Nordisk mytologi Åh, hvis dog bare Norden fandtes

I flere lederartikler har Vagant slået til lyd for en ny skandinavisme. Tanken er sympatisk. To gange er bestræbelsen for et nordisk fællesskab ganske vist slået fejl. Men tredje gang kan det måske lykkes. Hvis man lærer af fejlene fra de to første forsøg.

Den lange nordiske historie er ganske vist ikke præget af fællesskab. Danskerne under­trykte nord­mændene i fire hundrede år og lavede midt i det hele blodbad i Stockholms gader. Senere tævede svenskerne danskerne og huggede den ene stump gammel dansk jord efter den anden. Skåne, Halland, Blekinge. Nordmændene blev tvangsgift med svenskerne efter danskernes for­smædelige nederlag i Napoleons­krigene.

Og alligevel var det netop på den tid, altså i de første årtier af 1800-tallet, at forestillingen om et nordisk fællesskab voksede frem, ganske vist mest i Danmark, med bogtitler som Adam Oehlenschlägers Nordiske Digte (1807) og N.f.S. Grundtvigs Nordens Mytologi (1808). Det var en lovende begyndelse, der midt i århundredet blev udvidet fra litteratur til politik. Indenrigspolitik, ganske vist. Dansk indenrigspolitik.

Et af de større uheld i danmarks­historien indtraf i 1850, da Danmark vandt Treårskrigen og de ledende kadrer derfor bildte sig ind, at de kunne vinde en hvilken som helst krig. Med de to nordiske »broderlande« i ryggen forestillede de national­liberale fantaster i Danmarks regerende lag sig, at de kunne byde tyskerne trods og indlemme de tyske dele af kongeriget i nationen. Skulle det knibe, ville Norge og Sverige uden tvivl komme Danmark til undsætning.

Audun Lindholm har i Vagant 1–2/2017 citeret historikeren Gunnar Wetterberg for, at »det nordiska samarbetet behöver store men handfasta projekt«. Det er så sandt, som det er sagt. Indtil slaget ved Dybbøl i 1864, hvor danskerne tabte den anden slesvigske krig til preusserne, havde der foreligget et stort håndfast projekt. Problemet var, at projektet kun eksisterede i Danmark, nemlig fore­stillingen om at den skandinaviske halvøs to nationer ville redde danskerne fra deres storheds­vanvid, hvis det mod forventning skulle gå galt. Men nordmændene og svenskerne skulle ikke nyde noget. Og dermed døde den første bølge af skandinavisme.

Vi er mange, der venter lige så længselsfuldt som Nora i Et dukkehjem på, at det vidunderlige skal ske. Men indtil videre, og ligesom hun, forgæves.

En ny bølge af skandinavisme begyndte så småt at røre på sig i 1900-tallets mellemkrigsår, igen med udgangs­punkt i bøgernes verden. Denne gang ikke med digterne, men forlæggerne som førende kræfter. Igen har Vagant haft fat i et relevant dokument. I lederartiklen i 3/2012, citerer Audun Lindholm og Bernhard Ellefsen den norske mester­forlægger Harald Grieg for en beretning om den danske digter Helge Rodes »beåndede tale« om de bånd, der knytter vores folk sammen, holdt ved sankthans­bålet på Hindsgavl Slot foran en bevæget flok af nordiske forlæggere.

Det gudesmukke slot med dets fantastiske park ned mod Lillebælt blev faktisk rammen om den anden skandinavistiske bølge, der holdt gejsten oppe i de følgende tre-fire årtier. Eftersom jeg har deltaget i en del af den, vil jeg slå over i en mere personlig stil.

Mit første møde med den anden skandinavistiske bølge fandt sted på Hindsgavl, da jeg gik i gymnasiets anden klasse. Foreningen Norden, som dengang ejede slottet, havde indbudt gymnasiaster fra de tre nordiske kerne­lande til en efterårs­ferie med kulturelle foredrag. Den danske kritiker Emil Frederiksen talte om den svenske satiriker Albert Engström sammen­lignet med hans danske modstykke Robert Storm Petersen. Den slags foredrag hørte vi på i det meste af skolens efterårs­ferie. Jeg blev faktisk penneven med en svensk dreng, som jeg mødte igen året efter til et lignende arrangement på Birke­beineren i Lillehammer, hvor blandt andet den norske digter Inge Krokann lærte os at synge hans enkle sang: »Så såre lite skal der til for lykkelig at være …«

Og lykkelige, det var vi, de nordistiske gymnasiaster, som var blevet udvalgt til at deltage i disse ungdomsmøder, hvor ungdommen selv ingenting gjorde – andet end at lytte til de gamle. Det var ikke gået efter 1968.

Da jeg begyndte som dagbladskritiker i 1960’erne, kom jeg igen til møder på Hindsgavl, nu mellem Nordens førende digtere, igen inviteret af Foreningen Norden. De talte ikke så meget om Norden, mest om sig selv, mens de andre lyttede høfligt, indtil det blev deres tur. Det var møder af den slags, hvor man køber sig taletid ved at levere lyttetid. Noget særligt projekt var ikke til at få øje på.

Det skyldes jo nok, at toget var kørt uden, at dets forsvinden rigtig var gået op for kulturfolket. Chancen for et skandinavistisk projekt forelå i årene lige efter Anden Verdenskrig. Den blev forpasset, da Danmark og Norge meldte sig ind i NATO og Sverige holdt sig udenfor. Hvad 1864 var for den første skandinavistiske bølge, blev 1949 for den anden: en demonstration af at der ikke forelå noget fælles politisk projekt. Det økonomiske samarbejde, der gik under navnet Nordek, og andre former for nordiske unioner har spillet store ideologiske roller, men blev aldrig til noget, når virkeligheden nærmede sig. Nordisk Råd og dets aktiviteter, for eksempel Nordisk Råds litteraturpris, er kompensation og skalkeskjul for den triste kendsgerning, at et stort og håndfast nordisk projekt har vist sig umuligt.

Hvad så nu? Fordi skandinavismen er slået fejl to gange, i 1864 og 1949, er der jo ikke noget til hinder for, at den kan lykkes i 2000-tallet. Der er ikke meget, jeg hellere så lykkes. Jeg har været professor i Nordisk Litteratur i det meste af mit arbejdsliv. Jeg har forsket i og skrevet om norske, svenske og danske forfatterskaber. For mig personligt og professionelt har Norden været en realitet. Lad os overveje, hvilke tegn der findes på, at Norden som mentalt projekt kan genopstå.

Foreningen Norden eksisterer stadig, hundrede år efter sin stiftelse. Men det ville være synd at sige, at den fylder, hvad den engang gjorde. I sine velmagtsdage ejede den Hindsgavl Slot. Det ejes nu af et ejendoms­selskab, der lejer det ud til kommercielle konferencer. De store forfatter­møders tid er forbi.

Men mindre kan gøre det. På det knap så spektakulære Biskops-Arnö mødes nordiske forfattere stadig. En del nordiske kunstnere bliver uddannet i andre nordiske lande, for eksempel danskere på forfatterskolen i Göteborg. Og så er der forlagene. Ikke med initiativer fra Det nordiske forlæggerråd, som i Harald Griegs dage, men i form af små forlag, der udgiver bøger fra nabolandet på originalsproget.

Det norske Pelikanen og det danske Gladiator har i fællesskab udgivet for eksempel Josefine Klougarts seneste roman på det danske originalsprog i begge lande. Det er næsten for symbolsk, at titlen på bogen forekommer i det sprog unge skandinaver er tilbøjelige til at bruge, når de mødes og opgiver at forstå hinandens modersmål. Den danske bogs titel er New Forest. På bordet foran mig ligger en hel stak bøger på norsk, svensk og dansk udgivet på det norske forlag i Moss, hvis navn er formuleret på det nynordiske fællessprog: House of Foundation. Øverst i bunken ligger en bog der hedder New New Hampshire. Det er nordisk avantgarde.

Søger vi mere spektakulære eksempler på en mulig tredje bølge af skandinavisme i det 21. århundrede, er der fænomener som Skavlan, Skam og Knausgård.

Om Frederik Skavlan, den empatiske og formidable bestyrer af sofaprogrammer på tv, er at sige, at han formåede at samle et publikum i Sverige og Norge, men i Danmark slog han aldrig an. Det siger ikke så meget om ham, mere om forholdene mellem de tre sprog. Nordmænd og svenskere har lettere ved at opfatte hinandens sprog med øret end danskerne har ved noget af de to sprog. Jeg har forstået at problemet er gensidigt. Danskerne er Nordens mest isolerede folk, i hvert fald mundtligt.

Om Skam gælder noget helt andet. Skavlan benytter et kendt format, blot lidt dygtigere end de fleste. Skam er noget nyt, som alle tv-stationer drømmer om, men meget få er i stand til at producere: Begavet ungdoms-tv. Det er kvalitet og ikke noget specielt nordisk, der forklarer Skams succes i Danmark.

Det samme gælder i endnu højere grad Karl Ove Knausgård. Hans projekt og dets format – de seks monstertykke Kampbind – ligner ikke noget nogen anden nordisk forfatter har gennemført. At det har gjort ham til tidens vigtigste norske forfatter i Danmark siger ikke noget om Nordens genforening. I så fald skulle Norge stå til at blive forenet med USA, for han er den vigtigste, mest læste og mest diskuterede norske forfatter dér. Og forresten i en del andre lande også.

Jeg har med andre ord svært ved at få øje på nogen ny skandinavistisk bølge. Ikke fordi der ikke sker meget godt i de nordiske litteraturer og medier, men med Gunnar Wetterbergs gode kriterium: Der er ikke noget stort, håndfast projekt i sigte, som man kan sætte sin lid til. Vi er mange, der venter lige så længselsfuldt som Nora i Et dukkehjem på, at det vidunderlige skal ske. Men indtil videre, og ligesom hun, forgæves.

Audun Lindholm giver et bud i den omtalte leder fra Vagant 1–2/2017: »En satsning på nye, fellesnordiske kvalitetsmedier kunne være et slikt stort, håndfast projekt.« Åh, bare han dog havde ret, det ville være vidunderligt. Realiteterne er, at kvalitetsmedier som seriøse aviser er trængt i alle de nordiske lande af internationale giganter som Google og Facebook, der er i fuld gang med at ruinere de indenrigske kvalitetsmediers forretningsmodel. De sluger annoncerne og vænner brugerne til, at internettets ydelser er gratis. Hvorfra skal midlerne komme til fælles nordiske kvalitetsmedier? Fra parlamenterne, der i alle nordiske lande er i færd med at privatisere velfærdsstatens ydelser, så skatterne kan sænkes?

Fordi skandinavismen er slået fejl to gange, i 1864 og 1949, er der jo ikke noget til hinder for, at den kan lykkes i 2000-tallet. 

Jeg er foreløbig nået til den sørgelige konklusion, at der ikke er optræk til nogen ny skandinavistisk bølge. Men måske nok til små skandinavistiske krusninger på tidens vande. De nævnte forlags projekter med fælles nordiske udgivelser er herlige tegn. Men man må jo ikke glemme, at de dukker op, samtidig med at der sker en udradering af de mellemstore forlag. Tilbage er i Danmark om lidt kun de tre store: Gyldendal, Lindhardt & Ringhof og Politiken. Og så forlagsverdenens svar på mikrobryggerierne, en række forlag som Gladiator, Pelikanen, House of Foundation, der kan eksperimentere, også med skandinavisme.

Jeg vil støtte dem alt, hvad jeg kan. Det gør jeg jo også ved at skrive i et tidsskrift, der er en fusion af norske Vagant og danske Salon 55. Men jeg gør mig ingen illusioner om, at små forlag og små fusioner kan vende strømmen. Læren af de to tidligere fiaskoer for det nordiske er, at hvis der ikke er et håndfast politisk projekt nedenunder, så bliver skandinavismen ved ordene. Der skal indtræffe en så omfattende politisk disruption som Amerikas endegyldige tilbagetrækning fra verden eller den Europæiske Unions kollaps, før der kan opstå et håndfast, det vil sige et politisk nordisk projekt.

Ingen af de to betingelser er forresten usandsynlig.