Der er ingen opskrift på fremtiden

UDDRAG. Hvor er vi på vej hen? I Fra utopi til dystopi advarede den ungarske filosof Ágnes Heller mod farerne forude.

Del af Hieronymus Boschs Lysternes have (ca. 1504)

Ágnes Heller oplevede to utopiers dystopiske virkeliggørelsesforsøg. Som ungarsk jøde, født i 1929, overlevede hun og moren, Angela Ligeti, med nød og næppe nazismens rædsler i Budapest, mens faren, Pál Heller, blev deporteret til Auschwitz, hvor han blev myrdet i 1944. Efter krigen, da Ágnes Heller var begyndt at studerede filosofi under György Lukács og selv var blevet medlem af kommunistpartiet, erfarede hun, hvordan kommunismen – uopretteligt – udartede sig tyrannisk og undertrykkende, kulminerende med opstanden mod det sovjetstyrede regering i 1956. Her mistede hun endeligt troen på de utopiske doktriner. 

I 1977, efter to årtier med kampe mod myndighederne, emigrerede Ágnes Heller til Australien. Senere kom hun til New York, hvor hun overtog lærestolen efter Hannah Arendt, hvis tænkning, Hellers er nært beslægtet med. Heller har fortalt, at hun på et tidligt tidspunkt satte sig for at »løse det tyvende århundredes beskidte hemmelighed«, hvilket betyder, at hendes forfatterskab kredser også om emner som modernitet, totalitarisme og hverdagslivets etik. 

Ágnes Heller eftersporer i essayet Fra utopi til dystopi (2016) utopierne og dystopierne i vores livsverden, vores historie og vores følelsesliv. Hun spørger, hvad vi bør ønske os, samtidig med at hun kortlægger en bevægelse: Fra ønskedrømmernes undfangelse til deres ofte voldelige, og i hvert fald ukontrollerbare realisering. I den forstand kan Fra utopi til dystopi læses som en advarsel – mod ideernes blændværk, store fortællinger og alskens nådesløs verdensforbedring. 

– Johan Lose (05.02.2021)


Det dystopiske moment og de sidste utopier

De sidste utopier var tænkt som modgift mod det dystopiske moment, som en blodtransfusion mod det tabte håb, mod ærgrelse, mod fangenskabet i det såkaldte »elfenbenstårn«, mod følelsen af håbløshed og overflødighed. Nogle af disse modgifte viste sig at være giftige, det var utopiske momenter i totalitære ideologier.  

De totalitære ideologier og deres politiske praksis fejede alle forudgående utopier bort, idet de kompromitterede begge de fordringer, som næsten alle utopiske konstruktioner har tilfælles. For det første – og frem for alt – afskaffelsen af privatejendom og favoriseringen af den såkaldt »offentlige interesse« overfor den private, af den offentlige »lykke« overfor den private. Og for det andet reguleringen af børneproduktion, den sociale kontrol med den genetiske arv og styringen af forplantningen.

Ágnes Heller: Fra utopi til dystopi (oversat af Johan Lose, Forlaget THP, 2021)

Det viste sig, at afskaffelsen af privatejendom ikke fremmede personlig frihed og lighed, men derimod tyranni og politisk ulighed. Allerede sovjetkommunismen fordærvede utopien om afskaffelsen af privatejendom, den kinesiske kommunisme og De Røde Khmerer gjorde det helt af med den. Ovenpå erfaringerne med alle de totalitære stater blev det kollektive liv set som den ultimative konformisme, som hjernevask, der kvæler enhver rest af fri tænkning.

Ovenpå erfaringen med nazismen betragtede den dystopiske litteratur idéen om biologisk regulering – og dens praksis – som terror og racisme. I tilbageblik virker Platons eller Campanellas biopolitik også dystopisk. 

I sin berømte bog Det åbne samfund og dets fjender bringer Karl Popper Platon, Hegel og Marx i miskredit ved at kategorisere dem som forløbere for totalitarismen. Efter min opfattelse forveksler han den filosofiske forestilling om totalitet og absolut sandhed med den politiske forestilling om og måde at forvalte totalitet på. Godt nok opererer begge forestillinger med åbenbaret sandhed, men mens den er transcendental i filosofien, fungerer den som ideologi i den totalitære politik, som empirisk, ja sågar videnskabeligt »bevist« sandhed.

De nye utopier begyndte at blomstre op før Første Verdenskrig, deres forskellige varianter kunne lægge sig tæt på hinanden, skønt de senere skiltes: I sin ungdom korresponderede ynglingen Lukács venskabeligt med Giovanni Gentile, men foragtede de såkaldte liberale, borgerlige teoretikere som Benedetto Croce.[1]

Selvom den tidlige kommunismes utopiske forfatteres idéer rigtignok var indholdsløse, var de stærkt inspirerede af religiøse forestillinger. Den proletariske revolution blev betragtet som »dies irae«, vredens dag. De intellektuelle fortalere for denne idé blev ikke drevet af forestillingen om en fredelig, skøn, human fremtid, men af billedet af den totale revolution, der står mellem nutidens »absolutte syndighed« (Lukács) og den forløsende fremtid. 

I sit særdeles indflydelsesrige værk Historie og klassebevidsthed – det eneste originale værk om marxistisk filosofi efter Marx – definerer Lukács den absolutte revolutions moment, befrielsen af proletariatets underkuede klassebevidsthed og dets endelige anerkendelse. På den anden side sætter Lukács sit håb, som så mange andre – eksempelvis Sorel – til voldens frigørende kraft. Den frigørende vold skal være forløseren. En modtagelighed overfor tanken om vold som en nations, et folks eller menneskehedens reddende kraft forblev, indtil midten af det 20. århundrede, måske det eneste fællestræk ved de forskellige forjættende utopier om det store spring. Idéen om den forløsende vold kan være messiansk inspireret, som hos Walter Benjamin, eller politisk – som voldsbegejstringen hos Jean-Paul Sartre.

Det gamle socialdemokratiske slagord dukkede op igen for sidste gang i det tidlige 20. århundredes kommunisme – nu med et ganske andet budskab: Det endelige mål er intet, bevægelsen er alt. Revolutionen, den endelige katastrofe, er alt; den er både middel og mål, og vi behøver ikke overveje, hvad der kommer bagefter.

De tidlige kommunistiske entusiaster forstod ikke sig selv som utopister. Det marxistiske krav om, at den moderne kommunisme beror på streg videnskab, blev ikke draget i tvivl. Revolutionens store øjeblik, dette menneskeskabte armageddon, som vil frembringe et nyt kongerige, havde dog større indflydelse på deres indbildningskraft end enhver videnskabelig undersøgelse. På grund af dette forløsningsparadigmes dominans blev den sidste bølge af utopisme karakteriseret som en slags sekulariseret apokalypse. Javist, det var bibelsk sprog, bibelske metaforer og symboler, som ansporede disse forestillinger. Alligevel passer udtrykket »sekularisering« ikke. 

Bibelen er en af den europæiske kulturs to grundfortællinger. Den stiller sprog og symboler til rådighed for alle hånde forskellige visioner og projekter, og den gør det også stadigvæk i dag. På den ene side omslutter den hele menneskeheden, og på den anden side dræber den sine fjender i én sandheds navn – som man kan kalde »sekularisering«. (Ikke alle forhenværende kommunister overtog uden videre forløsningsparadigmet, mange, såsom Gramsci, havde forbehold. De hører ikke til i historien om utopi og dystopi).

Nazismens hovedideolog, Alfred Rosenberg, talte om »det 20. århundredes mytos«, og alligevel var nazismen ikke en »sekularisering« af en myte.

Ideologi er hverken religion eller myte. Den har en lang historie og griber tilbage i fortiden i forsøget på at anvende det forløsende sandhedsbegreb på empirisk politik, hvilket er blevet umuligt i den moderne verden. 

Blandt filosofferne og ideologerne i det tidlige 20. århundrede var der én, der åbent gik i brechen for utopia, og én anden, der havde forstået det utopiske moments væsen. Den første var filosoffen Ernst Bloch, den anden sociologen Karl Mannheim.

I sin bog Utopiens ånd, der udkom i 1918, formulerer Bloch med tydelighed mange af de tidlige kommunisters messianske bevæggrunde og træk. Men han er den eneste, der gør det med åben pande. Det sidste afsnit af hans værk hedder »Karl Marx, døden og apokalypsen« og har, som titlen umiddelbart angiver, mere med Bibelen og Zohar at gøre end med forfatteren af Kapitalen. I sin bog Ideologi og utopi, som allerede blev skrevet i 1920’erne, vender Karl Mannheim sig fra profetien til socialanalysen, fra tro til forståelse, og han betragter visioner og bevidsthedsformer som manifestationer af en historisk »position«. Der er ingen dommedagsvision, genstanden for hans undersøgelse er ikke fremtiden, men nutiden.        


[1] [György Lukács (1885-1971) var af kommunistisk overbevisning, om end han i løbet af sit liv indtog skiftende standpunkter, mens Giovanni Gentile (1875-1944) havde tilknytning til den fascistiske bevægelse i Italien.]

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.