»Merkelæraen synger på sidste vers«

Adam Paulsen (f. 1972) er lektor i Litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet. Han er forfatter til en lang række artikler og antologier om tysk kultur og har oversat værker af bland andet G.E. Lessing, J.G. Herder, Ernst Jünger og Ernst Toller til dansk.

Adam Paulsen, Donald Trump har trukket USA ud af en række internationale aftaler, og Brexit er nu en realitet. Bør Danmark begynde at orientere sig mere mod Tyskland?

– Selvfølgelig. Det kan jeg kun svare et rungende ja til. Jeg har hele mit voksne liv ment, at vi skal orientere os mere sydover end vestover. Tyskland er der, hvor kontinentet og Europa begynder. Når det er sagt, er jeg også pessimistisk. Jeg oplever, at vi trækker os længere og længere væk fra Tyskland.

Hvordan? 

– Hvis vi ser bort fra den evindelige tale om eksport og økonomi, spiller Tyskland ikke længere nogen nævneværdig rolle for danskerne. Vores fornemmelse for de dybere strømførende lag er ved at forsvinde, og i mine mest dystre og pessimistiske stunder, tænker jeg, at vi lige nu oplever afviklingen af vores kulturelle forbindelser til Tyskland.

Hvilke forbindelser tænker du på her?

– I mine forældres generation kunne de fleste danskere forstå tysk. Det var et fremmedsprog, som ingen kunne komme uden om. Alle kunne i et eller andet omfang begå sig på det. Det kan vi ikke længere. Det hænger selvfølgelig sammen med nedprioriteringen af fremmedsprogsundervisningen generelt. Danske politikere og meningsdannere har i mange år talt humaniora og i særdeleshed sprogundervisningen ned og gjort en dyd ud af at fortælle kommende generationer, at det ikke er nødvendigt at lære mere end ét sprog. Det sprog er engelsk, og det har betydet, at den danske ungdom ikke har følt sig motiveret til at læse tysk. Da jeg begyndte at læse tysk på Københavns Universitet i 1992, var vi 120 nye studerende. I 2019 var det tilsvarende tal 23, og over hele landet er tendensen den samme. I de sidste fem år er 32 universitære sproguddannelser blevet lukket.

Hvad fortæller det om danskernes verdensforståelse?

– Vi er hele tiden totalt opdaterede på, hvad der sker på den anden side af Atlanten – helt bogstaveligt, uden den mindste tidsforskydning. Nu kører den politiske underholdningsindustri selvfølgelig også på de høje nagler derovre for øjeblikket, men vores optagethed af amerikansk politik og populærkultur er virkelig ekstrem. Den giver os et fuldkommen enøjet blik på, hvordan verden ser ud. Jeg kender folk, der sidder oppe den halve nat for at se Oscaruddelingen live!

Nogen ville sikkert argumentere for, at danskerne er ved at blive så globaliserede, at vi ikke kun føler bånd til vores nærmeste naboer. Engelsk er simpelthen blevet den fælles indgang til verden.

– Den globalisering, vi oplever i øjeblikket, er en provinsialisering. Vi tror, vi er kosmopolitter og globale, og at vi kan begå os på verdensscenen, men det er netop dybt provinsielt, fordi det foregår med dette ene filter på: Hvad foregår der i USA? Jeg oplever globaliseringen som en monokulturalisering, sprogligt og kulturelt. Vi går ganske enkelt rundt med tunnelsyn hele tiden.

Hvad er det, vi er blinde for?

– Vi kan jo blive i billedet med monokulturen. Modsætningen til monokultur er artsmangfoldighed og biodiversitet. Der sker for tiden en katastrofal uddøen af plante- og dyrearter, og forskere taler om »den sjette store massedød«. Faktisk går det så stærkt, at de fleste midaldrende mennesker fra deres barndom kan huske sommerfugle og planter, der i dag er tæt på at være udryddet. Den samme udvikling gør sig gældende for sprog og kultur. Der er et sted mellem 6500 og 7000 forskellige sprog i verden, de fleste af dem er selvfølgelig bittesmå. En fjerdedel af dem findes snart ikke længere. Med hvert af disse sprog forsvinder også en unik kultur og et enestående blik på verden. I Danmark hersker et meget instrumentelt syn på sproget – som om det kun handler om den simpleste form for kommunikation. Men sprog præger vores tænkning, erkendelse og sansning. En klog tysker, nemlig Wilhelm von Humboldt, sagde, at der i hvert eneste sprog er nedlagt et verdenssyn. Det, mener jeg, er fuldstændig rigtigt. Man ser verden på en anden måde, afhængig af hvilket sprog, man benytter sig af.

Herhjemme har tv-serien Babylon Berlin ellers opnået stor opmærksomhed, og man kan måske ligefrem tale om en folkelig begejstring. Er der ikke tegn på, at det dansk-tyske forhold er ved at gå en bedre tid i møde?

– Eller måske er det bare mellemkrigstidens avantgardistiske Berlin, som fascinerer folk? Desuden er serien orkestreret af en instruktør, der modsat mange af sine europæiske kolleger ikke har det fjerneste imod at tage ved lære af Hollywood. Jeg synes, tendenserne peger i forskellige retninger. Folk, der interesserer sig for litteratur og kunst, er muligvis mere optaget af, hvad der foregår i Tyskland, end de var for en generation siden, og det er jo herligt. Jeg er dybt imponeret over den opmærksomhed, som Information giver det tyske og europæiske stof, også kulturstoffet. De fordomme om tyskere og Tyskland, der stadig var udbredt i min ungdom, er stort set forsvundet. De gamle fjendebilleder er simpelthen væk, og så er danskerne blevet vilde med Berlin. Da jeg selv flyttede til byen i midten af 90’erne, gik der nærmest halvandet år, før jeg hørte nogen tale dansk. Nu kan man ikke tage til Berlin uden at høre dansk overalt. Over en bred kam er jeg til gengæld ikke så sikker på, at man kan tale om en ny folkelig begejstring. Jeg oplever egentlig mere uvidenhed, ignorance og ligegyldighed, og det ledsages som sagt af en sproglig armod, som kun vil blive værre i de næste generationer.

Vi lever i klimakritiske tider, hvor det at være forankret i noget lokalt er ved at få en ny betydning. Tyskerne har altid været meget optaget af denne hjemstavnstematik, på godt og på ondt: Hvilke rødder man har, og hvorfra man stammer. Har tyskerne noget særligt at fortælle os i denne globaliseringstid?

– Det er rigtigt, at hjemstavnsbevægelsen står stærkt i tysk historie, og at tanker herfra senere flød ind i nazismen. Nazisternes renhedskult er i høj grad præget af den reaktionære del af den tyske hjemstavnsbevægelse. Men der er ikke tale om nogen monokausalitet her. Hjemstavnsbevægelsen havde forbundne kar med livsreformbevægelsen, der på mange måder foregreb moderne græsrodsbevægelser som Greenpeace. Her havde man fokus på bioregionalisme, økologi, bæredygtigt landbrug, naturfredning – og var i det hele taget stærkt kritisk over for væksttænkning, kapitalisme og rovudnyttelse af naturen. Men det er vigtigt at understrege, at den stærke optagethed af det lokale i tysk tradition altid har været naturligt forbundet med en tilsvarende stærk betoning af det universelle og kosmopolitiske. Et meget berømt udtryk for det er Friedrich Schillers digt »An die Freude«, der i tidens ånd opfordrer os til at »omslutte millioner«. Denne dobbelthed – på den ene side at række ud efter stjernerne, på den anden side være forankret i en lokalkultur – tror jeg godt, vi kan lære noget af i Danmark. Herhjemme nøjes vi i perioder meget med det sidste.

Hvordan det?

– Vi er så selvtilstrækkelige, at vi er blinde for det, som sker lige uden for vores egen gadedør. Vi er ved at glemme, hvor stærke bånd der har eksisteret mellem dansk og tysk kultur. Når vi taler om romantikken som én af de store perioder i dansk litteratur og åndsliv, ved vi måske slet ikke længere, at der bagved står en masse tyske skikkelser, både digtere og filosoffer. Uden dem ville vi aldrig have haft vores nationale ikoner. Det er ikke for at lyde arrogant, men når man kender lidt til den tyske kultur og litteratur, kan de danske klassikere meget hurtigt komme til at fremstå som fade aftapninger af de tyske. Grundtvig er en stor salmedigter, men hele hans nations- og historieforståelse bliver altså nærmest pinlig, når man får øje på, hvor han har hentet den – nemlig hos den tyske filosof, teolog og litteraturkritiker Johann Gottfried Herder, som er en langt mere interessant og kompleks tænker end Grundtvig.

Tyskerne har ikke desto mindre fjernet sig fra Herders nationalstatsidéer siden Anden Verdenskrig og er i stedet gået ind i en europæisk integrationsproces. Hvor befinder Tyskland sig i denne udvikling?

–  Europæisk integration og vestorientering har siden forbundsrepublikkens oprettelse i 1949 været Tysklands raison d’etre, fra 1990 med deltagelse af de østtyske delstater. Som Thomas Mann sagde i 1952: »Vi vil ikke være et tysk Europa, men et europæisk Tyskland«. Sådan blev det i vid udstrækning. Hitler-Tysklands civilisationsbrud gjorde det umuligt at føre en traditionel stormagtspolitik. I stedet investerede man sine aktier i den europæiske integrationsproces og gjorde lidt efter lidt den postnationale anomali til en dyd. Efterkrigstidens Tyskland var nu hinsides den beskidte nationalstatslogik og befandt sig så at sige i en højere, mere civiliseret sfære kendetegnet ved forfatningspatriotisme, sorgarbejde og menneskerettigheder. Brændt barn skyr ilden, for nu at sige det lidt kynisk. Men det var alt andet lige lettere for Vesttyskland, end det har været for det forenede Tyskland efter 1990. Indlemmelsen af de nye forbundsstater har trukket dybe spor, og der er stadig dyb mistillid mellem det tidligere øst og vest. Det er særlig tydeligt for øjeblikket med Alternative für Deutschland (AfD), som stormer frem i det tidligere DDR. Her giver man fanden i postnational etos.

Hvordan ser man det?

– I denne del af landet retter der sig et voldsomt ressentiment mod de gamle forbundslande og det overnationale EU. Tendensen er den samme som i den øvrige østblok, særligt Polen og Ungarn, men der er selvfølgelig forskelle. En af de vigtigste ser man i den nationale selvhævdelse, som ikke får lige så frit spillerum i det tidligere Østtyskland, fordi den modsiges så massivt af det politiske etablissement. Tysklands normative grundlag bygger på en udpræget konsensus, ikke mindst når det handler om flygtninge, EU og holocausts centrale betydning for moderne tysk selvforståelse. Det grundlag er ikke lige så fast og skridsikkert i Østtyskland, og efter 40 år bag Jerntæppet er der ikke noget overraskende i det. I de nye delstater bliver man til gengæld voldsomt irriteret over at blive irettesat og talt ned til af den herskende klasse.

Den spirende højrenationalisme skyldes altså ikke i så høj grad, at der er gået 75 år siden afslutningen på Anden Verdenskrig, og at de sidste vidner og dermed hel en erindringskultur er ved at dø?

– Nej, det forklarer ikke det hele. AfD trækker på samme hammel som mange andre populistiske partier og bevægelser i Vesten for øjeblikket, men udviklingen er selvfølgelig farvet af de tyske erfaringer.

Angela Merkel er i sin sidste kanslerperiode, og CDU’s formand Annegret Kramp-Karrenbauer har for nylig meddelt, at hun ikke stiller op som hendes arvtager ved næste valg. Samtidig ser vi, at partiets historiske konkurrenter, SPD, ligger ned i meningsmålingerne, og at De Grønne stormer frem. Imens skaber AfD uro i kulissen. Hvad fortæller denne udvikling os? Er Tyskland ved at blive et andet land?

– Ja, det tror jeg. Man har siden 1990 talt om tysk normalisering, og det er gået langsommere, end mange har troet. Meget af det, vi har set i Tyskland i de seneste år, peger dog efterhånden i samme retning som i de fleste andre vestlige lande: De store gamle partier kommer i stigende grad under pres og udfordres af nye politiske bevægelser og partier. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at denne udvikling vil fortsætte. Lige nu er forargelsen stor over FDP’s og CDU’s samarbejde med AfD i Thüringen, og det var virkelig heller ikke noget kønt syn. I Tyskland har der – ligesom i Sverige – hersket en meget klar konsensus om, hvem man ville tale med og ikke tale med. For et par år siden udkom en debatbog med titlen Mit Rechten reden (2017), som blev hidsigt diskuteret i medierne: Kan og bør man overhovedet tale med den yderligtgående højrefløj? Mange tyske meningsdannere mener nej. I Thüringen forsøgte man, i første omgang uden held, måske også fordi den lokale variant af AfD med Björn Höcke i spidsen er særlig ekstrem. Men medmindre AfD udvikler sig i en endnu mere ekstrem retning kommer det til at ske, tror jeg. Merkelæraen synger på sidste vers og markerer formentlig afslutningen på den nationalstatslige anomali, der har kendetegnet efterkrigstidens Tyskland. Tiden efter Merkel bliver mere ustabil, og det vil ikke længere være de to-tre gamle partier, der deler magten mellem sig.

Mange mener, at Merkel-æraen har været kendetegnet af Alternativelosigkeit, alternativløshed. Siger du, at alternativerne ved at dukke op igen?

– Ja. Det, vi oplever i disse år, er uden sidestykke i forbundsrepublikkens historie. De store folkepartier, CDU/CSU og SPD, bløder, FDP svinger som et siv for vinden, og det er svært at forestille sig, at noget af det vil ændre sig inden næste valg.

Betyder denne udvikling også, at vi vil se et Tyskland, som internationalt kommer til at indtage en mere ledende magtpolitisk rolle?

 – Paradoksalt nok har mange netop efterspurgt et Tyskland, som tager ansvar og udpeger en retning, men tyske politikere har været meget tøvende. Jeg tror, at mange har været skuffet over, at Merkel ikke kunne leve op til den udkåring som den frie verdens leder, der fulgte i kølvandet på Trumps spektakulære valgsejr. Det er meget karakteristisk, at det er den franske præsident Emmanuel Macron, som har bedt Tyskland om at sætte skub i den europæiske integration og sagt til Angela Merkel, at hun må genoverveje en fælleseuropæisk hær. Hun har nærmest ikke engang svaret. Det hænger selvfølgelig sammen med hendes politiske ledelsesstil, men det fortæller også, at det er relativt svært at overbevise tyskerne om, at de må gå forrest. Politisk har tyskerne virkelig været meget fodslæbende. Det er de muligvis ved at sige farvel til nu. Og det indebærer, at de træder ind i et mere almindeligt nationalstatsfællesskab, hvor man bruger den magt, som svarer til landets størrelse.

Sidste spørgsmål: Er der noget ved tyskerne, som bliver ved med at overraske dig?

– Ja, hvor sindssygt rigt på kunst og kultur det land er! Og så bliver det ved med at overraske mig, hvor vigtig en rolle finkulturen spiller, og hvor seriøst man tager den. Mens man herhjemme ofte skal forsvare, at man beskæftiger sig med noget så brødløst og verdensfjernt som kunst, litteratur, teater eller klassisk musik, forholder det sig i Tyskland nærmest omvendt. »Hvad skal det så bruges til?«, er ikke en indstilling, jeg møder særlig tit i Tyskland. Selvfølgelig er man også her optaget af økonomien, men man ved, at der ikke ville være noget at leve for uden kulturen.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.