Badesæsonen er begyndt, og hvert år udgør den nærmest et lille sociologisk eksperiment, et reagensglas, hvor vi kan studere livet i det moderne samfund.
Folk, der normalt ikke har noget med hinanden at gøre, bader her op og ned ad hinanden, slikker sol og mediterer i det trælse sand. Her mødes høje og lave, gamle og unge, strandløver og badenymfer i et demokratisk frirum, hvor sociale normer igen vil være til sommerforhandling.
Jeg glæder mig allerede til agurketidens debatter.
Om det er på stranden eller i udendørspoolen, så er badeområderne sommerens hotspots, hvor forskelligheder mødes. Og spørgsmålene presser sig allerede på: Vil burkinier igen blive et af årets store sommertemaer? Vil soundbokse og medbragte højttaleranlæg igen være forhadt? Må man ryge på stranden? Hvad sker der med den evigt uregerlige ungdom? Har de snuden for meget op i deres telefoner, eller vil de endelig sætte kroppen fri og vise sig fra deres mest blege sider?
Jeg glæder mig allerede til agurketidens debatter. For hvad sker der, når vi sænker paraderne og forskellige kulturer og generationer mødes i badebukser? Når de unge spiller høj musik, mens de ældre søger ro? Når nogen insisterer på at være topløse, mens andre føler sig generede? Det drejer sig om frihed, fællesskab og respekt om, hvordan vi kan leve sammen. Det er her, vi kan studere os selv og hinanden, uden filter.
Om ca. en måned vender hverdagen tilbage, og så går vi atter over til de mere alvorlige debatter – om klima og finanslove, krigen i Ukraine og USA’s præsidentvalg – med faste politiske brudlinjer. Men for en tid kan vi dyrke vores egen lille have, vores frihed og dumhed og minde hinanden om, hvor forskellige vi er – på trods af at vi alle har behov for det samme: et sted at køle af og nyde sommeren.
