Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Lille spejl på væggen der

REPORTAGE. Tag og læs! 2015 på Testrup Højskole var sat til at handle om romanen, men kredsede særligt om ærligheden.

Madame Nielsen bevæger sig glidende, iført en figursyet sort kjortel, op mod en opstillet scene. Hun er meget tynd, har et stramt, sort tørklæde om hovedet og røde læber. På plads i sofaen kigger hun alvorligt og selvbevidst, ud på den fyldte sal hvor studerende, gymnasielærere, forlagsfolk og forfattere er samlet. De ler, og latteren mødes af Madame Nielsens strenge blik som ikke lader til at tolerere deres mangel på selvkontrol.

Man orker næsten ikke endnu en beskrivelse af fænomenet Nielsen. Madammen er en af hans mange identiteter og har for nylig skrevet romanen Den endeløse sommer. Den gamle forførende hejre gør nu engang et ret voldsomt indtryk her i salen på Testrup, lidt uden for Århus, på højskolens årlige Tag og læs!-kursus. Måske netop fordi hun er så kontrolleret, fuld af påtaget forundring over hvad folk griner af. De figurer som forfatteren og kunstneren Nielsen med stor konsekvens tager på sig, skal blandt andet udstille at man ikke er låst til én personlighed, men samtidig kræver det et stort skuespiltalent og fuld selvkontrol at opretholde den nye identitet. Madame Nielsen kan aldrig grine uhæmmet af fare for at miste sin karakter – da ville det blive tydeligt at hun spilles, og måske også at der er en anden person bagved masken.

Gør Nielsens personlige og private investering i karakteren at vi engagerer os mere i den? Jeg fremsætter dette spørgsmål, som vender sig mod forfatterens forhold til sit stof. Selvom det officielle tema på Tag og Læs 2015 var romanen, så var det centrale emne ærlighedens former og dens relation til det biografiske og fiktionen.

Romanen blev i 80’erne dømt til døden for siden at få liv i 00’ernes autofiktion, fortæller forfatter og Tag og læs!-arrangør Christian Dorph i åbningstalen og bringer med reference til Knausgårds Min kamp, mere eller mindre bevidst ærligheden ind som problemstilling. Det projekt bliver så ofte kaldt »hudløst«, »selvudleverende«, et værk der er skrevet på baggrund af et virkeligt liv og virkelige mennesker. Hvordan står det i dag til med indlevelse via fiktionen i menneskers liv, kunne man spørge?

Tag og læs! er et årligt litteraturkursus som spænder over en lille uge og kulminerer med uddelingen af Montanas Litteraturpris. I år var de nominerede Harald Voetmann, Majse Aymo-Boot, Peter Højrup, Christina Hagen, Glenn Christian og Christian Yde Frostholm. Prisen er på 100.000 kroner og gives i samarbejde med Information og Testrup Højskole. Den blev stiftet i 2006 og er på kort tid blevet en af de mest prestigefulde, litterære anerkendelser i Danmark. Reolfirmaet Montana, som er dem der signerer checken, skriver på deres hjemmeside at prisen »gives til et dansk værk, som inden for sin genre fornyer eller formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde«. Samtidig udgør prisen kun en del af Tag og læs!; det primære er de mange forfattere, kritikere og litteraters oplæg, der løber gennem hele ugen og som, udover at behandle årets tema, tager på sig at diskutere det forgangne bog-år.

Hvidhedsdebatten
Kan en hvid, heteroseksuel mand med adgang til medierne anmelde en digtsamling af en sort, lesbisk, marginaliseret kvinde? Det spørgsmål blev centralt i 2014’s store litterære diskussion i Danmark, Hvidhedsdebatten. Det begyndte, fortæller Dorph, med Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassan i Aftonbladet hvor hun advarede Hassan mod at dele sine opvæksterfaringer med svigt i en hvid, racistisk offentlighed. Den hvide majoritet i Skandinavien kan ikke forstå disse erfaringer, hævdede Farrokhzad ifølge Dorph, den vil misforstå dem fordi den overvejende er blind over for sine privilegier. Det førte til en ophedet debat i det litterære miljø som blandt andet handlede om hvem der bør anmelde hvem.

Hvidhedsdebatten peger ind i én forestilling om ærlighed som indebærer at man kun kan tale fra og om sin egen position, og ikke fra alle mulige andres, fordi man ikke forstår dem. En tilspidsning af spørgsmålet kunne være: Kan en hvid, heteroseksuel mand med adgang til medierne skrive en digtsamling som en sort, lesbisk, marginaliseret kvinde?

I en af de kaffepauser som synes at være vigtige for højskolelivet, sidder jeg og tænker over spørgsmålet. Et problem er at definere hvem der er i en position som andre ikke kan tale fra. Gælder det alle mennesker? Kan vi kun tale for os selv? Hvad sker i så fald med romanens status? Problematikken er ikke ny, og er i en mere ekstrem udgave kendt fra vidnesbyrdlitteraturen. Primo Levi, interneret i Auschwitz, peger i et berømt citat i De druknede og de frelste (1986) på at ikke engang de overlevende kan vidne fyldestgørende. De sande vidner er de døde, »dem der gik til grunde, de egentlige vidner, dem hvis udsagn ville have haft almen betydning«, men Levi skriver alligevel. Grænsen mellem skønlitteratur og vidnesbyrd kan ikke trækkes skarpt op, da forestillingen om egentlige vidner også er en del af diskussionen om autofiktiv litteratur og fiktion generelt. Kan man skrive om erfaringer man ikke selv har gjort sig?

Ja, hævder forfatteren Jeppe Brixvold der holder oplæg om sandhed og fiktion på kursets anden dag. Man kan i princippet skrive om alt hvis det er godt skrevet. Et udsagn der isoleret set synes at hvile på forestillingen om, at i det skønne viser det sande sig. Brixvold uddyber: Tekstarbejdet er ikke bare et subjektivt anliggende. Under formgivningen begynder teksten at virke tilbage på den skrivende. Vi deler alle det sproglige rum, og i dets objektive struktur kan man gøre sig sande kollektive erfaringer.

Jeg har mit eget mellemværende med ærligheden, når jeg skriver den her reportage. Når jeg gengiver folks ord og meninger, er det selektivt, måske løgnagtigt, masser går tabt, jeg husker måske noget forkert, og det hele er oplevet af mig. Det er vilkåret. Jeg forsøger at være ærlig i min gengivelse.

Autenticitetskel
Det blev i det forgangne år foreslået at Bukdahl ikke burde anmelde Yahya Hassans digte, fordi han som hvid og privilegeret ikke kan udtale sig om Hassans erfaringer. Det giver mening, skulle jeg mene, og det er ikke mærkeligt at man kan blive frustreret over at høre de privilegerede kloge sig om de mindre privilegerede, men samtidig er det dybt problematisk at lave den slags autenticitetskel indenfor litteraturen. Det betyder at ingen dagbladsanmeldere i Danmark ville kunne anmelde Yahya Hassan. Hele bundtet er blege. De fleste har heller ikke været i krig og burde således ikke kunne anmelde en krigsroman. Dermed ikke sagt at der ikke er forskel på strukturel racisme og soldatens oplevelse af at være fremmed over for samfundet, det er der, men man kan benytte samme argument til at bede en anmelder om at tie. Den stilhed, tror jeg, i sidste ende fører til en yderligere udgrænsning af det marginale. Man må forvente at anmelderne behersker mødet med uensartede litterære erfaringer, og kræve at de ikke blindt omsætter læsererfaringer til objektive læresætninger. De største problemer opstår som regel, som i tilfældet Hassan, når en bog bliver debatteret uden egentlig at blive læst.

Kamilla Löfström om bogåret der gik. Foto: Gita Pasternak

Kamilla Löfström om bogåret der gik. Foto: Gita Pasternak

Spejlet, foreslår kritikeren Kamilla Löfström den første aften på Testrup, er det centrale motiv i bogåret 2014. Det er mørkt og koldt udenfor, og folk har indfundet sig i foredragssalen oven på aftenkaffen. Löfström holder den reflekterende forside til Athena Farrokhzads Vitsvit (Gyldendal, 2014) ud mod os. Det er vigtigt at se sin egen position i læsningen, spejle sig, i stedet for blot at se den andens fremmedhed. Samtidig tænker jeg at man i litteraturen som i verden også må forsøge at sætte sig ud over sit, i mit tilfælde blege fjæs, og prøve at forstå den anden. Selv om det ikke fuldt ud er muligt, kan man godt blive klogere.

For at den demokratiske samtale kan fungere, er man nødt til at tage udgangspunkt i at vi alle er lige, selvom vi ikke er det, hævder Dorph. Hvidhedsdebatten minder ham om diskussionerne på venstrefløjen i 80’erne hvor alle skulle være autentiske arbejdere for rigtigt at udtale sig, og man udstødte på den måde folk som man grundlæggende var enige med. Litteraturen forsøger netop at give de menneskelige erfaringer et sprog så de kan deles med andre. Jeg spørger: Hvad hvis Sternberg aldrig havde været deprimeret, men det hele var noget han fandt på? Er det uærligt, er det usand litteratur? Er det kun ærligt, hvis det virkeligt er sket?

Er alt alligevel fiktion?
I det hele taget har man kunnet mærke en vis skepsis overfor det fiktive. Det hænger nok sammen med den autobiografiske romans succes (dokumentarfilmen har oplevet en lignende hype i de senere år), men kommer også til udtryk når digteren Asta Olivia Nordenhof i 2013 udtaler til Information: »Andre betragter måske det, jeg skriver, som litteratur, men det gør jeg ikke selv. Jeg betragter det som at sige noget. At udtale noget i det offentlige rum, som folk kan respondere på og som kan invitere til samtale.« Forestillingen om litteraturen som en konkret samtale bliver samtidig en afvisning af det litterære rums særegenhed: »Det handler ikke om, om man nu lige skriver centrallyrik eller ej. Litteraturen og livet er det samme. Hvis man har idealer må man forfølge dem i hele livet«, siger Nordenhof i samme interview.

Samtidig med den omtalte fiktions-skepsis har der været en stigende interesse i Skandinavien for den franske filosof Jacques Rancières tanker om forholdet mellem æstetik og politik. Han insisterer på litteraturen, ikke som kommunikation, men som et frigørende rum der åbner for nye virkelighedsopfattelser. Virkeligheden er her en fiktion der altid kan fortælles på nye måder. I litteraturen, der hos Rancière er en historisk størrelse med rødder i romantikken, kan vi ane den sandhed at tingene kunne være anderledes, og som sådan deltager litteraturen i skabelsen af lighed.

Lidt beslægtet med den forestilling er begrebet Mythopoetics. Brixvold bruger det i sit oplæg til at beskrive hvordan fiktion kan være sand, men samtidig ikke verificerbar. Han hævder at fiktionen er sand fordi den simulerer det virkelige, og den kan dermed blive virkelighedsskabende. Det forholder sig modsat med Knausgård som ifølge Brixvold vil gengive virkeligheden. Indlægget går polemisk op mod forestillingen om det biografiske som noget særligt ærligt. Naivt, det mener Brixvold det er, at man i 00’erne har foreslået at fiktionen var død, når nu så mange mennesker sluger eksempelvis Harry Potter.

En af fordelene ved kurset på Testrup er at folk bor der. Man kan ikke klappe computeren sammen når man er træt af debatten, men bliver i stedet konfronteret med en polyfoni af indspil ude foran foredragssalen hvor folk optager en blanding af fugtigkold dansk vinterluft og amerikansk cigaretrøg. Det forlænger debatterne, breder dem ud, gør nuancerne tydeligere og giver mulighed for mindre skarpt optrukne kommentarer.

Vi har brug for nogen som vil afmontere fiktionerne, siger digteren Caspar Eric som reaktion på Brixvolds oplæg. Vores liv er fyldt med falske fortællinger. Ordene leder mine tanker i retning af Roland Barthes der eksponerede det moderne samfunds myter i Mytologier (1957) og ideologikritikkens forestillinger om at rive det falske slør fra vores øjne, at vise sandheden bag ideologiens løgn. Det var i øvrigt denne ambition som fik Rancière til at bryde med sin læremester, Louis Althusser, fordi Rancière modsatte sig at folk har brug for intellektuelle sandhedssigere. Caspar Eric lader imidlertid ikke til at ville blotlægge den ideologiløse sandhed, trænge ind til kernen, det er nærmere en opfordring til stadigt at gøre op med de etablerede sandheder. Hans alternativ til Brixvolds fiktionsbegreb er den private og situerede forfatter som er ærlig om hvor denne taler fra.

Christina Hagen fra Jamaica via Skype. Foto: Gita Pasternak

Christina Hagen fra Jamaica via Skype. Foto: Gita Pasternak

Vi må skelne mellem det ærlige og det sande i litteraturen, tænker jeg. Ærligheden binder sig ofte til forfatterens personlige investering i værket, forestillingen om det hudløse finder man her, ærligheden over for sig selv. Sandhed virker derimod mere som et værks samlede output, mindre konkret og uden klare forbindelser til forfatterens person. Eric hævder ikke nogen hudløs ærlighed; i hans digtsamling 7/11 (Gyldendal, 2014) står der:

»jeg mener bare / fint nok overfladejeg / fint nok performative ærlighed / som jeg aldrig kommer ud af / uanset hvor radikal jeg forsøger at være / i facebookopdateringer osv / med direkte referencer til dig / uanset hvad vil de altid have en intention / det er det jeg mener«.

Den litterære ikkefiktions ærlighedsstrategi er måske at pege på hvor der »lyves« fra. Den er kritisk nedbrydende, men ikke nødvendigvis mindre forførende end fiktionen som bruger løgnagtige påfund til at sige noget sandt.

Tre dage senere sidder vi i musiksalen. Det er dagen efter Madame Nielsens optræden. Lars Frost læser fra sin bog Allermest undrer det mig at vi kan glemme (Gyldendal, 2001): »At forførelse er farlig, måske endda fascistisk på en måde? Det vil sige: Kunst med forførelsen som metode: Farlig. Men, ak, samtidig er kunst uden forførelse: Fattig. Det er et problem.«

Madame Nielsens sangstemme er skarp, kaster sig op i falsethyl for så at overgive sig til en robotagtig rallen. Det vækker, ifølge nogle af mine bekendte, minder om gyseren The Grudge (2004). Det er meget intenst, forførende. Flere af sangteksterne er hadske, særligt en der handler om romaer går helt over gevind. Det er ikke svært at forene udsagnet med karakteren Madame Nielsen. Som skuespil udstiller det den europæisk racisme, men det er svært at placere oplevelsen, for er det her skuespil? Hvad hvis Madame Nielsen er virkelig, hvis hun er ærlig?

Ærlighedens former
Kan man altid gennemskue sig selv? Nej, men i nogen grad kan man, hævder kritiker og redaktør på tidsskriftet Kritik Elisabeth Friis på sjettedagen, hvor hun og forfatter René Jean Jensen diskuterer Caspar Erics digtsamling 7/11. Den digtsamling, siger Friis, synes at claime en vis ærlighed, som opstår når jeget reflekterer over hvordan det gerne vil tage sig ud. Der skrælles der et lag af facaden, uden at der dermed er tale om nogen ren ærlighed.

Ærligheden er et svært ord at definere. Ligesom kultur. Slår man op i Ordbog over det danske Sprog, kan man bl.a. læse, at ærlig er den der »ikke lyver, forstiller sig, søger at skjule noget; som taler sandt, aabent, oprigtigt, af hjærtens grund; hvis karakter, væsen er blottet for hykleri, forstillelse, alt unaturligt ell. uægte«. Kritikeren Tue Andersen Nexø udpeger ærligheden som en gestus i 7/11, som en stemning værket skaber. Brixvold forstår det ærlige i retning af det abstrakte og generelle, måske også mere universelle, og i det hele taget foretrækker han at tale om sandhed som er mindre bundet til den skrivendes person. For alle lader det til at ærligheden eller sandheden er en investering i værket som sættes op mod det etableredes løgnagtighed.

Der er via Skype en direkte forbindelse til Jamaica. Det er fredag aften, og vi er samlet i musiksalen til prisoverrækkelse. Bag os står små kanapeer og champagneglas på et langt bord. Arrangørerne er i smoking. Der transmitteres direkte fra et tilsyneladende mennesketomt hotelværelse. I forgrunden står hvad der ligner en stor lyserød boks med graviditetstests på et bord, og en arm dukker op og sætter en farvestrålende drink med paraply i fra sig. I salen annonceres det at Christina Hagen har vundet Montanas litteraturpris 2014 for Boyfrind (Basilisk, 2014), og hendes hoved viser sig på skærmen. Hun havde ikke regnet med at vinde, fortæller hun. Hun har måttet købe en smartphone for at kunne deltage i prisoverrækkelsen via Skype, og hun virker oprigtigt rørt.

 

Et afsnit om Sternbergs Depressionsdigte er redigeret ud af artiklen d. 26/2, efter redaktionen blev gjort opmærksom på fejl i gengivelsen af en diskussion om dette værk.

 

Jakob Paludan Wogensen