holy Breakfast fra 1996, og der er et par meget fine sange, som har den perfekte balance mellem det spontane, ufærdige og det, der rammer dig lige i maven. Det her med teksturer er interessant. En magi, der opstår mellem upolert fremførelse i hjemmets intime, men uperfekte akustik og ikke minst uhæmmet brug af instrumenter og studieudstyr. I Ai Phoenix er der nogle gange en skepsis over for det færdige, og når vi fanger et øjebliks magi, så behandler vi det lidt som en hellig genstand og bygger alt op omkring dette. Vi forsøger ikke at skille det ad og se, om det kan finjusteres. Samtidig har vi nogle andre sange, som indspilles i mange versioner, inden de går igennem censuren.
I Ai Phoenix er der nogle gange en skepsis over for det færdige.
SC: Hvad er den præcise sammenhæng mellem jer og St. Thomas?
RJ: Thomas fik mig ind i sit band, efter han hørte Film. Han sagde, at dette var den bedste plade i verden, sandsynligvis for at sikre sig, at jeg kom med. Jeg producerede så en EP med hans band, Emily Lang, som jeg også spillede trommer på. På et tidspunkt blev jeg fyret fra bandet, men samtidig fik jeg produceransvar for det skæve soloprojekt kaldet St. Thomas. Vi indspillede St. Thomas’ debutalbum i mit seks kvadratmeter store soveværelse. Det blev en meget flot plade. Bagefter turnerede vi som duo rundt i Europa og i Norge, men efter en europaturné med Ai Phoenix blev Espen og Bosse gradvist involveret i projektet. Da vi vendte tilbage til Norge, indspillede vi I’m Coming Home med Espen, Bosse og mig som backingband. Jeg spillede trommer og bas, og det var mit første rigtige produktionsjob. Jeg producerede hans to første plader og fortsatte med at være involveret på forskellige måder i Thomas’ senere udgivelser. Bosse var med på Hey Harmony, og Espen var med til det sidste. Thomas var en god ven af hele bandet. Savnet af ham er stort.
SC: Hvordan kan det være, at der er en ny Ai Phoenix-plade på vej netop nu?
RJ: Den forrige plade udkom i januar 2014, udgivet af Solsystemet. Vi lavede nogle meget flotte optagelser i 2015, men så mødtes vi ikke så tit, og årene gik. I begyndelsen af 2020 annoncerede vi en ny udgivelse i løbet af året, men pandemien satte en stopper for det, og det sidste år har jeg ikke haft tid til at arbejde på det. Mona har boet i Stavanger, Bosse pendler til Sogndal, og Patrick sad fast på landet. I lang tid så vi hinanden meget sjældent. Men tingene har gået sig til, og nu ser det faktisk ud til, at albummet er færdigt. Vi begynder at indspille endnu et album i oktober. Vi er alle et sted i livet, hvor det er passende at tage tråden op igen.
