Christian Kracht (f. 1966) er en schweizisk forfatter og regnes blandt de vigtigste i nyere tysksproget litteratur. Hans debutroman Faserland (1955) blev i november 2023 af avisen Die Zeit udråbt til en af verdens 100 bedste bøger.
Interviewet fandt sted en decemberdag på Teater Republique i København i en garderobe fuld af spejle.
Christian Kracht, hvad er det værste ved at være forfatter?
– At læse forfattere, som er bedre end en selv. Det er dér, man kommer i tvivl om ens egne evner. Virginia Woolf er den første, jeg kommer i tanke om. Jeg er ved at oversætte en af hendes bøger, To the Lighthouse (1927), til tysk, og hver gang jeg læser hende, skammer jeg mig utrolig meget. Efter hver sætning tænker jeg, at jeg bare burde give op og blive skraldemand i stedet.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
– At læse forfattere, som er bedre end en selv. For så ser man, hvordan det skal gøres. Der er en intens glæde ved at læse Virginia Woolf eller John Le Carré, f.eks., han er også utrolig god.
Hvilken fiktiv person holder du mest af?
– Jeg kan især godt lide bipersoner eller mindre karakterer i store værker. Samvis Gammegod, Frodo Sækkers sidekick, den lille buttede fyr. Jeg synes, han er rigtig stærk, fordi han er så veltegnet. Han er den eneste, der til sidst vender tilbage til sit normale middelmådige hobbitliv. Alle andre i Ringenes herre får en åbenbaring om, at de skal rejse ud og leve blandt elverne, være udødelige eller blive kongen af Gondor. Men Samvis vender tilbage til sin have og gifter sig med Rosa Hyttebo, som han er forlovet med. Det kan jeg lide. Han er en af de gode.
Hvilken af dine egne bøger kan du bedst lide?
– Imperium (2012) er min yndlingsbog. Selv efter 11 år synes jeg stadig, den er okay, men bortset fra det kan jeg ikke rigtig lide mine bøger, og jeg vender sjældent tilbage til dem.
Mine ben er utrolig korte.
Christian Kracht
Hvilken af dine bøger kan du mindst lide?
– Min første bog, Faserland (1995). Den er meget ungdommelig og irriterende. Den er for fortænkt. Jeg forsøgte at videreføre arven fra J.D. Salinger og Bret Easton Ellis. Det var bare alt for kalkuleret og dybt forglemmeligt at skrive en voksenbog med stoffer i. Derfor er jeg også glad for, at Faserland ikke findes på dansk.
Det siges, at du skriver på en roman, der foregår i Norge og Danmark. Er det sandt?
– Jeg kan ikke tale om det lige nu, for det er bare et rygte. Og en bog er meget ofte som en vampyr: Den tåler ikke lyset. Kun den rigtig gode vampyr kan tåle sollys, men denne er endnu ikke gammel nok eller udødelig nok til at blive udsat for det.
Hvad ville du gøre, hvis du blev superrig?
– Jeg ville købe en ubåd. Det ville være fedt. Og hvorfor så det? Det virker bare virkelig ekstravagant at have en ubåd. Åh, nej, vent, det må du ikke skrive. Det er ligesom ham den danske fyr, der lemlæstede en kvinde på en ubåd (Peter Madsen, red.). Nej, jeg vil ikke have en ubåd. Og det er heller ikke ekstravagant, det er bare virkelig middelmådigt at have en ubåd. Hvis jeg havde masser af penge, ville jeg gerne have flere penge, og så flere penge, så jeg kunne være superhamrende rig og købe alle Claude Monets åkande-malerier og lade mig begrave med dem.
Hvis du kunne ændre én ting ved dig selv, hvad skulle det være?
– Jeg vil gerne have længere ben, som i rigtig lange ben – ligesom Marlene Dietrich. Jeg er desværre født med en rigtig lang torso, og mine ben er utrolig korte. Hvis jeg havde længere ben, ville jeg være normalformet. Når jeg sidder ved et bord, er alle normalt lavere end mig, og når jeg rejser mig, er jeg meget skuffet over at se, at alle altid er højere.
Hvilket talent kunne du helst tænke dig at besidde?
– Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at jeg var i stand til at grine. Det er sandt. Jeg kan godt smile, men jeg kan ikke grine. Jeg kan rigtig godt lide humor, og jeg forsøger at have humor med i mine bøger. Men hvor vil jeg dog gerne kunne grine.
Hvis du skulle dø og komme tilbage som en anden person, hvem ville det så være?
– Virginia Woolf.
Hvor vil du helst bo?
– Jeg har boet mange steder, og på et tidspunkt prøvede jeg at få min kone til at flytte til McMurdo Station med mig. Det er den eneste by i Antarktis. Det er bælgravende mørkt seks måneder om året og ret koldt. Hun sagde desværre nej, og det er en skam. Det er som et utopisk samfund. De har deres egne frimærker, og der bor mange interessante mennesker. Arkitekturen er kendt som urgency-arkitektur, hvilket jeg synes er et vidunderligt udtryk. Der findes alle disse rør, der går fra hytte til hytte, og i de rør dyrker de hydroponiske planter og bælgfrugter. Jeg har altid tænkt, at det ville være et vidunderligt sted at bo. Men jeg har en familie, og jeg må acceptere, at de aldrig skal til Antarktis. Vores hunde ville ellers være glade der.
Jeg er helt fortabt i Super Mario Bros., og det har jeg været i mange år.
Christian Kracht
Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?
– Jeg har spillet Super Mario Bros. på min telefon i omkring syv år. Jeg er nu på niveau 9.400, og jeg ved ikke, hvorfor jeg fortsætter, for der er ikke mere at vinde. Jeg har fået alle de mønter, der er tilgængelige i spillet, men jeg fortsætter stadig med at spille, selvom der ikke er nogen grund til at fortsætte. Måske kun en manisk grund. Jeg er helt fortabt i Super Mario Bros., og det har jeg været i mange år. Jonathan Franzen, en forfatter, som jeg ikke rigtig kan lide, har et lignende problem. Han skrev en artikel om det, og selvom jeg ikke kan lide hans bøger så godt, kan jeg godt lide den artikel. Han spillede manisk i årevis, og så sagde han: Jeg orker ikke det her mere. Han tog til en ø ud for Chiles kyst, kaldet San Fernandez Island eller noget i den stil, som er øen, hvor Robinson Crusoe levede alene, og han sad der i et år for at afvænne sig fra det computerspil, som jeg ikke ved, hvad hedder. Det var ikke Super Mario Bros., det var noget mere intelligent. Jeg synes, det var en rigtig god artikel. At undslippe denne form for ekstrem afhængighed af en vanvittig form for adfærd kan på en måde kun gøres ved at tage til et meget fjerntliggende sted, der ikke har nogen spil eller telefonforbindelse.
Du blev engang fyret som Indien-korrespondent for Der Spiegel, fordi du ikke skrev om Moder Theresas død. Engang skrev du også en valgkampsreportage til det tyske undergrundsmagasin Tempo uden nogensinde selv at være til stede. Har du altid haft et besværligt forhold til »sandheden«?
– Nej, jeg tror, at disse ting er sket ud af ekstrem dovenskab. Jeg blev fyret fra Der Spiegel i 1997. Da Moder Theresa døde, skrev alle journalisterne om det og løb i forfærdelig fart hen til deres faxmaskiner. Jeg besluttede, at jeg ikke ville fortælle det til nogen som helst. Jeg forsøgte at holde kendsgerningen skjult for Der Spiegel, fordi jeg ikke havde noget godt, faktisk intet at tilføje om dødsfaldet. Redaktørerne fandt selvfølgelig ret hurtigt ud af det og fyrede mig. Derefter tog jeg på en lang tur rundt i Indien alene, hvilket var rigtig godt. Jeg elsker Indien. Jeg tror, det er endnu et af mine hemmelige hjem – ligesom Irland og Danmark – og jeg længes efter at komme tilbage dertil.
Hvad fortryder du mest i dit liv?
– De veje, jeg aldrig fik taget.
